Årsrapport 2007 er offentliggjort


DK                                                                              

Headline:                                                                       
Årsrapport 2007 er offentliggjort                                               

Ingress:                                                                        
Brødrene Hartmann A/S bestyrelse og direktion har i dag godkendt koncernens     
Årsrapport 2007.                                                                

Main body:                                                                      
Peter Arndrup Poulsen, adm. direktør i Brødrene Hartmann A/S siger følgende om  
selskabets regnskab for 2007: ”Det samlede resultat for 2007 er ikke            
tilfredsstillende. Men den negative udvikling i indtjeningen er vendt, og der er
gennemført adskillige tiltag, som har skabt basis for en bedre indtjening       
fremadrettet.”                                                                  

”Vi har gjort op med den tidligere vækststrategi og har trukket os fra          
markederne i Sydamerika og Asien. Det har medført mange ekstraordinære          
omkostninger og nedskrivninger, som har sat sit præg på regnskabsåret 2007.”    

Om fremtiden siger Peter Arndrup Poulsen:                                       
”Vi begynder at se resultaterne af vore anstrengelser, men der er stadig plads  
til forbedringer. Fjerde kvartal satte et positivt punktum for 2007, og         
budgetterne for 2008 ser lovende ud. Vi skal helt klart øge indtjeningen i      
2008.”                                                                          

”Vores finansielle gearing er blevet utilfredsstillende høj. Vi planlægger      
derfor en emission, som skal sikre koncernen et stærkere finansielt fundament   
til videreudvikling af vores kerneforretning.”                                  


Omsætning og resultat                                                           
Hartmann realiserede en nettoomsætning i 2007 på 1.492 mio. kr., hvilket er en  
stigning på 1% i forhold til året før. Resultatet af primær drift blev -146 mio.
kr. mod 62 mio. kr. sidste år.                                                  

Årets regnskab er præget af en del poster af engangskarakter såsom nedskrivning 
af aktiver mv. i Asien (49 mio. kr.) og i Nordamerika (115 mio. kr.) samt       
omkostninger til restrukturering (35 mio. kr.).                                 

Eksklusiv disse engangsposter har koncernen opnået et normaliseret resultat af  
primær drift på 53 mio. kr., hvilket er en del over det normaliserede resultat  
fra året før på 17 mio. kr.                                                     

Nedskrivning af skatteaktiv henholdsvis i Nordamerika med 48 mio. kr. og i Asien
med 14 mio. kr.                                                                 

Resultatet af ophørte aktiviteter, der vedrører frasalg af koncernens           
sydamerikanske aktiviteter, udgør -242 mio. kr.                                 

Koncernens samlede resultat (EAT) 2007 udgør -513 mio. kr. i forhold til -77    
mio. kr. sidste år.                                                             


Ægemballage Europa                                                              
Ægemballage Europa realiserede en omsætning på 1.043 mio. kr. og et resultat af 
primær drift på 64 mio. kr. Forretningsområdets normaliserede EBIT udgør 69 mio.
kr. i forhold til 83 mio. kr. sidste år.                                        

Udviklingen i forretningsområdet har været negativt påvirket af en påbegyndt    
sanering i produkt- og kundeporteføljen samt stigende energi- og papirpriser.   
Til gengæld har området endnu en gang oplevet vækst i efterspørgslen på         
højværdiemballage. Det er ledelsens vurdering, at Ægemballage Europa har        
potentialet til bedre resultater, hvilket også fremgår af resultatet i 4.       
kvartal.                                                                        


Ægemballage Nordamerika                                                         
Ægemballage Nordamerika realiserede en omsætning på 147 mio. kr. og et resultat 
af primær drift på -144 mio. kr. Forretningsområdets normaliserede EBIT udgør   
-28 mio. kr. i forhold til -44 mio. kr. sidste år.                              

Resultatet er fortsat utilfredsstillende, og den væsentligste årsag hertil er   
den fortsat ugunstige krydskurs mellem canadiske dollar (CAD) og amerikanske    
dollar (USD). Ægemballage Nordamerika har dog opnået en klar driftsmæssig       
fremgang i forhold til 2006.                                                    

I årets løb er der sket automatiseringer i produktionen og forbedringer i       
omkostningsstrukturen. Ledelsen følger fortsat udviklingen i forretningsområdet 
nøje.                                                                           


Industriemballage                                                               
Industriemballage realiserede en omsætning på 220 mio. kr. og et resultat af    
primær drift på -16 mio. kr. Forretningsområdets normaliserede EBIT udgør 40    
mio. kr. i forhold til 9 mio. kr. sidste år.                                    

Industriemballage opnåede i 2007 en øget produktivitet og en fremgang i det     
europæiske salg. De positive effekter af kunde- og produktporteføljesaneringen  
afspejles klart i indtjeningen. Industriemballage vil fremover være fokuseret   
omkring Europa, og forretningsområdet er i 2007 præget af engangsposter vedr.   
nedlukning af fabrikker i Asien, salgskontorer i Japan og USA samt              
restrukturering i den europæiske salgsorganisation. Ledelsen vil fokusere på at 
fastholde og udbygge de forbedringer, der er opnået som følge af                
restruktureringen.                                                              


Turnaround aktiviteter                                                          
Hartmann har lanceret en turnaround 'Forward to basics' for at vende udviklingen
i selskabet. I 2007 gennemførte og iværksatte den nye ledelse en lang række     
aktiviteter med det formål at stabilisere og konsolidere forretningen, som      
forventes at få fuld effekt i 2009.                                             

Ledelsen har gennemført en delvis global tilbagetrækning gennem afvikling af    
aktiviteterne i Sydamerika og Asien, som var tabsgivende.                       

Organisationen er blevet tilpasset koncernens situation. Ledergruppen er blevet 
udskiftet, organisationsstrukturen ændret, afdelinger restruktureret og         
personalet reduceret.                                                           

Fokus er skiftet til indtjening frem for vækst. Tabsgivende aktiviteter,        
faldende indtjening og mangelfulde processer mellem salg og produktion har været
de største udfordringer i koncernen. Derfor har ledelsen sat aktiviteter i gang,
som relaterer sig til yderligere effektiviseringer i produktionen bl.a. gennem  
lean-aktiviteter, automatiseringer og spildreduktion. Herudover er det          
afgørende, at kompleksiteten i produktionen yderligere reduceres, og at kunde-  
og produktporteføljen fortsat saneres.                                          


Planlægning af kapitaludvidelse                                                 
Som følge af de mange engangsomkostninger og nedskrivninger er koncernens       
egenkapital reduceret fra 544 mio. kr. ved årets begyndelse til 220 mio. kr. pr.
31. december 2007.                                                              

Koncernens nuværende høje gearing betinger, at større investeringer og          
yderligere udvikling af koncernen kræver tilførsel af ekstra kapital.           
Bestyrelsen har derfor besluttet at iværksætte planlægningen af en aktieemission
i 2008. Det er forventningen, at en eventuel emission skal ske med              
fortegningsret for selskabets aktionærer.                                       

En sammenlægning af selskabets tre aktieklasser kan gennemføres i forbindelse   
med den eventuelle kapitaludvidelse. Det har længe været et ønske blandt        
aktionærerne at indføre princippet om 'en aktie - en stemme' i selskabet.       


Forventninger til 2008                                                          
Hartmann forventer i 2008 en omsætning på ca. 1.460 mio. kr. Resultat af primær 
drift (EBIT) ventes at ligge på ca. 70 mio. kr. og resultat efter skat (EAT) på 
ca. 20 mio. kr.                                                                 

Tidligere års valutakurstab vedr. aktiviteterne i Asien (ca. 16 mio. kr. pr. 31.
december 2007) vil blive reklassificeret fra egenkapitalen til                  
resultatopgørelsen, når nedlukningen er endelig gennemført. Denne effekt er ikke
inkluderet i forventningerne.                                                   

Som tidligere udmeldt har bestyrelsen besluttet at iværksætte planlægningen af  
en aktieemission i 2008. Gennemførelsen af en aktieemission vil have en positiv 
effekt på de finansielle nettoomkostninger og dermed også på koncernens resultat
efter skat. Denne effekt er ikke inkluderet i forventningerne.                  


Strategi 2008-2010                                                              
Den turnaround, som blev indledt i 2007, fortsætter i 2008 med fokus på at      
stabilisere og forbedre kerneforretningen.                                      

Hartmann vil frem mod 2010 genetablere et attraktivt indtjeningsniveau for      
koncernen. Det skal ske ved at optimere kerneforretningen i Europa, tilpasse    
aktivitetsniveauet i Industriemballage og samtidig øge lønsomheden i de         
nordamerikanske aktiviteter. Målet er at skabe et stærkt Hartmann som fundament 
for vækst på langt sigt.                                                        


Ændring i finanskalender                                                        
Datoen for offentliggørelse af 3. delårsrapport ændres til den 17. november     
2008.                                                                           

                                                                                

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:                                   
Peter Arndrup Poulsen                                                           
Administrerende direktør                                                        
Telefon: 45 87 50 30                                                            
Mobil: 51 51 40 69

Attachments

arsrapport 2007_080313.pdf