Den Nordiske Børs Nikolaj Plads 6 1007 København K 10. april 2008 Meddelelse nr. 9 Ordinær generalforsamling 2008 i NKT Holding A/S Torsdag den 10. april 2008 afholdtes ordinær generalforsamling i NKT Holding A/S, jf. fondsbørsmeddelelse nr. 8 af den 26. marts 2008. Generalforsamlingen godkendte årsrapporten indeholdende ledelsesberetning, koncernregnskab og moderselskabets årsregnskab, samt ledelses- og revisionspåtegninger. Generalforsamlingen meddelte decharge til bestyrelse og direktion. Bestyrelsens forslag om et samlet udbytte på 11 DKK per aktie à nominelt 20 DKK blev vedtaget. Bestyrelsens forslag om, at vederlaget til bestyrelsen for 2008 skulle udgøre i alt 3.150.000 DKK (600.000 DKK til formanden, 450.000 DKK til næstformanden og 300.000 DKK til hvert af de øvrige medlemmer), blev vedtaget. Til selskabets bestyrelse genvalgtes advokat Christian Kjær, borgmester Jan Trøjborg, direktør Krister Ahlström, direktør Jens Maaløe og direktør Jens Due Olsen. Som nyt bestyrelsesmedlem blev Lone Fønss Schrøder valgt. Direktør Jan Wraae Folting udtrådte af bestyrelsen. Som selskabets revisor genvalgtes KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Følgende vedtægtsændringer blev vedtaget: Ændring af vedtægternes § 3, stk. 4: Bestyrelsen er bemyndiget til at træffe beslutning om uddeling af ekstraordinært udbytte i overensstemmelse med aktieselskabslovens regler. Tegningsoptioner: Bestyrelsen blev bemyndiget til at udstede tegningsoptioner (warrants) til medarbejdere og ledelse i selskabet og i selskaber, der er koncernforbundne med selskabet med indtil i alt nominelt 10.000.000 DKK aktier (500.000 stk.) á 20 DKK. Bestyrelsen blev samtidig bemyndiget til at gennemføre den til udnyttelsen af de pågældende warrants hørende kapitalforhøjelse med indtil i alt nominelt 10.000.000 DKK aktier. Følgende nye bestemmelse blev derfor vedtaget som vedtægternes § 3 B, stk. 5: ”Bestyrelsen er bemyndiget til i perioden indtil den 1. april 2013 ad én eller flere gange, uden fortegningsret for de eksisterende aktionærer, at udstede tegningsoptioner (warrants) der giver ret til at tegne for indtil i alt nominelt 10.000.000 DKK aktier (500.000 stk. à 20 DKK) i selskabet for medarbejdere og ledelse i selskabet og i selskaber, der er koncernforbundne med selskabet. Bestyrelsen er endvidere bemyndiget til i perioden indtil den 1. april 2013 ad én eller flere gange, uden fortegningsret for de eksisterende aktionærer og mod kontant betaling, at gennemføre en kapitalforhøjelse med indtil i alt nominelt 10.000.000 DKK aktier i forbindelse med udnyttelse af tegningsoptionerne til en kurs, der fastsættes af bestyrelsen, eventuelt til favørkurs. For kapitaludvidelser i medfør af ovennævnte gælder, at de nye aktier er omsætningspapirer og udstedes til ihændehaveren, men kan noteres på navn og i øvrigt i enhver henseende skal være undergivet de samme vilkår som selskabets øvrige aktier, herunder med hensyn til indløselighed og indskrænkninger i omsættelighed. De nye aktier giver ret til udbytte fra det tidspunkt bestyrelsen bestemmer, dog senest fra det regnskabsår, der følger efter kapitalforhøjelsen.” Elektronisk kommunikation: Som følge af NKT's beslutning om at øge fokus på elektronisk kommunikation med aktionærerne blev det fremsatte forslag om ændring af den i vedtægternes § 6, stk. 9 indeholdte bestemmelse om elektronisk kommunikation ændret, således at selskabets årsrapport fremover alene fremsendes med elektronisk post, og således at selskabet ikke er forpligtet til at fremsende et papirbaseret sammendrag til noterede aktionærer. Følgende nye bestemmelse blev derfor vedtaget som vedtægternes § 6, stk. 9: ”Selskabet kan beslutte, at den fulde årsrapport kun skal fremsendes til aktionærerne i elektronisk form. Årsrapporten vil blive offentliggjort på selskabets hjemmeside www.nkt.dk og i givet fald fremsendt med elektronisk post til enhver noteret aktionær, som har fremsat anmodning herom med angivelse af e-mail adresse. Krav til anvendte systemer samt fremgangsmåden i forbindelse med fremsendelse med elektronisk post vil blive oplyst på selskabets hjemmeside. Selskabet skal på det tidspunkt, hvor det besluttes kun at fremsende den fulde årsrapport elektronisk, orientere aktionærerne herom.” Retningslinjer for incitamentsaflønning: De af bestyrelsen udarbejdede retningslinjer for selskabets incitamentsaflønning af bestyrelsen og direktionen blev vedtaget, og følgende bestemmelse blev besluttet indsat i vedtægterne som ny § 11, stk. 3: Selskabets bestyrelse har i overensstemmelse med aktieselskabslovens § 69 b udarbejdet overordnede retningslinjer for selskabets incitamentsaflønning af bestyrelsen og direktionen. Retningslinjerne er forelagt og vedtaget på selskabets generalforsamling. Retningslinjerne er offentliggjort på selskabets hjemmeside, www.nkt.dk. Ajourføring af vedtægterne: Den foreslåede ajourføring af selskabets vedtægter, hvorved der foretages en række redaktionelle ændringer af vedtægterne med henblik på at sikre, at ordlyden af vedtægterne er tidssvarende, herunder for at afspejle seneste ændringer i aktieselskabslovgivningen, samt at vedtægterne fremstår overskuelige og let tilgængelige, blev vedtaget. De ændrede vedtægter kan ses på selskabets hjemmeside www.nkt.dk, og vil blive offentliggjort via separat fondsbørsmeddelelse. Egne aktier: Herudover besluttede generalforsamlingen at bemyndige bestyrelsen til i tiden indtil næste ordinære generalforsamling at lade selskabet erhverve egne aktier med en pålydende værdi af indtil 10% af aktiekapitalen. Købskursen for de pågældende aktier må ikke afvige mere end 10% fra den ved erhvervelsen noterede kurs på Københavns Fondsbørs. Bemyndigelse til dirigenten: Dirigenten blev bemyndiget til at foretage sådanne ændringer i og tilføjelser til det på generalforsamlingen vedtagne og anmeldelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som måtte blive krævet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i forbindelse med de vedtagne ændringer. * * * På et konstituerende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen blev advokat Christian Kjær valgt til formand og borgmester Jan Trøjborg valgt til næstformand. Med venlig hilsen NKT Holding A/S Christian Kjær Bestyrelsesformand Formandens fulde beretning kan læses på www.nkt.dk