RTX Telecom sælger det 100%-ejede datterselskab RTX Healthcare


RTX Telecom har i dag indgået aftale om salg af det 100%-ejede datterselskab
RTX Healthcare pr. 27. juni 2008 til en af verdens førende leverandører inden
for telehealth løsninger. 

Salget sker som led i den lagte fokuseringsstrategi og turn-around proces for
RTX Telecom, hvor det er besluttet at frasælge koncernens aktiviteter inden for
telehealth og medico, og koncentrere indsatsen om udvikling og produktion af
avancerede løsninger og produkter til det professionelle marked for
telekommunikation. 

RTX Healthcare har igennem de seneste tre år haft teknologisk succes med
udvikling af FDA-godkendte trådløse enheder, for fjernovervågning og
transmission af informationer vedrørende patienter med kroniske lidelser. 

Af fortrolighedshensyn er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at
offentliggøre navn på køber. 

Salgssummen er en kombination af en kontant betaling på niveau med den bogførte
værdi og en ”earn-out” betaling, som afhænger af udviklingen i selskabet i
løbet af de kommende 24 måneder. 

RTX Healthcare vil fortsat opretholde sine kunderelationer under det nye
ejerskab. Køberen ønsker ligeledes at fastholde RTX Healthcares tilstedeværelse
i Nordjylland og at skabe virksomhedens vækst gennem geografisk salgsmæssig
ekspansion, investeringer i yderligere kapacitet og teknologisk udvikling. 

Salgsaftalen giver ikke anledning til at justere de tidligere offentliggjorte
forventninger til indeværende regnskabsår. For de fortsættende aktiviteter
forventes for hele regnskabsåret 2007/08 derfor fortsat en nettoomsætning på
DKK 240 - 270 mio. og et resultat af primær drift (EBIT) i intervallet fra DKK
-30 mio. til DKK -15 mio. 


Med venlig hilsen
RTX Telecom A/S



Tage Rasmussen	
Administrerende direktør 



Spørgsmål og yderligere oplysninger: 
Administrerende direktør Tage Rasmussen, tlf 96 32 23 00

RTX Telecoms hjemmeside: www.rtx.dk.

Attachments

fb2008 06_dk rtx healthcare sale.pdf