OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S Nikolaj Plads 6 1007 København K Århus, den 4. juli 2008 Meddelelse om forløb af tegning af aktier i Prime Office A/S Prime Office A/S afsluttede tirsdag den 1. juli kl. 16.00 tegningen af aktier i selskabet. I alt 663 aktionærer deltog i tegningen. Der blev sammenlagt tegnet nom. DKK 105.943.800 aktier i selskabet (svarende til 1.059.438 nye aktier á nom DKK 100). De tegnede aktier svarer til et kontant tegningsbeløb på DKK 109.916.692,50. Det tegnede beløb ligger i intervallet for udbuddet på DKK 100 og 400 mio., og alle tegningsordrer er således accepteret uden reduktion. Selskabets egenkapital udgør herefter DKK 106.443.800 og selskabet har i alt 663 aktionærer. I det af selskabet offentliggjorte prospekt den 4. juni 2008 fremgår det, at koncernen har købt eller forhandler om køb af nedenstående fire kontorejendomme til en samlet pris på ca. EUR 48,1 mio. Den 15. april 2008 har selskabet via dets 100 % ejede datterselskab indgået notarkontrakt om erhvervelse af 94 % af selskabet PO Kohlmarkt GmbH, som igen ejer ejendommen Am Kohlmarkt 7-15, Lübeck. Overtagelse af ejendommen er sket den 30. juni 2008. Herudover har selskabets 100 % ejede datterselskab PO Holding Germany GmbH den 30. juni 2008 udnyttet den pr. 4. juni 2008 indgåede købsoptionsaftale med Moller & Company A/S vedrørende PO Holding Germany GmbH's køb af 94 % af aktiekapitalen i selskabet MC Immobilieninvest II GmbH. Købsoptionsaftalen omfatter tillige det af MC Immobilieninvest II GmbH 94 % ejede datterselskab Office-kamp Immobilien GmbH. Udnyttelse af købsoptionsaftalen indebærer således, at PO Holding Germany GmbH reelt erhverver de to ejendomme beliggende Hamburger Chaussee 8, Kiel og Heiligengeistkamp 4a, Lübeck. Prime Office A/S har endvidere den 29. maj 2008 indgået Letter of Intent-aftale med den respektive sælger om køb af en ejendom i Køln. Der pågår i øjeblikket købsforhandlinger. Det bekræftes, at den tilførte kapital er tilstrækkelig til at erhverve de fire ejendomme. Selskabet har orienteret OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S om forløbet af udbuddet, og OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S har meddelt, at selskabets aktier er godkendt til optagelse på OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S fra og med den 10. juli 2008. Efter udbuddet kan det konstateres, at følgende aktionær ejer mindst 5 % af selskabets aktiekapital: ▪ Birketinget A/S (17,08 %) ▪ Aarhus Lokalbank A/S (13,48 %) ▪ Den Jyske Sparekasse A/S (11,17 %) ▪ Sparekassen Østjylland A/S (9,44 %) I forbindelse med udbuddet og noteringen har selskabet truffet aftale med Aarhus Lokalbank A/S vedrørende etablering af en market-maker ordning for selskabets aktier. I henhold til aftalen har Aarhus Lokalbank A/S således forpligtet sig til at opretholde et marked for selskabets aktier inden for visse begrænsninger. Eventuelle henvendelser vedrørende meddelelsen kan ske til administrerende direktør Mogens Møller på telefon 87 33 89 89.