Stor materialehåndteringsordre til FLSmidth i Rusland


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 36-2008, 5. august 2008

FLSmidth MVT har underskrevet en ordre på godt 350 mio. kr. på
leverance af en komplet materialehåndteringsløsning til en ny 5.500
tons pr. dag cementproduktionslinje i Rusland, som FLSmidth også
leverer hovedmaskinerne til (se selskabsmeddelelse nr. 3-2008, 17.
januar 2008).

Ordren omfatter knuseri, rørtransportsystem, præ-blandingsanlæg til
kalksten, korrektionsstakker, afgraver, losse station for tog,
rundlager til kul samt et transportbåndssystem.

Kunden opnår via nye og innovative opbevaringskoncepter en økonomisk
gevinst samtidig med, at rørtransportsystemet sikrer en miljøvenlig
transport af alle råmaterialer, da alle transportveje og lagre er
overdækkede for at skåne miljøet.

Adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen udtaler: "Vores unikke
kombination af flere produkter til én komplet løsning var den
afgørende faktor for, at FLSmidth fik denne ordre.
Vores stærke position indenfor materialehåndtering muliggør nu
levering af komplette løsninger til materialehåndtering i både
cement- og mineralindustrien."

Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening, indtil udstyret
er blevet leveret i løbet af 2009.
                -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til koncerndirektør
Bjarne Moltke Hansen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.


Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations

Attachments

Link til PDF-version.pdf
GlobeNewswire