REGNSKABSMEDDELELSE FOR 2007/08
Koncernen har realiseret en omsætningsvækst på 11% til 3.737 mio.
DKK. Resultat af primær drift (EBIT) er øget 3% til 349 mio. DKK.
Resultatet er påvirket af engangsomkostninger på i alt 40 mio. DKK,
heraf vedrører 20 mio. DKK nedskrivninger i 4. kvartal. For helåret
2008/09 forventes en beskeden omsætningsvækst i forhold til 2007/08
og et resultat af primær drift i underkanten af niveauet for 2007/08.
Bestyrelsen for IC Companys A/S har godkendt den reviderede
årsrapport for perioden 1. juli 2007 - 30. juni 2008.
Koncernens samlede omsætning blev 3.737 mio. DKK, hvilket er 383 mio.
DKK eller 11% højere end i 2006/07.
Resultat af primær drift er øget med 9 mio. DKK eller 3% til 349 mio.
DKK. Resultatet er påvirket af engangsomkostninger på samlet set 40
mio. DKK, heraf vedrører 20 mio. DKK nedskrivninger af varelager og
anlægsaktiver i 4. kvartal.
Engrosomsætningen blev 2.497 mio. DKK svarende til en vækst på 8%.
Retailomsætningen blev 1.092 mio. DKK svarende til en fremgang på
19%. Same-store-salget er realiseret med en vækst på 11% i 2007/08.
Indsalget af de 2 første af i alt 4 kollektioner for regnskabsåret
2008/09 er afsluttet med en samlet vækst på 8% (9% i lokal valuta).
Bestyrelsen indstiller, at der betales udbytte på 66 mio. DKK
svarende til 4,00 DKK pr. udbytteberettiget aktie.
Niels Mikkelsen, koncernens nye CEO, er tiltrådt den 1. august 2008,
mens Chris Bigler og Anders Cleemann er indtrådt i direktionen
henholdsvis den 1. april og den 15. august 2008.
Med det formål at sikre en klar arbejdsfordeling og dermed øge
eksekveringskraft og ejerskab er ansvarsfordelingen mellem de enkelte
brandledelser og salgslandeledelsen for InWear, Jackpot, Cottonfield,
Matinique og Part Two ændret. Salgsansvaret er nu i højere grad
forankret lokalt. Derudover er organisationen simplificeret ved en
sammenlægning af brandledelsen for henholdsvis InWear og Matinique
samt for Jackpot og Cottonfield.
FORVENTNINGER TIL 2008/09
For helåret 2008/09 forventes en beskeden omsætningsvækst i forhold
til 2007/08 og et resultat af primær drift i underkanten af niveauet
for 2007/08.
Direkte salgsunderstøttende investeringer planlægges gennemført i
størrelsesordenen 140 mio. DKK. Derudover planlægges der gennemført
investeringer i den fælles platform herunder IT og Supply Chain i
størrelsesordenen 20 mio. DKK.
YDERLIGERE INFORMATION
Niels Mikkelsen Chris Bigler
Adm. Direktør Økonomidirektør
Telefon 3266 7721 Telefon 3266 7017
HOVED OG NØGLETAL - KONCERNEN
Disclaimer
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn om selskabets
fremtidige udvikling og resultater og andre udsagn, som ikke er
historiske kendsgerninger. Sådanne udsagn er baseret på
forudsætninger og forventninger, som efter ledelsens overbevisning er
rimelige og velunderbyggede på nuværende tidspunkt, men som kan vise
sig at være fejlagtige. De faktiske resultater kan afvige væsentligt
fra det, som er beskrevet som planlagt, forudsat, vurderet eller
forventet i denne meddelelse.
I lighed med 2006/07 erstatter årsrapporten for 2007/08 ved denne
fondsbørsmeddelelse i sit hele det trykte regnskab. Årsrapporten er
ligeledes tilgængelig på www.iccompanys.com.
INDLEDNING
2007/08 har været et udfordrende år. Udviklingen i koncernens
omkostningsforbrug i forhold til udviklingen i omsætningen er ikke
gået som forventet. Ved indgangen til 2007/08 forventede vi en
forbedring i omkostningseffektiviteten, men året er endt med en
mærkbar forværring. Udviklingen er påvirket af en række
engangsomkostninger, men vi må konstatere, at den underliggende
effektivitet ikke er forbedret i 2007/08.
Vi er derfor ikke tilfredse med regnskabet for 2007/08, idet både
omsætning og særligt indtjening ligger under, hvad vi forventede ved
indgangen til året. Den væsentligste kilde til dette er fortsat
utilstrækkelig salgseffektivitet, primært i koncernens
engrosaktiviteter, men også koncernens retailaktiviteter kan - trods
solide forbedringer de seneste år - effektiviseres yderligere.
2007/08 har også været præget af usikkerhed omkring den
konjunkturelle situation i Skandinavien og det øvrige Europa. Særligt
i 2. halvår af 2007/08 har bekymringerne blandt medier, økonomer og
øvrige observatører været store. Påvirkningen af IC Companys i
2007/08 har dog ikke været entydig. Den organiske udvikling i
koncernens egne butikker har været meget stærk med en vækst på 11%
for hele året og 9% i årets sidste kvartal. Udviklingen i de enkelte
måneder har dog været mere volatil end normalt, hvor særligt marts og
april måned skilte sig ud med negativ vækst. I engrossalget er
ordreoptaget på den vigtige efterårskollektion blevet afsluttet medio
marts med en vækst på 11% (10% i DKK), mens den mindre
vinterkollektion blev afsluttet ultimo maj med en vækst på 2%.
Koncernen har endvidere oplevet en stigende andel af overforfaldne
tilgodehavender fra engroskunder og en generelt faldende
omsætningshastighed på tilgodehavender. Dette har samlet set medført
hensættelser til tab på debitorer som er 37 mio. DKK, hvilket er 21
mio. DKK mere end sidste år.
NY DIREKTION ER TILTRÅDT
2007/08 blev også året, hvor et nyt stærkt ledelsesteam blev sat.
Niels Mikkelsen blev hentet ind som ny CEO, mens Chris Bigler, CFO og
senere Anders Cleemann, Executive Brand Officer er blevet medlemmer
af direktionen.
Direktionsændringen er foretaget ud fra en ambition om at løfte
virksomhedens vækst- og indtjeningsevne yderligere. Niels Mikkelsen
er tiltrådt den 1. august 2008, mens Chris Bigler og Anders Cleemann
er indtrådt i direktionen henholdsvis den 1. april og den 15. august
2008.
Vi ønsker stadig at udvikle internationale fashion brands på en stærk
fælles platform, men måden hvorpå forretningsmodellen eksekveres vil
i de kommende år gennemgå forandringer.
Det er stadig IC Companys målsætning senest om 4 år at skabe en
koncern med en årlig organisk vækst på minimum 15% og en
indtjeningsevne (EBIT-margin) på minimum 15%.
VIGTIGE TILTAG 2008/09
2008/09 vil være præget af tiltag, som har til formål at øge
koncernens eksekveringsevne og effektivitet.
DET UDFØRENDE SALGSANSVAR PLACERES LOKALT
Udvikling af en portefølje på 11 brands på mange markeder skaber
mange ledelsesmæssige snitflader. Vi vil i 2008/09 fokusere på at
balancere arbejdsdelingen mellem brands og koncernens fælles
salgsselskaber for at sikre en klar ansvarsfordeling og størst muligt
ejerskab. Koncernen har fælles salgsselskaber i 12 lande, og disse
salgsselskaber har primært ansvaret for salget af InWear, Jackpot,
Cottonfield, Matinique og Part Two.
Første skridt i denne proces er taget, idet resultatansvaret for salg
i modsætning til tidligere er blevet forankret lokalt i de respektive
lande. Brandledelserne har stadig et globalt resultatansvar og skal
fokusere på positionering, markedsføring, produktudvikling og det
strategiske salg, mens det udførende salgsansvar er placeret hos de
lokale salgsselskaber.
BRANDORGANISATIONER SAMMENLÆGGES
Koncernen ønsker i 2008/09 at simplificere organisationen for at øge
implementeringskraft og effektivitet. Derfor er ledelsen for
henholdsvis InWear og Matinique samt for Jackpot og Cottonfield
sammenlagt. De respektive brands har stort distributionsmæssigt
sammenfald både på lande- og kundeniveau. Der er endvidere stort
konceptuelt sammenfald mellem InWear og Matinique.
Disse ændringer forventes at resultere i øget eksekveringsevne og
salgskraft i de fire brands. Derudover forventes sammenlægningerne
fra 2009/10 at generere årlige nettobesparelser i niveauet 15 - 20
mio. DKK.
Den samlede omkostningseffekt ved sammenlægning af de respektive
brands ventes at være neutral i 2008/09.
DISTRIBUTIONSSTRATEGIEN EVALUERES
I 2008/09 vil vi evaluere koncernens samlede distributionsstrategi
for at sikre den bedste prioritering af indsatsen per brand,
butikskoncept og marked mellem egne og franchise-butikker, samt den
optimale placering hos koncernens engroskunder.
OPTIMAL UDNYTTELSE AF KONCERNENS RESSOURCER
Vi vil i 2008/09 igangsætte et projekt med det formål at optimere
koncernens værdikæde. Dette for at sikre optimal udnyttelse af
ressourcer samt sammenhæng mellem samtlige beslutninger, der træffes
i værdikædens forskellige led.
2008/09 bliver således et år, hvor mange organisationsændringer og
initiativer skal gennemføres for at øge koncernens eksekveringsevne
og dermed evne til at nå koncernens målsætninger.
FORVENTNINGER TIL 2008/09
For helåret 2008/09 forventes en beskeden omsætningsvækst i forhold
til 2007/08 og et resultat af primær drift i underkanten af niveauet
for 2007/08.
Direkte salgsunderstøttende investeringer planlægges gennemført i
størrelsesordenen 140 mio. DKK. Derudover planlægges der gennemført
investeringer i den fælles platform herunder IT og Supply Chain i
størrelsesordenen 20 mio. DKK.
Bestyrelsen indstiller, at der betales udbytte på 66 mio. DKK
svarende til 4,00 DKK pr. udbytteberettiget aktie efter den ordinære
generalforsamling den 22. oktober 2008.
FORUDSÆTNINGER
Omsætningsforventningerne til 2008/09 er påvirket af usikkerhed
omkring den økonomiske udvikling i Europa og implementering af de
omtalte organisatoriske ændringer.
Indtjeningsforventningerne til 2008/09 er baseret på en forudsætning
om en uændret bruttomargin sammenlignet med 2007/08.
Indtjeningsforventningerne til 2008/09 er endvidere baseret på en
forventning om en marginal forringelse af koncernens samlede
omkostningseffektivitet. Udviklingen skyldes lang reaktionstid for
omkostningstilpasning i forhold til den forventede
omsætningsudvikling.
VÆSENTLIGE BEGIVENHEDER I 2007/08
RESULTATUDVIKLING
Omsætningen voksede 11% i 2007/08 til 3.737 mio. DKK. Væksten er
drevet af fremgang på 19% i koncernens retail aktiviteter, hvor den
organiske fremgang var stærk med 11% vækst i same-store salget.
Koncernens engrosaktiviteter realiserede en vækst på 8%.
Koncernen har realiseret en bruttomargin på 60,4% svarende til en
forbedring på 1,3%-point i forhold til 2006/07. Fremgangen i
bruttomarginen er drevet af lavere valutakurser i koncernens
indkøbslande, som samlet har betydet en forbedring af bruttomarginen
på 1,7%-point. Udviklingen i koncernens bruttomargin er trukket ned
som følge af betydeligt flere varelagernedskrivninger i 2007/08 end
året før.
Koncernens kapacitetsomkostninger er øget med 16% til 1.910 mio. DKK,
hvilket svarer til en forøgelse af omkostningsprocenten på
2,1%-point. Udviklingen er ikke tilfredsstillende.
Omkostningsudviklingen er påvirket af engangsomkostninger, ændret
distributionsmix som følge af øget retailomsætning og af generelt
stigende hensættelser til tab på debitorer med 21 mio. DKK.
Resultat af primær drift voksede 3% til 349 mio. DKK i 2007/08
svarende til en EBIT-margin på 9,3%.
Resultatudviklingen er samlet set påvirket af engangsomkostninger på
i alt 40 mio. DKK i 2007/08. Som følge af revurdering af koncernens
aktiver i 4. kvartal er der foretaget varelagernedskrivninger for 15
mio. DKK, som vedrører koncernens salgsaktiviteter i Kina samt
koncernens lager af suppleringsvarer. Derudover er der i 4. kvartal
nedskrevet 5 mio. DKK på anlægsaktiver relateret til salgsaktiviteten
i Kina. De resterende 20 mio. DKK vedrører 3. kvartal. 13 mio. DKK
vedrører hensættelse til fratrædelsesomkostninger til koncernens
administrerende direktør. Derudover har koncernen ekstraordinært tabt
tilgodehavender på samlet 7 mio. DKK på to eksport partnere.
ORDREOPTAG 2008/09
Ordreoptaget af efterårs- og vinterkollektionerne 2008/09 er
afsluttet med en samlet vækst på 8% (9% i lokal valuta). Ordreoptaget
til efterårskollektionerne blev afsluttet medio marts med en vækst på
10% (11% i lokal valuta), mens de mindre vinterkollektioner blev
afsluttet ultimo maj med en vækst på 2% (2% i lokal valuta).
DIREKTIONSÆNDRINGER
Som led i IC Companys A/S' fortsatte ambition om at løfte
virksomhedens vækst- og indtjeningsevne yderligere har bestyrelsen,
som tidligere meddelt, ansat Niels Mikkelsen som ny administrerende
direktør. Niels Mikkelsen er tiltrådt den 1. august 2008.
Niels Mikkelsen, 43, kommer fra en stilling i Esprit de Corp. Niels
Mikkelsen har siden 1998 haft ansvaret for de nordiske og baltiske
lande og har i perioden skabt betydelig vækst i såvel omsætning som
indtjening. Fra 1996 - 1998 var Niels Mikkelsen endvidere ansat i
InWear Group (i dag IC Companys A/S), senest som landechef for
Danmark.
I sammenhæng med ovenstående udnævntes økonomidirektør Chris Bigler
til medlem af direktionen. Chris Bigler, 38, har været ansat i IC
Companys siden 2002 og fra 2004 som CFO. Chris Bigler har dermed
været særdeles medvirkende til den positive udvikling selskabet har
gennemgået siden 2004. Chris Bigler har i dag ansvar for Økonomi,
Administration, Risk Management, Treasury, Shared Service, Investor
Relations samt IT-området.
Som tidligere meddelt har koncerndirektør og COO, Mikkel Vendelin
Olesen, taget imod et tilbud om at blive administrerende direktør
uden for koncernen. Han fratrådte derfor sin stilling i IC Companys
A/S pr. 15. august 2008.
Bestyrelsen har pr. 6. august udnævnt Anders Cleemann, 41, til
Executive Brand Officer og medlem af direktionen.
Anders Cleemann har siden 2005 været Brand Director for Part Two i IC
Companys A/S og har yderligere i perioden 1997 til 1999 været ansat
som International Marketingchef i InWear Group A/S. Han har tidligere
arbejdet med salg og marketing i Reebok A/S og Carlsberg A/S.
Derudover har Anders Cleemann arbejdet 6 år som konsulent, heraf 2 år
som Administrerende Direktør i Valtech A/S.
Anders Cleemann har ansvaret for InWear, Jackpot, Matinique,
Cottonfield, Part Two, Saint Tropez og Soaked in Luxury. Anders
Cleemann tiltrådte den 15. august 2008 og varetager sideløbende
jobbet som Brand Director for Part Two, indtil en afløser er fundet.
Direktionen i IC Companys A/S udgøres herefter af:
§ Niels Mikkelsen, Chief Executive Officer (CEO)
§ Chris Bigler, Chief Financial Officer (CFO)
§ Anders Cleemann, Executive Brand Officer
INVESTERING I ØSTEUROPA
Koncernen har igangsat et treårigt investeringsprogram for Jackpot og
Cottonfield i Østeuropa (Polen, Tjekkiet og Ungarn). Jackpot og
Cottonfield, der i disse lande udelukkende distribueres via egen
retail, har gennemgået en meget tilfredsstillende udvikling gennem de
seneste år. Det forventes, at retailomsætningen i Østeuropa for disse
brands kan fordobles over den tre-årige periode fra det nuværende
niveau på 150 mio. DKK. Der forventes åbnet 15 - 20 nye butikker i
Østeuropa i 2008/09.
SALGSORGANISATIONEN I KINA
Koncernen har tilpasset salgsorganisationen i Kina. Omsætningsvæksten
i landet har ikke matchet investeringerne i distribution og
organisation, hvilket har medført en justering af organisationen.
Koncernen driver i alt 31 koncessioner i Kina. Koncernen har oplevet
et betydeligt driftstab for salgsaktiviteten i Kina i 2007/08 og har
i 4. kvartal yderligere nedskrevet varelagre og anlægsaktiver.
RETAIL OG LEADERSHIP ACADEMY
Koncernes Retail Academy gik i luften i foråret 2007. Dette tiltag
har til formål at træne og uddanne koncernens mere end 900
butiksmedarbejdere. Retail Academy vil i 2008/09 blive fulgt op med
halvårlige træningsdage for koncernens retail area managers og
butikschefer. I 2008/09 vil en række af koncernens franchise butikker
i Danmark og Holland yderligere blive trænet.
2007/08 blev også året, hvor koncernens Leadership Academy gik i
luften. Dette tiltag har til formål at løfte koncernens lederes
kompetencer, teamudvikling og eksekveringsevne. I alt er 100
mellemledere blevet trænet i 2007/08.
DECENTRALISERING AF INTERNT MARKETING BUREAU
Koncernen har decentraliseret et internt marketing bureau, der hidtil
har serviceret primært InWear, Jackpot, Matinique, Cottonfield og
Part Two. En række medarbejdere er dermed overført til de relevante
brandorganisationer. Tiltaget medfører en enklere koncernorganisation
og det styrker brandorganisationen og forankrer de identitetsskabende
aktiviteter i brands. Efterfølgende har koncernen ligeledes igangsat
udskilning af en intern PR afdeling i et eksternt selskab, hvor den
hidtidige ledelse vil overtage ejerskabet. Disse tiltag ventes samlet
at medføre besparelser på 10 mio. DKK i 2008/09.
NYT BESTYRELSESMEDLEM
På koncernens ekstraordinære generalforsamling den 30. januar 2008
blev Per Bank i overensstemmelse med dagsordenen indvalgt som nyt
bestyrelsesmedlem i IC Companys A/S.
Per Bank er administrerende direktør i Coop Danmark A/S. Herudover er
Per Bank bestyrelsesformand i Irma A/S, Fakta A/S, Coop Trading A/S,
Coop Nonfood A/S og Intercoop Ltd. samt bestyrelsesmedlem i OK
A.m.b.a.
IMPLEMENTERING AF SAP FINANSSYSTEM
Koncernen har i løbet af 2007/08 udskiftet finanssystemet til SAP.
Projektet blev iværksat i august 2007, og i perioden indtil 30. juni
2008 er 38 selskaber blevet migreret til SAP. Udskiftningen er
forløbet planmæssigt og problemfrit. Udskiftningen er foretaget med
henblik på en eventuel senere udskiftning af ERP-systemet. En
beslutning om eventuel igangsættelse af et sådant projekt ventes
tidligst i kalenderåret 2009.
CORPORATE GOVERNANCE
IC Companys bestyrelse anser det som sin primære opgave at varetage
selskabets - og dermed samtlige aktionærers langsigtede - interesser.
Dette arbejde varetages ved 9 almindelige bestyrelsesmøder pr. år
samt via løbende kontakt mellem formandsskab og direktion.
Bestyrelsen har i koncernens retningslinier for Corporate Governance
forholdt sig til koncernens hensyn over for interessenter og
omgivelser samt til bestyrelsens og direktionens arbejde og deres
indbyrdes samarbejde. Retningslinierne kan downloades fra
www.iccompanys.com under afsnittet Investor Relations.
Disse retningslinier udgør arbejdsgrundlaget for IC Companys' ledelse
i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdsprocedurer og
principper for blandt andet:
* Koncernens forhold til sine interessenter, herunder
offentligheden og pressen
* Koncernens eksterne kommunikation, herunder Investor
Relations-politikken
* Bestyrelsens sammensætning og arbejde, herunder bestyrelsens
forretningsorden
* Direktionens arbejde, herunder direktionens forretningsorden
* Forholdet mellem bestyrelse og direktion
* Vederlæggelse af og incitamentsprogrammer for selskabets ledelse
og medarbejdere
Målsætningen med disse retningslinier er at sikre en effektiv,
hensigtsmæssig, betryggende og forsvarlig ledelse af IC Companys.
Retningslinierne er udarbejdet inden for de rammer, som defineres af
IC Companys' vedtægter, forretningsidé, vision og værdigrundlag samt
af gældende love og regler for danske børsnoterede selskaber.
De reviderede retningslinier er - med to enkelte undtagelser, der
forklares nedenfor - i overensstemmelse med anbefalingerne fra OMX
Nordic Exchange Copenhagen om god selskabsledelse.
Bestyrelsen gennemførte i løbet af efteråret 2006 en
selvevalueringsprocedure med det formål at give bestyrelsen lejlighed
til systematisk og ud fra klare kriterier at bedømme resultatet af
bestyrelsens, formandens og de enkelte medlemmers indsats og
resultater. Evalueringen er forestået af bestyrelsesformanden i
samarbejde med en internationalt anerkendt konsulentvirksomhed.
Resultatet er blevet drøftet i den samlede bestyrelse.
OMX Nordic Exchange Copenhagen anbefaler, at
selvevalueringsproceduren gennemføres årligt. Bestyrelsen finder det
imidlertid tilstrækkeligt, at proceduren foregår regelmæssigt.
Bestyrelsen forventer at gennemføre en selvevalueringsprocedure i
løbet af 2008/09.
Der oplyses i denne årsrapport om størrelsen af bestyrelsens og
direktionens samlede specificerede vederlag og andre fordele af
væsentlig art. Alle væsentlige forhold vedrørende aktiebaserede
incitamentsprogrammer oplyses, herunder hvem der er
incitamentsaflønnet, og hvad direktionens samlede
incitamentsaflønning udgør. Direktionens og bestyrelsens samlede
vederlag oplyses ikke på individuel basis som anbefalet af OMX Nordic
Exchange Copenhagen, idet bestyrelsen vurderer, at vederlagsoplysning
på individuel basis ikke tjener saglige hensyn.
Principperne for og størrelsen af bestyrelsens og direktionens
vederlag fremgår af afsnittet incitamentsaflønning samt regnskabets
note 5.
Bestyrelsen har i overensstemmelse med OMX Nordic Exchange Copenhagen
anbefalinger vurderet behovet for særlige faste bestyrelsesudvalg,
herunder revisionsudvalg. Bestyrelsen finder, at den nuværende
mødestruktur uden udvalg er tilstrækkelig, men vil løbende vurdere
hensigtsmæssigheden ved at anvende særlige ad hoc udvalg.
INCITAMENTSAFLØNNING
For at skabe interessesammenfald mellem aktionærer, direktion og
ledende medarbejdere og bidrage til, at alle fokuserer på at indfri
koncernens målsætninger har IC Companys bonus- og
aktieincitamentsprogrammer.
Direktion og ledende medarbejderes incitamentsaflønning indeholder
bonus- og aktieincitamentsprogrammer. I overensstemmelse med IC
Companys' corporate governance retningslinier deltager bestyrelsen
ikke i incitamentsprogrammer.
Direktion og en række ledende medarbejdere er omfattet af et
bonusprogram, der belønner i forhold til opnåede finansielle
resultater inden for eget ansvarsområde. Bonuspotentialet er i
størrelsesordenen 20 - 30% af årsgagen. Bonusprogrammet belønner
resultatdannelse inden for det enkelte regnskabsår og er medvirkende
til at sikre indfrielse af koncernens resultatmål, idet fuld bonus
kun tildeles, såfremt koncernen når sine mål.
Koncernen har tidligere tildelt warrants og optioner til en række
ledere og nøglemedarbejdere. De nærmere detaljer for disse programmer
fremgår af note 5.
Som meddelt i fondsbørsmeddelelse af 31. marts 2008 har bestyrelsen
tildelt 100.000 stk. optioner til koncernens nye administrerende
direktør, Niels Mikkelsen. De tildelte aktieoptioner giver adgang
til, i umiddelbar forlængelse af selskabets offentliggørelse af
årsrapport for 2008/09, 2009/10, 2010/11, 2011/12 og 2012/13, at
erhverve 20.000 stk. aktier pr. år.
Bestyrelsen har som meddelt i fondsbørsmeddelelse af 31. marts 2008
endvidere tildelt Chris Bigler 30.000 stk. aktieoptioner efter
indtræden i koncernens direktion. Disse aktieoptioner giver adgang
til, i umiddelbar forlængelse af selskabets offentliggørelse af
årsrapport for 2007/08, 2008/09 og 2009/10, at erhverve 10.000 stk.
aktier pr. år.
Bestyrelsen har som meddelt i fondsbørsmeddelelse af 9. september
2008 ligeledes tildelt Anders Cleemann 30.000 stk. aktieoptioner
efter indtræden i koncernens direktion. Disse aktieoptioner giver
adgang til, i umiddelbar forlængelse af selskabets offentliggørelse
af årsrapport for 2008/09, 2009/10 og 2010/11, at erhverve 10.000
stk. aktier pr. år.
RISIKOSTYRING
Koncernen er undergivet de risici af såvel kommerciel som finansiel
art, der er sædvanlige inden for modebranchen. Neden for er nævnt de
vigtigste risikofaktorer samt de tiltag, koncernen har foretaget med
henblik på at reducere disse.
KOMMERCIELLE RISIKOFAKTORER
Moderisiko
Koncernens brands har alle et højt modeindhold. Da kollektionerne
skifter minimum 4 gange pr. år og har en lang gennemløbstid, er der
risiko for, at produkterne ikke falder i forbrugernes smag.
Hvert brand arbejder med kommerciel og faktabaseret
kollektionsudvikling med henblik på at reducere denne risiko. På
koncernniveau er der indbygget en høj diversifikation som følge af
antallet af selvstændige brands.
Leverandører
Koncernens produkter fremstilles udelukkende hos underleverandører,
hvilket giver en høj grad af fleksibilitet. I 2007/08 fandt 72% af
produktionen sted i Asien og 28% i Europa. Koncernen har i alt 396
leverandører, hvoraf de 10 største står for 30% af den samlede
produktionsværdi. Den største enkeltleverandør står for 5% af den
samlede produktionsværdi.
Koncernen har seks uafhængige sourcingkontorer, som ligger i Kina,
Rumænien, Tyrkiet, Bangladesh, Hong Kong og Danmark, og som
konkurrerer om indkøbsordrer fra koncernens brands. Sourcing vil
således kunne flyttes hen, hvor kombination af pris, kvalitet og
leveringssikkerhed er optimal.
Lagerrisiko
Salg igennem egne butikker samt nødvendigheden af lager- og
suppleringsprodukter til forhandlere medfører risiko for, at
produkter, der gennem året er disponeret til salg, forbliver usolgte
ved årets udgang.
Koncernen har et netværk af outlets til løbende salg af sådanne
lagerbeholdninger. Kapaciteten i disse outlets justeres op og ned
efter behov. Eventuelle restvarer, der ikke kan afsættes i egne
outlets søges afhændet til brokers for videresalg uden for koncernens
etablerede markeder. Koncernens lagerrisiko reduceres af det forhold,
at en betydelig del af det samlede indkøb er forudbestilt af
koncernens forhandlere.
Debitorrisiko (forhandlerrisiko)
Koncernens brands forhandles af over 12.000 salgspunkter. Et stort
antal forhandlere er kunder i mere end et brand, og antallet af
kunder er således lavere. Ingen af koncernens kunder står for mere
end 5% af koncernens engrosomsætning. Koncernens distributør i
Rusland er den største enkeltstående kunde.
Koncernens engroskunder kreditvurderes efter koncernens
debitorpolitik, inden samhandel påbegyndes og derefter løbende, men
tab kan forekomme. Der anvendes typisk kreditforsikring i lande, hvor
kreditrisikoen vurderes for værende høj, og hvor dette er muligt.
Dette gælder primært for eksportmarkeder, hvor IC Companys ikke er
repræsenteret ved et selvstændigt salgsselskab.
Kredittider varierer i overensstemmelse med de enkelte markeders
kutymer. Koncernen har de seneste år realiseret tab på debitorer, der
ligger under 1% af engrosomsætningen. I 2007/08 udgør de realiserede
tab 0,6% af engrosomsætningen. Derudover er der i 2007/08 hensat 37
mio. DKK til tab på debitorer.
IT-risiko
Koncernen er afhængig af driftssikre IT-systemer til afvikling af den
daglige drift, herunder til at sikre kontrol over
produktfremskaffelsen samt forøge effektiviteten i koncernens
forsyningskæde. Der arbejdes løbende med afdækning af disse risici i
form af firewalls, adgangskontroller, nødplaner m.v.
POLITISKE RISIKOFAKTORER
En væsentlig andel af koncernens indkøb sker i markeder med en ikke
uvæsentlig politisk risiko. Koncernens største afhængighed vedrører
stabile leverancer fra Hong Kong og Kina, hvor 63% af koncernens
varekøb foregår.
EU har ikke forlænget kvotasystemet for varer produceret i Kina der
blev introduceret i sommeren 2005. Kvotasystemet er blevet erstattet
af en løbende overvågning i 2008.
FINANSIELLE RISIKOFAKTORER
Koncernen overvåger og styrer alle finansielle risici centralt i
moderselskabets treasury-funktion. Koncernens finansielle risici
består af valutarisiko, renterisiko og likviditetsrisiko, herunder
modpartsrisiko. Anvendelsen af finansielle instrumenter og
risikorammerne herfor reguleres i henhold til en bestyrelsesgodkendt
treasury-politik.
Koncernen benytter udelukkende finansielle instrumenter til at
reducere risici. Alle finansielle transaktioner tager udgangspunkt i
afdækning af kommercielle aktiviteter, og der indgås ikke spekulative
forretninger.
Valutarisici
Koncernen har væsentlige valutakursrisici, der opstår gennem varekøb
og varesalg i fremmed valuta. Størstedelen af koncernens varekøb
foretages i Fjernøsten i USD og USD-relaterede valutaer, mens
størsteparten af indtægterne og kapacitetsomkostningerne er i EUR,
SEK, DKK og øvrige europæiske valutaer. Der er således kun en
begrænset naturlig afdækning af valutarisikoen.
Koncernen kurssikrer som udgangspunkt alle væsentlige
transaktionsmæssige risici på løbende 12 måneders basis. Der anvendes
primært valutaterminskontrakter til at afdække koncernens
valutakursrisiko.
Der foretages derudover kurssikring af nettoaktiver
(egenkapitalandele) i fremmed valuta, såfremt der kan opstå
væsentlige kursudsving i den pågældende valuta.
Renterisici
Koncernens renterisici er relateret til koncernens rentebærende
aktiver og passiver samt ikke balanceførte poster.
Koncernens renterisici styres gennem låneoptagelse af variabelt og
fastforrentede lån og/eller finansielle instrumenter afpasset med
renterisikoen på den underliggende investering.
Likviditetsrisici
Likviditetsberedskab og kapitalstruktur tilrettelægges med henblik på
til enhver tid at sikre og underbygge koncernens løbende drift og
planlagte investeringer.
Der henvises i øvrigt til note 30 for yderligere informationer om
koncernens finansielle risici pr. 30. juni 2008.
Corporate social responsibility
SOCIAL ANSVARLIGHED
IC Companys anser social ansvarlighed for at være en naturlig del af
det at drive en international modevirksomhed. Koncernen har i august
2007 tilsluttet sig FNs Global Compact, som er verdens største
initiativ for virksomheders samfundsmæssige engagement.
FN Global Compact er et frivilligt initiativ for at involvere private
virksomheder i at tackle nogle af verdens største sociale og
miljømæssige udfordringer. Kernen i samarbejdet er ti principper
baseret på aftalte konventioner og traktater vedrørende
menneskerettigheder, arbejdsstandarder, miljøbeskyttelse og
korruptionsbekæmpelse.
Medlemskabet af Global Compact indebærer en årlig rapportering på den
fremgang, der sker i forhold til de ti principper i Global Compact -
en såkaldt Communication on Progress (COP).
COMMUNICATION ON PROGRESS 2007/08
BSCI
IC Companys tiltrådte i juli 2007 Business Social Compliance
Initiative (BSCI). BSCI er et fælles europæisk forum rettet mod
detailkæder, industri og importerende virksomheder, der ønsker at
forbedre de sociale arbejdsvilkår hos leverandører i
produktionslande. Opfølgningen på initiativerne sker gennem
leverandøraudits udført af uafhængige auditører akkrediteret af BSCI.
BSCI's Code of Conduct vil fremadrettet indgå som en fast del af
aftalegrundlaget med koncernens leverandører. Derudover er der i det
første år af koncernens medlemskab påbegyndt auditering og
forbedringsprocesser med leverandører, der samlet set dækker 33% af
indkøbsvolumen i lande defineret af FN som risikolande. IC Companys
indkøbte i 2007/08 91% af den samlede volumen i denne type lande. Vi
forventer i løbet af de første 3 år, dvs. inden juli 2010, at have
auditeret 2/3 af vores samlede ordremasse indkøbt i denne type lande.
Dansk Initiativ for Etisk Handel
I februar 2008 var IC Companys medstifter af organisationen Dansk
Initiativ for Etisk Handel (DIEH). DIEH er et ressourcecenter og en
medlemsorganisation, der skal styrke danske virksomheders etiske
handel og leverandørstyring. DIEHs formål er at fremme international
handel, der respekterer menneske- og arbejdstagerrettigheder og
bidrager til en bæredygtig udvikling i udviklingslandene og de nye
vækstøkonomier.
DIEH vil samle erfaringer og viden om god forretningsskik i
udviklingslandene og de nye vækstøkonomier og dermed hjælpe danske
virksomheder med at sikre, at leverandører lever op til
internationale konventioner som for eksempel ILO's
arbejdstagerrettigheder.
FashionAid(TM)
IC Companys er medlem af og deltager aktivt i FashionAid(TM), som er
et initiativ startet af Dansk Textil & Beklædning for
medlemsvirksomhederne. Initiativet er et samarbejde med Dansk Røde
Kors om indsamling i Danmark og efterfølgende distribution i
relevante udsatte områder i verden af medlemsvirksomhedernes
donationer af eksempelvis fejlbehæftet, men brugbart, tøj og
tekstiler samt overskudsproduktion.
IC Companys forventer årligt at donere mellem 8.000 og 12.000 stykker
tøj gennem FashionAid(TM).
Koncernens Brands
Koncernens brand Jackpot er blandt frontløberne i Norden angående
bæredygtig udvikling af hele værdikæden i tøjproduktion. Denne
udvikling sker bl.a. i samarbejde med den hollandske NGO: Made-By.
10% af alle Jackpot's produkter er økologiske, og via et nummer på
tøjets care label kan man på brandets hjemmeside spore produktets vej
fra mark til butik. Brandet støtter også farmere, der er ved at
omlægge til økologisk produktion (Cotton in Conversion), bl.a. ved at
betale en præmie for bomulden i omlægningsperioden.
Derudover har Jackpot en donationspolitik, hvor brandet hjælper de
samfund, der producerer den økologiske bomuld & syer tøjet. Jackpot
støtter årligt en slumskole i Bangladesh "The Gulshan Literacy
Programme" samt et landbrugskollektiv "Chetna" i Indien. Støtten
foregår gennem fair trade aftaler samt salg af særlige t-shirts i
økologisk bomuld, hvoraf en del af beløbet doneres til skolen.
Koncernens øvrige brands har ligeledes lanceret en lang række
individuelle initiativer, som fremgår af deres respektive
hjemmesider.
KONCERNENS KAPITALSTRUKTUR OG UDBYTTEPOLITIK
IC Companys har en udbyttepolitik om at udlodde 30% af
nettoresultatet som udbytte og anvende overskudslikviditet derudover
til aktietilbagekøb.
Bestyrelsen indstiller at udlodde 30% af nettoresultatet 2007/08
svarende til 66 mio. DKK eller 4,00 DKK pr. udbytteberettiget aktie.
Den kortfristede nettobankgæld pr. 30. juni 2008 er 471 mio. DKK.
Niveauet er dermed over 400 mio. DKK som foreskrevet i koncernens
kapitalstruktur politik. Som følge heraf planlægger IC Companys ikke
at købe aktier tilbage i 2008/09, men i stedet anvende
overskudslikviditet til at nedbringe den kortfristede bankgæld.
De øvrige forudsætninger for kapitalstrukturen er som følger:
* Der forventes et investeringsniveau i konceptbutikker,
showrooms, supply chain og IT i størrelsesordenen 4% af
omsætningen.
* Arbejdskapitalen forventes at udgøre 11% - 12% af
omsætningen.
* Koncernens skatteomkostning forventes at udgøre 27% - 29%
af resultat før skat, hvoraf 50% - 75% vil være betalbar, og den
resterende del vil medføre udnyttelse af allerede indregnede
skatteaktiver.
* Den kortfristede nettobankgæld forventes at være i
niveauet 300 - 400 mio. DKK.
* Langfristet gæld anvendes udelukkende i forbindelse med
finansiering af koncernens hovedsæde på Raffinaderivej.
MULTIBRANDSTRATEGIEN
IC Companys driver en portefølje af stærke brands med stor egenart,
som trækker på de kompetencer og ressourcer, som koncernens
fællesfunktioner stiller til rådighed - en organisation, der forener
de enkelte brands' kommercielle fokus med familieskabets store
omkostnings- og kvalitetsfordele.
Multibrandstrategien skaber værdi gennem systematisk udnyttelse af
branchekompetencer på tværs af brands samt udnyttelse af
stordriftsfordele for en række relevante fællesfunktioner.
Hvert enkelt brand er drevet af en markedsorienteret ledelse, der
håndterer markedspositionering, produktudvikling og marketing - de
aktiviteter, der er væsentlige for opbygning af det enkelte brands'
identitet, og som er styrende for forbrugerens indkøbsbeslutning.
Derudover understøttes hvert enkelt brand af en fælles platform, der
håndterer de aktiviteter, der ikke har betydning for selve
brandidentiteten, og som giver hvert enkelt brand betydelige
omkostnings- og kvalitetsfordele. Koncernens fælles platform består
af en række centrale funktioner som salgsinfrastruktur, sourcing,
logistik, HR, IT, finans og administration. Koncernens corporate
brand - IC Companys - fungerer overordnet som en garanti for
kontinuitet, leveringsdygtighed og kreditværdighed.
I koncernens portefølje af brands er der indbygget en naturlig
risikospredning på flere dimensioner. Den samlede forretningsrisiko
er reduceret som følge af, at hvert brand følger en individuelt
tilpasset positionerings- og markedsstrategi. Porteføljetilgangen
reducerer desuden den kreative risiko i kraft af en mindre total
kollektions- og moderisiko. Denne risikoreduktion muliggør desuden,
at de enkelte brands kan tillade sig et mere markant designudtryk og
dermed opnå en stærkere brandidentifikation.
DEN FÆLLES PLATFORM - KVALITET OG SYNERGI
Koncernens fælles platform inkluderer en række centrale funktioner
såsom salgsinfrastruktur, sourcing, logistik, HR, IT, finans og
administration. Disse fællesfunktioner muliggør udnyttelsen af
synergier på tværs af koncernens brands uanset størrelse.
Omkostninger til drift af koncernens fællesfunktioner eksklusive
salgsinfrastrukturen udgør 10,5% af omsætningen. Fællesfunktioner
beskæftiger 28% af selskabets ansatte.
Det er en central del af IC Companys' strategi fortsat at
videreudvikle koncernens fællesfunktioner, idet:
* Den fælles platform gør det muligt at opnå betydelige
kompetence- og omkostningsfordele for det enkelte brand uanset
størrelse.
* Den fælles platform gør det muligt at sikre høj
produktkvalitet og sikkerhed i leverancerne til forhandlere og egne
butikker.
Kombinationen af en multibrandstrategi på en fælles platform er en
styrke for IC Companys. Målsætningen for den fælles platform er
fortsat effektivisering. Det ventes derfor ikke, at omkostningerne
ved drift af den fælles platform stiger i samme takt som omsætningen
de kommende år.
SALGSINFRASTRUKTUR
Koncernen driver salgsselskaber i 12 lande - Danmark, Sverige, Norge,
Finland, England, Irland, Tyskland, Holland, Belgien, Polen, Canada
og Kina. Udover egne salgsselskaber har IC Companys en
eksportorganisation, som primært arbejder gennem eksterne agenter og
distributører. Salgsselskaberne har det udførende salgsansvar for
InWear, Jackpot, Matinique, Cottonfield, Part Two og Soaked in
Luxury.
Salget af Peak Performance udføres af en selvstændig og
regionaliseret salgsorganisation samt i nogen grad af koncernens
salgsselskaber. Salget af Tiger of Sweden, By Malene Birger, Saint
Tropez og Designers Remix Collection udføres fra de respektive brands
hovedkontorer samt af agenter.
SOURCING OG LOGISTIK
IC Companys har mere end 30 års erfaring i at source internationalt
og outsourcer al slutproduktion til underleverandører. Sourcing for
alle brands håndteres via egne fælles sourcingkontorer i Hong Kong,
Shanghai, Bukarest, Istanbul og Dhaka samt via begrænset brug af
agenter i Europa og Indien.
Sourcingkontorerne sikrer omkostningsfordele for det enkelte brand
uanset størrelse via lavere priser fra leverandørerne samt en mere
omkostningseffektiv kvalitetssikring af disse.
De fælles sourcingkontorer gør det endvidere muligt for alle brands
hurtigt og sikkert at håndtere geografiske sourcingomlægninger og
dermed udnytte nye sourcingmuligheder samt reducere IC Companys'
operationelle risiko.
Værdien af koncernens indkøb i 2007/08 fordeler sig med 63% i Kina,
11% i Rumænien, 9% i Tyrkiet, 5% i Indien og 12% i øvrige lande.
HUMAN RESOURCES
Siden begyndelsen af 2006 har IC Companys arbejdet med en
professionalisering af HR indsatsen. Koncernen har opbygget et
erfarent og professionelt HR Team, som understøtter samtlige
forretnings- og platformsenheder. Derudover er koncernens
personaleadministration og rekruttering blevet professionaliseret,
ligesom koncernen periodisk gennemgår People Reviews for at skabe
grundlag for medarbejderudvikling, intern rekruttering og
efterfølgerplanlægning.
Koncernen har derudover opstartet fire akademier, som retter sig mod
henholdsvis salgspersonale i butikkerne (Retail Academy), sælgere i
engrossalg (Wholesale Academy), ledere på forskellige niveauer
(Leadership Academy), og som indeholder mere generelle kurser for
alle medarbejdere (Employee Academy).
IT, FINANS & ADMINISTRATION
En solid IT-understøttelse af alle momenter i sourcing, distribution,
logistik, administration og salg gør det muligt for de enkelte brands
at fokusere på den kreative og kommercielle udvikling. Fællesdriften
af IT-platformen resulterer i omkostningsfordele for de enkelte
brands.
Den finansielle planlægning, opfølgning og rapportering samt
administration er organiseret i et shared service center, der
varetager finans- og administrationsopgaver for alle koncernens
salgsselskaber. Udover omkostningsfordele betyder dette, at koncernen
er i stand til relativt nemt og hurtigt at integrere nye enheder
eller gennemføre organisationsomlægninger.
Det er målsætningen at øge effektiviteten yderligere. Derudover er
fokus på forbedring af beslutningsstøtte samt øget support til
koncernens forretningsudvikling.
BRANDPORTEFØLJEN
Alle koncernens brands agerer inden for modepræget beklædning og
distribueres via engros-, franchise-, retail- og outletsalg og har
som sådan en ensartet forretningsmæssig risiko og opererer under
ensartede langsigtede lønsomhedskrav.
IC Companys kan gennem brandporteføljen imødekomme behov fra
internationale forbrugere gennem et bredt positioneringsspektrum,
forskellige dressmomenter og en bred prisstruktur. Koncernens
brandportefølje præsenteres på de følgende sider.
OMSÆTNINGSUDVIKLING
Omsætningen blev 3.737 mio. DKK, hvilket er 383 mio. DKK eller 11%
højere end i 2006/07. Omsætningen er positivt påvirket af
nettobutiksåbninger med 88 mio. DKK. Valutakursudviklingen har haft
en neutral omsætningsvirkning for helåret 2007/08.
Omsætningsudvikling for koncernens egne brands:
Koncernens egne brands viser samlet set en fremgang på 11% til 3.698
mio. DKK. Peak Performance, Tiger of Sweden, Cottonfield, Matinique,
Part Two, By Malene Birger og Designers Remix Collection realiserer
alle tocifrede vækstrater, mens Saint Tropez går tilbage med 3%.
Peak Performance har realiseret en vækst på 11%. Væksten er drevet af
internationalisering samt produktlinierne Casual og Golf. Peak
Performance har realiseret vækstrater over 20% i Danmark, Norge,
Belgien, Tyskland, Østrig og Canada.
InWear har realiseret en marginal fremgang på 2 mio. DKK til 542 mio.
DKK. Udviklingen er ikke tilfredsstillende.
Tiger of Sweden har realiseret vækst på 26%. Væksten er drevet af
øget internationalisering og 10 nye franchise butikker i 2007/08.
Tiger of Sweden har realiseret vækstrater over 30% i Finland,
Tyskland, Schweiz og Canada.
Det er tilfredsstillende, at Jackpot, til trods for en tilbagegang på
15% i ordreoptag for 2007/08, realiserer en fremgang på 2%.
Fremgangen er drevet af udviklingen i brandets egen retail, som har
realiseret en fremgang i same-store salget på 30%.
Omsætningsudvikling for egne brands pr. marked:
Af den samlede omsætning er 80% uden for Danmark og 48% uden for
Skandinavien. Salget gennemføres via egne salgsselskaber samt eksport
til 31 lande via agenter og distributører.
Omsætningen for egne brands er i 2007/08 gået frem med tocifrede
vækstrater i Sverige, Danmark, Norge, Belgien, Polen, Canada, Østrig
og Frankrig.
Polen viser solid fremgang med en omsætningsvækst på 34% i 2007/08
efter mange år med tilbagegang. Udviklingen er drevet af Jackpot og
Cottonfields retailaktiviteter i landet. Koncernen har som nævnt
igangsat et treårigt investeringsprogram for Jackpot og Cottonfield
og venter at åbne 15 - 20 nye butikker i 2008/09 i Østeuropa (Polen,
Tjekkiet og Ungarn).
Koncernens russiske partner konsoliderer sig efter flere år med
kraftig vækst og har i regnskabsåret 2007/08 realiseret tilbagegang
på 9%.
I Spanien, hvor salget er agentbaseret, har koncernen strammet op på
kreditbetingelserne og samtidigt gennemgået kundeporteføljen, hvilket
har medført omsætningsfald på 17% i 2007/08.
DISTRIBUTIONSKANALER
ENGROSDRIFT
Engrosomsætningen er øget med 189 mio. DKK eller 8% til 2.497 mio.
DKK (2.308 mio. DKK). Engrosomsætningens andel af omsætningen er
reduceret med 2,0%-point til 66,8%. Det samlede antal forhandlere pr.
30. juni 2008 udgør 12.000 mod 11.500 i 2006/07.
For koncernens brands er preorder-omsætningen øget med 9% og udgør
87% af engrosomsætningen. OTB-omsætningen er øget med 2% i 2007/08 og
udgør 13% af engrosomsætningen. Indeholdt heri er
franchiseomsætningen, der er øget 22% og udgør 11% af
engrosomsætningen.
Engrosdriftens indtjeningsbidrag blev 419 mio. DKK mod 384 mio. DKK
året før. Indtjeningsmarginen er øget med 0,2%-point til 16,8%
(16,6%).
RETAILDRIFT
Retailomsætningen blev 1.092 mio. DKK mod 915 mio. DKK året før
svarende til en fremgang på 19%. Same-store-salget er realiseret med
en vækst på 11%. Same-store-salget er øget 9% i 4. kvartal 2007/08.
Retaildriftens indtjeningsbidrag blev 78 mio. DKK mod 77 mio. DKK
sidste år svarende til en indtjeningsmargin på 7,2% (8,5%).
Udviklingen er i væsentlig grad påvirket negativt af
retailaktiviteterne for InWear og Cottonfield i Kina. Koncernen har
oplevet et betydeligt driftstab for salgsaktiviteten i Kina i 2007/08
og har i 4. kvartal yderligere nedskrevet varelagre og anlægsaktiver.
Koncernen driver egne butikker i 15 lande fordelt på 243 lokationer.
Koncentrationen af butikker er størst i Danmark, Belgien, Holland,
Sverige og Polen. Koncernen driver egen retail på sammenlagt 37.400
M2 (36.000 M2 i 2006/07).
Den gennemsnitlige M2-omsætning er i 2007/08 realiseret med 33.000
DKK (29.100 DKK). Niveauet er fortsat under potentialet, om end der
er betydelige forskelle på tværs af brands, markeder og beliggenhed.
Niveauet ventes at stige de kommende år i takt med optimering af
koncernens retaildrift.
OUTLETDRIFT
Outletomsætningen blev 148 mio. DKK mod 131 mio. DKK året før
svarende til en vækst på 13%. Indtjeningsbidraget blev 21 mio. DKK
svarende til en indtjeningsmargin på 14,1% sammenlignet med 23 mio.
DKK og 17,6% året før.
Der fokuseres fortsat på forøgelse af fuldprissalg i de primære
distributionskanaler og dermed en nedbringelse af tilgangen af nye
overskudsvarer.
Koncernen driver 24 outletbutikker på sammenlagt 7.000 M2 i 9 lande.
Den gennemsnitlige M2-omsætning i koncernens outlets er 22.000 DKK
(20.000 DKK i 2006/07).
Outletdrift er en integreret del af koncernens forretningsmodel til
lønsomt salg af restvarer efter sæson. Indtjeningsevnen afhænger af
overskudslagerets sammensætning og vil derfor være svingende over
tid.
Resultatudvikling
BRUTTORESULTAT
Bruttoresultatet er øget med 276 mio. DKK eller 14% til 2.259 mio.
DKK (1.983 mio. DKK). Koncernens bruttomargin er dermed forbedret med
1,3%-point til 60,4% (59,1%).
Koncernens indkøbsvaluta for 2007/08 var afdækket til en lavere
valutakurs end i 2006/07. Isoleret set betyder dette en forbedret
bruttomargin for koncernen på 1,7%-point i 2007/08. Udviklingen i
koncernens bruttomargin er trukket ned som følge af betydeligt flere
varelagernedskrivninger i 2007/08 end sidste år. Som følge af
revurdering af koncernens aktiver i 4. kvartal er der foretaget
varelagernedskrivninger for 15 mio. DKK, som vedrører koncernens
salgsaktiviteter i Kina, Cottonfield Female samt koncernens lager af
suppleringsvarer.
Forbedringen af bruttomarginen har været størst i engros med en
samlet forbedring inklusive valutaeffekt på 1,9%-point og en samlet
forværring inklusive valutaeffekt på 0,7%-point for retail.
KAPACITETSOMKOSTNINGER
Kapacitetsomkostningerne er øget med 267 mio. DKK eller 16% til 1.910
mio. DKK sammenlignet med 1.643 mio. DKK sidste år.
Omkostningsprocenten er øget med 2,1%-point til 51,1% i 2007/08 mod
49,0% i 2006/07.
Udviklingen er påvirket af engangsomkostninger i 2007/08 på i alt 25
mio. DKK. 5 mio. DKK vedrører nedskrivninger af anlægsaktiver i
salgsorganisationen i Kina. 13 mio. DKK vedrører hensættelse til
fratrædelsesomkostninger til koncernens administrerende direktør.
Derudover har koncernen ekstraordinært tabt tilgodehavender på samlet
7 mio. DKK på to eksport partnere. Samlet påvirker dette
omkostningsprocenten negativt med 0,7%-point.
Retaildrift er mere omkostningskrævende end engrosdrift. Således
påvirkes omkostningsprocenten negativt med 0,4%-point som følge af
relativt øget retailomsætning.
Reguleringer af debitorhensættelser sammenlignet med sidste år har
herudover øget omkostningerne med 21 mio. DKK svarende til en negativ
påvirkning af omkostningsprocenten med 0,6%-point.
Personaleomkostningerne for helåret er øget med 124 mio. DKK,
svarende til 15%. Stigningen skyldes en forøgelse af antal ansatte
med 8%. Koncernen har ansat netto 189 medarbejdere siden 30. juni
2007. Derudover skyldes udviklingen stigende agentkommissioner samt
ovenfor nævnte hensættelse til fratrædelsesomkostninger.
Afskrivningerne er øget med 17 mio. DKK eller 17% til 113 mio. DKK
(96 mio. DKK). Udviklingen skyldes øgede investeringer i indretning
af butikker og showrooms samt nedskrivning af anlægsaktiver i Kina.
Andre eksterne omkostninger er øget med 116 mio. DKK eller 15% til
871 mio. DKK (756 mio. DKK). Huslejeomkostninger er øget 15% til 313
mio. DKK (273 mio. DKK). Markedsføringsomkostninger er øget 7% til
222 mio. DKK (208 mio. DKK), og udgjorde i 2007/08 i alt 6% af
omsætningen. Hensættelse til tab på debitorer er øget med 21 mio. DKK
til 37 mio. DKK (15 mio. DKK).
Koncernens andre driftsindtægter blev 6 mio. DKK mod en driftsindtægt
på 16 mio. DKK i 2006/07. Af indtægterne vedrører 6 mio. DKK (9 mio.
DKK) realiserede lejerettigheder ved afståelse af butikker.
RESULTAT AF PRIMÆR DRIFT
IC Companys opnåede i regnskabsåret 2007/08 en fremgang i resultat af
primær drift på 9 mio. DKK eller 3% til 349 mio. DKK (340 mio. DKK)
svarende til en EBIT-margin på 9,3% (10,1%).
FINANSIELLE POSTER, NETTO
Finansielle poster netto udgør en omkostning på 32 mio. DKK i 2007/08
mod en omkostning på 20 mio. DKK i 2006/07. Af stigningen på 12 mio.
DKK skyldes 8 mio. DKK højere træk på koncernens kreditfaciliteter og
4 mio. DKK skyldes gennemsnitligt højere renter end i 2006/07.
SKAT AF ÅRETS RESULTAT
Skat af årets resultat udgør en omkostning på 93 mio. DKK svarende
til en skatteprocent på 29%. Skatteomkostningen var 80 mio. DKK i
2006/07 svarende til en skatteprocent på 25%.
Den højere skatteprocent skyldes, at udskudte skatteaktiver i Spanien
og Kina ikke er indregnet samt nedskrivning af udskudt skat
vedrørende koncernens aktieincitamentsprogrammer.
Den betalbare skat er opgjort til 44 mio. DKK og sammensættes af
skattebetalinger i de lande, hvor koncernen enten ikke har
skatteaktiver eller ikke kan udnytte disse fuldt ud mod årets
indkomst. Derudover er der anvendt 111 mio. DKK af de i tidligere år
indregnede skatteaktiver.
ÅRETS RESULTAT OG DISPONERING HERAF
Årets resultat blev et overskud på 224 mio. DKK (241 mio. DKK),
hvilket svarer til en tilbagegang på 17 mio. DKK eller 7%.
Årets resultat pr. aktie er gået tilbage med 5% og udgør således 12,6
DKK sammenlignet med 13,3 DKK pr. aktie i 2006/07. Resultat pr. aktie
er korrigeret for beholdning af egne aktier samt udvandingseffekten
af udestående aktieincitamentsprogrammer.
Bestyrelsen indstiller, at der betales udbytte på 4,00 DKK pr.
udbytteberettiget aktie (4,00), svarende til 66 mio. DKK. Den
resterende del af årets resultat overføres til næste år.
BALANCE OG LIKVIDITET
Langfristede aktiver
Den regnskabsmæssige værdi af immaterielle aktiver udgør 252 mio. DKK
pr. 30. juni 2008 mod 246 mio. DKK pr. 30. juni 2007. Koncernens
immaterielle aktiver er øget som følge af aktivering af udvikling af
software og IT systemer i forbindelse med implementering af SAP
finanssystem.
Den regnskabsmæssige værdi af materielle aktiver udgør 424 mio. DKK
pr. 30. juni 2008 mod 409 mio. DKK pr. 30. juni 2007. Udviklingen
skyldes primært investering i indretning af butikslokaler og
showrooms.
Koncernens bruttoskatteaktiver udgør 189 mio. DKK pr. 30. juni 2008
sammenlignet med 236 mio. DKK pr. 30. juni 2007. De indregnede
nettoaktiver er reduceret med 29 mio. DKK til 79 mio. DKK pr. 30.
juni 2008.
Forventningerne til de enkelte selskabers skattepligtige indkomst
baseres på gældende lokale skatteregler samt det af bestyrelsen
godkendte budget for 2008/09.
Varebeholdninger
Varebeholdninger er øget med 66 mio. DKK, svarende til 14% og udgør
herefter 532 mio. DKK pr. 30. juni 2008 mod 466 mio. DKK pr. 30. juni
2007. Forøgelsen er drevet af dels et øget aktivitetsniveau og dels
en stigning i overskudsvarer som følge af lavere aktivitet i 2.
halvår end ventet.
Tilgodehavender fra salg
Tilgodehavender fra salg er øget med 30 mio. DKK til 297 mio. DKK pr.
30. juni 2008, svarende til en vækst på 11%. Forøgelsen er drevet af
stigende engrossalg og en forværring i kundernes betalingsmønstre i
form af en stigende andel af overforfaldne tilgodehavender og en
generelt faldende omsætningshastighed. Udviklingen har medført
yderligere hensættelser til dækning af tab på 21 mio. DKK
sammenlignet med 2006/07.
Egenkapital
Koncernens samlede aktiver er forøget med 83 mio. DKK til 1.932 mio.
DKK sammenlignet med 1.849 mio. DKK pr. 30. juni 2007, medens
egenkapitalen er reduceret med 93 mio. DKK til 474 mio. DKK.
Egenkapitalen er positivt påvirket med årets resultat på 224 mio.
DKK. Egenkapitalen er reduceret med 238 mio. DKK i kraft af
koncernens aktietilbagekøb, hvoraf 50 mio. DKK er anvendt med henblik
på afdækning af tildelte optionsprogrammer. Derudover er der udbetalt
udbytte på 74 mio. DKK for året 2006/07.
Pengestrømme og investeringer
Koncernens pengestrømme fra driftsaktivitet er øget med 49 mio. DKK
til 340 mio. DKK sammenlignet med 291 mio. DKK i 2006/07. Det skyldes
øget resultat af primær drift samt mindre pengebinding i koncernens
driftskapital.
Pengestrømme fra investeringsaktivitet udgør 138 mio. DKK
sammenlignet med 186 mio. DKK i 2006/07. Der er i årets løb foretaget
driftsmæssige investeringer på i alt 141 mio. DKK, hvoraf 108 mio.
DKK er brugt til indretning af nye og opdatering af eksisterende
konceptbutikker og showrooms.
De frie pengestrømme fra drift og investeringer er realiseret med 202
mio. DKK sammenlignet med 105 mio. DKK sidste år.
Pengestrømme fra finansieringsaktivitet er negativ med 285 mio. DKK.
Udviklingen vedrører primært aktietilbagekøb på 238 mio. DKK i
regnskabsåret 2007/08 samt udbetaling af udbytte på 74 mio. DKK fra
regnskabsåret 2006/07.
Rentebærende gæld
Koncernens rentebærende gæld er i regnskabsåret øget med 81 mio. DKK
og udgør 639 mio. DKK pr. 30. juni 2008 (558 mio. DKK). Udviklingen
skyldes større træk på koncernens kreditfaciliteter.
Koncernens samlede kredittilsagn udgør 1.420 mio. DKK pr. 30. juni
2008 (1.209 mio. DKK). Heraf er der pr. 30. juni 2008 trukket i
alt 771 mio. DKK samt anvendt 270 mio. DKK til trade finance
faciliteter og garantier. Koncernens uudnyttede trækningsret udgør
således 379 mio. DKK pr. 30. juni 2008 (300 mio. DKK).
BEGIVENHEDER EFTER BALANCEDAGEN
Bestyrelsesmedlem Niels Hermansen trådte pr. 1. august 2008 ud af IC
Companys A/S' bestyrelse. Søgningen efter et nyt bestyrelsesmedlem er
iværksat.
Bestyrelsen har som meddelt i fondsbørsmeddelelse af 9. september
2008 tildelt Anders Cleemann 30.000 stk. aktieoptioner efter
indtræden i koncernens direktion. Disse aktieoptioner giver adgang
til, i umiddelbar forlængelse af selskabets offentliggørelse af
årsrapport for 2008/09, 2009/10 og 2010/11, at erhverve 10.000 stk.
aktier pr. år.
Som beskrevet i indledningen har koncernen simplificeret
organisationen og sammenlagt ledelsen for henholdsvis InWear og
Matinique samt Jackpot og Cottonfield. Derudover er
ansvarsfordelingen mellem de enkelte brandledelser og landeledelsen i
salgsinfrastrukturen blevet ændret, således at salgsfokus i højere
grad forankres lokalt.
Ud over dette samt forhold, der i øvrigt er omtalt i denne
årsrapport, er ledelsen ikke bekendt med begivenheder indtruffet
efter 30. juni 2008, som forventes at have en væsentlig betydning for
koncernens økonomiske stilling eller fremtidsudsigter.
LEDELSENS REGNSKABSPÅTEGNING
Bestyrelsen og direktionen har dags dato aflagt årsrapporten for IC
Companys A/S for regnskabsåret 1. juli 2007 - 30. juni 2008.
Årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med International Financial
Reporting Standards som godkendt af EU og yderligere danske
oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede selskaber. Vi anser
den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig, således at
årsrapporten giver et retvisende billede af koncernens og
moderselskabets aktiver, passiver, finansielle stilling pr. 30. juni
2008 samt af resultatet af koncernens og moderselskabets aktiviteter
og pengestrømme for regnskabsåret 2007/08.
Vi anser ledelsesberetningen for at give et retvisende billede af
udviklingen i koncernens og moderselskabets aktiviteter og økonomiske
forhold, årets resultat og af koncernens finansielle stilling som
helhed samt en retvisende beskrivelse af de væsentligste risici og
usikkerhedsfaktorer, som koncernen står overfor.
Årsrapporten indstilles til generalforsamlingens godkendelse.
København, den 16. september 2008
Direktion:
NIELS MIKKELSEN CHRIS BIGLER
ANDERS CLEEMANN
Adm. Direktør
Økonomidirektør Koncerndirektør
Bestyrelse:
NIELS ERIK MARTINSEN HENRIK HEIDEBY OLE
WENGEL
Formand
Næstformand Næstformand
PER BANK ANDERS COLDING
FRIIS
DEN UAFHÆNGIGE REVISORS PÅTEGNING
TIL AKTIONÆRERNE I IC COMPANYS A/S
Vi har revideret årsrapporten for IC Companys A/S for regnskabsåret
1. juli 2007 - 30. juni 2008 omfattende ledelsespåtegning,
ledelsesberetning, resultatopgørelse, balance, egenkapitalopgørelse,
pengestrømsopgørelse og noter, herunder anvendt regnskabspraksis, for
såvel koncernen som moderselskabet. Årsrapporten aflægges efter
International Financial Reporting Standards som godkendt af EU og
yderligere danske oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede
selskaber.
LEDELSENS ANSVAR FOR ÅRSRAPPORTEN
Ledelsen har ansvaret for at udarbejde og aflægge en årsrapport, der
giver et retvisende billede i overensstemmelse med International
Financial Reporting Standards som godkendt af EU og yderligere danske
oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede selskaber. Dette
ansvar omfatter udformning, implementering og opretholdelse af
interne kontroller, der er relevante for at udarbejde og aflægge en
årsrapport, der giver et retvisende billede uden væsentlig
fejlinformation, uanset om fejlinformationen skyldes besvigelser
eller fejl, samt valg og anvendelse af en hensigtsmæssig
regnskabspraksis og udøvelse af regnskabsmæssige skøn, som er
rimelige efter omstændighederne.
REVISORS ANSVAR OG DEN UDFØRTE REVISION
Vores ansvar er at udtrykke en konklusion om årsrapporten på grundlag
af vores revision. Vi har udført vores revision i overensstemmelse
med danske og internationale revisionsstandarder. Disse standarder
kræver, at vi lever op til etiske krav samt planlægger og udfører
revisionen med henblik på at opnå høj grad af sikkerhed for, at
årsrapporten ikke indeholder væsentlig fejlinformation.
En revision omfatter handlinger for at opnå revisionsbevis for de
beløb og oplysninger, der er anført i årsrapporten. De valgte
handlinger afhænger af revisors vurdering, herunder vurderingen af
risikoen for væsentlig fejlinformation i årsrapporten, uanset om
fejlinformationen skyldes besvigelser eller fejl. Ved
risikovurderingen overvejer revisor interne kontroller, der er
relevante for virksomhedens udarbejdelse og aflæggelse af en
årsrapport, der giver et retvisende billede, med henblik på at
udforme revisionshandlinger, der er passende efter omstændighederne,
men ikke med det formål at udtrykke en konklusion om effektiviteten
af virksomhedens interne kontrol. En revision omfatter endvidere
stillingtagen til, om den af ledelsen anvendte regnskabspraksis er
passende, om de af ledelsen udøvede regnskabsmæssige skøn er rimelige
samt en vurdering af den samlede præsentation af årsrapporten.
Det er vores opfattelse, at det opnåede revisionsbevis er
tilstrækkeligt og egnet som grundlag for vores konklusion.
Revisionen har ikke givet anledning til forbehold.
KONKLUSION
Det er vores opfattelse, at årsrapporten giver et retvisende billede
af koncernens og moderselskabets aktiver, passiver og finansielle
stilling pr. 30. juni 2008 samt af resultatet af koncernens og
moderselskabets aktiviteter og pengestrømme for regnskabsåret 1. juli
2007 - 30. juni 2008 i overensstemmelse med International Financial
Reporting Standards som godkendt af EU og yderligere danske
oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede selskaber.
København, den 16. september 2008
Deloitte Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
Jesper Jørgensen Henrik Z.
Hansen
statsautoriseret revisor statsautoriseret
revisor
RESULTATOPGØRELSE
AKTIVER - BALANCE
PASSIVER - BALANCE
EGENKAPITALENS UDVIKLING
PENGESTRØMSOPGØRELSE
NOTER
1. ANVENDT REGNSKABSPRAKSIS
Årsrapporten for IC Companys A/S, der omfatter både årsregnskabet for
moderselskabet og koncernregnskab, aflægges i overensstemmelse med
International Financial Reporting Standards som godkendt af EU og
yderligere danske oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede
selskaber, jf. de af OMX Nordic Exchange Copenhagen stillede krav til
regnskabsaflæggelse for børsnoterede virksomheder og
IFRS-bekendtgørelsen udstedt i henhold til årsregnskabsloven.
Årsrapporten opfylder tillige International Financial Reporting
Standards (IFRS) udstedt af International Accounting Standards Board
(IASB).
Årsrapporten aflægges i danske kroner (DKK), der anses for at være
den primære valuta for koncernens aktiviteter og den funktionelle
valuta for moderselskabet.
Den anvendte regnskabspraksis er anvendt konsistent i regnskabsåret
og for sammenligningstallene. Der er foretaget enkelte
reklassifikationer af sammenligningstallene i noterne, som ikke har
påvirket resultatopgørelse, balance og egenkapital i
sammenligningsåret.
NYE STANDARDER OG FORTOLKNINGER SOM ER IMPLEMENTERET I 2007/08
Årsrapporten for 2007/08 er aflagt i overensstemmelse med de nye og
ændrede standarder (IFRS/IAS) samt nye fortolkningsbidrag (IFRIC),
der gælder for regnskabsår, der begynder 1. juli 2007 eller senere.
Disse standarder og fortolkningsbidrag er:
* IAS 1, Præsentation af årsregnskaber (ændret i 2005).
* IAS 32, Finansielle instrumenter: Præsentation.
* IFRIC 7, Anvendelse af omregningsmetoden i IAS 29,
Regnskabsaflæggelser i hyperinflationsøkonomier.
* IFRIC 8, IFRS 2's anvendelsesområde.
* IFRIC 9, Omvurdering af indbyggede finansielle
instrumenter.
* IFRIC 10, Delårsrapporter og nedskrivninger.
* IFRIC 11, IFRS 2 - Koncerninterne transaktioner og egne
aktier.
Implementeringen af de nye og ændrede standarder samt
fortolkningsbidrag i årsrapporten for 2007/08 har ikke medført
ændringer i koncernens eller moderselskabets regnskabspraksis i
2007/08 eller tidligere år, men alene påvirket omfanget og arten af
noteoplysninger i årsrapporten.
STANDARDER OG FORTOLKNINGER DER ENDNU IKKE ER TRÅDT I KRAFT
På tidspunktet for offentliggørelsen af denne årsrapport er en række
nye og ændrede standarder samt fortolkningsbidrag endnu ikke i trådt
kraft, eller ikke godkendt af EU, og er derfor ikke indarbejdet i
årsrapporten.
* IAS 1 (ændret 2007), Præsentation af årsregnskaber. Den
ændrede standard træder i kraft for regnskabsår, der begynder 1.
januar 2009 eller senere. Standarden er endnu ikke godkendt til
brug i EU
* Ændret IFRS 2, Aktiebaseret vederlæggelse. Den ændrede
standard træder i kraft med virkning for regnskabsår, der begynder
1. januar 2009 eller senere. Standarden er endnu ikke godkendt til
brug i EU.
* Ændret IFRS 3, Virksomhedssammenslutninger. Den ændrede
standard træder i kraft med virkning for regnskabsår, der begynder
1. juli 2009 eller senere. Standarden er endnu ikke godkendt til
brug i EU.
* IFRS 8, Forretningssegmenter. Standarden træder i kraft
med virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar 2009 eller
senere. Standarden er endnu ikke godkendt til brug i EU.
* Ændret IAS 23, Låneomkostninger. Den ændrede standard
træder i kraft med virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar
2009 eller senere. Standarden er endnu ikke godkendt til brug i EU.
* Ændret IAS 27, Koncernregnskaber og separate
årsregnskaber. Den ændrede standard træder i kraft med virkning for
regnskabsår, der begynder 1. juli 2009 eller senere. Standarden er
endnu ikke godkendt til brug i EU.
* Ændret IAS 39, Finansielle instrumenter: Indregning og
måling. Ændringerne præciserer hvilke risici, der kan
regnskabsmæssigt sikres. Den ændrede standard træder i kraft for
regnskabsår, der begynder 1. juli 2009 eller senere. Ændringerne er
endnu ikke godkendt til brug i EU
* IFRIC 12, Koncessionsrettigheder. Fortolkningsbidraget
træder i kraft med virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar
2008 eller senere. Fortolkningsbidraget er endnu ikke godkendt til
brug i EU.
* IFRIC 13, Kundeloyalitetsprogrammer. Fortolkningsbidraget
træder i kraft med virkning for regnskasår, der begynder 1. august
2008 eller senere. Fortolkningsbidraget er endnu ikke godkendt til
brug i EU.
* IFRIC 14, Loft for opgørelse af pensionsordningers
aktiver, minimumskrav til indbetalinger samt deres indbyrdes
påvirkning. Fortolkningsbidraget træder i kraft med virkning for
regnskabsår, der begynder 1. januar 2008 eller senere.
Fortolkningsbidraget er endnu ikke godkendt til brug i EU.
* IFRIC 15, Aftaler om opførelse af ejendomme.
Fortolkningsbidraget træder i kraft for regnskabsår, der begynder
1. januar 2009 eller senere. Fortolkningsbidraget er endnu ikke
godkendt til brug i EU
* IFRIC 16, Regnskabsmæssig sikring af nettoinvestering i en
udenlandsk enhed. Fortolkningsbidraget træder i kraft for
regnskabsår, der begynder 1. oktober 2008 eller senere.
Fortolkningsbidraget er endnu ikke godkendt til brug i EU
* Ændret IAS 32, Finansielle instrumenter: Præsentation og
ændret IAS 1, Præsentation af årsregnskaber. Ændringerne vedrører
puttable finansielle instrumenter og forpligtelser, som opstår ved
likvidation. De ændrede standarder træder i kraft med virkning for
regnskabsår, der begynder 1. januar 2009 eller senere. Ændringerne
er endnu ikke godkendt til brug i EU.
* Ændret IAS 27, Koncernregnskaber og separate årsregnskaber
og ændret IFRS 1, Førstegangsanvendelse af IFRS. Ændringerne
vedrører opgørelse af kostpris for investering i
dattervirksomheder, fællesledede virksomheder og associerede
virksomheder. De ændrede standarder træder i kraft med virkning for
regnskabsår, der begynder 1. januar 2009 eller senere. Ændringerne
er endnu ikke godkendt til brug i EU.
* Forbedringer af IFRS'er. Ændringer til 20 standarder som
led i årligt forbedringsprojekt 2008. Ændringerne træder i kraft
med virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar 2009 eller
senere, bortset fra ændringer til IFRS 5, som træder i kraft med
virkning for regnskabsår, der begynder 1. juli 2009 eller senere.
Ændringerne er endnu ikke godkendt til brug i EU.
De fremtidige IFRS-ændringer forventes ikke at påvirke årsrapporten
for de kommende regnskabsår væsentligt, bortset fra de yderligere
oplysningskrav, der følger af implementering af IFRS 8,
Forretningssegmenter.
KONCERNREGNSKABET
Koncernregnskabet omfatter IC Companys A/S (moderselskabet) og
dattervirksomheder, hvori selskabets stemmerettigheder direkte eller
indirekte overstiger 50% eller selskabet på anden måde har
bestemmende indflydelse.
Koncernregnskabet udarbejdes på grundlag af årsregnskaber for
moderselskabet og de enkelte dattervirksomheder ved sammendrag af
poster af ensartet karakter. Der foretages eliminering af
aktiebesiddelser, interne transaktioner, interne mellemværender,
urealiserede interne avancer på varelagre og udbytte.
I koncernregnskabet indregnes dattervirksomhedernes regnskabsposter
100%. Minoritetsinteressernes forholdsmæssige andel af resultatet
indgår som en del af årets resultat for koncernen.
Virksomhedssammenslutninger
Nyerhvervede eller nystiftede virksomheder indregnes i
koncernregnskabet fra overtagelsestidspunktet, henholdsvis
stiftelsestidspunktet. Overtagelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor
kontrollen over virksomheden faktisk overtages. Solgte eller
afviklede virksomheder indregnes i den konsoliderede
resultatopgørelse frem til henholdsvis afhændelses- og
afviklingstidspunktet. Afhændelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor
kontrollen over virksomheden faktisk overgår til tredjemand.
Ved køb af nye virksomheder anvendes overtagelsesmetoden, hvorefter
de nytilkøbte virksomheders identificerbare aktiver, forpligtelser og
eventualforpligtelser måles til dagsværdi på overtagelsestidspunktet.
Langfristede aktiver, der overtages med salg for øje, måles dog til
dagsværdi fratrukket forventede salgsomkostninger.
Omstruktureringsomkostninger indregnes alene i overtagelsesbalancen,
såfremt de udgør en forpligtelse for den overtagne virksomhed. Der
tages hensyn til skatteeffekten af de foretagne omvurderinger.
Kostprisen for en virksomhed består af dagsværdien af det erlagte
vederlag tillagt de omkostninger, der direkte kan henføres til
virksomhedsovertagelsen. Hvis vederlagets endelige fastsættelse er
betinget af en eller flere fremtidige begivenheder, indregnes disse
reguleringer kun i kostprisen, såfremt den pågældende begivenhed er
sandsynlig og effekten på kostprisen kan opgøres pålideligt.
Positive forskelsbeløb (goodwill) mellem kostprisen for den
erhvervede virksomhed og dagsværdien af de overtagne aktiver,
forpligtelser og eventualforpligtelser indregnes som et aktiv under
immaterielle aktiver og testes minimum en gang årligt for
værdiforringelse. Hvis den regnskabsmæssige værdi af aktivet
overstiger dets genindvindingsværdi, foretages der nedskrivning til
den lavere genindvindingsværdi.
Ved negative forskelsbeløb (negativ goodwill) foretages en
revurdering af de opgjorte dagsværdier og den opgjorte kostpris for
virksomheden. Hvis dagsværdien af de overtagne aktiver, forpligtelser
og eventualforpligtelser efter revurderingen fortsat overstiger
kostprisen, indregnes forskelsbeløbet som en indtægt i
resultatopgørelsen.
OMREGNING AF FREMMED VALUTA
For hver af de rapporterende virksomheder i koncernen fastsættes en
funktionel valuta. Den funktionelle valuta er den valuta, som
benyttes i det primære økonomiske miljø, hvori den enkelte
rapporterende virksomhed opererer. Transaktioner i andre valutaer end
den funktionelle valuta er transaktioner i fremmed valuta.
Transaktioner i fremmed valuta omregnes ved første indregning til den
funktionelle valuta efter transaktionsdagens kurs.
Valutakursdifferencer, der opstår mellem transaktionsdagens kurs og
kursen på betalingsdagen, indregnes i resultatopgørelsen under
finansielle indtægter og omkostninger.
Tilgodehavender, gæld og andre monetære poster i fremmed valuta
omregnes til funktionel valuta efter balancedagens valutakurs.
Forskellen mellem balancedagens kurs og kursen på tidspunktet for
tilgodehavendets eller gældens opståen eller indregning i seneste
årsrapport indregnes i resultatopgørelsen under finansielle indtægter
og omkostninger. Materielle og immaterielle aktiver, varebeholdninger
og andre ikke-monetære aktiver, der er anskaffet i fremmed valuta, og
måles med udgangspunkt i historiske kostpriser, omregnes til
transaktionsdagens kurs.
Udenlandske dattervirksomheders balancer omregnes til balancedagens
valutakurs, mens resultatopgørelserne omregnes til årets
gennemsnitlige valutakurser. Kursdifferencer, opstået ved omregning
af udenlandske dattervirksomheders egenkapital ved årets begyndelse
til balancedagens valutakurser samt ved omregning af
resultatopgørelser fra gennemsnitskurser til balancedagens
valutakurser, indregnes direkte på egenkapitalen. Kursregulering af
tilgodehavender og ansvarlig lånekapital i udenlandske
dattervirksomheder, der anses for at være en del af den samlede
investering i dattervirksomheden, indregnes direkte på egenkapitalen.
AFLEDTE FINANSIELLE INSTRUMENTER OG SIKRINGSAKTIVITETER
Afledte finansielle instrumenter måles ved første indregning i
balancen til dagsværdi. Positive og negative dagsværdier af afledte
finansielle instrumenter indgår i andre tilgodehavender henholdsvis
anden gæld som henholdsvis ikke realiseret gevinst på finansielle
kontrakter og ikke realiseret tab på finansielle kontrakter.
Ændringer i dagsværdien af afledte finansielle instrumenter, der er
klassificeret som og opfylder betingelserne for sikring af forventede
fremtidige transaktioner, indregnes direkte på egenkapitalen.
Indtægter og omkostninger vedrørende sådanne sikringstransaktioner
overføres fra egenkapitalen ved realisation af det sikrede og
indregnes i samme regnskabspost som det sikrede.
For afledte finansielle instrumenter, som ikke opfylder betingelserne
for behandling som sikringsinstrumenter, indregnes ændringer i
dagsværdi i resultatopgørelsen under finansielle indtægter og
omkostninger.
Ændringer i dagsværdien af afledte finansielle instrumenter, som
anvendes til sikring af nettoinvesteringer i selvstændige udenlandske
dattervirksomheder og i øvrigt opfylder betingelserne herfor,
indregnes direkte på egenkapitalen (net investment hedge).
AKTIEBASEREDE INCITAMENTSPROGRAMMER
Aktiebaserede incitamentsprogrammer, hvor medarbejderne alene kan
vælge at købe aktier i moderselskabet (egenkapitalordninger), måles
til egenkapitalinstrumenternes dagsværdi på tildelingstidspunktet og
indregnes i resultatopgørelsen under personaleomkostninger over den
periode, hvor medarbejderne opnår ret til at købe aktierne. Modposten
hertil indregnes direkte på egenkapitalen.
Dagsværdien af egenkapitalinstrumenter opgøres ved anvendelse af
Black & Scholes modellen med de parametre, som er angivet i note 5.
OPHØRTE AKTIVITETER OG LANGFRISTEDE AKTIVER BESTEMT FOR SALG
Ophørte aktiviteter er væsentlige forretningsområder eller
geografiske områder, der er solgt eller i henhold til en samlet plan
er bestemt for salg.
Resultatet af ophørte aktiviteter præsenteres i resultatopgørelsen
som en særskilt post bestående af driftsresultat efter skat for den
pågældende aktivitet og eventuelle gevinster eller tab ved
dagsværdiregulering eller salg af aktiverne tilknyttet aktiviteten.
Langfristede aktiver og grupper af aktiver, der er bestemt for salg,
herunder aktiver tilknyttet ophørte aktiviteter, præsenteres særskilt
i balancen som kortfristede aktiver. Forpligtelser direkte tilknyttet
de pågældende aktiver og ophørte aktiviteter præsenteres som
kortfristede forpligtelser i balancen.
Langfristede aktiver bestemt for salg afskrives ikke, men nedskrives
til dagsværdi fratrukket forventede salgsomkostninger, såfremt denne
værdi er lavere end den regnskabsmæssige værdi.
RESULTATOPGØRELSE
Nettoomsætning
Nettoomsætning ved salg af varer indregnes i resultatopgørelsen, når
levering og risikoovergang til køber har fundet sted, og såfremt
indtægten kan måles pålideligt og forventes modtaget.
Nettoomsætningen måles eksklusiv moms, afgifter og med fradrag af
rabatter i forbindelse med salget.
Nettoomsætningen måles til dagsværdien af det modtagne eller
tilgodehavende vederlag.
Nettoomsætningen indeholder ud over salg af handelsvarer også
licensindtægter.
Vareforbrug
Vareforbrug omfatter direkte omkostninger, der afholdes for at opnå
årets nettoomsætning. Virksomheden indregner vareforbrug i takt med
omsætningen. Årets forskydning i varebeholdninger er indeholdt i
vareforbruget.
Personaleomkostninger
Personaleomkostninger indeholder lønninger, vederlag, pensioner,
aktiebaseret vederlæggelse og øvrige personaleudgifter til koncernens
ansatte, herunder direktion og bestyrelse. Tillige indgår
agentkommissioner til eksterne salgsagenter.
Af- og nedskrivninger
Af- og nedskrivninger indeholder afskrivninger på immaterielle og
materielle aktiver samt årets nedskrivninger som følge af
værdiforringelse.
Andre eksterne omkostninger
Andre eksterne omkostninger indeholder årets afholdte øvrige udgifter
til indkøb, salg og administration af primær karakter i forhold til
hovedformålet.
Leasingydelser vedrørende operationelle leasingaftaler indregnes
lineært over leasingperioden i resultatopgørelsen under "Andre
eksterne omkostninger".
Andre gevinster og tab
Andre gevinster og tab indeholder poster, der er af sekundær karakter
i forhold til hovedaktiviteterne, herunder avance og tab ved salg af
immaterielle og materielle aktiver.
Særlige poster
Heri indgår væsentlige beløb af engangskarakter, som ikke direkte kan
henføres til den normale drift, herunder særlige nedskrivninger og
hensættelser samt eventuelle tilbageførsler heraf.
Finansielle indtægter og omkostninger
Finansielle indtægter og omkostninger indeholder renter, realiserede
og urealiserede valutakursreguleringer, dagsværdiregulering af
afledte finansielle instrumenter, der ikke opfylder betingelserne for
behandling som sikring samt tillæg, fradrag og godtgørelse i
forbindelse med betaling af selskabsskat.
Renteindtægter og -omkostninger periodiseres med udgangspunkt i
hovedstolen og den effektive rentesats. Den effektive rentesats er
den diskonteringssats, der skal anvendes ved tilbagediskontering af
de forventede fremtidige betalinger tilknyttet det finansielle aktiv
eller den finansielle forpligtelse, for at nutidsværdien af disse
svarer til den regnskabsmæssige værdi af aktivet henholdsvis
forpligtelsen.
Skat af årets resultat
Årets skat, der består af årets aktuelle skat og forskydning i
udskudt skat, indregnes i resultatopgørelsen med den del, der kan
henføres til årets resultat, og direkte på egenkapitalen med den del,
der kan henføres til posteringer direkte på egenkapitalen.
Valutakursreguleringer af udskudt skat indregnes som en del af årets
reguleringer af udskudt skat.
Ved beregning af årets aktuelle skat anvendes de på balancedagen
gældende skattesatser og -regler.
Moderselskabet er sambeskattet med alle danske dattervirksomheder som
indgår i konsolideringen. Den aktuelle danske selskabsskat fordeles
mellem de sambeskattede danske selskaber i forhold til disses
skattepligtige indkomster (fuld fordeling med refusion vedrørende
skattemæssige underskud). De sambeskattede selskaber indgår i
acontoskatteordningen.
Udskudt skat måles på grundlag af gældende skatteregler og
skattesatser af midlertidige forskelle mellem regnskabsmæssige og
skattemæssige værdier. Udskudte skatteaktiver, herunder skatteværdien
af fremførselsberettigede skattemæssige underskud, indregnes med den
værdi, der forventes at kunne anvendes ved opgørelse af fremtidig
skattepligtig indkomst og modregnes i udskudte skatteforpligtelser
inden for samme juridiske enhed og jurisdiktion. I de tilfælde
udskudt skat er et aktiv, optages posten under langfristede aktiver
efter en vurdering af mulighederne for fremtidig realisation.
Den udskudte skat opgøres med udgangspunkt i den planlagte anvendelse
af det enkelte aktiv henholdsvis afvikling af den enkelte
forpligtelse.
Udskudt skat måles ved anvendelse af de skattesatser og -regler i de
respektive lande, der - baseret på vedtagne eller i realiteten
vedtagne love på balancedagen - forventes at gælde, når den udskudte
skat forventes udløst som aktuel skat. Ændring i udskudt skat som
følge af ændringer i skattesatser eller -regler indregnes i
resultatopgørelsen.
Der indregnes udskudt skat af midlertidige forskelle forbundet med
kapitalandele i dattervirksomheder, medmindre moderselskabet har
mulighed for at kontrollere, hvornår den udskudte skat realiseres, og
det er sandsynligt, at den udskudte skat ikke vil blive udløst som
aktuel skat i en overskuelig fremtid.
BALANCE
Immaterielle aktiver
Goodwill
Goodwill indregnes og måles ved første indregning som forskellen
mellem kostprisen for den overtagne virksomhed og dagsværdien af de
overtagne aktiver, forpligtelser og eventualforpligtelser, jf.
beskrivelsen under koncernregnskab.
Den regnskabsmæssige værdi af goodwill allokeres til koncernens
pengestrømsfrembringende enheder på overtagelsestidspunktet.
Fastlæggelsen af pengestrømsfrembringende enheder følger den
ledelsesmæssige struktur og interne økonomistyring.
Goodwill afskrives ikke, men testes minimum én gang årligt for
værdiforringelse, jf. nedenfor.
Andre immaterielle aktiver
Betalinger for overtagelse af lejemål ("nøglepenge") klassificeres
som lejerettigheder. Lejerettigheder amortiseres over den gældende
lejeperiode eller brugstiden, hvis denne er kortere.
Amortiseringsgrundlaget reduceres med eventuelle nedskrivninger.
Lejerettigheder med en udefinerbar levetid afskrives ikke, men testes
årligt for værdiforringelse.
Software og IT-udvikling afskrives over brugstiden, der udgør 3 - 5
år. Afskrivning foretages lineært.
Materielle aktiver
Materielle aktiver måles til historisk kostpris med fradrag af
akkumulerede af- og nedskrivninger som følge af værdiforringelse.
Kostprisen omfatter anskaffelsesprisen samt omkostninger direkte
tilknyttet anskaffelsen indtil det tidspunkt, hvor aktivet er klar
til brug.
Afskrivning på forskel mellem kostpris og den forventede restværdi
foretages lineært over aktivets forventede økonomiske levetid.
Afskrivningsperioden er fastlagt på basis af ledelsens erfaring
indenfor koncernens forretningsområde og afspejler efter ledelsens
vurdering det bedste estimat for aktivernes økonomiske levetid, som
er følgende:
Indretning af lejede lokaler op til 10 år
Bygninger 25-50 år
Driftsmateriel og inventar 3-5 år
Ved ændring i afskrivningsperioden eller scrapværdien indregnes
virkningen for afskrivninger fremadrettet, som en ændring i
regnskabsmæssigt skøn.
Fortjeneste og tab ved afhændelse af materielle aktiver opgøres som
forskellen mellem salgsprisen med fradrag af salgsomkostninger og den
regnskabsmæssige værdi på salgstidspunktet. Fortjeneste eller tab
indregnes i resultatopgørelsen under andre gevinster og tab.
Værdiforringelse
Den regnskabsmæssige værdi af goodwill testes minimum én gang årligt
for værdiforringelse sammen med de øvrige langfristede aktiver i den
pengestrømsfrembringende enhed, hvortil goodwill er allokeret, og
nedskrives til genindvindingsværdi over resultatopgørelsen, såfremt
den regnskabsmæssige værdi er højere. Genindvindingsværdien opgøres
som hovedregel som nutidsværdien af de forventede fremtidige
pengestrømme fra den virksomhed som goodwill er knyttet til.
Den regnskabsmæssige værdi af langfristede aktiver, bortset fra
goodwill, immaterielle aktiver med udefinerbar brugstid, udskudte
skatteaktiver og finansielle aktiver, vurderes årligt for at afgøre,
om der er indikation af værdiforringelse. Når en sådan indikation er
til stede, beregnes aktivets genindvindingsværdi.
Genindvindingsværdien er den højeste af aktivets dagsværdi med
fradrag af forventede afhændelsesomkostninger eller kapitalværdi.
Et tab ved værdiforringelse indregnes, når den regnskabsmæssige værdi
af et aktiv henholdsvis en pengestrømsfrembringende enhed overstiger
aktivets eller den pengestrømsfrembringende enheds
genindvindingsværdi. Tab ved værdiforringelse indregnes i
resultatopgørelsen under af- og nedskrivninger.
Nedskrivninger på goodwill tilbageføres ikke. Nedskrivninger på andre
aktiver tilbageføres i det omfang, der er sket ændringer i de
forudsætninger og skøn, der førte til nedskrivningen. Nedskrivninger
tilbageføres kun i det omfang, aktivets nye regnskabsmæssige værdi
ikke overstiger den regnskabsmæssige værdi, aktivet ville have haft
efter afskrivninger, såfremt aktivet ikke havde været nedskrevet.
Finansielle aktiver
Værdipapirer måles til dagsværdi på balancedagen.
Andre finansielle aktiver måles til anskaffelsesværdi eller til
dagsværdien på balancedagen, hvor denne er lavere.
Varebeholdninger
Varebeholdninger måles til kostpris efter FIFO-metoden. Er
nettorealisationsværdien lavere end kostprisen, nedskrives til denne
lavere værdi.
Kostpris for råvarer og hjælpematerialer omfatter anskaffelsespris og
direkte eksterne hjemtagelsesomkostninger.
Kostprisen for færdigvarer omfatter kostpris for råvarer,
hjælpematerialer, eksterne produktionsomkostninger samt
hjemtagelsesomkostninger, herunder hjemtagelsesfragt og kvota.
Nettorealisationsværdien for færdigvarer opgøres som forventet
salgssum med fradrag for omkostninger, der afholdes for at effektuere
salget.
Tilgodehavender
Tilgodehavender måles ved første indregning til dagsværdi og
efterfølgende til amortiseret kostpris, der sædvanligvis svarer til
nominel værdi med fradrag af nedskrivning til imødegåelse af
forventede tab.
Periodeafgrænsningsposter
Periodeafgrænsningsposter indregnet under aktiver omfatter afholdte
omkostninger vedrørende efterfølgende regnskabsår, herunder
kollektionsprøver, husleje, forsikring m.v.
Udbytte
Foreslået udbytte indregnes som en forpligtelse på tidspunktet for
vedtagelse på den ordinære generalforsamling.
Egne aktier
Køb og salg af egne aktier samt udbytter heraf føres direkte på
egenkapitalen under "overført resultat".
Pensionsforpligtelser
Koncernen har indgået pensionsaftaler og lignende aftaler med
hovedparten af koncernens ansatte.
Forpligtelser vedrørende bidragsbaserede pensionsordninger medtages i
resultatopgørelsen i den periode, de optjenes, og skyldige
indbetalinger medtages i balancen under anden gæld.
For ydelsesbaserede ordninger foretages en årlig aktuarmæssig
beregning af kapitalværdien af de fremtidige ydelser, som skal
udbetales i henhold til ordningen. Kapitalværdien beregnes på
grundlag af forudsætninger om den fremtidige udvikling i bl.a.
lønniveau, rente, inflation og dødelighed. Kapitalværdien beregnes
alene for de ydelser, som de ansatte har optjent ret til gennem deres
hidtidige ansættelse i koncernen. Den aktuarmæssigt beregnede
kapitalværdi med fradrag af dagsværdien af eventuelle aktiver knyttet
til ordningen medtages i balancen under pensionsforpligtelser, jf.
dog nedenfor.
Forskelle mellem den forventede udvikling af pensionsaktiver og
-forpligtelser og de realiserede værdier betegnes aktuarmæssige
gevinster eller tab. Efterfølgende indregnes alle aktuarmæssige
gevinster eller tab i resultatopgørelsen.
Såfremt en pensionsordning netto er et aktiv, indregnes aktivet alene
i det omfang, det modsvarer fremtidige tilbagebetalinger fra
ordningen, eller det vil reducere fremtidige indbetalinger til
ordningen.
Hensatte forpligtelser
Hensatte forpligtelser indregnes, når koncernen har en retlig eller
faktisk forpligtelse som følge af begivenheder i regnskabsåret eller
tidligere år, og det er sandsynligt, at indfrielse af forpligtelsen
vil medføre et træk på virksomhedens økonomiske ressourcer.
Hensatte forpligtelser måles som det bedste skøn over de
omkostninger, der er nødvendige for på balancedagen at afvikle
forpligtelserne. Hensatte forpligtelser med forventet forfaldstid
over et år fra balancedagen måles til nutidsværdi.
Ved planlagte omstruktureringer i koncernen hensættes alene til
forpligtelser vedrørende omstruktureringer, som på balancedagen er
besluttet i henhold til en specifik plan, og hvor de berørte parter
er oplyst om den overordnede plan.
Andre finansielle forpligtelser
Andre finansielle forpligtelser, herunder bankgæld og leverandørgæld,
måles ved første indregning til dagsværdi. Efterfølgende måles
forpligtelserne til amortiseret kostpris ved anvendelse af den
effektive rentes metode, således at forskellen mellem provenuet og
den nominelle værdi indregnes i resultatopgørelsen som en finansiel
omkostning over låneperioden.
PENGESTRØMSOPGØRELSE
Pengestrømsopgørelsen viser koncernens og moderselskabets
pengestrømme for året fordelt på driftsaktivitet,
investeringsaktivitet og finansieringsaktivitet, årets forskydning i
likvider samt koncernens likvider ved årets begyndelse og slutning.
Pengestrømsopgørelsen opstilles således, at pengestrømme fra
driftsaktiviteter præsenteres indirekte med udgangspunkt i resultat
af primær drift.
Pengestrømme fra driftsaktivitet opgøres som koncernens andel af
resultatet reguleret for ikke-kontante driftsposter,
likviditetseffekt af særlige poster, hensættelser, betalte
finansielle poster, ændring i driftskapital samt betalinger
vedrørende selskabsskat.
Driftskapitalen omfatter kortfristede aktiver eksklusive poster, der
indgår i likvider eller er henført til investeringsaktiviteten, med
fradrag af kortfristede forpligtelser eksklusive bankgæld,
prioritetsgæld og skyldig selskabsskat.
Pengestrømme fra investeringsaktivitet omfatter betalinger i
forbindelse med køb og salg af langfristede aktiver og værdipapirer,
herunder kapitalandele i virksomheder.
Pengestrømme fra finansieringsaktivitet omfatter betalinger til og
fra aktionærer samt optagelse af og afdrag på prioritetsgæld og andre
langfristede forpligtelser, der ikke indgår under driftskapitalen.
Likvider omfatter likvide beholdninger og kortfristet bankgæld netto,
der indgår som en integreret del af koncernens likviditetsstyring.
SEGMENTOPLYSNINGER
Det primære segment for koncernen er forretningssegmentet "modetøj".
Det sekundære segment er geografiske markeder. Segmenterne følger
koncernens risici samt den ledelsesmæssige og interne økonomistyring.
Segmentoplysningerne for det sekundære segment er i øvrigt afgivet i
overensstemmelse med koncernens anvendte regnskabspraksis.
Segmentaktiver omfatter de aktiver, som anvendes i segmentets drift,
og som enten direkte eller på et rimeligt grundlag kan henføres til
segmentet.
HOVED- OG NØGLETAL
Hoved- og nøgletal er udarbejdet i overensstemmelse med Den Danske
Finansanalytikerforenings "Anbefalinger & Nøgletal 2005". Anvendte
definitioner for de enkelte nøgletal fremgår af side 92.
Investeret kapital inklusive goodwill er defineret som
nettoarbejdskapital (NWC) tillagt materielle og immaterielle aktiver,
inklusive goodwill, og fratrukket andre hensatte forpligtelser og
øvrige langfristede driftsmæssige forpligtelser. Goodwill medtages
til kostpris fratrukket goodwillnedskrivninger.
Nettoarbejdskapital (NWC) er defineret som varebeholdninger,
tilgodehavender og øvrige driftsmæssige omsætningsaktiver fratrukket
leverandørgæld og andre gældsforpligtelser samt øvrige driftsmæssige
kortfristede forpligtelser.
Beregning af resultat pr. aktie og udvandet resultat pr. aktie er
specificeret i note 10.
2. REGNSKABSMÆSSIGE SKØN OG VURDERINGER
Ved opgørelsen af den regnskabsmæssige værdi af visse aktiver og
forpligtelser kræves skøn over, hvorledes fremtidige begivenheder
påvirker værdien af disse aktiver og forpligtelser på balancedagen.
Skøn, der er væsentlige for regnskabsaflæggelsen, foretages bl.a. ved
opgørelsen af af- og nedskrivninger, værdiansættelsen af varelager og
debitorer, skatteaktiver, pensioner samt hensatte forpligtelser.
De anvendte skøn er baseret på forudsætninger, som ledelsen vurderer
er forsvarlige, men som i sagens natur er usikre og uforudsigelige. I
koncernen vil målingen af varelagre kunne påvirkes betydeligt af
væsentlige ændringer i skøn og forudsætninger, der ligger til grund
for beregningen af lagernedskrivninger. Derudover vil målingen af
goodwill ligeledes kunne blive påvirket af væsentlige ændringer i
skøn og forudsætninger, der ligger til grund for beregningen af
værdierne. For en beskrivelse af nedskrivningstest for immaterielle
aktiver henvises til note 12.
Målingen af varelageret baserer sig på en individuel sæson- og
aldersvurdering samt hvilken realisationsrisiko, der vurderes at være
på de enkelte varer.
Der foretages nedskrivning på skatteaktiver såfremt:
* Ledelsen vurderer, at det ikke er tilstrækkeligt
sandsynligt, at der kan skabes positiv drift for det enkelte
skatteobjekt (selskab) eller en gruppe af sambeskattede selskaber
inden for en overskuelig horisont (typisk 3-5 år).
* Den forventede skattepligtige indkomst er utilstrækkelig
til, at skatteaktivet kan udnyttes fuldt ud, eller
* Der på balancedagen er usikkerhed om opgørelsen af
skatteaktivet, eksempelvis som følge af en uafsluttet
skatterevision eller skattesag.
3. SEGMENTOPLYSNINGER FOR KONCERNEN
Forretningsmæssige segmenter
I forhold til det primære segment, opererer alle koncernens brands
inden for salg af "modetøj", og det er ledelsens opfattelse, at
samtlige brands i al væsentlighed opererer under samme risikoprofil
og med samme forudsætninger for langsigtet økonomisk lønsomhed.
Endvidere er såvel indkøbs- som distributions- og salgsprocesserne
fælles for samtlige brands. På baggrund heraf er der ikke givet
særskilte segmentoplysninger for enkelte brands, hvilket anses at
være i overensstemmelse med bestemmelserne i IAS 14.
Geografiske segmenter
Koncernens aktiviteter er primært lokaliseret i Skandinavien
(Danmark, Sverige og Norge) og det øvrige Europa.
Nedenstående oversigt specificerer koncernens varesalg fordelt på
geografiske markeder samt fordeling af de regnskabsmæssige værdier og
årets tilgange af materielle og immaterielle langfristede aktiver
fordelt på geografiske områder ud fra aktivernes fysiske placering.
4. NETTOOMSÆTNING
5. PERSONALEOMKOSTNINGER
Aflønning af bestyrelse, direktion og ledende medarbejdere:
Direktionen og ledende medarbejdere er omfattet af et bonusprogram,
der belønner i forhold til opnåede finansielle resultater inden for
eget ansvarsområde. Bonuspotentialet er i størrelsesordenen 20-30% af
årsgagen. Bonusprogrammet belønner resultatdannelse inden for det
enkelte regnskabsår og er medvirkende til at sikre indfrielse af
koncernens vækstmål.
Vederlagspolitik
Bestyrelsen sikrer, at direktionens samlede individuelle vederlag
afspejler værdien for selskabet af deres indsats. Direktionens
aflønning består af en kontantløn, op til 10% pension, årlig bonus,
bilordning, optionsprogrammer samt sædvanlige benefits. Den
overordnede sammensætning af direktionens aflønning forventes i al
væsentlighed at være uændret for 2008/09, hvorved vederlagspolitikken
gennemføres på samme måde som i 2007/08.
Såfremt et medlem af moderselskabets direktion opsiges af selskabet
inden pensionstidspunktet, er selskabet pligtig til at betale løn i
opsigelsesperioden på 12 måneder, hvori en eventuel ny lønindtægt
efter 3 måneder kan modregnes.
Aktieoptionsprogram
Bestyrelsen har i foråret 2008 tildelt aktieoptioner til selskabets
administrerende direktør og selskabets økonomidirektør.
Aktieoptionsordningen pr. 30. juni 2008 omfatter 130.000 stk.
udestående aktieoptioner.
Hver aktieoption giver optionsejeren ret til erhvervelse af én
eksisterende aktie a nom. 10 DKK i selskabet. Aktieoptionsordningen
giver ret til erhvervelse af 0,7% af aktiekapitalen, såfremt samtlige
aktieoptioner udnyttes.
De tildelte aktieoptioner giver selskabets administrerende direktør
adgang til i umiddelbar forlængelse af selskabets offentliggørelse af
årsrapporten for 2008/09, 2009/10, 2010/11, 2011/2012 og 2012/13 mod
kontant betaling at erhverve 20.000 stk. aktier pr. år.
De tildelte aktieoptioner giver selskabets økonomidirektør adgang til
i umiddelbar forlængelse af selskabets offentliggørelse af
årsrapporten for 2007/08, 2008/09 og 2009/10 mod kontant betaling at
erhverve 10.000 stk. aktier pr. år.
Optionerne blev udstedt til en udnyttelseskurs, der svarer til 180,0
DKK, og denne udnyttelseskurs tillægges 5% p.a. regnet fra den 31.
marts 2008. Aktieoptioner, der ikke udnyttes i et år, kan udnyttes i
de efterfølgende to år. Optionerne bortfalder ved ophør af
ansættelsesforholdet.
Optionerne kan udelukkende afregnes i aktier. En andel af selskabets
beholdning af egne aktier er reserveret til afregning af de tildelte
optioner.
Der blev i september 2007 tildelt optioner til 66 ledere og
nøglemedarbejdere. Tildelingen var præstationsafhængig og baseret på
en andel fra 10% - 30% af den enkelte medarbejders løn, der via en
Black & Scholes beregning udløste et konkret antal optioner til den
pågældende medarbejder. Den samlede tildeling udgjorde 237.769 stk.
optioner, som hver giver ret til erhvervelse af én eksisterende af
nom. 10 DKK. Aktieoptionsordningen giver ret til erhvervelse af 1,3%
af aktiekapitalen, såfremt samtlige aktieoptioner udnyttes.
Optionerne blev udstedt til en udnyttelseskurs på DKK 329,39 pr.
aktie med et tillæg på 5% p.a regnet fra den 13. september 2007.
Optionerne kan tidligst udnyttes efter offentliggørelsen af
årsrapporten for 2009/10 og senest efter offentliggørelsen af
årsrapporten for 2012/13.
Optionerne kan udelukkende afregnes i aktier. En andel af selskabets
beholdning af egne aktier er reserveret til afregning af de tildelte
optioner.
Der blev i foråret 2005 tildelt aktieoptioner til direktionen (2
personer). Aktieoptionsordningen pr. 30. juni 2008 omfatter 60.000
stk. udestående aktieoptioner, og der er udnyttet 40.000 optioner i
2007/08. Hver aktieoption giver optionsejeren ret til erhvervelse af
én eksisterende aktie a nom. 10 DKK i selskabet. 60.000 stk. er i
regnskabsåret 2007/08 bortfaldet som følge af ophør af
ansættelsesforholdet. Aktieoptionsordningen giver ret til erhvervelse
af 0,3% af aktiekapitalen, såfremt samtlige aktieoptioner udnyttes.
Optionerne blev udstedt til en udnyttelseskurs der svarer til 154,50,
og denne udnyttelseskurs tillægges 5% p.a. regnet fra den 15. april
2005. Ikke udnyttede købsoptioner for et år kan ikke overføres til
senere år.
Optionerne kan udelukkende afregnes i aktier. En andel af selskabets
beholdning af egne aktier er reserveret til afregning af de tildelte
optioner.
Specifikation af udestående aktieoptioner:
Den gennemsnitlige børskurs for udnyttede optioner i 2007/08 var
335,0 DKK (2006/07: 344,5 DKK).
I 2007/08 udgør indregnet dagsværdi af aktieoptioner for koncernen
2,8 mio. DKK i resultatopgørelsen (2006/07: 1,2 mio. DKK). I 2007/08
udgør indregnet dagsværdi af aktieoptioner for moderselskabet 1,5
mio. DKK i resultatopgørelsen (2006/07: 1,2 mio. DKK).
Udnyttelsesperioden for tildelte aktieoptioner til direktionen i
2007/08 løber i perioden fra efteråret 2008 til efteråret 2013 i en
periode på 30 dage efter offentliggørelse af selskabets årsrapport.
Det samlede program kan udnyttes med 10.000 stk. i efteråret 2008,
30.000 stk i efteråret 2009, 30.000 stk. i efteråret 2010 og de
resterende 60.000 stk. kan udnyttes med 1/3 i hvert af de resterende
år.
Udnyttelsesperioden for tildelte aktieoptioner til ledende
medarbejdere i 2007/08 løber i perioden fra efteråret 2010 til
efteråret 2013 i en periode på 4 uger efter offentliggørelse af
selskabets årsrapport.
Udnyttelsesperioden for tildelte aktieoptioner i 2004/05 løber i
perioden fra efteråret 2006 til efteråret 2009 i en periode på 30
dage efter offentliggørelse af selskabets årsrapport. Det samlede
program kan udnyttes med 40.000 stk. i efteråret 2008 og 20.000 stk i
efteråret 2009.
Der har ikke været aktieoptionsprogrammer, hvor optionerne kunne
afregnes ved kontant differenceafregning.
Warrantprogram
Der blev i april 2007 tildelt et warrantprogram til 1 leder. De
tildelte warrants giver adgang til at tegne i alt 10.000 stk. aktier
med indtil 1/3 i efteråret 2007, 2008 og 2009 efter offentliggørelse
af årsrapporten. Tegningskursen udgør 328,3 og denne tillægges 5%
p.a. regnet fra den 11. april 2007.
Herudover er der i november 2006 tildelt et warrantprogram til 4
ledere, som er tiltrådt deres funktioner siden seneste tildeling i
maj 2006. De tildelte warrants giver adgang til at tegne i alt 30.000
stk. aktier med indtil 1/3 i efteråret 2007, 2008 og 2009 efter
offentliggørelse af årsrapporten. Tegningskursen udgør 363,0 og denne
tillægges 5% p.a. regnet fra den 24. november 2006.
I maj 2006 blev der tildelt et warrantprogram til 7 ledere. De
tildelte warrants giver adgang til at tegne i alt 65.000 stk. aktier
med indtil 1/3 i efteråret 2007, 2008 og 2009 efter offentliggørelse
af årsrapporten. Tegningskursen udgør 382,7 og denne tillægges 5%
p.a. regnet fra den 19. maj 2006.
Endelig blev der i foråret 2005 tildelt et warrantprogram til en
række nøglemedarbejdere (45 personer). De tildelte warrants giver
adgang til at tegne i alt 365.000 stk. aktier med indtil 1/3 i
efteråret 2006, 2007 og 2008 efter offentliggørelse af årsrapporten.
Tegningskursen udgjorde 154,50 og denne tillægges 5% p.a. regnet fra
den 15. april 2005.
For alle tildelte warrants gælder det, at ikke udnyttede warrants fra
et år kan overføres til det følgende år inden for programmets
løbetid. Indehaverens udnyttelse af de tildelte warrants er betinget
af, at vedkommende ikke har opsagt sin stilling på
udnyttelsestidspunktet. Der er ikke øvrige betingelser for
retserhvervelse.
Specifikation af udestående warrants:
Den gennemsnitlige børskurs for udnyttede warrants i 2007/08 var
355,5 DKK (2006/07: 341,8 DKK).
I 2007/08 udgør indregnet dagsværdi af warrants for koncernen 3,4
mio. DKK i resultatopgørelsen (2006/07: 4,8 mio. DKK). I 2007/08
udgør indregnet dagsværdi af warrants for moderselskabet 2,4 mio. DKK
i resultatopgørelsen (2006/07: 2,9 mio. DKK).
De beregnede dagsværdier ved tildeling er baseret på Black & Scholes
modellen. De anvendte forudsætninger, som er baseret på aktuelle
markedsforhold, fremgår nedenfor:
I forbindelse med dagsværdiberegningen udgør løbetiderne de
gennemsnitlige forventede løbetider.
Den forventede volatilitet er baseret på volatiliteten i det seneste
år for IC Companys aktien, der er sammenholdt med ledelsens
forventninger.
Den risikofrie rente er fastsat tilsvarende renten på en
statsobligation med en tilsvarende løbetid som det tildelte program.
6. ANDRE EKSTERNE OMKOSTNINGER
I andre eksterne omkostninger indgår det samlede honorar for det
forløbne regnskabsår til de generalforsamlingsvalgte revisorer.
Honorarerne kan specificeres således:
To af koncernens mindre datterselskaber revideres ikke af Deloitte,
en af disses udenlandske samarbejdspartnere eller af en anerkendt
international revisionsvirksomhed.
7. ANDRE GEVINSTER OG TAB
8. FINANSIELLE POSTER, INDTÆGTER OG OMKOSTNINGER
9. ÅRETS SKAT
Skat af årets resultat kan forklares således:
10. RESULTAT PR. AKTIE
* Der er i det beregnede udvandede resultat pr. aktie taget højde for
en eventuel justeringsfaktor, der anvendes ved emissioner, der er
afsluttet i regnskabsperioder før den indeværende.
11. UDBYTTE
Der henvises til moderselskabets note 9.
12. KONCERNENS IMMATERIELLE OG MATERIELLE AKTIVER
* Af aktiver under opførelse klassificeres 1,0 mio. DKK som
IT-systemer under udvikling i balancen under immaterielle aktiver.
Den offentlige vurdering af danske grunde og bygninger udgjorde 116
mio. DKK pr. 30. juni 2008 (vurdering pr. 1. oktober 2006) (116 mio.
DKK pr. 30. juni 2007), og bogført værdi af danske grunde og
bygninger udgør 174,6 mio. DKK.
Goodwill
Goodwill opstået i forbindelse med virksomhedssammenslutninger
fordeles på overtagelsestidspunktet til de pengestrømsfrembringende
enheder, som forventes at opnå økonomiske fordele af overtagelsen.
Den regnskabsmæssige værdi af goodwill er fordelt således på de
respektive pengestrømsfrembringende enheder:
Goodwill testes minimum en gang årligt for værdiforringelse og
hyppigere, hvor der er indikatorer på værdiforringelse.
Genindvindingsværdien for de enkelte pengestrømsfrembringende
enheder, som goodwillbeløbene er fordelt til, opgøres med
udgangspunkt i beregninger af enhedernes kapitalværdi, hvilket vil
sige en tilbagediskontering af forventede fremtidige pengestrømme,
som sammenholdes med de regnskabsmæssige værdier. De fremtidige
pengestrømme baseres på virksomhedernes forretningsplaner og
budgetter i strategiperioden for 2008/09-2012/13. De væsentligste
parametre i beregningen af kapitalværdien er nettoomsætning, EBITDA
og arbejdskapital. Forretningsplanerne er baseret på ledelsens
konkrete vurdering af forretningsenhedernes forventede udvikling i
strategiperioden. Ved beregningen af kapitalværdien er der anvendt en
WACC på 8,6% før skat.
Lejerettigheder med udefinerbar brugstid
Ud af den totale regnskabsmæssige værdi af "Lejerettigheder"
relaterer 6,2 mio. DKK (2006/07: 6,1 mio. DKK) sig til
lejerettigheder med en udefinerbar brugstid, hvilket er bestemt ud
fra de kontraktlige vilkår forbundet med lejemålet. Der er derfor
gennemført en værdiforringelsestest pr. 30. juni 2008, og ledelsen
har vurderet, at genindvindingsværdien overstiger den
regnskabsmæssige værdi.
13. KONCERNENS FINANSIELLE AKTIVER
Koncernen har i 2006/07 ydet et lån på 3 mio. DKK til en
engrospartner til brug for finansiering af driftsmæssige
investeringer. Dette lån er indfriet i løbet af 2007/08. Koncernen
har i 2007/08 ydet et ansvarligt lån på 1,1 mio. DKK til en
samarbejdspartner. Løbetiden på udlånet er 5 år med en variabelrente, der reguleres i forhold til den til enhver tid gældende
Reposrente med et tillæg på 150 basispunkter. Den effektive rente
udgør 5,85% pr. 30. juni 2008. Der er ikke modtaget sikkerhed for
lånet. Den regnskabsmæssige værdi for udlånet svarer til dagsværdien.
Den regnskabsmæssige værdi for aktier og deposita svarer til
dagsværdien.
14. UDSKUDT SKAT
De ikke indregnede skatteaktiver vedrører skattemæssige underskud,
hvor det er vurderet, at det ikke er tilstrækkeligt sandsynligt, at
underskuddene vil blive udnyttet inden for en overskuelig fremtid. De
ikke indregnede skattemæssige underskud er i al væsentlighed
fremførbare tidsubegrænsede, og der henvises i øvrigt til note 26.
Midlertidige forskelle og ændringer heri i årets løb udgør:
15. VAREBEHOLDNINGER
Årets bevægelser i lagernedskrivninger:
Varebeholdninger opgjort til nettorealisationsværdi udgør pr. 30.
juni 2008 113,3 mio. DKK (2006/07 96,9 mio. DKK).
16. TILGODEHAVENDER FRA SALG AF VARER OG TJENESTEYDELSER
Bevægelse i nedskrivning til imødegåelse af tab på dubiøse debitorer:
Nedskrivninger foretages til nettorealisationsværdi svarende til
summen af de fremtidige nettoindbetalinger, som tilgodehavenderne
forventes at indbringe. Nedskrivninger foretages på baggrund af en
individuel vurdering af tilgodehavenderne.
Varedebitorer (brutto) kan specificeres som følger:
Tilgodehavendernes regnskabsmæssige værdi svarer i al væsentlighed
til deres dagsværdier.
Tilgodehavenderne er ikke rentebærende før normalt 30-60 dage efter
faktureringstidspunktet. Herefter tilskrives tilgodehavenderne renter
af det udestående beløb.
17. ANDRE TILGODEHAVENDER
Det er ledelsens vurdering, at den regnskabsmæssige værdi af
tilgodehavender pr. 30. juni 2008 i al væsentlighed svarer til
dagsværdien, og at der ikke er særlige kreditrisici forbundet med
tilgodehavenderne.
18. PERIODEAFGRÆNSNINGSPOSTER, AKTIVER
19. SELSKABSKAPITAL
Selskabskapitalen består af 17.919.632 aktier a nominelt DKK 10.
Ingen aktier er tillagt særlige rettigheder. Hele selskabskapitalen
er fuldt indbetalt.
Der er foretaget følgende kapitaludvidelser de seneste 5 år:
Selskabet kan i henhold til generalforsamlingsbeslutning erhverve
maksimalt egne aktier svarende til 10% af aktiekapitalen.
Egne aktier pr. 1. juli 2005 er oprindeligt erhvervet med henblik på
afdækning af selskabets forpligtelser i henhold til
aktieoptionsprogrammet for direktionen.
I 2007/08 har selskabet i lighed med 2006/07 gennemført
aktietilbagekøb, hvor formålet med programmet er at nedsætte IC
Companys aktiekapital. Under det gennemførte program har selskabet i
2007/08 erhvervet nom. 10.912.000 DKK (2006/07: 6.597.250 DKK) egne
aktier til en gennemsnitlig kurs på 217,7 DKK (2006/07: 341,4 DKK),
svarende til 237,6 mio. DKK (2006/07: 225,2 mio. DKK) eksklusive
kurtage.
På baggrund af de gennemførte aktietilbagekøb er der i januar 2008
annulleret 585.925 stk. aktier.
Værdien af egne aktier til børskursen pr. 30. juni 2008 udgør 205,7
mio. DKK (pr. 30. juni 2007 271,5 mio. DKK).
20. PENSIONSFORPLIGTELSER
Danske selskabers pensionsforpligtelser er forsikringsmæssigt
afdækket, hvilket ligeledes gør sig gældende for
pensionsforpligtelser i en lang række af koncernens udenlandske
virksomheder. Udenlandske selskaber, der ikke er eller kun delvist er
afdækket forsikringsmæssigt (ydelsesbaserede ordninger), opgør de
uafdækkede pensionsforpligtelser aktuarmæssigt til nutidsværdi på
balancetidspunktet. Koncernens ydelsesbaserede ordninger eksisterer i
Holland og Norge. Disse pensionsordninger afdækkes i pensionsfonde
for medarbejderne. I koncernregnskabet er der under forpligtelser
indregnet 5,7 mio. DKK (2006/07: 5,1 mio. DKK) til afdækning af
koncernens forpligtelser over for nuværende og tidligere medarbejdere
efter fradrag af de til ordningerne knyttede aktiver. Moderselskabet
har kun bidragsbaserede pensionsordninger.
For ydelsesbaserede ordninger foretages en aktuarmæssig beregning af
kapitalværdien af de fremtidige ydelser, som virksomheden skal
udbetale i henhold til ordningen. Kapitalværdien beregnes på grundlag
af forudsætninger om bl.a. opgørelsesrente, stigning i lønninger og
pensioner, investeringsafkast, medarbejderfratrædelse og dødelighed.
Kapitalværdien beregnes alene for de ydelser, som de ansatte har
optjent ret til gennem deres hidtidige ansættelse i virksomheden.
I resultatopgørelsen for koncernen er der indregnet 33,3 mio. DKK
(2006/07: 25,7 mio. DKK) som omkostninger vedrørende
forsikringsmæssigt afdækkede ordninger (bidragsbaserede). Vedrørende
ikke forsikringsmæssigt afdækkede ordninger (ydelsesbaserede
ordninger) er der for koncernen indregnet en omkostning på 2,1 mio.
DKK (2006/07: 0,9 mio. DKK som indtægt).
I bidragsbaserede pensionsordninger er arbejdsgiver forpligtet til at
indbetale et bestemt bidrag (f.eks. et fast beløb eller en fast
procentdel af lønnen). I en bidragsbaseret ordning har koncernen ikke
risikoen med hensyn til den fremtidige udvikling i rente, inflation,
dødelighed og invaliditet.
Pensionsforpligtelsen kan specificeres således:
Forudsætningerne for de aktuarmæssige beregninger pr. balancedagen
kan gennemsnitligt oplyses som følger:
Ordningernes aktiver består af almindelige investeringsaktiver,
blandt andet aktier og obligationer. Der er ikke investeret i
koncernens egne aktier.
Det forventede afkast på ordningerne er baseret på langfristede
forventninger til aktivernes afkast i de respektive lande. Det
faktiske afkast af ordningernes aktiver udgjorde i 2007/08 -2,5 mio.
DKK (2006/07 -0,3 mio. DKK). Koncernens forventede bidrag til
ordninger i 2008/09 udgør 1,7 mio. DKK.
21. LANGFRISTET GÆLD TIL KREDITINSTITUTTER
Den langfristede gældsforpligtelse pr. 30. juni 2008 til
kreditinstitutter er et stående lån i DKK med variabel rente. Den
gennemsnitlige rente udgjorde i 2007/08 5,30% p.a. (2006/07 4,33%).
Lånet udgjorde 168,0 mio. DKK pr. 30. juni 2007. Gældens
regnskabsmæssige værdi svarer i al væsentlighed til dagsværdien.
22. KORTFRISTEDE GÆLDSFORPLIGTELSER TIL KREDITINSTITUTTER
Koncernens samlede kortfristede gældsforpligtelser til
kreditinstitutter udgøres af danske og udenlandske kassekreditter med
en gennemsnitlig variabel rentesats på 5,40% p.a. (5,23% i 2006/07).
De kortfristede gældsforpligtelser forfalder på anfordring, hvorfor
dagsværdien svarer til den regnskabsmæssige værdi.
De kortfristede gældsforpligtelser til kreditinstitutter fordeler sig
på følgende valutaer:
23. LEVERANDØRER AF VARER OG TJENESTEYDELSER
Den regnskabsmæssige værdi svarer til forpligtelsernes dagsværdi.
24. ANDEN GÆLD
Af fratrædelsesgodtgørelser forfalder 10,2 mio. DKK inden for et år.
Den regnskabsmæssige værdi af skyldige poster under anden gæld svarer
i al væsentlighed til forpligtelsernes dagsværdi.
25. OPERATIONEL LEASING
Koncernen leaser ejendomme under operationelle leasingkontrakter.
Leasingperioden er typisk en periode mellem 3 - 10 år med mulighed
for forlængelse efter periodens udløb. En lang række af
huslejekontrakterne indeholder bestemmelser om omsætningsbestemt
husleje.
Koncernen leaser derudover biler og andet driftsmateriel under
operationelle leasingkontrakter. Leasingperioden er typisk en periode
mellem 3 - 5 år med mulighed for forlængelse efter periodens udløb.
Der er i resultatopgørelsen for koncernen for 2007/08 indregnet 246,7
mio. DKK (2006/07: 233,6 mio. DKK) vedrørende operationel leasing.
En del af de lejede butikslejemål videreudlejes til franchisebutikker
m.v., og i forbindelse hermed er der modtaget en lejeindtægt
vedrørende uopsigelige lejekontrakter på 24,2 mio. DKK (2006/07: 26,1
mio. DKK). Den forventede fremtidige minimum lejeindtægt i henhold
til uopsigelige lejekontrakter udgør 46,8 mio. DKK i regnskabsårene
2007/08 - 2016/17 (2006/07: 66,2 mio. DKK).
26. ØVRIGE ØKONOMISKE FORPLIGTELSER OG EVENTUALFORPLIGTELSER
Selskabet hæfter solidarisk sammen med de øvrige sambeskattede danske
selskaber for skat af sambeskatningsindkomsten for perioden 2003/04 -
2004/05.
Selskabet har indgået bindende aftaler med leverandører vedrørende
levering af kollektioner frem til 31. december 2008, hvoraf
størstedelen knytter sig til indgåede salgsordrer med præordrekunder.
Moderselskabets aktier i datterselskabet Raffinaderivej 10 A/S
(indregnet i koncernregnskabet med en indre værdi på 1,1 mio. DKK) er
stillet til sikkerhed for koncernens langfristede gæld vedrørende
købet af ejendommen Raffinaderivej 10, der udgør 168,0 mio. DKK pr.
30. juni 2008. Bogført værdi af ejendommen udgør 163,4 mio. DKK.
Koncernen har for tiden ingen løbende retssager, der kan have
væsentlig påvirkning på koncernens økonomiske stilling.
Der påhviler koncernen normale branchemæssige returforpligtelser.
Ledelsen forventer ikke væsentlige tab herpå.
Koncernen fører løbende sager med danske og udenlandske
skattemyndigheder. IC Companys har gennem lang tid været underlagt en
skatterevision af et af koncernens tyske selskaber, som i de af
revisionen omfattede indkomstår har genereret et skattemæssigt
underskud på 145 mio. DKK. De tyske myndigheder har på baggrund af
revisionen foretaget en forhøjelse af indkomsten i de pågældende år
på 130 mio. DKK. Argumentationen er, at der ikke har været anvendt
korrekt transfer pricing. IC Companys har indbragt sagen til de
danske skattemyndigheder med henblik på en korresponderende
korrektion og tilbagebetaling af betalt skat. De danske myndigheder
har afvist dette. Som følge heraf har IC Companys valgt at indbringe
sagen for EF-Voldgifts-konventionen i henhold til reglerne derom.
I regnskabsåret 2007/08 er der gennemført skatterevision af
koncernens andet tyske selskab. I de af revisionen omfattede
indkomstår er der netto genereret underskud på 55 mio. DKK. De tyske
myndigheder har på baggrund af revisionen forhøjet indkomsten med 65
mio. DKK. Argumentationen er som i sagen ovenfor, at der ikke har
været anvendt korrekt transfer pricing. De danske myndigheder har
også i dette tilfælde afvist at gennemføre en korresponderende
korrektion. Sagen vil derfor blive indbragt for
EF-Voldgiftskonventionen i lighed med sagen ovenfor, hvor det
forberedende arbejde pågår.
Erfaringsmæssigt tager sager der bliver indbragt for
EF-Voldgiftskonventionen lang tid at løse, og der forventes på den
baggrund tidligst en afklaring vedrørende henholdsvis den først
omtalte sag inden for 1 år og den sidst omtalte inden for 3 år.
Skatteværdien af de omtalte underskud samt den eventuelle
tilbagebetaling af dansk betalt skat er ikke indregnet i balancen.
27. PENGESTRØMME FRA INVESTERINGS- OG FINANSIERINGSAKTIVITETER
28. ÆNDRING I DRIFTSKAPITAL
29. LIKVIDE BEHOLDNINGER ULTIMO
Koncernens samlede kredittilsagn udgør 1.420 mio. DKK pr. 30. juni
2008 (30. juni 2007: 1.209 mio. DKK). Heraf er 771 mio. DKK udnyttet
via kort og langfristet gæld til kreditinstitutter, og 270 mio. DKK
er udnyttet til trade finance faciliteter og garantier. Herved udgør
de uudnyttede kreditfaciliteter 379 mio. DKK. Alle kredittilsagn er
standby kreditter, der kan udnyttes med dags varsel.
30. RISICI OG AFLEDTE FINANSIELLE INSTRUMENTER
Valutarisiko
Koncernens valutarisiko (transaktionsrisiko) håndteres centralt af
koncernens treasury afdeling. DKK er koncernens funktionelle valuta,
og valutapositioner afdækkes som udgangspunkt over for DKK.
Koncernens primære transaktionsrisiko opstår ved køb og salg af varer
i fremmed valuta. Afdækningen af de regnskabsmæssige såvel som
forventede risici sker i form af terminsforretninger og/eller
optioner. Sikringen sker som udgangspunkt for en 12 måneders periode.
Valutaerne HKD og USD er pr. 30. juni 2008 sikret for en 18 måneders
periode.
Valutaterminskontrakter vedrører udelukkende sikring af varesalg og
varekøb, jf. koncernens politik herfor. Risikoafdækningen af
koncernens transaktionseksponering foretages ud fra en samlet
vurdering af cashflow behov for de kommende 12 måneder, og for USD og
HKD de kommende 18 måneder. Der foretages som udgangspunkt
kurssikring af cashflow i alle valutaer. Dog afdækkes EUR ikke.
Koncernens valutaeksponering afdækkes centralt, dog har få
dattervirksomheder uafdækket eksponering i valuta i de tilfælde, hvor
der er indgået huslejekontrakter i anden valuta end den lokale.
Nettoudestående valutaterminskontrakter pr. 30. juni 2008 for
koncernen og moderselskabet, som anvendes til og opfylder
betingelserne for regnskabsmæssig sikring af fremtidige
transaktioner:
* Positive hovedstole af valutaterminsforretninger er køb af den
pågældende valuta, og negative hovedstole er salg.
Åbentstående valutakurssikringsaftaler for koncernen og
moderselskabet, der opfylder betingelserne for regnskabsmæssig
sikring af indregnede aktiver og forpligtelser:
Kurstabet pr. 30. juni 2008 er indregnet i resultatopgørelsen under
vareforbrug.
De beregnede dagsværdier er opgjort på baggrund af aktuelle
rentekurver og valutakurser pr. 30. juni 2008.
I 2007/08 er der i resultatopgørelsen indregnet i alt 1,5 mio. DKK
vedrørende ineffektive cash flow sikringstransaktioner (2006/07: -1,1
mio. DKK).
Koncernen og moderselskabet har ingen åbenstående
valutakurssikringsaftaler, der ikke opfylder betingelserne for
regnskabsmæssig sikring pr. 30. juni 2008 eller pr. 30. juni 2007.
De under egenkapitalen indregnede positive/negative markedsværdier,
er behandlet efter reglerne for sikring af fremtidige pengestrømme,
og afvikles/reguleres i årets løb efter "hedge accounting
principperne".
Koncernens nettoposition vil udregnet efter value at risk metoden
maksimalt kunne påføre et tab på DKK 2,0 mio. DKK. Beregningen er
foretaget udfra et 95% konfidensinterval med en løbetid på 6 mdr.
Value at risk er et udtryk for hvad, der maksimalt kan tabes på en
position beregnet ud fra volatiliteter på de forskellige valutaer,
samt korrelationer mellem valutaerne. Beregningen er lavet på
historiske data.
Bortset fra afledte finansielle instrumenter indgået til sikring af
valutarisici i balancen, er der i resultatopgørelsen ikke indregnet
ændringer i dagsværdien for unoterede finansielle aktiver og
forpligtelser.
Beregningen af dagsværdier på finansielle instrumenter er sket på
baggrund af officielle markedskurser på et aktivt marked herunder
observerbare markedsrentekurver og valutakurser pr. 30. juni 2008.
De eksisterende kategorier af finansielle aktiver og forpligtelser er
vist nedenfor:
Translationsrisiko
I henhold til koncernens finanspolitik sikres translationsricisi
(investering i eller lån til udenlandske datterselskaber) normalt
ikke. Eneste undtagelse er moderselskabets investering i svenske
datterselskaber, der i 2005/06 blev sikret med valuta-/renteswaps på
1.660 mio. SEK. Pr. 1. juli 2007 var sikringen reduceret til nominelt
900 mio. SEK. Disse valuta-/renteswaps er i regnskabåret 2007/08
blevet afviklet. Dagsværdireguleringen i forhold til året før
udgjorde 4,9 mio. DKK. Heraf er 3,7 mio. DKK indregnet i
resultatopgørelsen under finansielle poster som en indtægt vedørende
den ineffektive del og 1,2 mio. DKK er indregnet på egenkapitalen
vedørende den effektive del.
Likviditetsrisiko
IC Companys sikrer et tilstrækkeligt likviditetsberedskab ved en
kombination af likviditetsstyring og ikke-garanterede
kreditfaciliteter, jf. note 29.
Renterisiko
Koncernens renterisiko overvåges løbende af treasury afdelingen i
overensstemmelse med koncernens politikker på området. Koncernen
benytter sig af matching af løbetiden på de enkelte aktiver/passiver.
Den typiske neutrale løbetid for koncernen er 2 mdr. Ved eventuel
afdækning af renterisici benyttes FRA's og/eller renteswaps.
Selskabets renterisiko relaterer sig til den rentebærende gæld.
Selskabets låneportefølje består af kortfristet bankgæld, samt et
langfristet lån der finansierer virksomhedens ejendomsbesiddelse.
Følsomheden ved en renteændring på +/-1% udgør ca. DKK +/-0,6 mio.
DKK udregnet efter BPV metoden.
Følgende løbetids-/revurderingstidspunkt er gældende for koncernens
finansielle aktiver og forpligtelser:
Kreditrisiko
Koncernen samarbejder kun med internationale anerkendte banker med
høj kreditvurdering. Kreditrisikoen på terminsforretninger og
kontoindeståender anses derfor for lav.
I forhold til tilgodehavender fra salg, anvendes der typisk
kreditforsikring i lande, hvor kreditrisikoen vurderes for værende
høj, og hvor dette er muligt. Dette gælder primært for
eksportmarkeder, hvor IC Companys ikke er repræsenteret ved et
selvstændigt salgsselskab.
Herudover er kreditrisikoen vedrørende Tilgodehavender fra salg af
varer og tjenesteydelser og Andre tilgodehavender begrænset, da
koncernen ikke har nogen betydelig koncentration af kreditrisiko,
idet eksponeringen er spredt på et stort antal modparter og kunder på
en lang række markeder.
31. TRANSAKTIONER MED NÆRTSTÅENDE PARTER
IC Companys A/S' nærtstående parter omfatter dattervirksomheder, som
vist bagerst i årsrapporten, samt selskabernes bestyrelse, direktion
og ledende medarbejdere samt disses relaterede familiemedlemmer.
Nærtstående parter omfatter tillige selskaber, hvori førnævnte har
væsentlige interesser. IC Companys A/S har ingen nærtstående parter
med bestemmende indflydelse på selskabet.
IC Companys A/S har betydelig samhandel med alle dattervirksomheder.
Samhandel foregår på markedsvilkår.
Samhandel med tilknyttede virksomheder har omfattet følgende:
Transaktioner med tilknyttede virksomheder er elimineret i
koncernregnskabet i overensstemmelse med den anvendte
regnskabspraksis.
Direktionens, bestyrelsens og ledende medarbejderes aflønning,
aktieaflønningsprogrammer og aktiebeholdninger er omtalt i note 5.
Direktionens og bestyrelsens øvrige ledelseshverv fremgår af side 90.
Forrentning af mellemværender med tilknyttede virksomheder fremgår af
moderselskabets note 7.
Moderselskabets mellemværender med tilknyttede virksomheder udgør
almindelige forretningsmellemværender, der er indgået på
samhandelsbetingelser svarende til koncernens og moderselskabets
øvrige kunder og leverandører. Moderselskabet har tillige ydet lån
til tilknyttede virksomheder, som pr. 30. juni 2008 udgør 862,3 mio.
DKK (30. juni 2007: 878,8 mio. DKK). Lånene forrentes på almindelige
markedsvilkår. 831,9 mio. DKK forfalder i 2008 og de resterende 30,4
mio. DKK er et stående lån uden aftalt forfaldstidspunkt. I
moderselskabets nettotilgodehavender hos tilknyttede virksomheder er
der hensat 80 mio. DKK (30. juni 2007: 66,0 mio. DKK) til imødegåelse
af sandsynlige fremtidige tab i dattervirksomheder med negativ indre
værdi.
Moderselskabet har afgivet støtteerklæringer over for visse
dattervirksomheder.
Moderselskabet har modtaget 50,3 mio. DKK (2006/07: 353,0 mio. DKK) i
udbytte fra dattervirksomheder.
Koncernen har indgået lejekontrakt med I/S Hakkesstraat 35-37, Venlo,
Holland, vedrørende leje af ejendom. Dette interessentskab ejes af
bestyrelsesformand Niels Martinsen (der via Friheden Invest A/S ejer
39,0 % af IC Companys A/S) med 95%. Ejendommen rummer et
distributionscenter. Lejeaftalen er baseret på markedsmæssige vilkår
fastlagt på grundlag af uvildig lejevurdering foretaget af
autoriseret ejendomsmægler i Holland. Aftalen er gensidig uopsigelig
indtil den 1. november 2008. Koncernen har i 2007/08 betalt en leje
på 2,4 mio. DKK (2006/07: 2,4 mio. DKK) vedrørende det pågældende
lejemål.
Selskabet har i årets løb haft andre transaktioner med Niels
Martinsen og selskaber kontrolleret af Niels Martinsen.
Transaktionerne er alle indgået på markedsvilkår og overstiger ikke 1
mio. DKK i regnskabsåret.
Der har ikke hverken i indeværende eller tidligere år, bortset fra
koncerninterne transaktioner, der er elimineret i koncernregnskabet
samt normalt ledelsesvederlag, været gennemført transaktioner med
bestyrelse, direktion, ledende medarbejdere, væsentlige aktionærer
eller andre nærtstående parter.
MODERSELSKABETS ÅRSREGNSKAB
Indholdsfortegnelse
RESULTATOPGØRELSE
............................................................................
70
AKTIVER -
BALANCE................................................................................
71
PASSIVER -
BALANCE..............................................................................
72
EGENKAPITALENS
UDVIKLING..................................................................
73
MODERSELSKABETS
PENGESTRØMSOPGØRELSE...................................... 74
NOTER....................................................................................................
75
RESULTATOPGØRELSE
AKTIVER - BALANCE
PASSIVER - BALANCE
EGENKAPITALENS UDVIKLING, MODERSELSKAB
MODERSELSKABETS PENGESTRØMSOPGØRELSE
NOTER
1. ANVENDT REGNSKABSPRAKSIS
Årsrapporten for moderselskabet er en integreret del af "Årsregnskab
2007/08" for IC Companys A/S. Moderselskabets årsregnskab for 2007/08
aflægges i overensstemmelse med IFRS. Moderselskabets
regnskabspraksis er uændret i forhold til sidste år.
Anvendt regnskabspraksis for moderselskabet er ud over punkterne
nedenfor, den samme som for koncernen, som fremgår af note 1 for
koncernen.
Andre driftsindtægter
Andre driftsindtægter består af administrationsbidrag fra
dattervirksomheder til moderselskabet for deres andel af koncernens
fællesomkostninger.
Udbytte af kapitalandele i dattervirksomheder i moderselskabets
årsrapport
Udbytte fra kapitalandele i dattervirksomheder indtægtsføres i
moderselskabets resultatopgørelse i det regnskabsår, hvor udbyttet
deklareres. I det omfang udloddet udbytte overstiger den akkumulerede
indtjening efter overtagelsestidspunktet, indtægtsføres udbyttet dog
ikke i resultatopgørelsen, men indregnes som reduktion af
kapitalandelens kostpris.
Kapitalandele i dattervirksomheder i moderselskabets årsrapport
Kapitalandele i dattervirksomheder måles til kostpris. Hvor
kostprisen overstiger genindvindingsværdien, nedskrives til denne
lavere værdi.
Kostprisen reduceres i det omfang, udloddet udbytte overstiger den
akkumulerede indtjening efter overtagelsestidspunktet.
Tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder i moderselskabets
årsrapport
Tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder i moderselskabets
årsrapport måles ved første indregning til dagsværdi og efterfølgende
til amortiseret kostpris, der sædvanligvis svarer til nominel værdi
med fradrag af nedskrivning til imødegåelse af forventede tab.
2. REGNSKABSMÆSSIGE SKØN OG VURDERINGER
Der henvises til koncernens note 2.
3. NETTOOMSÆTNING
4. PERSONALEOMKOSTNINGER
Vederlag til bestyrelse og direktion samt aktieincitamentsprogrammer
for ledelse og medarbejdere fremgår af koncernregnskabets note 5.
5. ANDRE DRIFTSINDTÆGTER
6. ANDRE EKSTERNE OMKOSTNINGER
I andre eksterne omkostninger indgår det samlede honorar for det
forløbne regnskabsår til de generalforsamlingsvalgte revisorer.
Honorarerne kan specificeres således:
7. FINANSIELLE POSTER, INDTÆGTER OG OMKOSTNINGER
8. ÅRETS SKAT
Skat af årets resultat kan forklares således:
9. UDBYTTE
Der er i regnskabsåret 2007/08 udbetalt 74 mio. DKK i udbytte fra IC
Companys A/S til selskabets aktionærer (2006/07: 68 mio. DKK).
For regnskabsåret 2007/08 foreslår bestyrelsen et udbytte på 66 mio.
DKK, svarende til 4,00 DKK pr. aktie eksklusive egne aktier (2006/07:
4,00 DKK pr. aktie), der vil blive udbetalt til aktionærerne
umiddelbart efter afholdelse af selskabets ordinære generalforsamling
den 22. oktober 2008 forudsat, at generalforsamlingen godkender
bestyrelsens forslag. Da udbyttet er betinget af generalforsamlingens
godkendelse, er det ikke indregnet som en forpligtelse i balancen pr.
30. juni 2008. Udbyttet vil blive udbetalt til de aktionærer, der pr.
22. oktober 2008 er registreret i selskabets aktiebog.
10. IMMATERIELLE OG MATERIELLE AKTIVER
* Af aktiver under opførelse klassificeres 1,0 mio. DKK som
IT-systemer under udvikling i balancen under immaterielle aktiver.
11. KAPITALANDELE I DATTERVIRKSOMHEDER
Oversigt over koncernens dattervirksomheder fremgår bagerst i
årsrapporten.
Indtægter fra kapitalandele i dattervirksomheder udgør netto 22,1
mio. DKK (205,6 mio. DKK i 2006/07) og omfatter den andel af udbytte
fra dattervirksomheder, der ikke overstiger den samlede indtjening i
dattervirksomheden siden overtagelsen af denne fratrukket årets
nedskrivninger af kapitalandele og tilgodehavender.
Der er i resultatopgørelsen indregnet et tab på -14,0 mio. DKK
vedrørende kortfristede tilgodehavender hos datterselskaber (2006/07:
-3,4 mio. DKK).
12. ØVRIGE LANGFRISTEDE AKTIVER
Koncernen har i 2006/07 ydet et lån på 3 mio. DKK til en
engrospartner til brug for finansiering af driftsmæssige
investeringer. Dette lån er indfriet i løbet af 2007/08. Koncernen
har i 2007/08 ydet et ansvarligt lån på 1,1 mio. DKK til en
samarbejdspartner. Løbetiden på udlånet er 5 år med en variabel
rente, der reguleres i forhold til den til enhver tid gældende
Reposrente med et tillæg på 150 basispunkter. Den effektive rente
udgør 5,85% pr. 30. juni 2008. Der er ikke modtaget sikkerhed for
lånet.
Den regnskabsmæssige værdi for udlånet svarer til dagsværdien.
Den regnskabsmæssige værdi for deposita svarer til dagsværdien.
13. UDSKUDT SKAT
De ikke indregnede skatteaktiver vedrører skattemæssige underskud,
hvor det er vurderet, at det ikke er tilstrækkeligt sandsynligt, at
underskuddene vil blive udnyttet inden for en overskuelig fremtid. De
ikke indregnede skattemæssige underskud har ingen udløbsdato.
Ændringer i midlertidige forskelle i årets løb udgør:
14. VAREBEHOLDNINGER
Årets bevægelser i lagernedskrivninger:
Varebeholdninger opgjort til nettorealisationsværdi udgør pr. 30.
juni 2008 68,5 mio. DKK (2006/07 32,8 mio. DKK).
15. TILGODEHAVENDER FRA SALG AF VARER OG TJENESTEYDELSER
Bevægelse i nedskrivning til imødegåelse af tab på dubiøse debitorer:
Varedebitorer (brutto) kan specificeres som følger:
Der henvises i øvrigt til koncernens note 16.
16. ANDRE TILGODEHAVENDER
Det er ledelsens vurdering, at den regnskabsmæssige værdi af
tilgodehavender pr. 30. juni 2008 i al væsentlighed svarer til
dagsværdien, og at der ikke er særlige kreditrisici forbundet med
tilgodehavenderne.
17. PERIODEAFGRÆNSNINGSPOSTER, AKTIVER
18. SELSKABSKAPITAL
Oplysninger om aktiekapitalens fordeling på antal aktier m.v. fremgår
af note 19 i koncernregnskabet.
19. KORTFRISTEDE GÆLDSFORPLIGTELSER TIL KREDITINSTITUTTER
Moderselskabets samlede kortfristede gældsforpligtelser til
kreditinstitutter udgøres af danske og udenlandske kassekreditter med
en gennemsnitlig variabel rentesats på 5,34% p.a. (5,31% p.a.).
De kortfristede gældsforpligtelser forfalder på anfordring, hvorfor
dagsværdien svarer til den regnskabsmæssige værdi. De kortfristede
gældforpligtelser til kreditinstitutter fordeler sig på følgende
valutaer:
20. LEVERANDØRER AF VARER OG TJENESTEYDELSER
Den regnskabsmæssige værdi svarer til forpligtelsernes dagsværdi.
21. ANDEN GÆLD
Af fratrædelsesgodtgørelser forfalder 6,5 mio. DKK inden for et år.
Den regnskabsmæssige værdi af skyldige poster under anden gæld svarer
i al væsentlighed til forpligtelsernes dagsværdi.
22. OPERATIONEL LEASING
Moderselskabet leaser ejendomme under operationelle
leasingkontrakter. Leasingperioden er typisk en periode mellem 3 - 10
år med mulighed for forlængelse efter periodens udløb.
Moderselskabet leaser derudover biler og andet driftsmateriel under
operationelle leasingkontrakter. Leasingperioden er typisk en periode
mellem 3 - 5 år med mulighed for forlængelse efter periodens udløb.
Der er i resultatopgørelsen for moderselskabet for 2007/08 indregnet
24,7 mio. DKK (2006/07: 20,6 mio. DKK) vedrørende operationel
leasing.
23. ØVRIGE ØKONOMISKE FORPLIGTELSER OG EVENTUALFORPLIGTELSER
Moderselskabet har afgivet støtteerklæringer overfor visse
dattervirksomheder. Moderselskabets aktier i datterselskabet
Raffinaderivej 10 A/S (indregnet i moderselskabets regnskab med 0,5
mio. DKK) er stillet til sikkerhed for koncernens langfristede gæld
vedrørende købet af ejendommen Raffinaderivej 10, der udgør 168,0
mio. DKK pr. 30. juni 2008. Bogført værdi af ejendommen udgør 163,4
mio. DKK. Der henvises i øvrigt til koncernregnskabets note 26.
24. PENGESTRØMME FRA INVESTERINGSAKTIVITETER
25. ÆNDRING I DRIFTSKAPITAL
26. LIKVIDE BEHOLDNINGER ULTIMO
27. RISICI OG AFLEDTE FINANSIELLE INSTRUMENTER
Der henvises til koncernregnskabets note 30.
28. TRANSAKTIONER MED NÆRTSTÅENDE PARTER
Der henvises til koncernregnskabets note 31.
AKTIONÆRINFORMATION
Det er IC Companys' langsigtede finansielle målsætning at realisere
et konkurrencedygtigt afkast til selskabets aktionærer. Dette afkast
skabes gennem kursstigninger, udbetaling af udbytte og tilbagekøb af
egne aktier.
BØRSÅRET 2007/08
IC Companys' aktie er noteret på OMX Nordic Exchange Copenhagen. Målt
ved daglige gennemsnitspriser er aktien faldet med 51% fra kurs 316,7
pr. 1. juli 2007 til kurs 155,1 pr. 30. juni 2008. Ved udgangen af
regnskabsåret var markedsværdien af IC Companys 2,8 mia. DKK. Aktien
blev handlet til den højeste kurs den 1. november 2007, hvor den
gennemsnitlige kurs var 361,1. Årets laveste kurs var den 30. juni
2008, hvor den gennemsnitlige kurs var 155,1.
IC Companys har gennem regnskabsåret gennemført aktietilbagekøb for i
alt 238 mio. DKK (1.091.200 stk.). 193.000 af disse aktier skal
anvendes som afdækning til tildelte optionsprogrammer. Der er i
2007/08 udbetalt udbytte på 4,00 DKK pr. aktie, svarende til i alt 70
mio. DKK.
Den totale omsætning af IC Companys' aktier i regnskabsåret 2007/08
beløb sig til 2,1 mia. DKK (4,3 mia. DKK) ved en stykomsætning på i
alt 7,7 mio. (12,2 mio.).
AKTIEKAPITAL
Aktiekapitalen er i regnskabsåret 2007/08 forhøjet med i alt 112.059
aktier. Forhøjelsen på nominelt 1.120.590 DKK er sket i forbindelse
med udnyttelsen af tidligere tildelte warrants (tegningsretter). De
nye aktier er tegnet til kurs 173,50, og provenuet til selskabet ved
tegningen udgør 19,4 mio. DKK.
På IC Companys' ordinære generalforsamling den 24. oktober 2007 blev
det vedtaget at nedsætte aktiekapitalen med nominelt DKK 5.859.250
svarende til det antal aktier, der er tilbagekøbt i henhold til
gennemførte aktietilbagekøbsprogrammer i perioden 24. november 2006
til 29. juni 2007.
Pr. 30. juni 2008 udgjorde aktiekapitalen 179.196.320 DKK
(183.934.980 DKK). Aktiekapitalen består af 17.919.632 aktier a
nominelt 10 DKK.
UDVIKLINGEN I EGNE AKTIER
Til koncernens ordinære generalforsamling 2008 vil det blive stillet
til forslag at nedsætte aktiekapitalen med nominelt DKK 9.768.250
svarende til de 976.825 aktier, der er tilbagekøbt i henhold til
gennemførte aktietilbagekøbsprogrammer i perioden 3. januar 2008 til
29. juli 2008.
AKTIONÆRGRUPPENS SAMMENSÆTNING
Pr. 30. juni 2008 havde selskabet 8.994 navnenoterede aktionærer, som
tilsammen ejer 96,9% af den samlede aktiekapital. Den totale
aktionærgruppe fordeler sig som følger:
INVESTOR RELATIONS
Koncernen har som målsætning at opretholde et højt og ensartet
informationsniveau samt at føre en åben og aktiv dialog med
investorer, analytikere og andre interessenter. På www.iccompanys.com
findes investor relations politik, regnskaber, præsentationer,
koncernens fondsbørsmeddelelser samt øvrige relevante
investoroplysninger.
I løbet af regnskabsåret har koncernen været vært ved 4 webcasts i
forbindelse med offentliggørelsen af kvartalsrapporter. Derudover
deltager selskabet løbende i roadshows, investor seminarer og holder
løbende møder med enkelt investorer og aktieanalytikere. IC Companys
afholder ikke investormøder i en periode på 4 uger op til
offentliggørelsen af regnskabsmeddelelser eller andre væsentlige
meddelelser.
FINANSKALENDER 2008/09
Forespørgsler fra aktionærer, finansanalytikere og andre
interesserede kan rettes til:
Økonomidirektør Investor
Relations Manager
Chris Bigler Henrik
Steensgaard
IC Companys A/S IC Companys A/S
Raffinaderivej 10 Raffinaderivej
10
2300 København S 2300 København S
Telefon: +45 3266 7017 Telefon: +45 3266
7409
Fax: +45 3266 7040 Fax: +45 3266 7040
E-mail: Investorrelations@iccompanys.com
AKTIEANALYTIKERE
GENERALFORSAMLING 2007/08
Den ordinære generalforsamling afholdes onsdag den 22. oktober 2008
kl. 15.00 i "Den Sorte Diamant", Søren Kierkegaards Plads 1, 1221
København K.
Dagsorden vil være:
1. Bestyrelsens beretning om Selskabets virksomhed.
2. Forelæggelse af årsrapport for perioden 1. juli 2007 - 30.
juni 2008 med revisionspåtegning og beslutning om godkendelse af
årsrapporten.
3. Beslutning om anvendelse af årets overskud, herunder
fastsættelse af udbyttets størrelse eller om dækning af underskud i
henhold til den godkendte årsrapport. Bestyrelsen foreslår et udbytte
på DKK 4,00 pr. udbytteberettiget aktie.
4. Valg af medlemmer til bestyrelsen. Niels Hermansen er udtrådt
af bestyrelsen pr. 1. august 2008. Bestyrelsen foreslår genvalg af
resten af bestyrelsen.
5. Valg af revisor. Bestyrelsen foreslår genvalg af Deloitte
Statsautoriseret Revisionsaktieselskab.
6. Bemyndigelse af bestyrelsen til i tiden indtil næste ordinære
generalforsamling for Selskabet at erhverve indtil 10% af Selskabets
aktier til den aktuelle børskurs +/- 10%.
7. Kapitalnedsættelse - Ændring af vedtægternes § 4. Bestyrelsen
foreslår, at aktiekapitalen nedsættes med nominelt DKK 9.768.250
svarende til det antal aktier, der er tilbagekøbt i henhold til
gennemførte aktietilbagekøbsprogrammer.
8. Direktionsmedlemmer - Ændring af vedtægternes § 24.
Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 24 ændres således, at
bestyrelsen kan ansætte en direktion bestående af én til fire
direktører til at varetage den daglige ledelse af selskabet.
9. Eventuelt
FONDSBØRSMEDDELELSER 2007/08
BESTYRELSE, DIREKTION OG LEDENDE MEDARBEJDERE
DEFINITION AF NØGLETAL
KONCERNOVERSIGT PR. 30. JUNI 2008