I forlængelse af Selskabets tidligere udmelding omkring det forventede resultat for regnskabsåret 2007/2008 skal Selskabet hermed meddele at man nu forventer en omsætning for 2007/2008 på niveau ca. 260-265 mio. og et EBITDA på niveau DKK 12-14 mio. før skat og afskrivninger. I regnskabsåret 2006/2007 omsatte selskabet for DKK 81 mio. og opnåede et EBITDA resultat på DKK 10,8 mio. Selskabet har tidligere udmeldt en forventet omsætning på DKK 270-300 mio. samt et forventet EBITDA resultat på i underkanten af DKK 30 mio. Årsagen til de ændrede resultater skyldes blandt andet at Selskabet i regnskabsåret har haft et højere aktivitetsniveau end tidligere forventet efter at selskabet har erhvervet 8 virksomheder i Danmark og England. Selskabet har endvidere i 2. halvår prioriteret at øge ressourcerne samt intensivere processen med at integrere de opkøbte virksomheder herunder at fusionere datterselskaber og forretningsområder og dermed accelerere investeringerne i at skabe synergier og stordrifts fordele. Dette har betydet sammenlægninger af fysiske lokationer, tekniske platforme, samling af medarbejdere og implementering af synergieffekter omfattende bl.a. tilpasning af medarbejderstaben, indkøbsoptimering, legal risk management program samt strømlining af opkøbte enheder. Selskabet har afholdt en række engangsomkostninger i regnskabsåret, med henblik på opnåelse af synergi og stordriftsfordele, blandt andet: • Selskabet har afholdt betydelige engangsomkostninger i forbindelse med fusionen af organisationerne: sammenlægning af fysiske lokationer, opsigelse af medarbejdere og overførsel til en samlet teknisk platform. Dette gælder dels integrationen af The Milk, Addvisors, M&P e-marketing med Notabene.net Danmark, dels Notabene.net B2B med MM Medier og dels Cubizz Communication med Atteno og CPH Group. Integrationen af selskaberne og bevarelse af den eksisterende drift er forløbet tilfredsstillende, men der er anvendt betydelige interne ressourcer og omkostninger på disse aktiviteter. • Selskabet har i 2. halvår af regnskabsåret truffet beslutning om at reducere antallet af stillinger i koncernen med 34 fuldtidsstillinger og har dermed reduceret antallet af fuldtidsstillinger fra 214 til 180. Reduceringerne er for halvdelens vedkommende er sket i forbindelse med sammenlægning af aktiviteter, 1/3 i forbindelse med optimering af synergifordele og samling af stabsfunktioner og resten i forbindelse med naturlig afgang. Opsigelsesomkostningerne hertil er afholdt i regnskabsåret. Selskabet har endvidere stoppet for nyansættelser indtil Selskabet ser hvorledes branchen på længere sigt påvirkes af verdensøkonomien. • Selskabet er ved at afslutte sammenlægningen af Selskabets aktiviteter i Jylland så Brand2Brand i Vejle, MM Medier i Århus og Atteno i Horsens fremover vil være samlet på en lokation i det sydlige Århus. Ligeledes flytter CPH Group og Cubizz Communication sammen i København og opererer under navnet Guava Communication. • Selskabet har afholdt betydelige engangsomkostninger og flere end forventet i 4. kvartal i forbindelse med navneskiftet til Guava A/S herunder opbygning af nyt corporate website, intranet, annoncerings- og dialog kampagner mm. Selskabet har oplevet at kunderne har taget godt i mod det nye brand. Desuden ser kunderne nu hvor mange forskellige produkter og services koncernen kan tilbyde, hvilket har resulteret i mersalg og krydssalg. Den generelle markedsudvikling har påvirket selskabet i 4. kvartal, men de gennemførte tiltag og opnåelse af synergier og integration har rustet koncernen til fremtiden: Selskabet har løbende fulgt udviklingen verdensøkonomien og den finansielle krise. I 4. kvartal har Selskabet noteret sig at indsalgstiden til nye kunder er steget fra 3 til 3-6 måneder ligesom en række brancher oplever en betydelig afmatning. Dette har påvirket Selskabet i 4. kvartal. Selskabet følger sig imidlertid godt rustet til fremtiden som følger af de aktiviteter, besparelser og stordriftsfordele som er gennemført i regnskabsåret og som er beskrevet ovenfor. De gennemførte aktiviteter vil efter Selskabets opfattelse stille virksomheden bedre i det kommende år. På baggrund af de mange gennemførte initiativer og meget aktive regnskabsår og det meget aktive regnskabsår 2007/2008 er Selskabet godt rustet til fremtiden og er påbegyndt regnskabsåret 2008/2009 som en samlet og strømlinet koncern. Selskabet har endvidere været påvirket af en række begivenheder, som har haft indflydelse på resultatet: • Selskabet har periodiseret et større beløb i regnskabsåret 2008/2009, hvilket vil komme Selskabets til gode i indeværende regnskabsår. • Affiliate marketing branchen i Danmark har i 2. halvår oplevet svære forhold med hensyn til udsending af mails. Visse mailudbyder har lukket for modtagelsen af større udsendelse af mails, hvilket i regnskabsåret har påvirket resultatet negativt. Selskabet har dog konstateret bedring på dette område. • På området for økonomi, rapportering og investor relations har man som følge af koncernens størrelse og ud fra et ønske om at forbedre økonomistyringen ansat en Group Controller med ansvar for rapportering og intern revision, en Group Financial Manager og en overordnet økonomi ansvarlig. Selskabet har i regnskabsåret haft bogføringsmæssige justeringer og med den øgede bemanding på økonomiområder forventer Selskabet fremover en væsentligt forbedret økonomistyring. • Selskabet har i regnskabsåret oplevet at det engelske pund (GBP) er faldet fra DKK 10,90 til DKK 9,47. Da 40 procent af selskabets omsætning afregnes i GBP, har denne udvikling påvirket selskabet negativt såvel omsætningsmæssigt som resultatmæssigt. Det fulde regnskab for regnskabsåret 2007/2008 offentliggøres tirsdag d. 30. september 2008. Spørgsmål eller kommentarer kan rettes til Investor Relation på ir@guava.com. Med venlig hilsen Guava A/S Brian Mertz Pedersen Ole Sigetty Adm. Direktør Bestyrelsesformand Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: Guava A/S Horwath Revisorerne (Godkendt Rådgiver) Sankt Gjertruds Stræde 10 Strandvejen 58 DK-1129 København K DK-2900 Hellerup Brian Mertz Pedersen Søren Jonassen / Thomas Viscovich Adm. koncerndirektør Statsautoriseret Revisor Tlf.: 70 27 80 89 Tlf.: 39 29 25 00 Mail: ir@guava.com Mail: s.jonassen@revisor.com/ t.viscovich@revisor.com