Som følge af nedgang i antallet af jobannoncer og omsætningen og deraf mindre mængde arbejde som følge af finanskrisen, er Jobindex A/S for første gang i firmaets historie nødt til at foretage en større afskedigelse af medarbejdere. Afskedigelserne er af en sådan størrelse, at de er omfattet af lov om varsling i forbindelse med afskedigelser af større omfang. Baggrunden for afskedigelserne er, at antallet af jobannoncer på internettet er halveret i forhold til for et år siden som følge af finanskrisen, og der er desværre ingen tegn på at dette vil ændre sig foreløbig. Det er planlagt at afskedige op til 16 personer svarende til ca. en femtedel af de 80 medarbejdere. Afskedigelserne skønnes sammen med forskellige andre besparelser at reducere omkostningerne med i alt 15 mio. kr. i 2009. Jobindex fastholder forventningerne for 2008 om en omsætning på ca. 120 mio. kr. og et overskud før skat på ca. 44 mio. kr. I 2009 forventes der fortsat som nævnt i kvartalsrapporten for 3. kvartal en faldende omsætning men et pænt overskud. Kvartalsrapport for 4. kvartal 2008 og forventninger for 2009 ventes offentliggjort 16. februar 2009. Yderligere oplysninger Adm. direktør Kaare Danielsen Jobindex A/S Holger Danskes Vej 91 2000 Frederiksberg Telefon: 3832 3355 E-mail: investor@jobindex.dk