11. maj 2009
Meddelelse nr. 64
Periodemeddelelse 3. kvartal 2008/09
Bestyrelsen for Rovsing A/S har godkendt Selskabets periodemeddelelse for 3.
kvartal (1. juli 2008 - 31. marts 2009) for regnskabsåret 2008/09.
Periodemeddelelsen er ikke revideret.
De væsentligste begivenheder i 3. kvartal 2008/09 er:
Periodens omsætning blev DKK 21,7 mio. med et resultat af primær drift (EBIT) på
minus DKK 16,8 mio.
For regnskabsåret 2008/09 fastholdes forventningerne om en omsætning i området
DKK 30-35 mio. og et resultat af primær drift (EBIT) i niveauet minus DKK 18
mio.
Selskabet forventer stadig et positivt driftsresultat for det kommende
regnskabsår 2009/10 og herudover en stærk stigning i omsætningen.
Selskabet vandt i kvartalet to nye rumfartskontrakter til en samlet værdi på DKK
12,4 mio. Herunder en meget vigtig ordre for leverance af et såkaldt ”Power
Supply SCOE system” til Sentinel-1 satellitten (jordobservationssatellit). Se
tidligere selskabsmeddelelse.
Selskabet har i perioden 1. januar 2009 frem til denne meddelelse (11. maj 2009)
afgivet tilbud inden for rumfart på i alt DKK 214 mio., hvoraf DKK 200 mio.
vedrører gensalg til Galileo FOC programmet af allerede udviklede systemer. Godt
1/3 af afgivne tilbud resulterer normalt i ordrer.
Inden for automobilindustrien har selskabet hentet mindre ordrer fra Delphi
Diesel Systems, Frankrig og umiddelbart efter kvartalets afslutning også fra
BMW, Tyskland.
Inden for forsvarsindustrien har selskabet i kvartalet hentet to nye ordrer. Den
første fra Northrop Grumman, USA vedrørende udvikling af simuleringsværktøjer og
den anden fra Forsvarets Materieltjeneste vedrørende udvikling af et
banebrydende navigations- og positionssystem.
Finansiel udvikling
I perioden 1. juli 2008 til 31. marts 2009 blev omsætningen DKK 21,7 mio., mens
resultat af primær drift (EBIT) blev minus DKK 16,8 mio.
Forventninger til hele regnskabsåret 2008/09
For regnskabsåret 2008/09 er forventningerne stadig en omsætning i området DKK
30-35 mio. og et resultat af primær drift (EBIT) i niveauet minus DKK 18 mio.
Forventninger til det kommende regnskabsår 2009/10
For det kommende regnskabsår 2009/10 forventes et positivt driftsresultat
(EBIT). Der forventes samtidigt en stærk stigning i omsætningen.
Kapitalforhøjelse og driftsfinansiering
Selskabet har tidligere meddelt, at det planlægger at gennemføre en
kapitalforhøjelse med et forventet provenu på DKK 15 - 30 mio. i 2009. Som
bekendt er markedsvilkårene for en kapitalforhøjelse i øjeblikket vanskelige,
men selskabets bestyrelse og direktion vurderer løbende behovet for en sådan
samt markedsvilkårene herfor. Det foreløbige budget for 2009/10 peger på et
positivt driftsresultat, og gør derfor en kapitalforhøjelse mindre presserende.
En større satsning på leverancer til automobilindustrien i Tyskland kan
retfærdiggøres på baggrund af de hidtidige succes'er. En etablering af et tysk
datterselskab vil være den bedste måde at øge indsatsen på. Dette vil i givet
fald kræve en kapitaltilførsel.
For at styrke selskabets egenkapital har selskabets to store aktionærer Søren A.
Rasmussen ApS og Christian Rovsing A/S ydet et ansvarligt lån på DKK 15 mio.
Lånet er ydet som et ansvarligt lån og træder således tilbage for Selskabets
øvrige kreditorer. Lånet forrentes med 12 % p.a. Såvel lån som tilskrevne renter
kan først fordres tilbagebetalt, når selskabets overskud muliggør dette.
Beslutning herom træffes endeligt af selskabets bestyrelse. Ved en evt. senere
kapitaludvidelse er det hensigten, at det ansvarlige lån konverteres til
aktiekapital.
Markedsudvikling
Rovsings har aktiviteter på tre forretningsområder: Det oprindelige
rumfartsområde (”Space”) og de to nye områder, forsvar (”Defense”) og transport
(”Transportation”). Den finansielle krise har ikke påvirket selskabets markeder
væsentligt. Rumfarts- og forsvarsmarkederne er helt upåvirkede, og
automobilmarkedet er ikke berørt i væsentlig grad, idet selskabets marked
udgøres af udviklingsafdelingerne hos såvel fabrikanter som underleverandører.
Disse er ikke berørt i samme grad som produktionsafdelingerne.
Space
Inden for rumfartsmarkedet har perioden været kendetegnet ved omfattende
tilbudsaktiviteter. Som nævnt i oversigten er der inden for rumfart i perioden
1. januar 2009 frem til datoen for denne meddelelse afgivet tilbud til en samlet
sum på DKK 214 mio., hvoraf DKK 200 mio. vedrører gensalg til Galileo FOC (Full
Operational Capability) fasen af allerede udviklede systemer.
På et budgetmøde den 23. november 2007 besluttede EU at afsætte midler til
færdiggørelse af Galileo programmet udover de fire satellitter, der bygges i
demonstrationsfasen. Det vil sige, at finansieringen er på plads for bygning af
yderligere 26 Galileo satellitter, hvorefter det komplette Galileo
navigationssystem vil være etableret.
Udbudsforretningerne for FOC fasen er i fuld gang, selv om den egentlige
kontrahering, hvad angår underleverandører som Rovsing, først vil finde sted
ultimo 2009 eller primo 2010. Vinder Rovsing godt 1/3 af de afgivne tilbud,
hvilket er normalt, vil det medføre en ordreindgang inden for rumfart i
månederne omkring årsskiftet 2009/2010 på ca. DKK 70 mio.
Defense
Rovsing har i kvartalet hentet to nye ordrer inden for forsvarsområdet.
Den amerikanske forsvarsleverandør Northrop Grumman, Inc. har valgt Rovsing til
at udvikle udvidelser til det af Northrop Grumman udviklede simulationsværktøj,
der bruges til at analysere og optimere scenarier inden for missilforsvaret.
Rovsing bliver ansvarlig for at udvikle de modeller og metodikker, der skal
bruges til at udvide simulationsværktøjerne med modeller baseret på europæisk
fremstillede sensorer og missiler. Valget af Rovsing til dette arbejde er
baseret på Rovsings store erfaring inden for udviklingen af kommando &
kontrolsystemer samt simulationsværktøjer til brug inden for den europæiske
rumfartsindustri.
Northrop Grumman Corporation har omkring 120.000 ansatte på verdensplan og er en
af de tre største amerikanske forsvarsleverandører. Denne indledende kontrakt er
på US $ 300.000,00 og omhandler udvidelse af Northrop Grumman systemet med
modeller for yderligere én type sensor og ét missil. Rovsing forventer
udvidelser til den indledende kontrakt.
Rovsing har med Forsvarets Materieltjeneste (FMT) underskrevet en kontrakt, i
henhold til hvilken forsvaret indgår i samarbejdet i en del af Rovsings
udviklingsaktiviteter inden for produkter til højpålidelig navigation og
positionsbestemmelse.
Den del af projektet, som støttes af FMT, vedrører behandling af informationer
fra flere forskellige typer af sensorer, f. eks video kameraer. Projektet har
til formål at udvikle produkter, der bibringer brugeren højpålidelig og nøjagtig
information om dennes lokalisation, ligegyldigt hvor brugerne befinder sig. I
forhold til kendt teknologi tillader produktet forsvaret at navigere i områder,
hvor der f. eks. mangler GPS dækning. Målet er endvidere i forhold til GPS at
forbedre positionsnøjagtigheden med en faktor 10.
Projektet har siden starten opnået stor opmærksomhed hos The Lockheed Martin
Corporation, som også i den tidligere fase har ydet finansiel støtte. Kontrakten
med forsvaret er et vigtigt element i forbindelse med opnåelse af yderligere
finansiel støtte fra Lockheed Martin. Lockheed Martin's interesse for projektet
er begrundet i, at de internt ser et stort behov for at forbedre navigations- og
positioneringsnøjagtighed samt pålidelighed i en lang række af selskabets
systemer.
Aftalen med Forsvarets Materieltjeneste løber over 3 år og er på DKK 6 millioner
fordelt med DKK 2 millioner per kalenderår.
Transportation
Inden for automobilindustrien har selskabet hentet mindre ordrer fra Delphi
Diesel Systems, Frankrig og umiddelbart efter kvartalets afslutning også fra
BMW, Tyskland. Der forventes yderligere ordrer inden for automobilindustrien i
andet kvartal af kalenderåret 2009.
Rovsing modtog i kvartalet en ordre på € 20.000 fra Delphi Diesel Systems i
Paris. Delphi leverer elektroniske styringssystemer til Mercedes diesel motorer.
Disse elektroniske styringssystemer er meget komplekse og software-tunge. Det er
en udfordring at leve op til de høje kvalitetskrav, som stilles til sådanne
software systemer. Med henblik på at sikre at optimale metoder, procedurer,
processer samt værktøjer anvendes i Delphi Diesel Systems udviklingsafdeling har
Delphi kontraheret med Rovsing. Ordren er kommet i stand efter at Daimlers
udviklingsafdeling for ”Powertrain electronics” til Mercedes personbiler over
for Delphi har anbefalet Rovsing.
I forbindelse med ordren har Rovsing gennemgået Delphi's metoder, procedurer,
processer samt værktøjer til udvikling af software til dieselmotorer. Opgaven er
nu afsluttet og slut-afrapportering er gennemført overfor Delphi. Delphi er
overordentlig tilfreds med Rovsing's anbefalinger og har stillet Rovsing
yderligere ordrer i udsigt.
Delphi Diesel Systems er et selskab i Delphi gruppen, som er en af verdens
førende underleverandører til bilindustrien. Ultimo 2007 havde Delphi gruppen
ca. 170.000 ansatte på verdensplan.
Rovsing modtog umiddelbart efter kvartalets udløb en ordre på € 24.000 fra BMW i
München. BMW leverer personbiler i luksusklassen til verdensmarkedet og er kendt
for at lægge vægt på kvalitet og innovation. BMW's biler er således udstyret med
et væld af elektroniske styringssystemer, som er meget komplekse og
software-tunge. En stor del af disse systemer udvikles af BMW selv. Det er en
udfordring at leve op til de høje kvalitetskrav, som stilles til sådanne
softwaresystemer. Med henblik på at sikre, at fælles og optimale metoder
anvendes i BMW's udviklingsgrupper, har BMW kontraheret med Rovsing. Ordren er
kommet i stand efter kontakt mellem BMW's procesudviklingsafdeling og Rovsing's
softwareeksperter.
Rovsing skal gennemgå BMW's metoder, procedurer, processer samt værktøjer til
modelbaseret udvikling af software til elektroniske styresystemer. Herudover
skal Rovsing komme med anbefalinger til forbedringer af samme.
Ultimo 2008 havde BMW gruppen ca. 100.000 ansatte på verdensplan.
Om Rovsing
Rovsing udvikler systemer, software og elektronik til rumfart. Kunderne er
internationale organisationer og virksomheder. Selskabets vækststrategi omfatter
nye forretningsområder inden for forsvars- og transportindustrierne, hvor der i
stigende grad er behov for Rovsings kompetencer inden for design, udvikling,
test og kvalitetssikring af avancerede systemer til kritiske funktioner.
Som det eneste selskab inden for europæisk rumfart har Rovsing gennemført
uafhængig kvalitetstest (ISVV) af den mest kritiske software-type (klasse A),
hvor blot en lille fejl kan betyde tab af menneskeliv. Rovsing har siden
etableringen i 1992 skabt en stærk position på det europæiske rumfartsmarked.
Blandt kunderne er flere af de største europæiske virksomheder inden for
rumfarts- og forsvarsindustri.
Rovsings tre markedssegmenter har som fælles træk, at de stiller høje krav til
produkternes pålidelighed. I alle tre industrier spiller software en stadig
større rolle i det færdige produkt, og der er sammenfald af visse tekniske
standarder. Virksomhederne inden for alle tre brancher er karakteriseret ved at
være store, multinationale og udviklingstunge med betydelig anvendelse af
underleverandører i både udvikling og produktion.
www.rovsing.dk
Yderligere oplysninger
Søren A. Rasmussen, adm. direktør
Telefon (+45) 40 30 54 50
Recommended Reading
-
Interim Management Statement covering Q1 2025/26 The Board of Directors of Rovsing A/S has today reviewed and approved the Interim Management Statement for the first quarter (1 July 2025– 30...
Read More