Det skal herved meddeles, at der har været afholdt ekstraordinær generalforsamling i Investeringsforeningen LD Invest den 9. september 2009. Generalforsamlingen behandlede en ændring af vedtægternes omtale af den maksimale administrationsomkostning, således at den for den enkelte afdeling fremover kan udgøre op til 1,75 pct. af den højeste formueværdi af afdelingen inden for regnskabsåret, mod de nuværende 1,25 pct. Forslaget havde baggrund i et ønske om at øge salget af foreningens andele og derved styrke foreningens position på markedet. I den forbindelse ønskes det at tilbyde formidlingsprovision til pengeinstitutter og andre formidlere, hvilket forudsætter den anførte ændring. Generalforsamlingen tilsluttede sig det fremsatte forslag, som blev endeligt vedtaget. Efter generalforsamlingens godkendelse skal vedtægtsændringen godkendes af Finanstilsy-net, inden den træder i kraft. Bestyrelsen orienterede samtidig om, at den som en del af den nye prisstruktur gør det billigere at investere i basisafdelingerne, der består af obligationsafdelingerne, afdeling Pension og den indeksbaserede aktieafdeling Europa Aktieindeks. Disse vil fortsat ikke medføre formidlingsprovision til bankerne. Emissionstillægget, som investorer betaler, når der udstedes nye beviser i en investeringsforening, nedsættes med 0,25 procentpoint i obligationsafdelingerne og med 0,50 procentpoint i alle de øvrige afdelinger. Det slår direkte igennem på investors samlede omkostninger og betyder, at det bliver endnu billigere at spare op i basisprodukterne, og at det for alle afdelinger bliver billigere at omlægge investeringer fra en afdeling til en anden. Disse ændringer vil træde i kraft samtidig med, at vedtægtsændringerne bliver godkendt af Finanstilsynet og foreningen får indgået formidlingsaftaler med flere banker. Foreningen vil til den tid informere om de nye emissionssatser via NASDAQ OMX og foreningens hjemmeside www.ldinvest.dk. Yderligere informationer kan fås ved henvendelse til bestyrelsens formand Mads Krage, der kan kontaktes via telefon 24 62 97 87.
Forløb af ekstraordinær generalforsamling
| Source: Investeringsforeningen Maj Invest