Ny administrerende direktør i Guava A/S


Guava A/S meddeler hermed, at administrerende direktør Brian Mertz Pedersen
fratræder sin stilling som administrerende direktør med virkning fra dags dato.
Posten overtages af nuværende chief operating officer Nils Carlsson. Brian
Mertz Pedersen fortsætter som konsulent for selskabet i en periode på seks
måneder og vil i den tid assistere med overdragelsen til Nils Carlsson. 

Efter seks år med rivende udvikling på search markedet, børsnotering og siden
opkøb og fusionen af 12 selskaber vil Brian Mertz Pedersen søge nye
udfordringer. 

Nils Carlsson har været i Guava siden 2006, hvor han kom fra en stilling som
markedsdirektør i Telenor AB. I Guava har Nils Carlsson primært haft ansvar for
den daglige drift i Sverige og i det seneste år bistået med driften af Guava i
Sverige, Danmark og UK. 
 
Brian Mertz Pedersens beslutning om at ophøre sit virke i Guava sker i
overensstemmelse med bestyrelsen og formand Ole Sigetty. 

Bestyrelsesformand Ole Sigetty, Guava A/S:
”Bestyrelsen støtter Brian Mertz Pedersen i sin beslutning om at træde ud af
Guava. Brian har været en dygtig og dynamisk direktør for selskabet. Han
startede virksomheden op fra bunden og har haft en stor andel i succesen med at
udvikle Guava til et internationalt selskab. Nu er tiden kommet til at
konsolidere forretningen yderligere - både i Norden og på de europæiske
markeder. Her er Nils Carlsson med sine 13. Års ledererfaring et fremragende
kort. Jeg har i de sidste 3 år lært Nils at kende som en meget dedikeret og
respekteret leder, der opnår de resultater, som han sætter sig for. Jeg er
overbevidst om, at Guava vil opnå fine resultater med Nils som CEO” 

Administrerende direktør Brian Mertz Pedersen, Guava A/S:
”Jeg ser tilbage på de snart seks år i Guava med stor glæde, men er nu klar til
at prøve noget nyt. Udviklingen af Guava A/S startede med etableringen af
Danmark Online og opkøbet af Notabene.net, hvor vi med iværksættergejst og
stort tempo byggende en virksomhed op fra 3 til 139 medarbejdere, som var
banebrydende på området for søgemaskineoptimering og online marketing.
Notabene.net var også den første virksomhed inden for sin branche til at blive
noteret på børsen og selskabets omsætning er steget fra nul for seks år siden
til DKK 177 mio. i seneste regnskabsår.” 

”I mange år holdt Notabene.net positionen som førende på markedet, og da
konkurrencen tilspidsede gik vi offensivt til værks og realiserede Nordens
største online marketingselskab med fusionen af 12 selskaber i Guava A/S. Jeg
glæder mig over at have været med til denne proces og efter seks år føler jeg,
at min energi nu skal investeres i nye udfordringer. Jeg vil dog følge
udviklingen af Guava tæt og beholde min nuværende aktiepost, da jeg forsat har
stor tiltro til denne branche og tror på at Guava vil komme styrket ud af den
økonomiske krise vores samfund oplever i denne tid” 

Med venlig hilsen 

Ole Sigetty 
Bestyrelsesformand

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Guava A/S 		Horwath Revisorerne (Godkendt Rådgiver) 
Amaliegade 3-5	  	Strandvejen 58
DK-1256 København K 	DK-2900 Hellerup 

Ole Sigetty	 	Søren Jonassen
Bestyrelsesformand 	Statsautoriseret Revisor 

Tlf.: 33 13 33 44		Tlf.: 39 29 25 00
Mail : ir@guava.com  	Mail: s.jonassen@revisor.com
GlobeNewswire