NASDAQ OMX Copenhagen 27.05.2010 Nikolaj Plads 6 1067 København K FONDSBØRSMEDDELELSE Nr. 21/10 Bestyrelsen i Topsil Semiconductor Materials A/S har i dag behandlet og godkendt delårsrapporten for 1. kvartal 2010. Delårsrapporten, der er urevideret, har følgende hovedpunkter: Delårsrapport - 1. kvartal 2010 Resumé • Koncernens nettoomsætning udgjorde 102,8 mio. kr. i 1. kvartal 2010 mod 98,6 mio. kr. i samme periode 2009, svarende til en stigning på 4%. Væksten sammensættes af to modsatrettede faktorer: nye langsigtede FZ kundekontrakter, som giver kunderne mere fordelagtige pris- og leveringsbetingelser i 2010, hvilket har medført en lavere omsætning til disse kunder i 1. kvartal, mens der har været en positiv omsætningsudvikling i CZ aktiviteterne. • Den positive markedsudvikling, der kendetegnede 2009 inden for Topsil Gruppens hovedmarkeder er fortsat i 2010. Nye kundeaftaler forventes at få fuld effekt i løbet af året, og ordrebeholdningen ligger på et forventet niveau. CZ markedet har som forventet rettet sig og udviser nu en opadgående tendens. • Resultat af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger på goodwill (EBITDA) blev i første kvartal 2010 20,2 mio. mod 27,8 mio. kr. i samme periode 2009 som følge af lavere indtjeningsbidrag fra de nye FZ kundekontrakter. EBITDA er på niveau med det forventede. • Koncernen realiserede i 1. kvartal 2010 et overskud før skat på 18,8 mio. kr. og efter skat på 13,5 mio. kr. mod et overskud før skat på 22,3 mio. kr. og efter skat på 14,1 mio. kr. i samme periode 2009. • Koncernen har i 1. kvartal 2010 haft et positivt cash-flow på i alt 30,7 mio. kr., hvilket primært skyldes positive pengestrømme fra driftsresultat og nedbringelse af tilgodehavender. • Topsil har efter periodens udløb gennemført en aktieemission med fortegningsret for eksisterende aktionærer. Emissionen blev fuldtegnet og indbragte et nettoprovenu på ca. 87,0 mio. kr., som sammen med de forventede pengestrømme fra driften vil blive anvendt til at implementere den vedtagne vækststrategi og udvide produktionskapaciteten. Forventet fremtidig udvikling • Koncernen fastholder forventningerne for nettoomsætningen i 2010 i niveauet 440-460 mio. kr. og et resultat af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger på goodwill (EBITDA) i niveauet 100-110 mio. kr. Ligesom i 2009 forventes en større andel af omsætningen og indtjeningen at ligge i 2. halvår. Yderligere information Eventuelle spørgsmål til fondsbørsmeddelelser kan rettes til: Bestyrelsesformand Jens Borelli-Kjær, tlf. +45 40 16 14 82 Adm. Direktør Keld Lindegaard Andersen, tlf. +45 21 70 87 72 Den fulde rapport er vedhæftet i PDF