TK Development effektuerer planlagt incentiveprogram


Resumé:
•	Det planlagte incentiveprogram for direktion og øvrige ledende medarbejdere i
TK Development er effektueret. 

Sammenhæng mellem den enkeltes indsats og koncernens langsigtede værdiskabelse

Som beskrevet i selskabsmeddelelse nr. 5/2010 har bestyrelsen besluttet at
udnytte den tildelte bemyndigelse på generalforsamlingen 25. maj 2010 til at
udstede warrants. Således er der udstedt warrants for nominelt DKK 7.880.000
(394.000 stk. aktier a DKK 20) til direktion og øvrige ledende medarbejdere i
TK Development. 

Formålet med tildelingen er at skabe en sammenhæng mellem den enkeltes indsats
og den langsigtede værdiskabelse i koncernen. 

I alt 28 personer er blevet tildelt warrants. Koncernens to direktionsmedlemmer
er tildelt hver 50.000 stk. warrants, og øvrige ledende medarbejdere er tildelt
i alt 294.000 stk. warrants. Der er ikke udstedt warrants til medlemmer af
bestyrelsen. 

De nævnte 394.000 stk. warrants svarer til 1,4 % af aktiekapitalen.
Incitamentsprogrammet kan udnyttes i tre 6-ugers perioder der er placeret: 

•	efter offentliggjort årsregnskabsmeddelelse 2011/12 (ca. fra 30. april 2012).
•	efter offentliggjort halvårsmeddelelse 2012/13 (ca. fra 30. september 2012).
•	efter offentliggjort årsregnskabsmeddelelse 2012/13 (ca. fra 30. april 2013).

TK Developments aktionærer sikret et forlods afkast på 8 % p.a.

Hver tegningsret giver ret til at tegne én aktie a nominelt DKK 20 til en
tegningskurs fastsat som et simpelt gennemsnit af de daglige kurser for alle
handler med TK Development-aktien i perioden 9.-22. juni 2010 tillagt en årlig
regulering på 8 % som udtryk for forlods afkast til aktionærerne, og med
fradrag af løbende udbetalt udbytte til aktionærerne frem til
udnyttelsestidspunktet. 

Tegningskursen pr. aktie a nominelt DKK 20 inden fradrag for eventuelt udbytte
kan herefter med basis i kurs 24,3 opgøres til henholdsvis DKK 28,0, DKK 28,9
og DKK 30,3 for udnyttelse i de respektive tre 6-ugers perioder. 

Den væsentligste betingelse for udnyttelse af tegningsretterne er at
medarbejderen ikke har opsagt sit ansættelsesforhold til ophør inden de
tildelte tegningsretter er udnyttet. Såfremt selskabet opsiger
ansættelsesforholdet, uden at dette skyldes medarbejderens misligholdelse, skal
medarbejderen fortsat være berettiget til at udnytte sine tegningsretter. 

Værdien af de nyudstedte tegningsretter kan med udgangspunkt i kurs 23,5 og en
dividendepolitik på DKK 0 pr. aktie pr. år ved anvendelse af
Black-Scholes-formlen beregnes til DKK 1,9 mio. der udgiftsføres over
incentiveprogrammets løbetid. 

Beregningen er foretaget på grundlag af en forventet fremtidig volatilitet på
40, en hurdle rate på 8 % p.a. og et risikofrit renteniveau på 5 % p.a. Det er
derudover forudsat at tegningsretterne udnyttes i den midterste
udnyttelsesperiode. 


Spørgsmål til denne meddelelse kan rettes til adm. direktør Frede Clausen på
telefon 8896 1010. 

Attachments

effektuering_incentive_7_dk.pdf

Recommended Reading