Til NASDAQ OMX Copenhagen
København, den 30. september 2010
Selskabsmeddelelse nr. 41/2010
GW Energi A/S - regnskabsmeddelelse udskudt til 15. oktober
Ledelsen for GW Energi A/S har i dag besluttet at udskyde offentliggørelsen af
årsrapporten for 2009/10 fra 30. september 2010 til 15. oktober 2010. Årsagen
til denne beslutning er endnu ikke afsluttede forhandlinger med koncernens
hovedbankforbindelse omkring forlængelse af koncernens engagement i minimum 12
måneder frem. Det er derfor ledelsens vurdering, at koncernen ikke kan aflægge
et retvisende regnskab inden der foreligger endelig konklusion på forlængelsen,
hvilket forventes på plads den 15. oktober 2010.
Forventningerne til resultat før skat (EBT) for 2009/10 i forhold til senest
udmeldt i selskabsmeddelelse nr. 39 opjusteres fra et forventet underskud på DKK
60 - 65 mio. til et underskud på DKK 53 - 56 mio.
--------
Regnskabsåret 2009/10 har været udfordrende for koncernen. Vindforholdene i
Tyskland har været historisk dårlige (ca. 79% af et normal år) og indbetaling af
tilgodehavender har ikke fundet sted som forventet. Endvidere har koncernen
måttet nedskrive tilgodehavender med DKK 43 mio. Som følge heraf har koncernen i
årets løb oplevet en stramning i likviditeten.
Koncernen har, som konsekvens heraf, iværksat en række tiltag for at nedbringe
den rentebærende gæld. Endvidere har koncernen foretaget en række
effektiviseringer og nedskæringer. Effekten heraf vil først kunne ses i det
kommende regnskabsår.
Koncernen fører drøftelser med sin hovedbankforbindelse om etablering af en
finansieringsløsning, der sikrer den nødvendige likviditet indtil den fulde
effekt af de igangsatte initiativer opnås. Det er ledelsens formodning at det
vil være muligt at opnå finansiering, således at den fornødne likviditet til
koncernens fremtidige drift, d.v.s. som minimum i 12 måneder fra balancedagen,
vil blive tilvejebragt.
Eventuelle henvendelser vedrørende meddelelsen kan ske til administrerende
direktør John Hansen på telefon: 40 50 26 00.
GW Energi A/S
Adm. direktør John Hansen
Udskudt offentliggørelse af årsregnskab
| Source: GW Energi A/S