Målet er at 80% af NKTs indkøb sker hos leverandører, som bakker op om FNs 10 principper for virksomheders samfundsansvar - Klodens ressourcer er pressede og i fremtiden kan det betyde knaphed på råvarer samt politisk ustabilitet. Som international koncern har vi et medansvar for at opbygge global bæredygtighed og vi vil bruge vores position til at nå målet, siger administrerende direktør i NKT Holding Thomas Hofman-Bang. Ansvarlighed har altid været en del af NKTs snart 120-årige historie og er en del af koncernens værdisæt. NKT har tilsluttet sig anbefalingerne i UN Global Compact om virksomheders arbejde med samfundsansvar. Hvert år indsamles data og der gøres status over hvor langt koncernen er i forhold til at nå de mål, der er sat. Resultaterne offentliggøres i en Fremskridtsrapport, som også sendes til FN. Rapporten er netop offentliggjort, og kan læses på www.nkt.dk Leverandører også omfattet På blot 1½ år har NKT iværksat gennemgribende dataindsamling, systematisering af koncernens eksisterende politikker og formulering af overordnede etiske retningslinjer. Antallet af arbejdsulykker er faldende, genanvendelsesprocenten af egne materialer er steget og der arbejdes på at bringe CO2-udledningen ned. Det er koncerndirektør Søren Isaksen, som koordinerer NKT koncernens indsats i de fire forretningsområder: energikabelproducenten NKT Cables, Nilfisk-Advance som producerer industrielle rengøringsmaskiner, Photonics Group som udvikler fiberbaserede laserprodukter og NKT Flexibles, der som én af kun tre virksomheder i verden producerer fleksible rør til offshore industrien. - I alle de fire virksomheder er vi enige om at stille krav til vores leverandører, men vi har forskellige datoer for hvornår målet skal være nået, fordi virksomhederne - og den forretningsverden, de er en del af - er forskellige, siger Søren Isaksen. Indsats på mange fronter Et nyt tiltag er en whistleblower ordning, som giver alle medarbejdere i NKT koncernen mulighed for anonymt at gøre opmærksom på eventuelle forseelser eller uregelmæssigheder. Et andet eksempel er Nilfisk-Advance, som har vedtaget en bilpolitik, der sikrer, at alle nyindkøbte biler har en maksimum CO2 udledning på 150 g pr. kilometer. Et tredje eksempel er NKT Photonics, hvor medarbejdere, der arbejder med høj-effekt laserlys, nu regelmæssigt får deres øjne testet. Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte os på +45 4348 2000. Venlig hilsen NKTs Kommunikationsafdeling