FLSmidth opnår endnu en drifts- og vedligeholdelseskontrakt fra egyptisk cementkunde


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 32-2010, 11. november 2010

FLSmidth har indgået en kontrakt med Arabian Cement Company (ACC) på drift og vedligeholdelse af den anden linie på selskabets cementfabrik nær byen Suez i Egypten. Den anden linie projekteres og leveres af FLSmidth (jf. selskabsmeddelelse nr. 28-2008).

 

Parterne har aftalt ikke at offentliggøre kontraktsummen, som omfatter fem års drift og vedligeholdelse af en klinkerproduktionslinie med en kapacitet på 6.000 tons i døgnet. 

 

FLSmidth driver og vedligeholder allerede den første line på fabrikken som ligeledes er opført af FLSmidth (jf. selskabsmeddelelse nr. 22-2007). Den nye ordre omfatter endvidere en forlængelse af drift og vedligeholdelse af den første linie, således at begge kontrakter afvikles sideløbende over en femårig periode når den anden linie idriftsættes.   

 

Kontrakten omfatter rekruttering og uddannelse af lokale medarbejdere som skal forestå driften og vedligeholdelsen af fabrikken, samt reservedele og teknisk assistance. Målet er at sikre en meget høj produktionsstandard, samtidig med at fabrikkens værdi bevares gennem en optimal drift og vedligeholdelse af fabrikken.  

 

"Denne ordre fra Arabian Cement Company understreger vores stærke position på det egyptiske marked og især vores gode samarbejde med ACC. Det nordafrikanske cementmarked byder fortsat på lokale forretningsmuligheder, og alene i 2010 har vi opnået tre store ordrer i denne region udover denne kontrakt," udtaler adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.

 

Ordrerne vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil kontrakten udløber i starten af 2016.

 

                   -------------------------------------

 

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til koncerndirektør Bjarne Moltke Hansen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 77.

 

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

 

 

Med venlig hilsen

 

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations


Attachments

Link til PDF version