H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har i dag offentliggjort, at selskabet har indgået aftaler med Zenobia Therapeutics (Zenobia) og Vernalis plc (Vernalis), som vil give Lundbeck adgang til relevant viden med henblik på fremstilling af hæmmere til såkaldte "leucine-rich repeat"-kinaser. Et af medlemmerne af denne familie af kinaser, leucine-rich repeat kinase 2 (LRRK2), har høj prioritet hos Lundbeck som følge af dets relevans inden for flere terapeutiske indikationer, herunder Parkinsons sygdom. Lundbeck vil samarbejde med Zenobia og benytte Zenobias ekspertise inden for protein-ekspression og røntgenkrystallografi for ovennævnte target, LRRK2. I henhold til aftalen vil Zenobia gennemføre røntgenkrystalstrukturer af såvel vildtypen og en mutanttype forbundet med Parkinsons sygdom i kombination med Lundbecks egne stoffer. Zenobia beholder alle rettigheder og ejerskabet til LRRK2-strukturen samt til deres interne kemiprogram inden for LRRK2. De økonomiske vilkår i samarbejdet er ikke oplyst. Vernalis-aftalen fokuserer på et forskningssamarbejde, hvor Vernalis' fragment- og strukturbaserede forskningsplatform vil blive anvendt. I henhold til samarbejdsaftalen, vil Lundbeck og Vernalis samarbejde om at identificere stofkandidater, som kan hæmme LRRK2. Vernalis vil modtage betalinger og en andel af produktets potentielle succes i form af milepælsbetalinger og royalties af salgsindtægter. De økonomiske vilkår i samarbejdet, i øvrigt, er ikke oplyst. "Disse aftaler er et vigtigt supplement til Lundbecks fokus på at udvikle nye og innovative lægemidler inden for CNS på områder med et stort udækket behov. Aftalerne er endnu et led i Lundbecks nye forsknings- og udviklingsstrategi, som skal sikre, at vi fremover på den mest effektive måde kan opdage og udvikle lægemidler, som vil kunne hjælpe og behandle biologisk definerede grupper af patienter med hjernesygdomme. Det er denne type lægemidler, vi forventer, der vil være efterspørgsel på i fremtiden.", udtaler Peter Høngaard Andersen, Executive Vice President, Research Management i Lundbeck. LRRK2, som også benævnes dardarin, er et enzym, der er kodet af LRRK2-genet[i]. Mutationer i dette gen udgør en risikofaktorer for udviklingen af Parkinsons sygdom[ii]. Fire LRRK2-genvarianter forekommer hos patienter med Parkinsons sygdom, men er sjældne i den almene befolkning. Hæmning af LRRK2 har potentielt neurobeskyttende egenskaber. Genet udtrykkes ved høje niveauer i dopamin- producerende neuroner. Resultatforventninger Indholdet af denne meddelelse får ingen indflydelse på Lundbeck-koncernens resultatforventninger til 2010, som blev offentliggjort den 4. marts 2010 i forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for 2009 og yderligere specificeret ved offentliggørelsen af delårsrapporten for 3. kvartal den 3. november 2010. Lundbeck kontakt Investorer: Presse: Palle Holm Olesen Mads Kronborg Chief Specialist, Investor Relations Media Relations Manager Tlf. 36 43 24 26 Tlf. 36 43 28 51 Magnus Thorstholm Jensen Stine Hove Marsling Investor Relations Officer External Communication Specialist Tlf. 36 43 38 16 Tlf. 36 43 28 33 Jacob Tolstrup Vice President Tlf. +1 847 282 5713 Om Vernalis Vernalis er et medicinalselskab med fokus på udviklingsfasen, som har stor ekspertise i at føre lovende produktkandidater på markedet ved hjælp af en kommercielt fokuseret strategi. Selskabet har ét markedsført produkt, frovatriptan, til akut behandling af migræne, samt ni udviklingskandidater, hvoraf de seks udvikles i prioritetsprogrammer. Tre af disse prioritetsprogrammer gennemføres i øjeblikket uden en samarbejdspartner, mens selskabet har samarbejdspartnere til de andre tre. Udviklingsprogrammerne stammer fra såvel Vernalis' forskningsaktiviteter, hvor selskabet har stor ekspertise inden for fragment- og strukturbaseret lægemiddelforskning, samt fra samarbejdsaftaler. Vernalis' teknologier, kompetencer og produkter er valideret via samarbejde med Biogen Idec, Chiesi, Endo, GSK, Menarini, Novartis og Servier. Om Zenobia Zenobia leverer et kommercielt bibliotek af fragmenter og adgang til deres strukturelle biologi, krystallografi og fragmentbaserede ekspertise inden for lead-forskning via partnerskaber, konsulentbistand og anden form for samarbejde. Zenobias interne programmer kombinerer fragmentbaserede lead-forskning med ekspertise hos biologer og klinikere til at finde behandlinger af alvorlige sygdomme, hvor der ikke findes nogen sygdomsændrende behandling, f.eks. Parkinsons sygdom og neuroblastom hos børn. Om Lundbeck H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUKY) er en international farmaceutisk virksomhed , der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lider af sygdomme i centralnervesystemet (CNS). Lundbeck arbejder med forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden målrettet lidelser som depression, angst, skizofreni, søvnløshed, epilepsi samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme. Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København og har i dag ca. 5.900 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende farmaceutiske virksomheder inden for CNS-området. Lundbeck omsatte i 2009 for DKK 13,7 mia. (ca. EUR 1,8 mia. eller USD 2,6 mia.). Yderligere oplysninger fås på www.lundbeck.com. -------------------------------------------------------------------------------- [i] Neuron, Volume 44, Issue 4, 595-600, 18 November 2004 [ii] Nature Reviews Neuroscience, Volume 11, 791, December 2010 [HUG#1473061]