Foreningens bestyrelse har d.d. gennemgået en foreløbig opgørelse af resultatet for 2010. Følgende kan fremhæves om årets forløb:
§ Investeringsforeningen SmallCap Danmark opnåede et afkast i 2010 på 18,6% (2009: 52,9%), hvilket skal sammenholdes med en stigning i KFMX, foreningens benchmark, på 16,7% (2009: 24,4%) og en stigning i C20 på 35,9% (2009: 35,9%). Årets resultat blev 27,8 mio. kr. (2009: 62,3 mio. kr.) Medlemmernes formue udgjorde d. 31. december 2010 182,7 mio. kr. (2009: 154,2 mio. kr.) svarende til en indre værdi på 9147 kr. (2009: 7.710 kr.) pr. bevis.
§ Afkastet oversteg udviklingen i de store internationale indeks, men var under udviklingen i C20 indekset, hvor især indekstunge Novo Nordisk sprang i øjnene med et afkast på 90%.
§ De største resultatbidrag kom fra IC Companys (+ 5,2 mio. kr.), DLH (+4,0 mio. kr.) og Topsil (+3,3 mio. kr.). De største negative resultatbidrag kom fra Greentech (-3,0 mio. kr.), H+H (-1,9 mio. kr.) og Brdr. Hartmann (-1,1 mio. kr.). Ultimo 2010 var foreningens tre største investeringer IC Companys, Topsil og DLH.
§ Bestyrelsen vil indstille til generalforsamlingen, at der ikke udloddes udbytte for 2010.
§ Vi forventer en positiv udvikling på aktiemarkedet i 2011, men også at der fra tid til anden kan forekomme betydelige udsving i aktiekurserne.
§ Vi mener, at der er god sandsynlighed for, at danske small caps kan få en særlig positiv kursudvikling. Investorerne har allerede øget fokus på udvalgte small caps. En øget risikovillighed, herunder til at investere i mindre likvide aktier, kombineret med en god indtjeningsudvikling og en mere attraktiv prisfastsættelse end for de store likvide aktier er baggrunden for vores vurdering.
Årsrapporten for 2010 forventes offentliggjort d. 22. marts 2011.
Med venlig hilsen
Investeringsforeningen SmallCap Danmark
Jan O. Frøshaug Christian Reinholdt
Formand for bestyrelsen Direktør