Året 2010 - i overskrifter:
- Resultat før skat kr. 120 mio. kr. - mod 70 mio. kr. året forud - forrenter primoegenkapitalen med 10,9 pct.
- Bidrag til Det Private Beredskab og Indskydergarantifonden andrager 36 mio. kr.
- Resultat før skat og bidrag til sektorløsningen andrager således 156 mio. kr. - eller 14,1 pct. af primoegenkapitalen.
- Basisindtjeningen før nedskrivninger på udlån og kursregulering af noterede værdipapirer m.v. andrager 213 mio. kr.
- Nedskrivninger på udlån m.v. andrager 81 mio. kr., 1,1 pct. af lån og garantier.
- Likviditetsoverdækning 255 pct.
- Stabil funding 8,6 mia.kr. i forhold til et samlet udlån på 6,0 mia. kr. Det svarer til en "Funding-ratio" 0,70.
- Egenkapital 1.206 mio. kr.
- Solvens 17,4 pct., heraf kernekapital 17,4 pct. - alene baseret på egenkapital.
- Solvensbehov 9,7 pct.
- Årets resultat efter skat, 93 mio. kr. fordeles med 85 mio. kr. til konsolidering og 8 mio. kr. i udbytte til aktionærerne.
- Bankens ledelse anser årets resultat for tilfredsstillende.
Forventninger til 2011
En forventet fortsat afdæmpet økonomisk udvikling i samfundet vil lægge en dæmper på investeringslysten i samfundet. Derfor forventer banken i 2011 en svag vækst i forretningsomfanget.
Banken forventer i 2011 at have en fortsat pæn basisindtjening før nedskrivninger på udlån og kursregulering af børsnoterede værdipapirer - og på niveau med, hvad der er realiseret i 2010 - eller på 175-200 mio. kr.
Bag de - også gennem de seneste kriseår - fortsatte solide resultater ligger de grundlæggende principper og den forretningsmodel, som vi driver Nordjyske Bank efter. Vi holder os til de bankforretninger og kunder i det nære markedsområde, som vi kender og har forstand på, og som vi søger at betjene på en seriøs og langtidsholdbar måde.
Nordjyske Banks klare forretningsmodel og de sunde bankdyder, som banken drives efter, har været afgørende faktorer for skabelsen af det stærke fundament, som banken bygger på, og som er et stærkt udgangspunkt for de kommende udfordringer på det finansielle marked.
Målet er uændret, at det nordjyske område og vore mange tusinde kunder og aktionærer også på længere sigt kan bevare fordelene ved at have deres egen lokale bank, hvor der kan handles og besluttes lokalt og selvstændigt til gavn og glæde for hele områdets udvikling.
Pænt resultat for 2010 og gode udsigter for Nordjyske Bank
Den fortsatte økonomiske afmatning er stadig mærkbar. I Nordjyske Bank kan vi dog med tilfredshed konstatere, at banken har klaret sig pænt - også i 2010 - og fortsat leverer pæne resultater.
Resultatet før skat blev på 120 mio. kr. mod 70 mio. kr. i 2009.
Resultatet er efter, at Nordjyske Bank har bidraget med i alt 36 mio. kr. til Det Private Beredskab og Indskydergarantifonden, som bankens bidrag til sektorens løsning efter at en række pengeinstitutter måtte ophøre med at drive bankvirksomhed.
Basisindtjeningen, som er resultatet før nedskrivninger og kursregulering af noterede værdipapirer - andrager 213 mio. kr. året. Dette resultat ligger i den øverste del af det tidligere udmeldte interval på 200 - 215 mio. kr.
Bag det pæne resultat ligger følgende udviklings- tendenser:
En stigning i basisindtægterne med 50 mio. kr. eller 11 pct. til 497 mio. kr., som hidrører fra:
- En stigning i nettorenteindtægter på 4 pct. til 352 mio. kr. - mod 340 mio. kr. året forud.
- En stigning i gebyr- og provisionsindtægterne - netto - med 7 pct. til 97 mio. kr.
- En stigning i afkast af sektoraktier på 33 mio. kr., som i lighed med de tidligere år betragtes om en del af basisindtægterne.
En stigning i driftsudgifter og driftsafskrivninger på 4 mio. kr. til 264 mio. kr. - eller 2 pct.:
- Driftsudgifterne m.v. - (opgjort excl. garantiprovision til Det Private Beredskab) - er naturligvis påvirket af tilgang af Ø. Brønderslev Sparekasse 1/1-2010 og tilgang af Løkken Sparekasse 1/4-2009.
- Korrigeret for engangsudgifter i 2009 og 2010 ved integration af henholdsvis Løkken Sparekasse og Øster Brønderslev Sparekasse udviser omkostningerne en stigningstakt på 9 pct.
- Nedskrivninger på bankens udlån m.v. udgør 81 mio. kr. mod 86 mio. kr. året forud.
- Det Private Beredskab har belastet regnskabet med 36 mio. kr. mod 40 mio. kr. året forud.
Nordjyske Bank har en komfortabel likviditetsmæssig situation og alene byggende på indlån fra lokalområdet.
Bankens stabile funding, bestående af indlån, egenkapital og obligationslån med en restløbetid over 1 år - udgør 8,6 mia. - over for et udlån på 6,0 mia. kr. - eller en funding-ratio på 0,70. Uden den statsgaranterede funding på 1 mia. kr., som forventes indfriet i 2011 (de modstående værdipapirer ligger i bankens egen beholdning) - udgør funding-ratio komfortabelt på 0,78.
Egenkapitalen andrager - før udbytteudlodningen på 8 mio. - kr. 1.206 mio. kr.
Fra officiel side opfordres der til, at pengeinstitutterne er tilbageholdende med at udbetale udbytte, og at man i stedet konsoliderer sig. Nordjyske Bank finder det forsvarligt at gøre begge dele - og vil udbetale 10% i udbytte for 2010.
Bankens solvens udgør 17,4 pct. - alene baseret på egenkapital. Solvensbehovet i Nordjyske Bank er opgjort til 9,7 pct.
Nedskrivninger på udlån m.v.
Der er i 2010 udgiftsført netto 81 mio. kr. på udlån m.v. mod 86 mio. kr. året forud. (excl. Det Private Beredskab) Nedskrivningen udgør 1,1 pct. af lån og garantier - uændret i forhold til 2009. Den samlede nedskrivnings- og hensættelsessaldo udgør herefter 306 mio. kr. - svarende til 4,1 pct. af udlån og garantier.
Det væsentligste risiko ligger i banken p.t. på udlån til landbruget, hvor bankens bruttorisiko udgør 18 pct. af bankens udlån og garantier - eller en mere korrekt risikomåling: 109 pct. af bankens egenkapital.
Nedskrivninger og hensættelser på engagementer med landbrugserhvervet udgør i alt 154 mio. kr. - eller 10,5 pct. af bruttoudlån og garantier til branchen. Udlån og garantier med objektiv indikation for værdiforringelse er fuldt afdækket med nedskrivninger/hensættelser og forsigtigt ansatte sikkerheder.
I den individuelle solvensopgørelse er der taget højde for, at der kan komme tab på engagementer med væsentlige svagheder, uden nedskrivning og hensættelse, ligesom der er reserveret kapital til afdækning af risikoen på engagementer med visse svagheder. Totalt set er der i solvensbehovsopgørelsen reserveret yderligere 110 mio. kr. til evt. kommende tab.
Nordjyske Bank har helt naturligt et forholdsvis stort udlån til landbrugserhvervet, idet det er et stort erhverv i bankens markedsområde. Bankens landbrugskunder har generelt robuste kapitalforhold og landbrugskunderne er kendetegnet ved, at den altovervejende hovedpart har været i branchen gennem mange år.
Nordjyske Bank er naturligvis påvirket af de aktuelle økonomiske problemer i landbruget med øgede nedskrivninger, men landbrugets vanskeligheder kan på ingen måde true banken.
Usikkerhed ved indregning og måling
Årets resultat er ikke påvirket af usædvanlige forhold - udover dem der allerede er omtalt i ledelsesberetningen.
Efter regnskabsårets afslutning har det statslige selskab Finansiel Stabilitet A/S overtaget Amagerbanken efter bankens konkurs. Nordjyske Bank har ikke eksponeringer mod Amagerbanken i form af kreditfaciliteter, obligationer eller aktier i Amagerbanken.
I lighed med de øvrige danske pengeinstitutter hæfter Nordjyske Bank for tab, som Indskydergarantifonden må imødese i forbindelse med Amagerbankens konkurs. Nordjyske Bank's seneste opgjorte andel af sektorens indeståelse over for Garantifonden for indskydere og investorer andrager 0,65 pct.
Herudover er der ikke, efter regnskabsårets afslutning, indtruffet hændelser, som har indflydelse på bankens resultat for 2010, bankens aktiver og passiver samt den finansielle stilling ultimo 2010.
Ved opgørelsen af de regnskabsmæssige værdier er der udøvet et skøn. De udøvede skøn er baseret på forudsætninger, som ledelsen finder forsvarlige.
De væsentligste skøn vedrører:
- nedskrivninger på udlån og tilgodehavender, hvor kvantificering af risikoen for manglende fremtidige betalinger er forbundet med et væsentligt skøn,
- ved beskrivelse af kreditkvaliteten er behæftet en vis grad af usikkerhed, idet banken på nogle områder har været nødsaget til at anlægge et kvalificeret skøn,
- værdifastsættelse af immaterielle aktiver, med hensyn til kvantificering af de fremtidige indtægter og den anvendte kalkulationsrente,
- værdifastsættelse af ejendomme, med hensyn til de anvendte kalkulationsrenter, samt
- værdifastsættelse af unoterede sektoraktier, jf. nedenstående
Unoterede aktier i selskaber, som banken ejer i fællesskab med en række andre pengeinstitutter m.v. - de såkaldte sektoraktier, er behæftet med et væsentligt skøn i forbindelse med
fastlæggelse af dagsværdi. Ved fastsættelse af dagsværdien tages udgangspunkt i tilgængelige oplysninger om aktuelle handler. Såfremt der ikke foreligger aktuelle markedsdata, er dags- værdien fastlagt på grundlag af selskabernes senest aflagte og godkendte regnskaber. Princippet for bankens fastsættelse af dagsværdien er uændret i forhold til de foregående år.
Konsolidering og kapitalforhold
Af årets resultat efter skat, 93 mio. kr., foreslås 8 mio. kr. anvendt til udbytte, og resten henlagt til egenkapitalen. Egenkapitalen er i løbet af året forøget med 5 mio. kr., netto, som følge af netto salg af bankens aktier. Bankens egenkapital og andrager ved udgangen af året i alt 1.206 mio. kr.
Ved opgørelse af bankens kapitaldækning (solvens) anvendes standardmetoderne for beregning af kreditrisici uden for handelsbeholdningen samt markedsrisici. Til brug for måling af de operationelle risici anvendes den såkaldte basisindikatormetode.
Bankens solvensprocent andrager 17,4 pr. 31. december 2010.
I henhold til bestemmelserne i kapitaldækningsbekendtgørelsen skal banken offentliggøre detaljerede informationer om risici, kapitalstruktur, kapitaldækning og risikostyring m.v. Disse oplysninger fremgår af bankens hjemmeside www.nordjyskebank.dk.
Det individuelle solvensbehov
Siden 2007 har pengeinstitutter i Danmark skullet opgøre deres individuelle solvensbehov i en intern beregning, som afspejlede risikoprofilen i det enkelte pengeinstitut, når denne blev udsat for en række stresstests, hvorved man beregnede det enkelte pengeinstituts individuelle solvensbehov og den nødvendige tilstrækkelige basiskapital.
Nordjyske Banks beregning af det individuelle solvensbehov udgør 9,7 pct.
Set i lyset af, at den faktiske solvens udgør 17,4 pct. ultimo 2010, har banken en overdækning af det individuelle solvensbehov på næsten 80 pct. baseret på kapital af bedste kvalitet, nemlig egenkapital. Det understreger bankens solvensmæssige robusthed.
For nærmere oplysning om bankens beregnede individuelle solvensbehov henvises til bankens hjemmeside: www.nordjyskebank.dk
Koncernredegørelse
Nordjyske Bank ejer hele aktiekapitalen i Sæbygård Skov A/S. Datterselskabets resultat for 2010 er indeholdt i bankens resultatopgørelse under "resultat af kapitalandele i associerede og
tilknyttede virksomheder". Aktierne er optaget til 13,4 mio. kr., der er den regnskabsmæssige indre værdi.
Der er ikke udarbejdet koncernregnskab, idet datterselskabets virksomhed, både med hensyn til balance og resultat, set i forhold til bankens, er ubetydelig
Forslag til generalforsamlingen
Bestyrelsen indstiller, med repræsentantskabets godkendelse, følgende forslag til ændring af bankens vedtægter til behandling på den ordinære generalforsamling, der afholdes den 8. marts 2011 i Arena Nord, Frederikshavn:
- Forlængelse af bemyndigelsen til udvidelse af aktiekapitalen til 8. marts 2016.
- Bemyndigelse til bestyrelsen til at beslutte at kommunikation med aktionærerne kan ske via elektronisk kommunikation.
- at ekstraordinære generalforsamlinger afholdes i Vendsyssel efter bestyrelsens nærmere bestemmelse.
- at årsregnskabet skal revideres.
- Bemyndigelse til bestyrelsen til at foretage de ændringer som Finanstilsynet måtte kræve, eller som skal foretages som følge af lovændringer.
Endvidere vil bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at den bemyndiges til erhvervelse af egne aktier, jf. selskabslovens § 198.
Herudover skal generalforsamlingen tage stilling til lov om finansiel stabilitet omkring den nye afviklingsordning for nødlidende pengeinstitutter.
Forventninger til 2011
En forventet fortsat afdæmpet økonomisk udvikling i samfundet vil lægge en dæmper på investeringslysten i samfundet. Derfor forventer banken i 2011 en svag vækst i forretningsomfanget.
Banken forventer i 2011 at have en fortsat pæn basisindtjening før nedskrivninger på udlån og kursregulering af børsnoterede værdipapirer - og på niveau med, hvad der er realiseret i 2010 - eller på 175-200 mio. kr.
Det samlede resultat vil naturligvis være påvirket af nedskrivningsposten på udlån og kursudviklingen på bankens beholdning af noterede værdipapirer. Den største usikkerhedsfaktor ligger på nedskrivningsposten på udlån og garantier, hvor den svage økonomiske vækst må forventes at medføre en nedskrivningsprocent i 2011 på niveau med det, der er realiseret i 2010.
Tilsynsdiamant
Finanstilsynet introducerede kort før sommerferien den såkaldte "Tilsynsdiamant", som består af fem pejlemærker for, hvad der som udgangspunkt anses for særlige risiko- områder for pengeinstitutvirksomhed.
For hver af de fem pejlemærker, har Finanstilsynet opstillet en grænseværdi, som pengeinstitutterne som udgangspunkt bør ligge inden for. Grænseværdierne er i december 2010 justeret på enkelte områder.
Nordjyske Bank opfylder pr. 31/12-2010 fuldt ud de fastlagte grænseværdier:
Fondsrådets afgørelse vedrørende Nordjyske Banks årsrapport 2009.
Finanstilsynet har foretaget kontrol af bankens årsrapport for 2009. Dette sker som led i den kontrol af finansielle virksomheders årsrapporter, som Finanstilsynet udfører på vegne af Fondsrådet.
Banken har i februar 2011 modtaget Fondsrådets afgørelse vedrørende kontrollen. Henset til mængden og karakteren af fravigelserne er det Fondsrådets vurdering, at de konstaterede fejl og fravigelser samlet set er en fejl, selv om enkelte af fravigelserne isoleret set ikke er væsentlige.
Banken har fået påbud om at rette alle fejl og fravigelser i årsrapporten 2010 med henvisning til, at offentliggørelsen af denne var nært forestående.
Årsrapport 2010
I øvrigt henvises til bankens årsrapport for 2010, der er udsendt samtidig med denne meddelelse, og som er tilgængelig på bankens hjemmeside; www.nordjyskebank.dk.
Finanskalender for 2011
- 8. marts 2011 Ordinær generalforsamling
- 23. maj 2011 Offentliggørelse af kvartalsrapport pr. 31. marts 2011
- 9. august 2011 Offentliggørelse af halvårsrapport pr. 30. juni 2011
- 21. november 2011 Offentliggørelse af kvartalsrapport pr. 30. september 2011
For yderligere kommentarer henvises til bankens administrerende direktør Jens Ole Jensen på telefon nr. 9633 5000.