Endnu et godt år

Efter et turbulent første halvår i aktiemarkederne endte 2010 med at blive endnu et godt år for vores investorer. Det samlede afkast for vores fonde endte på 15,5 milliarder norske kroner. Med undtagelse af SKAGEN Vekst og SKAGEN Avkastning opnåede alle vores fonde et bedre afkast end deres referenceindekser.


Fondenes gode resultater – og en forvaltningskapital, som steg fra 95 til 110 milliarder norske kroner – gjorde sit til, at 2010 også blev et godt år for ejerselskabet SKAGEN AS.

Resultatet 34 procent ned

SKAGEN Kon-Tiki opnåede i 2010 et afkast på 29,2 procent – 2,0 procentpoint bedre end vækstmarkedsindekset.

Aktiefondenes variable honorar var lavere end i rekordåret 2009. SKAGEN AS’ driftsindtægter var 20 procent lavere og udgjorde 1,2 milliarder norske kroner. Årets resultat blev 384 millioner norske kroner – det er en 34 procents nedgang i forhold til 2009, som var et rekordår for både vores fondes investorer og SKAGEN AS.

Lige over halvdelen af forvaltningskapitalen ejes nu af udlændinge. Det viser, at vores fonde er attraktive uden for Norges grænser. Vores største markeder uden for Norge er Sverige, Danmark, Storbritannien og Holland. SKAGEN er med andre ord blevet en norsk eksportsucces i et globalt marked, hvor konkurrencen er benhård.

I verdensklasse

SKAGEN Kon-Tiki opnåede i 2010 et afkast på 29,2 procent, og det var 2,0 procentpoint bedre end vækstmarkedsindekset.

SKAGEN Kon-Tiki har nu slået verdensindekset samtlige år siden lanceringen i 2002. De investorer, som har været med på hele turen, kan glæde sig over et årligt afkast på 21,8 procent efter alle omkostninger. Har man i stedet investeret i vækstmarkedsindekset (uden omkostninger), har det årlige afkast ligget på 11,7 procent.

SKAGEN Global gik sidste år 23,9 procent op – 3,4 procentpoint bedre end verdensindekset. Siden opstarten i 1997 har fonden slået verdensindekset i 13 ud af 14 år. Det gennemsnitlige afkast siden starten er 17,3 procent, hvorimod verdensindekset kun har givet 1,7 procent.

Afkastet i SKAGEN Vekst androg 23,0 procent i 2010 mod indeksets (50/50 Oslo Børs/verdensindekset) 23,7 procent. Det årlige gennemsnitlige afkast siden lanceringen i december 1993 ligger på 17,4 procent, hvorimod referenceindekset står for 10,1 procent.

Bedre resultat, samme honorar

SKAGEN er optaget af, at et godt langsigtet afkast skal tilflyde kunderne. Aktiefondenes afkast spændte sidste år fra 23 til 29 procent. Alligevel betalte kunderne ikke mere end i de fleste andre aktiefonde i 2010. Det gennemsnitlige fovaltningshonorar var 1,6 procent. Det gennemsnitlige forvaltningshonorar i Norge for alle passive og aktive fonde er ifølge Verdipapirfondenes Forening på 1,7 procent.

Superår for Tellus

Sidste år blev meget godt for den globale obligationsfond SKAGEN Tellus. Fondens værdistigning lå på 17,4 procent, hvorimod referenceindekset steg 13,2 procent. Det årlige gennemsnitlige afkast har siden fondens opstart i efteråret 2006 været 7,1 procent. Fondens referencevaluta er euro.

Obligationsfonden SKAGEN Avkastning undervurderede faldet i de lange renter ved årets begyndelse og endte med et afkast på 9,3 procent – 1,8 procentpoint svagere end referenceindekset. Eftersom dette består af statsobligationer med en fast løbetid på tre år, kan en mulig stigende rente i 2011 betyde, at SKAGEN Avkastning tager revanche.

I et lavrenteklima gav pengemarkedsfondene SKAGEN Høyrente og SKAGEN Høyrente Institusjon et afkast på henholdsvis 2,73 og 2,79 procent. Begge fonde lå et godt stykke foran deres referenceindekser såvel som 3 måneders NIBORs rente. Disse fonde markedsføres ikke i Danmark.

1850 millioner fra Holland

Vores investorer nettoindløste i løbet af første halvår for 2,5 milliarder norske kroner. Der var to årsager hertil. SKAGEN Global skiftede forvalter i marts, hvor Kristian Falnes overtog roret fra Filip Weintraub. Institutionelle investorer frasolgte i den forbindelse. Dertil kom, at der blev gjort stor brug af slagsknappen under markedsuroen i maj og juni.

Det er glædeligt at konstatere, at SKAGEN Global har slået verdensindekset med over seks procentpoint, siden Kristian Falnes tog over som hovedforvalter i marts og til dags dato. Fondens merafkast hele året udgjorde 3,4 procentpoint.

I andet halvår strømmede pengene atter ind i SKAGENs aktiefonde, så nettotegningen for 2010 endte på 343 millioner norske kroner. Rentefondene havde en nettotegning på 191 millioner norske kroner.

De to største tegningsbidrag kom fra Holland og Danmark – nettotegninger på henholdsvis 1,85 og 1,1 milliarder norske kroner.

First we take London …

Stor efterspørgsel fra udenlandske investorer fik SKAGEN til at åbne det første kontor uden for Skandinavien – i London. I første omgang er ansat tre medarbejdere på London-kontoret. Hovedfokus er eksisterende kunder i Storbritannien, som tilsammen har investeret otte milliarder norske kroner hos os.

Ekspansionen fortsætter så i 2011. Vi vil i årets løb åbne et kontor i Amsterdam og yde bedst mulig service til nye og eksisterende hollandske kunder.

PS: I Årsrapporten 2010 kan du læse mere om, hvad der er sket i vores fonde sidste år. Du kan også se historiske afkastnings-, risiko- og omkostningstal for fondene samt finde mange interessante temaartikler skrevet af vores forvaltere. Årsrapporten udkommer på norsk i dag og udkommer i en oversat og bearbejdet dansk version medio februar. 

         For yderligere oplysninger, kontakt SKAGEN Fondene i Danmark, telefon 7010 4001 eller e-mail kundeservice@skagenfondene.dk


Attachments

SKAGEN Fondene Arsrapport 2010 norsk version.pdf