Halvårsrapport fra Øresundsbron


København, 2011-08-12 09:26 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Erhvervstrafikken giver Øresundsbron øgede indtægter

Øresundsbrons resultat for første halvår af 2011 blev et overskud på 77 millioner DKK før værdiregulering. Det er en fremgang på 59 millioner DKK sammenlignet med samme periode sidste år, hvilket først og fremmest skyldes øgede vejindtægter, lavere afskrivninger og lavere renteomkostninger.

Den samlede trafik er stort set uændret sammenlignet med 2010. Lastbiltrafikken steg, mens pendlertrafikken faldt. Vejindtægterne steg med 13 millioner DKK til 496 millioner DKK, hvilket dels skyldes væksten på fragtmarkedet, som har en højere pris end de øvrige markeder, dels generelt højere gennemsnitspriser i perioden.

- Det er bekymrende for integrationen i Øresundsregionen at pendlingstrafikken falder, men samtidig er den positive udvikling i lastbilstrafikken og den øvrige erhvervstrafik meget glædelig, siger Øresundsbrons administrerende direktør Caroline Ullman-Hammer.

Driftsomkostningerne steg med 13 millioner DKK til 151 millioner DKK, hvilket først og fremmest skyldes, at den svenske krone er blevet styrket.

Det store fald i afskrivninger (45 millioner DKK) skyldes, at cirka en milliard DKK af den oprindelige anlægsinvestering afskrives over 10 år, og den periode udløb i 2010.

Resultatet af primær drift blev et overskud på 464 millioner DKK, hvilket er en forbedring på 54 millioner DKK.

Renteomkostningerne er positivt påvirket af det fortsat lave renteniveau i Europa, hvorimod den øgede inflation trækker i retning af øgede renteudgifter. Samlet er nettofinansieringsomkostningerne faldet med 5 millioner DKK i forhold til samme periode i 2010.

Resultatet før værdiregulering blev et overskud på 77 millioner DKK, hvilket er en forbedring på 59 millioner DKK.

 

Hovedposterne i resultatopgørelsen (mio. DKK)

 

  Jan – jun. 2011 Jan – jun. 2010 Udvikling
Indtægter vej 496 483 13
Indtægter jernbane 235 229 6
Øvrige indtægter 12 9 3
Indtægter i alt 743 721 22
Driftsomkostninger - 151 -138 -13
Afskrivninger -128 -173 45
Resultat af primær drift 464 410 54
Finansielle poster -387 -392 5
Resultat før værdireguleringer 77 18 59
Værdiregulering, dagsværdieffekt netto* 152 -533  
Værdiregulering, valutakurseffekt netto* 49 -7  
Periodens resultat 278 -522  

* Værdiregulering er et regnskabsprincip, hvorefter man løbende fastsætter ændringer i værdien af de finansielle aktiver og passiver til deres markedsværdi. Værdireguleringen har ikke nogen effekt på virksomhedens evne til at tilbagebetale sin gæld.

Udvikling i vejtrafikken i perioden januar-juni

 

  Personbiler etc.* Lastbiler Busser Totalt
Trafik per dag 2011 17.424 973 112 18.508
Trafik per dag 2010 17.568 891 118 18.577
Ændring -0,8% +9,2% -5,1% -0,4%
Markedsandel 2011** 81,3% 48,7% 65,5% 78,4%
Markedsandel 2010** 80,2% 47,3% 64,7% 77,4%
Ændring +1,1 +1,4 +0,8 +0,9

* Personbiler omfatter også varebiler, personbiler med anhænger samt motorcykler
**For perioden januar-maj

 

         Øresundsbrons administrerende direktør Caroline Ullman-Hammer kan kontaktes for yderligere oplysninger på tlf. 33 41 60 00.

Recommended Reading