Periodemeddelelse for perioden 1. januar - 30. september 2011
- Resultat før skat på -2,1 mio. kr.
- Negative kursreguleringer på 12,4 mio. kr.
- Nedskrivninger på udlån og garantier med 12,4 mio. kr.
- Hensat til Indskydergarantifonden vedr. tab på diverse kreditinstitutter 3,9 mio. kr.
- Udlån i forhold til indlån på 95,8 %.
- Likviditetsoverdækning 135,1%.
- Kernekapitalprocent på 15,9 %.
- Individuel solvensprocent på 10,4 %.
- Alle grænseværdier i ”Tilsynsdiamanten” overholdes.
Regnskabskommentarer
Det ordinære resultat før skat udgør -2,1 mio. kr. mod sidste års resultat på 20,6 mio. kr. i samme periode.
Netto rente- og gebyrindtægter er for perioden påvirket af modregnet tab på forpligtelser for Totalkreditlån med 2,0 mio. kr. mod 2,2 mio. kr. i samme periode sidste år. Netto rente- og gebyrindtægten er sammenlignet med den tilsvarende post for samme periode sidste år faldet med 0,6 mio. kr.
Driftsudgifterne er steget med 3,5 mio. kr. Stigning henføres bl.a. til flere engangsudgifter, herunder udgifter til løbende vedligeholdelse af bankens domicilejendomme, større kursusaktivitet, indkøbt lagerbeholdning af reklameartikler, samt en større gennemført imagekampagne.
Udgiften på kr. 3,9 mio. kr. til Bankpakker m.v. indeholder betaling til Indskydergarantifonden vedr. nødlidende kreditinstitutter, og er inkl. afsatte beløb til Amagerbanken, Fjordbank Mors og Max Bank.
Kursreguleringer på obligationer, aktier og valuta udviser et samlet tab på 12,4 mio. kr. mod en samlet gevinst på 8,4 mio. kr. i samme periode sidste år.
Tab og nedskrivninger på udlån og garantier udgør netto 12,4 mio. kr. mod en nedskrivning på netto 14,0 mio. kr. i samme periode sidste år.
Det gennemsnitlige antal medarbejdere omregnet til fuldtid, er 61,6 medarbejdere mod 61,5 i 2010.
Forventninger til fremtiden
For 2011 blev budgetteret med et resultat - før kursreguleringer - der ville blive bedre end 2010 resultatet. Dette fastholdes uændret
Efter kursreguleringer og nedskrivninger estimeres for hele året et positivt resultat.
Banken henleder opmærksomheden på, at denne periodemeddelelse er udarbejdet ifølge bekendtgørelse om udstederes oplysningsforpligtigelser.