Bestyrelserne for KommuneKredit og KommuneLeasing A/S har i dag indgået fusionsplan med henblik på en fusion af de to enheder med KommuneKredit som den fortsættende forening.
Fusionen vil blive gennemført med hjemmel i § 6, stk. 2, i lov nr. 383 af 3. maj 2006 om Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark, i henhold til hvilken KommuneKredit kan fusionere med datterselskaber efter forudgående godkendelse fra tilsynsmyndigheden.
Den påtænkte fusion blev godkendt af Økonomi- og Indenrigsministeriet i sin egenskab af tilsynsmyndighed den 6. marts 2012.
Baggrunden og begrundelsen for fusionen er, at det vurderes, at der vil være en række administrative fordele ved en fusion mellem KommuneKredit og KommuneLeasing A/S. Efter den påtænkte fusions gennemførelse vil KommuneLeasing A/S’ aktiviteter blive videreført af KommuneKredit som et selvstændigt forretningsområde, der fortsat vil blive markedsført under navnet KommuneLeasing.
Fusionen er betinget af, at bestyrelserne i KommuneKredit og KommuneLeasing A/S senest den 12. marts 2013 endeligt godkender fusionen. Det forventes, at bestyrelserne vil godkende fusionen på bestyrelsesmøder den 15. juni 2012.
Eventuelle henvendelser vedrørende fusionen kan rettes til administrerende direktør Søren Høgenhaven.