Silkeborg, 2012-11-15 10:30 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
NASDAQ OMX
Silkeborg, den 15. november 2012
Fondsbørsmeddelelse nr. 17 / 2012
Vedr.: Periodemeddelelse for perioden 1. juli – 30. september 2012.
Silkeborg IF Invest A/S skal herved i overensstemmelse med reglerne for børsnoterede selskaber aflægge periodemeddelelse for perioden 1. juli – 30. september 2012.
Selskabets aktiviteter er dels fodboldaktivitet og dels ejerskab og drift af ejendomsportefølje. Udviklingen indenfor de enkelte segmenter er beskrevet i det følgende.
-
Fodboldaktiviteter
Forud for den kommende sæson er truppen styrket med tilgang af Adeola L. Runsewe (hentet hos HB Køge) og Emil la Cour (hentet hos FC Fyn) mens islandske Bjarni Vidarsson primo august er hentet hos KV Mechelen, Belgien. Forud for sæson er de unge talenter Mathias Bärthel og Christian Schultz tillige rykket op i 1. holdstruppen.
Helt overordnet set, er den resultatmæssige udvikling, under ledelse af klubbens netop afgåede cheftræner Keld Bordinggaard ikke forløbet tilfredsstillende.
Det er desværre ikke lykkedes at få holdet til at præstere på niveau med tidligere sæsoner, hvilket har bevirket, at holdet aktuelt er placeret på en skuffende 12. plads (16 af 33 kampe er spillet). Konsekvensen af den utilfredsstillende pointhøst til dato er, at indeværende sæsonen nu alene kommer til at handle om overlevelse i superligaen. Det er fortsat ledelsens opfattelse, at holdet kan indfri selskabets overordnede mål om at sikre forbliven i superligaen.
-
Ejendomsaktiviteter
Det noteres med tilfredshed at Papirfabrik komplekset, som udgør ca. 91% af selskabets balance, fortsat udvikler sig positivt og som planlagt. Helt overordnet set følger udviklingen i selskabets investeringsejendomme ledelsens forventninger i indeværende periode, om end selskabet i perioden har konstateret en beskeden tomgang.
Det er uændret selskabets strategi at opretholde et højt vedligeholdelses- og serviceniveau, således at den positive situation kan opretholdes. Det er ligeledes af positiv betydning for ejendomsdriften at finansieringsomkostningerne fortsat er lave.
Selskabets ledelse vurderer løbende på selskabets renterisiko i forhold til de samlede indtjeningsmuligheder på de finansielle markeder, herunder hensyntagen til en vis spredning i låneprofil. Selskabet har i alt 308 mio. kr. i variabelt forrentede flexlån, heraf skal 121 mio. kr. have ny rente den 1. januar 2022 medens den resterende gæld skal have ny rente den 1. april 2018.
Begivenheder efter periodemeddelelsen udløb
Selskabet har oplyst dels at Viggo Jensen d. 11. november 2012 er tiltrådt som ny cheftræner med øjeblikkelig virkning, og dels at selskabets resultatforventning for 2012 er nedjusteret. Der henvises til særskilt fondsbørsmeddelelse nr. 16 af 11. november 2012.
Der er efter periodemeddelelsens udløb herudover ikke indtrådt væsentlige forretningsmæssige begivenheder.
Resultatforventninger 2012
Selskabets resultatforventning udtrykkes uændret jf. fondsbørsmeddelelse nr. 16 af 11. november 2012 som et resultat på 0 til minus 4 mio. kr. før eventuel dagsværdiregulering af investeringsejendomme og skat.
Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til adm. direktør Kent Madsen på telefon 2146 7355.
Med venlig hilsen
Silkeborg IF Invest A/S
Kent Madsen Claus Christensen
Adm. direktør Økonomidirektør