Selskabsmeddelelse
10.12.2012
I henhold til vedtægternes §§ 9 og 11 indkaldes hermed til ekstraordinær generalforsamling i NeuroSearch A/S til afholdelse
Fredag den 4. januar 2013 kl. 11.00
hos Kromann Reumert, Sundkrogsgade 5, 2100 København Ø med følgende dagsorden:
1. Valg af nyt bestyrelsesmedlem
Bestyrelsen stiller forslag om, at advokat Christian Lundgren vælges til selskabets bestyrelse.
Christian Lundgren er født i 1966 og uddannet på Københavns Universitet (cand.jur. 1991). Christian Lundgren er advokat og partner i advokatfirmaet Kromann Reumert og medlem af bestyrelsen i Det Nissenske Familiefond.
I betragtning af selskabets reducerede forretningsfokus efter indgåelse af aftalen med Teva Pharmaceutical Industries Ltd. om salget af Huntexil®-projektet har bestyrelsen fundet det passende at reducere bestyrelsens størrelse fra fem til tre medlemmer. De generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer Thomas Hofman-Bang (bestyrelsesformand), Anders Ullman og Ian Talmage vil derfor udtræde af bestyrelsen på den ekstraordinære generalforsamling.
Som en konsekvens af det reducerede antal generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer vil antallet af medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer blive reduceret fra tre til to.
Efter generalforsamlingen forventes bestyrelsen at bestå af de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer Allan Andersen, Torbjørn Bjerke og Christian Lundgren og de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer Lars S. Madsen og Mads G. Korsgaard. Bestyrelsen agter at vælge Allan Andersen som ny bestyrelsesformand.
2. Eventuelt.
Vedtagelseskrav
Vedtagelse på den ekstraordinære generalforsamling af dagsordenens punkt 1 vedrørende valg af nyt bestyrelsesmedlem kræver simpelt flertal, jf. vedtægternes § 14.
Aktiekapitalens størrelse og stemmeret
NeuroSearch A/S har en aktiekapital på nominelt 24.553.947 kr., fordelt på 24.553.947 aktier a 1 kr. Hver aktie a 1 kr. giver 20 stemmer.
Registreringsdato
En aktionærs ret til at deltage i den ekstraordinære generalforsamling og afgive stemme på sine aktier fastsættes i forhold til de aktier, som aktionæren besidder fredag den 28. december 2012 (registreringsdatoen). De aktier, den enkelte aktionær besidder, opgøres på registreringsdatoen på baggrund af aktionærens ejerforhold som noteret i ejerbogen samt i henhold til meddelelser om ejerforhold, som selskabet har modtaget med henblik på indføring i ejerbogen, men som endnu ikke er indført i denne.
Anmeldelsesfrist for deltagelse
I henhold til vedtægternes § 13 skal aktionærer, der ønsker at deltage i den ekstraordinære generalforsamling, bestille adgangskort enten via selskabets hjemmeside www.neurosearch.com, hos NeuroSearch A/S, Pederstrupvej 93, 2750 Ballerup, Pia Hjorth (telefon: 4460 8246 eller telefon 2980 4325 eller e-mail: ns@neurosearch.com) eller hos VP Investor Services A/S, Weidekampsgade 14, P.O. Box 4040, 2300 København S (telefon: 4358 8866 eller 4358 8893 eller pr. e-mail: vpinvestor@vp.dk) senest onsdag den 2. januar 2013.
Fuldmagt
Aktionærer, som er forhindret i at deltage i den ekstraordinære generalforsamling, kan afgive fuldmagt til bestyrelsen eller tredjemand direkte på www.neurosearch.com. Fuldmagtsblanket kan også udskrives fra hjemmesiden (www.neurosearch.com) eller rekvireres hos NeuroSearch A/S og bedes venligst sendt i underskrevet og dateret stand, således at den er VP Investor Services A/S i hænde senest onsdag den 2. januar 2013.
Brevstemme
Aktionærerne har endvidere mulighed for at brevstemme. Blanket til brug for stemmeafgivelse pr. brev kan udskrives fra hjemmesiden (www.neurosearch.com) eller rekvireres hos NeuroSearch A/S og bedes venligst sendt, således at den er VP Investor Services A/S i hænde senest onsdag den 2. januar 2013. Når en brevstemme er modtaget hos VP Investor Services A/S, kan den ikke tilbagekaldes af aktionæren.
Dagsorden mv.
Senest tre uger før den ekstraordinære generalforsamling vil følgende oplysninger være tilgængelige for aktionærerne på selskabets hjemmeside www.neurosearch.com:
A) Denne indkaldelse der indeholder dagsordenen, de fuldstændige forslag og information om det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen
B) Formularen til stemmeafgivelse ved fuldmagt og stemmeafgivelse pr. brev
Spørgeret
På den ekstraordinære generalforsamling vil ledelsen besvare spørgsmål fra aktionærerne om forhold af betydning for selskabets stilling og spørgsmål til punkterne på dagsordenen.
Bestyrelsen
Kontaktperson:
René Schneider, adm. direktør, telefon: 2911 2097
Om NeuroSearch
NeuroSearch A/S (NEUR) er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S. Selskabet har en portefølje, der består af ordopidine og seridopidine, som begge har fuldført fase I-studier, tesofensine, der har afsluttet fase II og NS2359, som har afsluttet fase I. Alle lægemiddel-kandidaterne udøver deres effekt i centralnervesystemet.
