Resultat af det frivillige, betingede, offentlige købstilbud til aktionærerne i Jensen & Møller Invest A/S


 

Resultat af det frivillige, betingede, offentlige købstilbud fremsat af Erik Olesens Ejendomsselskab A/S til aktionærerne i Jensen & Møller Invest A/S

Meddelelse nr. 4/2013

14. februar 2013

 

Denne meddelelse er ikke rettet mod aktionærer, hvis deltagelse i Købstilbuddet (som defineret nedenfor) kræver udsendelse af et tilbudsdokument, registrering eller andre handlinger, bortset fra hvad der kræves i henhold til dansk lovgivning. Købstilbuddet og denne meddelelse er hverken direkte eller indirekte rettet mod aktionærer, der er bosiddende i en jurisdiktion, hvor fremsættelsen af Købstilbuddet eller accept heraf og/eller udsendelse af denne meddelelse ville stride mod lovgivningen i den pågældende jurisdiktion. Dokumenter, der vedrører Købstilbuddet og denne meddelelse må ikke fremsendes til Aktionærer, der er bosiddende i en sådan jurisdiktion. Enhver person, der kommer i besiddelse af dokumenter vedrørende Købstilbuddet eller denne meddelelse, forudsættes selv at indhente alle nødvendige oplysninger om eventuelle begrænsninger samt at overholde disse.

Købstilbuddet og denne meddelelse fremsættes hverken direkte eller indirekte i eller til USA, Canada, Australien eller Japan, og Købstilbuddet gælder ikke, og kan ikke accepteres, fra USA, Canada, Australien eller Japan.

Denne meddelelse udgør ikke et tilbud om eller en opfordring til at købe værdipapirer eller en opfordring til at tilbyde at købe værdipapirer i henhold til Købstilbuddet eller i øvrigt. Købstilbuddet fremsættes udelukkende på grundlag af et tilbudsdokument med acceptblanket, der udarbejdes af Erik Olesens Ejendomsselskab A/S, og som indeholder en beskrivelse af vilkår og betingelser for Købstilbuddet, herunder oplysning om fremgangsmåden ved accept af Købstilbuddet. Enhver beslutning om at acceptere Købstilbuddet bør alene træffes efter en nøje gennemgang af tilbudsdokumentet og tillæg hertil samt redegørelsen, der udarbejdes af bestyrelsen i Jensen & Møller Invest A/S i overensstemmelse med § 14 i bekendtgørelse nr. 221 af 10. marts 2010 om overtagelsestilbud.

  

Resultat af købstilbud til aktionærerne i Jensen & Møller Invest A/S

Erik Olesens Ejendomsselskab A/S, CVR nr. 21 26 36 13, c/o Dansk Financia A/S, Charlottenlund Stationsplads 2, 2920 Charlottenlund offentliggjorde den 18. december 2012 tilbudsdokument (”Tilbudsdokumentet”) i forlængelse af beslutning om at ville fremsætte et frivilligt, betinget, offentligt købstilbud til aktionærerne i Jensen & Møller Invest A/S om på visse betingelser at ville tilbyde at købe alle aktier mod et kontant vederlag på 4.000 kr. pr. aktie (”Købstilbuddet”).

Der henvises til selskabsmeddelelse nr. 8/2012 og 9/2012 offentliggjort den 4. december 2012, selskabsmeddelelse nr. 10/2012 offentliggjort den 18. december 2012 og selskabsmeddelelse nr. 1/2013 offentliggjort den 30. januar 2013.

Resultatet af købstilbuddet er, at Erik Olesens Ejendomsselskab A/S ved tilbudsperiodens udløb den 13. februar 2013, kl. 20.00 dansk tid, besidder eller har modtaget gyldige accepter for ca. 78,3 % af aktiekapitalen og stemmerettighederne i Jensen & Møller Invest A/S (eksklusive selskabets beholdning af egne aktier) svarende til ca. 76,5 %, inklusive selskabets beholdning af egne aktier.

Betingelserne for Købstilbuddets gennemførelse er opfyldt, og Købstilbuddet vil således blive gennemført. Afregning af købstilbuddet vil ske senest den 19. februar 2013.

Erik Olesens Ejendomsselskab vil snarest muligt anmode bestyrelsen i Jensen & Møller Invest A/S om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på valg af ny bestyrelse.

 

Yderligere oplysninger:

Adm. direktør Per Solberg Hansen, tlf. +45 78 79 96 09.


Attachments

JMI2013-04 Meddelelse om resultat.pdf