Jeudans driftsresultat (EBVAT) 24% frem i 2012


København, 2013-03-05 14:25 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Resultat på DKK 381 mio. før kurs- og værdireguleringer (EBVAT). Året før var det DKK 308 mio.

Ledelsen forventer yderligere fremgang i 2013 på omkring 10% til DKK 400-440 mio.

Jeudans resultat før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) blev DKK 102 mio. i fjerde kvartal 2012. Det er det hidtil højeste kvartalsresultat. Også årets samlede driftsresultat på DKK 381 mio. før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) er det hidtil højeste. Fremgangen var på 24%.

For 2013 forventes et driftsresultatet (EBVAT) på DKK 400-440 mio., en stigning på omkring 10% i forhold til 2012.

”Den fortsat tilfredsstillende udvikling i Jeudans resultater, hvor driftsresultatet i løbet af de seneste fem år er mere end fordoblet, er en følge af mange års konsekvent strategi,” siger Niels Heering, bestyrelsesformand for Jeudan.

”Strategiens grundpiller er god kundebetjening, vedvarende fokus på effektivitet og lønsomhed i de daglige aktiviteter samt det brand, som Jeudan har opbygget gennem årene. Hertil kommer nye investeringer, når attraktive muligheder viser sig,” siger Niels Heering.

Omsætningen i 2013 forventes at blive på ca. DKK 1,2 mia. Lidt højere på ejendomssegmentet og lidt lavere hos Jeudan Servicepartner i forhold til 2012.

Marked i bevægelse

”Vores nyudlejning i det forløbne år var tilfredsstillende, hvilket også er nødvendigt, da en del virksomheder samtidig enten lukker eller reducerer deres behov for arbejdspladser og behovet for kvadratmeter. Den tilfredsstillende nyudlejning skyldtes dels en positiv udvikling i efterspørgslen, dels Jeudans målrettede bestræbelser for at fastholde et relativt tilfredsstillende udlejningsniveau,” siger Jeudans administrerende direktør Per W. Hallgren.

Udlejningsprocenten i Jeudans ejendomsportefølje var 94,6 ved udgangen af 2012, hvilket var 1,1 procentpoint højere end på samme tidspunkt året før.

Jeudan investerede for yderligere DKK 800 mio. i ejendomme, der er i tråd med Koncernens mangeårige fokuserede strategi. Værdien af Jeudans 200 ejendomme med et samlet areal på 810.000 m2 nåede dermed DKK 16,6 mia. ved udgangen af 2012.

I det forløbne år og igen i begyndelsen af 2013 har Jeudan udnyttet muligheder for at fastlåse betydelige dele af sine fremtidige renteomkostninger på det aktuelle lave renteniveau.

Jeudans årsrapport for 2012 er planlagt offentliggjort inden for få dage.

  

Denne meddelelse indeholder udsagn om forventninger til den økonomiske udvikling, som ifølge deres natur er forbundet med risici og usikkerhedsfaktorer, der kan medføre væsentlige afvigelser i forhold til det forventede. Faktorerne udgøres blandt andet af udviklingen i leje- og serviceindtægter, omkostninger til drift og vedligeholdelse samt rentesatser, sidstnævnte dog i mindre grad, da en væsentlig del af Jeudans renteomkostninger er fastlagt for en længere årrække. For en uddybning af disse og andre faktorer henvises til afsnittet om risikofaktorer i Jeudans seneste årsrapport.

 

Yderligere oplysninger:

Bestyrelsesformand Niels Heering, tlf. 3341 4141

Adm. direktør Per W. Hallgren, tlf. 7010 6070

 

Jeudan A/S, Sankt Annæ Plads 13, 1250 København K. Tlf. 7010 6070.

Jeudan er Danmarks største børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed. Koncernen investerer i og driver større kontor-, bolig- og detailejendomme i København. Koncernen tilbyder i Jeudan Servicepartner et bredt udbud af ejendomsrelaterede rådgivnings-, service- og bygningsydelser. Strategien sigter mod fortsat vækst og lønsomhed, baseret på værdierne ordentlighed, dygtighed og tilgængelighed. Koncernen har 400 medarbejdere. Jeudans aktier er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen (JDAN). www.jeudan.dk.


Attachments

238.pdf