KlimaInvest A/S : Årsrapport for 2013


Bestyrelsen i KlimaInvest A/S har behandlet og godkendt koncernens årsrapport
for perioden 1. januar 2013 til 31. december 2013, hvoraf følgende kan
fremhæves.


  * Årets resultat udgør et underskud på 1,35 mio. kr. mod et underskud på 16,6
    mio. kr. i 2012. Årets resultat er lidt bedre end selskabets seneste
    forventninger om et underskud på mellem 2,0 og 1,5 mio.kr. Koncernens
    egenkapital per statusdagen udgjorde 9,2 mio.kr.

  * Årets resultat for 2013 er påvirket af, at selskabet efter at have solgt
    sine vindmølleaktiviteter i januar måned kun har haft begrænsede indtægter
    frem til kapitaludvidelsen i december måned 2013 på 8,5 mio. kr. for at
    finansiere købet af 2 ejendomsselskaber.

  * Selskabet vil også i 2014 fortsætte arbejdet med at få etableret en rentabel
    virksomhed med fokus på investering i mindre likvide aktiver, hvorfor
    selskabet i januar måned 2014 har udvidet direktionen med ansættelsen af
    Allan Jacobsen som adm. direktør for at styrke selskabet indenfor
    ejendomsinvesteringer samt pantebreve. I forbindelse med ansættelsen af
    Allan Jacobsen, blev selskabets hidtidige adm. direktør Jesper Bak i stedet
    udnævnt til finansdirektør.

  * Selskabet har i 1. kvartal 2014 indgået en investeringsaftale om køb af en
    ejerandel på 1/3 af selskabskapitalen i Pantebrevsselskabet ApS.
    Investeringen er endnu ikke endelig, idet den stadigvæk er betinget af
    Finanstilsynets godkendelse.

  * I forbindelse med selskabets kapitaludvidelse i december 2013, som blev
    gennemført som en fortegningsemission, fik selskabet stor opbakning fra
    selskabets eksisterende aktionærer, idet 83,3% af fortegningsemissionen blev
    tegnet ved hjælp af fortegningsretter. Desuden var der yderligere
    tegningsønsker, som medførte, at kapitaludvidelsen blev en succes og der
    skete reduktion i tegningsønskerne.

  * Selskabet vil indkalde til ordinær generalforsamling den 14. marts 2014.  I
    den forbindelse har Thomas Kofoed Hansen og Morten Prehn Sørensen meddelt,
    at de ikke ønsker genvalg til bestyrelsen i KlimaInvest A/S. I stedet bliver
    der foreslået valg af Advokat Henrik Oehlenschlæger, og direktør Kurt
    Bonnerup samt genvalg af Dag Schønberg. Desuden foreslås
    bestyrelsessuppleant finansdirektør Jesper Bak indvalgt i bestyrelsen.

  * Selskabet vil ligeledes på den ordinære generalforsamling foreslå, at
    selskabets navn ændres til Copenhagen Capital A/S for bedre at afspejle
    investeringsstrategien i selskabet.

  * Selskabet forventer at opnå et resultat på mellem 0,5 mio kr. og 1,5 mio.
    kr. før værdireguleringer af selskabets investeringsejendomme, regulering af
    gæld til markedsværdi og skat. Udbetalingen fra deponeringskontoen fra
    salget af vindmølleaktiviteterne er indregnet i disse forventninger.

Med venlig hilsen

KlimaInvest A/S


[HUG#1763021]

Attachments

Download årsrapporten.pdf
GlobeNewswire