Jobindex koncernen havde i 2014 en samlet nettoomsætning på 214 mio. kr. og et driftsoverskud før renter og skat på 46 mio. kr., hvilket må betegnes som yderst tilfredsstillende. Jobindex havde alene en nettoomsætning på 154 mio. kr. og et driftsoverskud før renter og skat på 54 mio. kr. Computerworld gav et pænt driftsoverskud på 6 mio. kr. før renter og skat. StepStone og it-jobbank gav som planlagt et driftsunderskud på hhv. 11 og 3 mio. kr., men det er forventningen, at alle selskaber giver overskud i 2015.
Med købet af StepStone og it-jobbank har Jobindex koncernen nu over halvdelen af det danske internet jobannonce marked, og er næsten 10 gange større end den næststørste traditionelle jobdatabase. På sigt forventer vi derfor, at den største konkurrent bliver det sociale netværk LinkedIn.
Det er ikke planen at fusionere Jobindex, StepStone, it-jobbank og Computerworld. Det er fire forskellige virksomheder med fire forskellige forretningsområder og fire forskellige kulturer. Planen er i stedet at drive virksomhederne videre som separate virksomheder, der samarbejder på en række områder. Målet er at opnå nogle stordriftsfordele ved at være en koncern uden de ulemper, som en fusion ville medføre. F.eks. er der store muligheder ved at lade it-jobbank og Computerworld arbejde tættere sammen.
Jobindex er i 2015 blevet pålagt at betale negative renter af bankindeståender, og obligationsbeholdningen giver tæt på 0% i rente. For at undgå at betale negative renter af kontantbeholdningen vil bestyrelsen på generalforsamlingen foreslå, at der udbetales 50 kr. i udbytte pr. aktie eller i alt 45 mio. kr., svarende til den likvide beholdning ved årsskiftet.
Adm. direktør Kaare Danielsen, Jobindex A/S, tlf: 38323360, mail: investor@jobindex.dk
Godkendt rådgiver Jakob Tolstrup Kristensen, Clearwater International K/S, tlf: 70225033