Aabenraa, Danmark, 2015-04-10 17:25 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --
Sydbank har besluttet at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på 500 mio. kr. med henblik på nedsættelse af bankens aktiekapital med de under programmet købte aktier.
Ved lukkekursen torsdag den 9. april 2015 svarer det til omkring 2,2 mio. stk. aktier.
Aktietilbagekøbet er et led i den kapitaltilpasning, der skal optimere bankens kapitalstruktur i overensstemmelse med bankens kapitalmålsætning og kapitalpolitik, der blev offentliggjort i bankens årsrapport for 2014.
Aktietilbagekøbsprogrammet bliver igangsat mandag den 13. april 2015 og vil være afsluttet senest den 31. december 2015. Sydbank har valgt Danske Bank til at forestå tilbagekøbet, som vil ske i henhold til bestemmelserne i EU Kommissionens forordning nr. 2273/2003 af 22. december 2003, kaldet Safe Harbour-forordningen.
Følgende retningslinjer er fastsat for aktietilbagekøbsprogrammet:
-
På hver handelsdag kan der som maksimum købes 25 % af den gennemsnitlige daglige handelsvolumen, opgjort for handlen de forudgående 20 handelsdage.
-
Der kan ikke købes aktier til en kurs, der overstiger det højeste af:
- kursen for seneste uafhængige handel på Nasdaq Copenhagen
- kursen for det højeste uafhængige tilbud på Nasdaq Copenhagen.
Sydbank vil på den første bankdag i hver uge oplyse om antallet og værdien af tilbagekøbte aktier i en selskabsmeddelelse.
Sydbank kan til enhver tid suspendere eller stoppe tilbagekøbsprogrammet. Såfremt det sker, vil det blive meddelt i en selskabsmeddelelse til Nasdaq Copenhagen.