Det går godt for Jobindex koncernen. Den samlede nettoomsætning i 2. kvartal 2015 stiger til 66 mio. kr., mens overskuddet før renter og skat stiger til 19 mio. kr. Jobindex oplever vækst i jobannoncemarkedet og en positiv udvikling i Computerworld og it-jobbank, der bidrager med et pænt overskud på hver 1 mio. kr., mens StepStone har faldende omsætning og giver et underskud på godt en halv mio. kr. Dansk Jobindex har vist et lille fald i antallet af jobannoncer på det seneste, men Jobindex fastholder forventningerne til en omsætning på 250 mio. kr. og præciserer forventningerne til et overskud før renter og skat på 70 mio. kr. mod tidligere forventet over 60 mio. kr.
Jobbsafari, som Jobindex hedder i Sverige og Norge, oplever også fremgang, og er nu den næststørste kommercielle jobsite i Sverige målt på antal besøgende. Der er langt fra at have besøgende og sidevisninger til at have omsætning og overskud, men vi tror på at Jobbsafari har en chance for at blive til en succes i Sverige og Norge på samme måde, som det er blevet i Danmark.
Jobindex-aktien løber fra de andre
Jobindex-aktien er i 2015 steget fra kurs 468 til kurs 1047, og er dermed den 3. mest stigende aktie på det danske aktiemarked i år. Siden børsnoteringen i 2007 har aktien givet et afkast på 165% inklusive aktieudbytter, og har dermed klaret sig bedre end de fleste andre medie- og internetaktier.
Adm. direktør Kaare Danielsen, Jobindex A/S, tlf: 38323360, mail: investor@jobindex.dk
Godkendt rådgiver Jakob Tolstrup Kristensen, Clearwater International K/S, tlf: 70225033