Nr. 8/2015 Aarhus Elite A/S - årsrapport 2014/15


Aarhus, den 25. september 2015

NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Aarhus Elite A/S – årsrapport 2014/15:
Underskud på 23,6 mio. Opjustering af forventningerne til et resultat mellem 2 og -2 mio. kr. for regnskabsåret 2015/16.

I overensstemmelse med reglerne for børsnoterede selskabers afgivelse af årsregnskabsmeddelelser aflægger Aarhus Elite A/S hermed årsrapport for perioden 1. juli 2014 - 30. juni 2015.

Koncernens resultat er et underskud på 23,6 mio. kr. mod et underskud i 2013/14 på 19 mio. kr. Underskuddet kan henføres til konsekvenserne af nedrykningen til 1. division. Resultatet er i alt væsentlighed i overensstemmelse med de tidligere udmeldte forventninger på et underskud mellem 24 og 27 mio. kr.

Omsætningen er faldet fra 108 mio. kr. til 73 mio. kr. De væsentligste årsager til denne nedgang er et fald i sponsorindtægterne fra 47 mio. kr. til 37 mio. kr., og tv-indtægter mv. er faldet fra 27 mio. kr. til 8 mio. kr.

Koncernens eksterne omkostninger er reduceret med 9 mio. kr. fra 48 mio. kr. i 2013/14 til 39 mio. kr. i 2014/15. Denne omkostningsreduktion kan henføres til en generel nedbringelse af omkostninger som en konsekvens af nedrykningen.

Personaleomkostninger er reduceret med 13 mio. kr., fra 70 mio. kr. til 57 mio. kr., hvilket primært skyldes organisatoriske ændringer i hele koncernen som en konsekvens af nedrykningen til 1. division. Personaleomkostninger vedrører primært administrativt og operationelt personale i koncernen.

Af- og nedskrivninger er i forhold til 2013/14 faldet med 0,2 mio. kr. til 9 mio. kr.

Transferindtægterne er steget med 7 mio. kr. fra 1 mio. kr. i 2013/14 til 8 mio. kr. i 2014/15. Stigningen skyldes primært salget af Casper Sloth til Leeds United.

Koncernen har i regnskabsåret øget balancen fra 42 mio. kr. til 58 mio. kr. Kontraktrettigheder er faldet med 5 mio. kr. grundet flere kontraktudløb. Det samlede tilgodehavende er faldet fra 14 mio. i 2013/14 til 9 mio. i 2014/15 grundet generelt mindre aktivitet efter nedrykningen til 1. division.

Koncernens likviditetsberedskab incl. værdipapirer pr. 30. juni 2015 udgør 31 mio. kr. i forhold til 5 mio. kr. året før. Selskabet har investeret i børsnoterede investeringsbeviser med lav risiko, efter den i efteråret 2014 gennemførte emission tilførte Selskabet netto 51 mio. kr. Aarhus Elites likviditetsberedskab er derfor ved årsskiftet væsentligt forøget i forhold til året før.

Egenkapitalen er netto forøget fra 10 mio. kr. til 37 mio. kr., svarende til en soliditetsgrad på 64 %. Nettoforøgelsen kan henføres til emissionen.

Pengestrømme fra den primære drift er -29 mio. kr. mod -5 mio. kr. året før. Koncernens egenkapital pr. 30. juni 2015 udgør 37 mio. kr. bestående af aktiekapital på 67 mio. kr. og overført resultat på -30 mio. kr., i forhold til en aktiekapital på 23 mio. kr. på samme tidspunkt i 2014 og et overført resultat på -13 mio. kr. I opgørelsen af egenkapitalen er der i lighed med tidligere ikke indregnet værdi af udskudte skatteaktiver som følge af skattemæssige underskud. Det skattemæssige eventualaktiv udgør 44 mio. kr. pr. 30. juni 2015.

Koncernens likviditetsreserve udgør pr. 30. juni 2015 31 mio. kr. mod 5 mio. kr. sidste år. Det er ledelsens opfattelse, at likviditetsberedskabet er tilstrækkeligt for at fortsætte driften i hele regnskabsåret 2015/16.

I forbindelse med trimning af koncernen og tilpasning af økonomien har ledelsen udarbejdet et budget og en plan for koncernens fremtid, der skal sikre, at økonomien og de sportslige resultater er i balance.

Forventninger til fremtiden

Aarhus Elite A/S vurderer, at AGF’s oprykning til Alka Superligaen betyder en forbedret indtjening. Dette i sammenhæng med den øgede aktivitet og de indtjeningsmuligheder, der ligger heri. Aarhus Elite forventer en omsætning i et niveau på 100 mio. kr. i lighed med regnskabsåret 2013/14, hvor AGF var i Superligaen. Det betyder, at Selskabet for det kommende regnskabsår 2015/16 forventer et resultat mellem 2 og -2 mio. kr., hvilket er 10 mio. kr. bedre end det seneste udmeldte resultat på mellem -8 og -12 mio. kr. De forbedrede forventninger kan primært begrundes med en generel optimering af koncernen.


Bestyrelsesformand Lars Fournais udtaler:

”Som ventet har nedrykningen til 1. division haft en markant negativ effekt på årets resultat, og det har for alle i og omkring AGF været et hårdt og udfordrende år. Men også et år i forandringernes tegn, og i dag kan vi med god ret sige, at vi er kommet styrket ud af den nødvendige turnaround-proces, vi igangsatte efter nedrykningen.

Økonomisk, organisatorisk, sportsligt og kommercielt er vi godt i gang med at skabe et bæredygtigt fundament, der gør os i stand til at indfri vores målsætninger både på og udenfor fodboldbanen. Oprykningen til Superligaen var en væsentlig forudsætning for den plan, vi lagde. Det samme var emissionen, vi gennemførte i efteråret 2014, og både den sportslige og økonomiske udvikling peger i den rigtige retning. Vi er kommet godt i gang med sæsonen i Alka Superligaen, og vi begynder også at se effekterne af den omfattende trimning af organisationen, vi har gennemført. Samlet set gør det, at vi opjusterer vores forventninger til resultatet for regnskabsåret 2015/16 med 10 mio. kr.”

Adm. direktør Jacob Nielsen udtaler:

”Det er vores erklærede mål at få sportslig fremgang og økonomisk balance til at gå hånd i hånd, og vi er på rette spor. Både sportsligt og kommercielt har vi dog stadig et stort arbejde foran os, og vi har langt fra udnyttet det fulde potentiale, byen og regionen rummer. Vi går til opgaven med stor ydmyghed, og vi er samtidig bevidste om, at vi kun ved fælles hjælp opnår succes. Derfor glæder vi os også over den stigende opbakning, vi oplever fra tilskuere, fans, sponsorer, partnere, frivillige og aktionærer. Kan vi fastholde og udbygge denne uvurderlige støtte, er jeg ikke i tvivl om, at vi vil lykkes med at skabe et fodboldhold, der på lang sigt er en fast del af toppen af dansk fodbold, og en forretning i balance.”

_______

For yderligere oplysninger kontakt bestyrelsesformand Lars Fournais på tlf. 2010-3700 eller administrerende direktør Jacob Nielsen på tlf. 2274-8685.

Med venlig hilsen

Aarhus Elite A/S

Lars Fournais                                  Jacob Nielsen
Bestyrelsesformand                          Adm. direktør


Attachments

Aarhus Elite årsrapport 2014-15.pdf Selskabsmeddelelse nr 08-2015 Aarhus Elite AS fondsbørsmeddelelse i forbindelse med aarsrapport.pdf