Som oplyst i pressemeddelelse af den 16. marts 2016 fra Foreningen Nykredit har foreningens repræsentantskab besluttet at yde tilskud til Totalkredit på 600 mio. kr.
Totalkredit har på et bestyrelsesmøde i dag besluttet, hvad dette tilskud skal anvendes til. Når tilskuddet ydes, vil Totalkredit lancere første fase af KundeKroner. KundeKroner er en fordelsmodel, der giver kunderabatter til kunderne i Totalkredit og Nykredit.
Bestyrelsesformand for Totalkredit og koncernchef for Nykredit Michael Rasmussen udtaler:
– KundeKroner bliver en unik fordelsmodel. Vi ser frem til over de kommende år at vise vores kunder, hvad KundeKroner kan.
– Vi starter med at give 1.000 kr. i KundeKroner pr. lånte million til de Totalkredit-kunder, der oplever prisstigninger pr. 1. juli 2016. Vi er klar over, at det ikke modsvarer den bidragsstigning, der er meldt ud. Men jeg håber, at denne indledende fase af KundeKroner giver et første billede af, hvad modellen kan.
– Efter en børsnotering af Nykredit vil Kundekroner naturligvis også omfatte vores kunder i Nykredit. Hvor mange KundeKroner vi her kan give til både kunder i Nykredit og Totalkredit, afhænger blandt andet af hvor godt forretningen går, samt hvor mange penge Foreningen Nykredit tildeler Nykredit og Totalkredit.
KundeKroner introduceres i to faser. Herunder fremgår, hvordan kunderne får gavn af KundeKroner i første fase og hvilke grundtanker, der gælder for anden fase.
Fase 1:
Hver privatkunde i Totalkredit får 1.000 kr. i KundeKroner pr. lånt mio. kr.
Kunderne vil få KundeKronerne fratrukket som en kontant rabat i bidraget af fire kvartårlige rater af 250 kr. pr. lånt mio. kr. Første rate af KundeKroner kommer i forbindelse med kundens terminsbetaling 3. kvartal 2017, dvs. den 30. september 2017.
Det er Totalkredit og Nykredits forventning, at KundeKronerne ikke er indkomstskattepligtige for kunderne. Den eneste skattemæssige konsekvens for kunderne er således, at deres fradrag for bidragsbetalingerne nedsættes. Dette er dog endnu ikke endeligt bekræftet af skattemyndighederne.
Fase 2:
Med anden fase af KundeKroner fastlægges den endelige model, der vil blive konkretiseret frem mod børsnoteringen af Nykredit-koncernen. Grundtankerne bag den endelige model er, at KundeKroner bredes ud, så modellen omfatter kunder i både Nykredit og Totalkredit. Samtidig er det centralt, at jo bedre det går for Nykredit-koncernen, jo flere KundeKroner kan der gives til kunderne.
Som børsnoteret koncern kan Nykredit nemlig, når det går godt, udbetale udbytter til aktionærerne. Foreningen Nykredit, der vil være hovedaktionær, har tilkendegivet, at de forventer at tilbageføre en væsentlig del af udbytterne til Nykredit-koncernen til gavn for virksomheden og kunderne. Sådanne tilskud vil gøre det muligt for Nykredit-koncernen at give KundeKroner til kunderne. Dette vil være baseret på årlige beslutninger herom.
For flere oplysninger kontakt 44 55 14 50.