Østjydsk Bank A/S - Halvårsrapport 2016


Selskabsmeddelelse nr. 9/2016

Halvårsrapport for 1. halvår 2016.

Bestyrelsen for Østjydsk Bank A/S har i dag behandlet og godkendt regnskabet for 1. halvår 2016. Halvårsrapporten viser bl.a. følgende:

  • Positivt resultat - Resultatet for 1. halvår 2016 blev et overskud på 2,2 mio. kr. før skat, mod et underskud på 4,0 mio. kr. i samme periode i 2015. I halvårsresultatet for 2015 indgik en ekstraordinær indtægt på 73 mio. kr. som følge af salg af 2 af bankens afdelinger i halvåret.
  • Faldende nedskrivninger – Nedskrivningerne udgjorde i 1. halvår af 2016 24,9 mio. kr., mod nedskrivninger på 85,5 mio. kr. i samme periode af 2015.
  • Fald i udgifter til personale- og administration – Bankens driftsudgifter har i 1. halvår af 2016 udgjort 37,5 mio. kr., hvilket er et fald på 5,6 mio. kr. (13 %) set i forhold til driftsudgifterne i 1. halvår 2015 på 43,1 mio. kr.
  • Fald i forretningsomfanget som forventet – Bankens udlån er opgjort til 2.043 mio. kr., indlån og anden gæld (inkl. puljer) er opgjort til 2.502 mio. kr., og garantiporteføljen er opgjort til 675 mio. kr. Sammenholdt med tallene ultimo 2015 er udlån faldet med 4,5 %, medens indlån og anden gæld (inkl. puljer) er faldet med 4,4 %. Garantiporteføljen er reduceret med 8,9 %.
  • Stigende kapitalprocent - Kapitalprocenten er ved udgangen af 1. halvår 2016 opgjort til 17,3 %, hvilket er 3,6 procentpoint højere end kapitalprocenten på 13,7 % ved halvår 2015.
  • Banken fastholder forventningerne - Banken fastholder forventningerne til et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger i niveauet 45 – 50 mio. kr. i 2016.

”Efter 4 år med meget store nedskrivninger, og deraf følgende underskud, er det min opfattelse, at banken med det opnåede halvårsresultat, har taget et skridt i den rigtige retning. Nedskrivningsniveauet er væsentligt reduceret og muliggør således på halvåret et mindre overskud, hvilket, i lyset af de seneste års udfordringer, er acceptabelt”, siger bankdirektør Max Hovedskov".

”Herudover er det tilfredsstillende at konstatere, at vi har formået at tilpasse driftsudgifterne til et reduceret forretningsomfang, hvilket vil medvirke til at sikre, at banken i det fremadrettede kan drive fornuftig bankvirksomhed", slutter bankdirektør Max Hovedskov.

Eventuelle spørgsmål til vedlagte halvårsrapport kan rettes til undertegnede på tlf. 9668 4220.

 

Med venlig hilsen

ØSTJYDSK BANK A/S

 Max Hovedskov

Bankdirektør


Attachments

Halvårsrapport 2016 23 08 16.pdf