DLG: VIRKSOMHEDSBERETNING - 1. HALVÅR 2016


DLG-koncernen har haft et tilfredsstillende halvår i et marked, hvor mange landmænd i Danmark og på koncernens andre hovedmarkeder er økonomisk udfordret.

Koncernen realiserede i 1. halvår af 2016 en omsætning på 26,7 mia. kr. og et resultat før skat på 118,9 mio. kr. Det underliggende driftsresultat (EBITDA) for hele koncernen var det hidtil bedste og steg med 10% til 544,8 mio. kr., hvilket er 43,5 mio. kr. større end i samme periode sidste år.

Resultatet efter skat på 86,5 mio. kr. er tilfredsstillende og 89,9 mio. kr. bedre end i samme periode sidste år.

Der har i perioden fortsat været fokus på kerneforretningen og i begyndelsen af året er aktiviteterne i Danespo, Vitalys og DLG Ingredients frasolgt.

Koncernens største kerneområde, grovvarer, har haft en meget tilfredsstillende udvikling med lavere omkostninger, god fremgang i Tyskland og Sverige med bedre udnyttelse af koncernsamarbejdet og en fortsat stærk risikostyring. I Tyskland er koncernens position i Midt- og Østtyskland styrket ved at øge ejerskabet i selskabet Roth til 100%.

Grovvareaktiviteterne i Danmark udviklede sig særdeles tilfredsstillende i 1. halvår af 2016 med øgede markedsandele på flere forretningsområder og stigende indtjening.

Inden for Service & Energi udvikler samarbejdet med DCC sig tilfredsstillende, og koncernens tyske aktiviteter i Team fortsætter fremgangen, primært indenfor energi.

Koncernens vitamin- og mineralaktiviteter i Vilofoss har fastholdt indtjeningen på et meget tilfredsstillende niveau på hovedmarkederne Danmark og Tyskland. Hertil kommer fremgang i Frankrig og Kina.

I Kongskilde er rationaliseringer og produktionsoptimering stadig i fokus. Det er lykkedes at gennemføre væsentlige besparelser og der arbejdes til stadighed på at skabe en profitabel virksomhed. Selskabet har fastholdt sine markedsandele, men markedet fortsætter for tredje år i træk med tilbagegang på mere end 10%, hvilket i væsentlig grad påvirker Kongskilde og er årsagen til et negativt resultat for perioden.

GASA Group har haft en rigtig god forårssæson og har øget indtjeningen til den højeste nogensinde.

En god styring af koncernens arbejdskapital og tilbageholdenhed med nyinvesteringer har resulteret i en væsentlig reduktion af koncernens balance og gæld. Den nettorentebærende gæld er reduceret med 1,0 mia. kr., samtidig med at soliditeten er steget fra 18,7% sidste år til 21,6% ultimo juni 2016.

Den positive udvikling i pengestrømme kombineret med et lavt renteniveau har bevirket at koncernens finansielle omkostninger netto er faldet med 39,6 mio. kr.

DLG-koncernen overgik for regnskabsåret 2015 til at aflægge regnskab efter IFRS-regnskabsstandarden. Der er foretaget tilpasning af sammenligningstallene for 1. halvår 2015, så de er sammenlignelige med regnskabstallene for 1. halvår 2016.

Forventningerne til 2016 er positive og på niveau med sidste år. Dog er der endnu usikkerhed om høstkvalitet og udbytte i Nordeuropa.

Kristian Hundebøll
CEO

Lars Sørensen
CFO

HOVED- OG NØGLETAL

   1/1 - 30/6 1/1 - 30/6 1/1 - 31/12
Mio. kr.  2016 2015 2015
       
Resultatopgørelse       
Bruttoomsætning  26.708 31.117 54.528
Nettoomsætning  24.888 30.786 50.648
Bruttoresultat  1.961 1.990 4.329
Driftsresultat ekskl. afskrivninger m.v. og særlige poster (EBITDA)  545 501 1.659
Driftsresultat ekskl. særlige poster (EBIT)  258 193 1.081
Finansielle poster  -142 -181 -318
Resultat før skat (EBT)  119 6 725
Årets resultat (EAT)  87 -3 507
       
Balance      
Balancesum  20.200 21.467 19.482
Koncernegenkapital  4.367 4.008 4.505
Nettorentebærende gæld (NIBD)  10.200 11.248 9.234
Arbejdskapital (NWC)  5.709 6.210 4.624
       
Pengestrømsopgørelse       
Pengestrøm fra driftsaktivitet  -655 -873 650
Pengestrøm fra investeringsaktivitet  -103 -304 -356
Pengestrøm fra finansieringsaktivitet  768 1.198 -277
       
Nøgletal       
Bruttomargin, %  7,9 6,5 8,5
EBITDA margin, %  2,2 1,6 3,3
EBIT margin, %  1,0 0,6 2,1
Koncernsoliditetsgrad, %  21,6 18,7 23,1
Tangible equity ratio  16,7 13,8 18,3