Halvårsrapport, nedjustering og restruktureringsplan


 

 

Til Nasdaq OMX Copenhagen A/S

 

Selskabsmeddelelse nr. 361

26. januar 2017

 

Resume

Bestyrelsen har dags dato godkendt en restruktureringsplan, der medfører engangsomkostninger på 55 mio.kr. i indeværende regnskabsår, heraf påvirkes EBITDA med 30 mio.kr., der hermed nedjusteres til niveauet -15 mio.kr. Implementeringen af restruktureringsplanen forventes at forbedre EBITDA til niveauet 35 til 40 mio.kr. i 2017/18, når planen forventes fuldt implementeret.

Resultatet for første halvår 2016/17 har ikke været tilfredsstillende. Omsætningen faldt med 14,4 % i forhold til samme periode sidste år. Periodens EBITDA før engangsudgifter blev på 6,6 mio.kr. mod 7,0 mio.kr. samme periode det foregående år. EBITDA efter engangsudgifter blev på -0,2 mio.kr. Der var ikke engangsudgifter i første halvår 2015/16.

Carsten Knudsen, Bestyrelsesformand i Glunz & Jensen Holding A/S udtaler:

Vi har, bl.a. som resultat af den restruktureringsproces der pågår, haft lavere omsætning i forhold til samme periode sidste år som er kompenseret af en reduktion af de løbende omkostninger. EBITDA resultatet før engangsomkostninger er dermed på niveau med 2015/16. Der er som tidligere adviseret igangsat en række initiativer til forøgelse af indtjeningen samt reduktion af omkostningerne. Disse forventes at påvirke resultatet positivt den resterende del af regnskabsåret før engangsomkostninger.

På baggrund af generalforsamlingens mandat til bestyrelsen ”til øjeblikkeligt, at igangsætte en proces via en investeringsbank/Corporate Finance hus, hvor der fremskaffes et konkret kontant bud på det grafiske forretningsområde fra relevante købere, som selskabets aktionærer/bestyrelse kan tage stilling til”, igangsatte bestyrelsen en salgsprisvurdering af den grafiske virksomhed.

Som det fremgår af årsregnskabet for 2015/16 side 36 var resultatet af primær drift for den grafiske virksomhed for 2015/16 et tab på 17,4 mio.kr. For Q1 i regnskabsåret 2016/17 var driftsresultatet et tab på 6,1 mio.kr. På dette grundlag blev det konkluderet at den grafiske division vil have en markant højere værdi efter en igangsat restrukturering.

Bestyrelsen har derfor på dagens bestyrelsesmøde godkendt en restruktureringsplan udarbejdet af direktionen med det formål at kunne opnå et acceptabelt bud på den grafiske forretning. Bestyrelsen holdes løbende opdateret på planen, som peger i retning af et mere effektivt selskab med færre ansatte, færre produkter og færre lokationer med henblik på at forbedre lønsomheden.

Som et resultat af ovenstående plan og efterfølgende eksekvering forventer bestyrelse og direktion, at EBITDA før engangsomkostninger for året ender i niveauet 15 mio.kr.

EBITDA forventes at ende i niveauet -15 mio.kr efter indregning af EBITDA påvirkende engangsomkostninger og er en nedjustering i forventningen til årets resultat på minimum 15 mio.kr. i EBITDA jf. selskabsmeddelelse nr. 348 den 25. august 2016. Forventningerne til omsætningen i indeværende regnskabsår er en reduktion til niveauet 260 mio.kr.

De samlede restruktureringsomkostninger forventes at udgøre 55 mio.kr., hvoraf de 30 mio.kr. påvirker EBITDA negativt og de resterende 25 mio.kr. påvirker finans, ned- og afskrivninger.

Implementeringen af restruktureringsplanen forventes at forbedre EBITDA til niveauet 35 til 40 mio.kr. i 2017/18 når planen er fuldt implementeret.

I forbindelse med restruktureringsplanen har selskabets bank, Nordea givet tilsagn om at finansiere den fremtidige drift.

Der vil blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med det formål at modificere bestyrelsens mandat omkring salg af selskabets grafiske aktiviteter og der vil blive fremsat et forslag om et warrant program til ledelsen.

  • Koncernens omsætning i 1. halvår 2016/17 udgjorde 131,2 mio.kr. (2015/16: 153,2 mio.kr.), et fald på 14,0%. Omsætningen i den grafiske forretning er faldet med 15,0%. Omsætningsfaldet i den grafiske forretning i 2. kvartal 2016/17 er således på 8,0%, hvilket er en forbedring i forhold til faldet i 1. kvartal 2016/17 på 22,0%.
  • Bruttoresultatet i 1. halvår 2016/17 udgjorde 26,3 mio.kr. (2015/16: 29,3 mio.kr.), svarende til en bruttomarginal på 20,0% (2015/16: 19,1%). Faldet kan henføres til nedgang i omsætning, mens bruttomarginalen er steget grundet generel fokus på lønsomhed.
  • EBITDA-resultatet før engangsudgifter udgjorde 6,6 mio.kr. / 5,0% (2015/16 7,0 mio.kr. / 4,5%). Reduktion i brutto resultatet blev således stort set kompenseret ved reduktion i salgs- og administrationsomkostninger.  For 2. kvartal blev EBITDA 4,0 mio.kr. før engangsudgifter.
  • Engangsudgifter relateres til udgifter ifm. med fratrædelsesudgifter til selskabets tidligere direktør på 2,0 mio.kr. udgifter til ændring af selskabsstrukturen i Glunz & Jensen koncernen samt udgifter i forbindelse med deltagelse i Drupa messen.
  • EBITDA-resultatet efter engangsudgifter blev negativ med 0,2 mio.kr. i 1. halvår 2016/17 (2015/16: +7,1 mio.kr.).
  • Efter skat realiseredes i 1. halvår 2016/17 et underskud på 8,4 mio.kr. (2014/15: -4,4 mio.kr.), svarende til et resultat pr. aktie (EPS) på -5,2 kr.
  • Det frie cash flow blev 1. halvår 2016/17 negativt med 4,4 mio.kr. (2015/16: -5,7 mio.kr.). Det negative cash flow i 1. halvår 2016/17 skyldtes primært periodens resultat samt stigning af kundetilgodehavender som følge af øget omsætning i 2. kvartal 2016/17 i forhold til 1. kvartal 2016/17 reduceret af faldende lagerbinding.
  • Glunz & Jensen Holding A/S har i 2016/17 ændret regnskabspraksis vedrørende investeringsejendomme, idet disse nu måles til dagsværdi frem for kostpris. Ændringer i dagsværdien indregnes fremover i resultatet som værdiregulering af investeringsejendomme under andre driftsindtægter/-omkostninger i den regnskabsperiode, hvori ændringen opstår. Der er pr. 1/6-2016 foretaget værdiregulering af ejendomme på 22,5 mio.kr. i forbindelse med oprettelsen af Selandia Park A/S som selvstændigt selskab og dette har ikke haft nogen resultatpåvirkning.

 

For yderligere information kontakt:

Adm. direktør René Normann Christensen på telefon +45 2423 4677

Bestyrelsesformand Carsten Knudsen på telefon +45 2146 4236


Attachments

Q2 selskabsmeddelelse 26 01 2017.pdf