Foreningen sætter maksimum for udestående andele


Bestyrelsen i Investeringsforeningen Fundamental Invest har i samråd med investeringsrådgiveren Fundamental Fondsmæglerselskab A/S besluttet at sætte et maksimum for foreningens udestående andele.

Fundamental Invest har gennem de senere år præsteret meget tilfredsstillende afkastresultater, og det har medført betydelig bevågenhed fra investorer og en meget stor stigning i foreningens formue, der nu har rundet kr. 2,3 mia.

Fundamental Invest følger en stockpick strategi, dvs. foreningen investerer i enkeltaktier ud fra en konkret analyse og vurdering af hvert enkelt selskab, frem for at følge en indekseret strategi, hvor man vælger i større eller mindre grad at lade porteføljens sammensætning afspejle det samlede aktiemarked.

Fundamental Invest investerer udover i Large-Cap selskaber også i mindre og mellemstore selskaber, og foreningen ønsker ikke at blive en for stor aktør i Mid- og Small-Cap segmentet. Foreningens bestyrelse og investeringsrådgiver har derfor besluttet at komme en sådan situation i forkøbet ved at sætte et maksimum for foreningens udestående andele.

Indførelsen af et maksimum er således begrundet i et hensyn til foreningens investorer.

Det maksimale samlede antal andele i de to afdelinger (Fundamental Invest Stock Pick og Fundamental Invest Stock Pick II Akkumulerende) er fastsat til udestående andele den 29. marts 2017 kl. 17:00. Tidspunktet er fastsat, således at medlemmerne har mulighed for geninvestering af udbyttet fastsat på generalforsamlingen den 28. marts 2017, sådan som tidligere stillet i udsigt.

Såfremt der efterfølgende sker indløsning af andele, vil disse andele blive emissioneret pr. 1/1, 1/4, 1/7 og 1/10, indtil antal udestående andele igen har ramt det fastsatte maksimum. I perioder, hvor maksimum er nået, vil foreningen alene stille en indre værdi og en indløsningskurs, beregnet efter principperne i foreningens prospekt, men ingen emissionskurs.

Foreningen har som nævnt to afdelinger, og maksimum er fastsat for foreningen under ét, således at en indløsning i den ene afdeling vil kunne danne grundlag for evt. emission i den anden afdeling, såfremt efterspørgslen er hertil.

Foreningen vil på sin hjemmeside, www.fundamentalinvest.dk, løbende offentliggøre indre værdi på foreningens to afdelinger.

Bestyrelsen vil efter indførelsen af maksimum for foreningens udestående andele løbende i samråd med investeringsrådgiver vurdere, om foreningen på et tidspunkt atter generelt vil åbne for emission.

Eventuelle henvendelser vedrørende denne meddelelse kan rettes til direktør Niels Erik Eberhard på tlf. 38 14 66 00.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Investeringsforeningen Fundamental Invest

GlobeNewswire

Recommended Reading