Finanstilsynets inspektion af Østjydsk Bank A/S, fastsættelse af kapitalkrav, dispositionsbegrænsende påbud og påbud om genopretningsplan


NASDAQ Copenhagen A/S                                                 
Nikolaj Plads 6
1007 København K
                                                                                               Mariager, den 21. december 2017

Selskabsmeddelelse nr. 11/2017

Finanstilsynets inspektion af Østjydsk Bank, fastsættelse af kapitalkrav, dispositionsbegrænsende påbud og påbud om genopretningsplan.

Finanstilsynet har dags dato afsluttet sin inspektion af Østjydsk Bank og af konklusionerne fremgår, at Finanstilsynet har pålagt banken at foretage yderligere nedskrivninger på 132 mio. kr.

Herudover har Finanstilsynet, pr. 30. september 2017, fastsat et individuelt kapitalkrav til banken på 20,5 %, inkl. et rekapitaliseringstillæg på 6,8 %, relateret til bankens statslige hybride kapital.

De nye nedskrivninger relaterer sig primært til bankens store eksponeringer med svaghedstegn, bl.a. som følge af en ændret bonitet og i forbindelse med afvikling af større nødlidende eksponeringer.

Med de påbudte nedskrivninger er bankens kapitalprocent pr. 30. september 2017 på 14,6 % sammenholdt med et kapitalkrav på 20,5 %.

Pr. 1. januar 2018 er der regulatorisk forfald på bankens statslige hybride kapital, hvilket betyder at banken ikke længere kan medregne denne kapital i kapitalnøgletallene. Dette medfører at bankens kapitalprocent falder til niveauet 8,4 %, sammenholdt med et kapitalkrav på 14,0 %.

Banken overholder således pr. 1. januar 2018 lovens mindstekrav om en kapitalprocent på 8 %, men overholder ikke det fastsatte individuelle kapitalkrav.

Finanstilsynets afgørelse i relation til den gennemførte inspektion samt Finanstilsynets fastsættelse af kapitalkrav og dispositionsbegrænsende foranstaltninger er i dag offentliggjort på bankens hjemmeside, www.oeb.dk. Afgørelsen er endvidere vedlagt denne meddelelse.

Finanstilsynets har anmodet banken om, med udgangspunkt i § 225, stk. 2 i Lov om Finansiel Virksomhed, at foretage de nødvendige foranstaltninger for at overholde det fastsatte individuelle kapitalkrav.

I den forbindelse har banken fået påbud om senest den 10. januar 2018 at indsende en genopretningsplan til Finanstilsynet. Genopretningsplanen skal indeholde en beskrivelse af de tiltag, som banken vil gennemføre for at bringe kapitalprocenten over det individuelle kapitalkrav.

Østjydsk Bank har som følge af, at bankens kapitalprocent er under det individuelle kapitalkrav, endvidere fået påbud om ikke at betale udbytter til aktiekapitalen eller renter på hybrid kernekapital og anden ansvarlig kapital. Herudover må banken ikke påtage sig væsentlige nye risici. Disse påbud er gældende, indtil banken igen overholder det påbudte individuelle kapitalkrav.

”Det er beklageligt, at banken er kommet i denne situation.

Vi har de senere år arbejdet målrettet med at afvikle en række nødlidende erhvervsengagementer men må erkende, at det er overordentligt kapitalkrævende at have mange store eksponeringer med svaghedstegn.

Vi har taget Finanstilsynets konklusioner til efterretning og arbejder nu målrettet på at afklare, hvordan vi bedst muligt kommer videre. Bankens ledelse har således igangsat arbejdet med at udarbejde en genopretningsplan, som kan løse bankens aktuelle kapitaludfordringer”, siger bankdirektør Max Hovedskov.

Spørgsmål til denne meddelelse kan rettes til Max Hovedskov på telefon 96 68 42 20.

Med venlig hilsen

Ø S T J Y D S K   B A N K   A / S

Max Hovedskov
Bankdirektør

 

http://prlibrary-eu.nasdaq.com/Resource/Download/4984badb-c7de-47b0-84b4-837eb284e7ec

http://prlibrary-eu.nasdaq.com/Resource/Download/ba7ca497-c1d1-433d-b521-30e82a105211


Attachments

Solvenskrav 211217 Selskabsmeddelelse 21. december 2017