William Demant Holding A/S: Periodemeddelelse for perioden år-til-dato


Selskabsmeddelelse nr. 2018-06                                                       8. maj 2018

Fortsat flotte resultater i koncernen i overensstemmelse med egne forventninger
Innovative produkter driver stærk organisk vækst i engrossalget af høreapparater
Fastholdelse af forventningerne til 2018: EBIT på DKK 2,55-2,85 mia.

  • Koncernen har fortsat det stærke momentum, og vi har set betydelige organiske vækstrater på tværs af vores forretningsaktiviteter.
  • Forretningsaktiviteten Høreapparater har leveret solid organisk vækst anført af de flotte resultater opnået i vores engrosforretning. Engrosforretningen fortsætter med at vinde markedsandele målt i værdi som følge af Oticon Opns fortsatte succes og nye produkter fra Bernafon og Sonic. Positive ændringer i produkt-, kanal- og geografisk miks har medført en stigning i den gennemsnitlige salgspris (ASP). Vores detailforretning har leveret lav organisk vækst, omend med betydelige forskelle mellem de enkelte markeder, men på trods af dette bidrager forretningen fortsat til øgede markedsandele for koncernen.
  • Forretningsaktiviteten Høreimplantater har genereret organisk vækst på niveau med den estimerede markedsvækst på 10-15%. I vores cochlear-implantatforretning modtog Neuro 2 CE-mærket i slutningen af februar. I første omgang fokuserer vi på at opgradere eksisterende Neuro One-brugere til den nye Neuro 2-lydprocessor, og vi har stadig til gode at se væksten accelerere, hvilket vi imidlertid forventer vil ske gradvist hen over året, efterhånden som vi begynder at foretage implantationer på flere nye patienter.
  • Forretningsaktiviteten Diagnostiske Instrumenter har fortsat det positive momentum fra sidste år og har oplevet stærk organisk vækst – især i Europa.
  • Vi fastholder vores forventninger om betydelig organisk vækst i salget i 2018 og en negativ valutakurseffekt på omsætningen på ca. 4 %, som inkluderer effekten af valutakurssikring. Vi forventer fortsat et resultat af primær drift (EBIT) på DKK 2,55-2,85 mia. før de udmeldte omstruktureringsomkostninger på DKK 150 mio. Derudover tilstræber vi fortsat en gearing-multipel på 1,5-2,0 som forholdet mellem NIBD (netto rentebærende gæld) og EBITDA, og vi forventer fortsat at tilbagekøbe aktier for DKK 1,5-2,0 mia.

“Det glæder mig, at alle vores forretningsaktiviteter har gjort det godt i de første måneder af året. Der er ingen tvivl om, at vores innovative produkter imponerer både kunder og slutbrugere – især vores helt enestående høreapparat Oticon Opn, der hele tiden får nye brugere og således hjælper flere og flere mennesker til at høre bedre. Og retningen er klar; vi tilbyder et bredt udvalg af hearing healthcare-løsninger, som – når alt kommer til alt – alle har til formål at lette livet for mennesker med høretab,” siger Søren Nielsen, koncernchef og adm. direktør for William Demant Holding.

Høreapparater

Markedsudvikling

Vi estimerer, at stykvækstraten på det globale marked for høreapparater har været i overensstemmelse med vores forventninger om en vækstrate på 4-6 %, omend vækstraten muligvis har ligget i den lavere ende af intervallet, idet lavere efterspørgsel fra NHS i Storbritannien har reduceret væksten i første kvartal. Med det kommercielle marked som vækstdriver lå stykvækstraten i USA, som er verdens største høreapparatmarked, lige under 6 % i første kvartal ifølge statistikker fra Hearing Industries Association (HIA), mens vi har set en marginalt negativ stykvækstrate i den store offentlige kanal Veterans Affairs (VA). I Europa har den gennemsnitlige stykvækstrate været påvirket af lavere efterspørgsel fra NHS, hvorimod vi har set solide vækstrater i Tyskland og Frankrig i første kvartal. I Japan har vi i første kvartal set encifret stykvækst i midten af spektret, og i Australien har vi set høj encifret stykvækst.

Vi vurderer fortsat, at vækstraten på det globale høreapparatmarked er 2-4 % i værdi, idet det er vores opfattelse, at udviklingen i den gennemsnitlige salgspris (ASP) har været flad til svagt negativ. Ændringer i kanalmikset og en konkurrencepræget høreapparatindustri lægger fortsat pres på ASP’en, men vi mener, at dette pres i det mindste delvist er blevet udlignet af positive ændringer i både det geografiske miks og i produktmikset. De ændringer i kanalmikset, vi ser på engrosmarkedet, slår selvfølgelig også igennem på detailmarkedet, men vi anser detailpriserne i de enkelte kanaler for at være relativt stabile.

Engrosforretningen

Vores engrosforretning fortsætter det momentum, der blev skabt sidste år, og har leveret en stærk organisk vækstrate i værdi, der ligger betydeligt over den estimerede markedsvækstrate. Vi ser fortsat positive miksændringer, der understøtter vores ASP og dermed vores vækst, i form af øget salg til uafhængige høreapparatforhandlere, en øget andel af nye premium-produkter fra alle brands i det samlede produktmiks samt stærk vækst i Nordamerika. Det tabte salg til en stor kunde, der blev opkøbt af en konkurrent i 2016, nedgang i salget til NHS og store udbudsordrer på lavprisapparater i sammenligningsperioden har haft en negativ effekt på styksalget. Dette har således ikke været en vækstdriver i perioden.

Som nævnt ovenfor så tegner Oticon Opn sig for en stadigt stigende andel af det samlede produktmiks, og Opn differentierer sig fortsat klart på markedet med sin uovertrufne audiologi baseret på open sound-paradigmet og vores BrainHearing-rationale. På den nyligt afholdte amerikanske høreapparatkongres, AudiologyNOW! (AAA), præsenterede vi et studie, der viser, at Oticon Opn gør det muligt for hørehæmmede brugere at klare sig i samme niveau af baggrundsstøj som mennesker med normal hørelse. Resultaterne af studiet har bidraget til den stadigt voksende evidensbase bag Oticon Opn. På AAA-kongressen præsenterede vi ligeledes nye, digitale værktøjer: Oticon RemoteCare™, som er et internetbaseret konsultations- og opfølgningsværktøj, der har til formål at forbedre interaktionen mellem den professionelle og slutbrugeren, samt HearingFitness™, verdens første hørefitness-teknologi, der er udviklet til at hjælpe brugere til at få mest muligt ud af deres hørelse.

Med sidste års lancering af Zerena- og Enchant-produktfamilierne fra henholdsvis Bernafon og Sonic har vi også forbedret produktmikset i disse brands, hvilket har gjort det muligt for os at hæve vores totale engros-ASP yderligere. Tilføjelsen af 2,4 GHz-connectivity-løsninger har været medvirkende til, at vi har kunnet gøre produkterne mere attraktive, og har specifikt bidraget til, at Bernafon har øget sin markedsandel på en række markeder, deriblandt USA.

Som allerede anført har vi endnu en gang set en positiv effekt på ASP’en af ændringer i det geografiske miks og i kanalmikset, idet vi har set stærke, organiske vækstrater i Nordamerika, særligt i USA, på grund af øget salg til uafhængige høreapparatforhandlere, øget styksalg gennem vores eget netværk af detailbutikker samt stærk vækst i salget til VA sammenlignet med sidste år. Målt i antal solgte høreapparater var vores markedsandel hos VA 15 % i marts, som er den seneste måned, vi har data for. Til sammenligning lå denne andel på 12 % i marts sidste år. I begyndelsen af maj lancerede vi flere nye produkter i VA, der omfatter vores genopladelige løsning og ConnectClip med connectivity til både AndroidTM og en hvilken som helst anden moderne smartphone. Begge forventes at ville bidrage til opretholdelse af det positive momentum i denne kanal.

I Europa har vi i Frankrig set betydelig vækst i salget til både de uafhængige forhandlere og vores egen Audika-detailkæde. I Tyskland, hvor vi har set den største effekt af det tidligere nævnte tabte salg til en stor kunde, har vi været i stand til at mere end erstatte dette tabte salg med salg til nye kunder. Styktallet har naturligvis være negativt påvirket af denne ændring i kanalmikset, men overordnet set har den organiske vækst i Europa ligget på et solidt niveau.

Som følge af øget salg i Kina, hvor høreapparatmarkedet fortsat udvikler sig i hastigt tempo, har vi set stærk organisk vækst i Asien. Både Sydkorea og Japan bidrog ligeledes pænt til denne vækst.

Detailforretningen

Vores detailforretning har leveret lav organisk vækst, omend med betydelige forskelle mellem de enkelte markeder.

I Europa fortsætter vores detailforretning i Frankrig under Audika-brandet med at levere flotte resultater, og Audika har leveret en stærk organisk vækstrate, der ligger over markedsvækstraten. Vi fortsætter også med at foretage nye akkvisitioner i Frankrig, hvilket øger vores tilstedeværelse i markedet. Selvom Polen er et mindre marked, så har dette marked også bidraget positivt til den organiske vækst i regionen, hvorimod vi har set negativ vækst i Sverige som følge af ugunstige markedsforhold.

I Nordamerika har væksten været drevet af akkvisitioner, da vi fortsætter med at tilføje nye akkvisitioner til den eksisterende forretning i både USA og Canada. Den organiske vækst i USA har ligget under markedsvækstraten, idet vi fortsætter med at konsolidere det betydelige antal opkøbte enheder. Vi er meget fokuserede på at blive ved med at forbedre systemer og processer, og effektiv generering af leads er fortsat helt afgørende for, at vi kan levere vækst, og er således en vigtig del af vores løbende arbejdsindsats. Canada leverer fortsat solid organisk vækst.

I Australien har markedsvæksten været negativt påvirket af ændrede markedsforhold, hvor en større andel af gratis høreapparater til slutbrugere har resulteret i et vist pres på ASP’en. På trods af dette har vores detailforretning oplevet forbedrede resultater sammenlignet med 2017.

Andelen af koncernens produkter, der sælges gennem vores netværk af detailbutikker, stiger støt, og vores detailforretning bidrager således til, at koncernen samlet set har forøget sin markedsandel.

Høreimplantater

Vi estimerer, at høreimplantatmarkedet vokser med 10-15% om året, og forretningsaktiviteten Høreimplantater har år-til-dato set organisk vækst på dette niveau. Vores forretning for benforankrede høresystemer har leveret tilfredsstillende organisk vækst drevet af Ponto 3 Super Power, af særligt flotte resultater i Nordamerika og af nogle betydelige udbudsordrer på andre markeder. I vores cochlear-implantatforretning modtog vores nye lydprocessor, Neuro 2, CE-mærkning i slutningen af februar, og eftersom vi siden da har fokuseret på at opgradere eksisterende Neuro One-brugere til den nye Neuro 2-lydprocessor, har vi stadig til gode at se væksten accelerere. I kombination med timingen af visse udbud betyder dette, at vi forventer at se gradvist stigende vækst hen over året.

Som nævnt har vores kunder fokuseret på at opgradere eksisterende Neuro-brugere til den nye Neuro 2 for i første omgang at teste det nye produkt og den nye tilpasningssoftware, mens de har fokuseret mindre på at foretage implantationer på nye patienter. Tilbagemeldinger fra klinikker og de mere end 250 patienter, der på nuværende tidspunkt er blevet tilpasset med Neuro 2, er meget positive. Antallet af klinikker, der har taget Neuro-systemet ind i deres produktportefølje, stiger fortsat, og når vi begynder at rulle Neuro 2 ud til nye patienter, vil vi se den kommercielle effekt af lanceringen. Vi har ligeledes for nyligt afsluttet indrulleringen af patienter til vores kliniske studie, som har til formål at opnå FDA-godkendelse af Neuro-systemet på det amerikanske marked. Vi  forventer at indgive vores ansøgning om en førmarkedsgodkendelse i 2019 og at opnå endelig godkendelse af systemet i 2020. Alt i alt fortsætter vi med at investere i innovation, distribution og klinisk support med henblik på at høste de fremtidige frugter af denne betydelige vækstmulighed.

Diagnostiske Instrumenter

I forretningsaktiviteten Diagnostiske Instrumenter har vi bibeholdt sidste års positive momentum og genereret en stærk organisk vækstrate. Vi føler os velpositioneret på et sundt marked takket være en kombination af yderst innovative produktporteføljer i alle vores brands, en stærk distribution samt yderligere vækst fra nye forretningsområder. Interacoustics har vist særligt flotte resultater, men ellers har væksten været bredt funderet i alle vores brands. Geografisk set har væksten været størst i Europa, men alle regioner har bidraget til den samlede vækst.

Personlig Kommunikation

Sennheiser Communications, vores joint venture med Sennheiser KG, har vist meget stærk vækst, og skønt noget af denne vækst er et resultat af lagereffekter, afspejler væksten hovedsageligt det positive momentum i selskabets underliggende forretning. Gaming- og Mobile-segmenterne har drevet væksten, mens CC&O-segmentets bidrag til den overordnede vækst har været mindre end i samme periode sidste år.

Øvrige forhold

Strategiske initiativer

Vi er stadig i gang med at implementere vores strategiske initiativer i henhold til de lagte planer, og baseret på omkostningsbasen for 2016 fastholder vi vores forventning om årlige omkostningsbesparelser på ca. DKK 200 mio., når først initiativerne er implementeret fuldt ud. De forventede omstruktureringsomkostninger for 2018 forbliver uændrede på DKK 150 mio.

Aktietilbagekøb

Vi har fastholdt vores generering af pengestrømme på et højt niveau og i tråd med vores forventninger, og selskabet har år-til-dato tilbagekøbt aktier til en samlet værdi af DKK 431 mio. Selskabets beholdning af egne aktier svarer pr. dags dato til ca. 0,65 % af aktiekapitalen.

Forventninger til 2018

Vi fastholder vores forventninger om betydelig vækst i salget i 2018 og en negativ valutakurseffekt på omsætningen på ca. 4 %, som inkluderer effekten af valutakurssikring. Vi forventer fortsat et resultat af primær drift (EBIT) på DKK 2,55-2,85 mia. før de udmeldte omstruktureringsomkostninger på DKK 150 mio. Derudover tilstræber vi fortsat en gearing-multipel på 1,5-2,0 som forholdet mellem NIBD (netto rentebærende gæld) og EBITDA, og vi forventer fortsat at tilbagekøbe aktier for DKK 1,5-2,0 mia.

*******

Yderligere information:
Koncernchef og adm. direktør Søren Nielsen
Telefon +45 3917 7300
www.demant.com
Øvrige kontaktpersoner:
CFO René Schneider
IR-chef Søren B. Andersson
IR Officer Mathias Holten Møller
Kommunikationschef Trine Kromann-Mikkelsen

Vedhæftet fil


Attachments

2018-06 Periodemeddelelse