Source: Bavarian Nordic A/S

Bavarian Nordic A/S - Indkaldelse til ordinær generalforsamling

KØBENHAVN, Danmark, 28. marts 2019 – I overensstemmelse med vedtægternes §§ 10-14 indkaldes herved til ordinær generalforsamling i Bavarian Nordic A/S:

Onsdag den 24. april 2019 kl. 16.00

på Comwell Borupgaard, Nørrevej 80, 3070 Snekkersten med følgende dagsorden:

  1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.
  2. Forelæggelse af årsrapport til godkendelse.
  3. Bestyrelsens forslag om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport.
  4. Beslutning om décharge for bestyrelse og direktion.
  5. Eventuelle forslag fra bestyrelse eller aktionærer.

    Bestyrelsen har fremsat følgende forslag:

    1. Forslag om at bemyndigelserne til bestyrelsen indeholdt i vedtægternes § 5a forhøjes og forlænges, således at bestyrelsen bemyndiges til i perioden indtil den 30. juni 2020 at forhøje selskabets aktiekapital med indtil i alt nominelt kr. 32.310.560 svarende til 10% af selskabets aktiekapital.
    2. Forslag om at bemyndigelsen til bestyrelsen indeholdt i vedtægternes § 5b forhøjes og forlænges, således at bestyrelsen bemyndiges til i perioden indtil 31. december 2020 at udstede tegningsoptioner (warrants), der giver ret til tegning af aktier af indtil i alt nominelt kr. 6.000.000. Warrants kan ikke udstedes til medlemmer af bestyrelsen, men til selskabets direktion eller ansatte i selskabet eller dettes datterselskaber.
    3. Forslag om ændring af vederlagspolitikken inklusive de overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning af bestyrelse og direktion.
    4. Forslag om godkendelse af honorar til bestyrelsen og bestyrelsesudvalg for det igangværende regnskabsår.
    5. Forslag om bemyndigelse af bestyrelsen til at erhverve egne aktier.
    6. Forslag om at ensrette vedtægternes terminologi så "ejerbog" benyttes i stedet for "aktiebog". Dette medfører tilretning af §§ 8, 10, 11 og bilag 1.
    7. Forslag om at ændre vedtægternes § 10, stk. 4 således at pligten til at indkalde til generalforsamlinger via Erhvervsstyrelsens IT-system udgår.

  6. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
  7. Valg af revision.

Uddybning af udvalgte dagsordenspunkter:

Ad dagsordenens punkt 5a) Forhøjelse og forlængelse af bemyndigelserne til bestyrelsen i vedtægternes § 5a til at forhøje aktiekapitalen
Bestyrelsen foreslår, at bemyndigelserne til bestyrelsen indeholdt i vedtægternes § 5a forhøjes og forlænges, således at bestyrelsen bemyndiges til i perioden indtil 30. juni 2020 at forhøje selskabets aktiekapital ad én eller flere gange med indtil i alt nominelt kr. 32.310.560 svarende til 10% af selskabets aktiekapital. Forslaget indebærer, at vedtægternes § 5a ændres til følgende:

"Stk. 1
Bestyrelsen er bemyndiget til i perioden indtil 30. juni 2020 at forhøje selskabets aktiekapital ad én eller flere gange med indtil i alt nominelt kr. 32.310.560 (3.231.056 stk. aktier à kr. 10) ved tegning af nye aktier. De hidtidige aktionærer skal have fortegningsret til tegning af det beløb, hvormed aktiekapitalen forhøjes, forholdsmæssigt efter deres aktiebesiddelse. Forhøjelsen af aktiekapitalen skal ske ved kontant indbetaling til en tegningskurs, der kan være lavere end aktiernes værdi.

Vilkårene for aktietegningen fastsættes i øvrigt af bestyrelsen.

De nye aktier skal være omsætningspapirer og udstedes på navn samt noteres på navn i selskabets ejerbog. Der skal ikke gælde indskrænkninger i de nye aktiers omsættelighed, og ingen aktionær skal være forpligtet til at lade sine aktier indløse helt eller delvist. Aktierne bærer udbytte fra det tidspunkt at regne, der fastsættes af bestyrelsen, dog senest fra det regnskabsår, der følger efter kapitalforhøjelsen.

Stk. 2
Bestyrelsen er bemyndiget til i perioden indtil 30. juni 2020 at forhøje selskabets aktiekapital ad én eller flere gange med indtil i alt nominelt kr. 32.310.560 (3.231.056 stk. aktier à kr. 10) ved tegning af nye aktier. De hidtidige aktionærer skal ikke have fortegningsret til tegning af det beløb, hvormed aktiekapitalen forhøjes.

Forhøjelsen af aktiekapitalen kan ske såvel ved kontant indbetaling som på anden måde, herunder ved konvertering af gæld eller som vederlag for indskud af andre værdier end kontanter. Forhøjelsen skal i alle tilfælde ske til en kurs, der ikke er lavere end markedskurs.

Vilkårene for aktietegningen fastsættes i øvrigt af bestyrelsen.

De nye aktier skal være omsætningspapirer og udstedes på navn samt skal noteres på navn i selskabets ejerbog. Der skal ikke gælde indskrænkninger i de nye aktiers omsættelighed, og ingen aktionær skal være forpligtet til at lade sine aktier indløse helt eller delvist. Aktierne bærer udbytte fra det tidspunkt at regne, der fastsættes af bestyrelsen, dog senest fra det regnskabsår, der følger efter kapitalforhøjelsen.

Stk. 3
Ved udnyttelse af bemyndigelserne i §§ 5a, stk. 1, og 5a, stk. 2, kan bestyrelsen samlet set forhøje selskabets aktiekapital med maksimalt nominelt kr. 32.310.560 (3.231.056 stk. aktier à kr. 10)."

Ad dagsordenens punkt 5b) Forhøjelse og forlængelse af bemyndigelsen til bestyrelsen i vedtægternes § 5b til udstedelse af tegningsoptioner (warrants)
Bestyrelsen foreslår, at bemyndigelsen til bestyrelsen indeholdt i vedtægternes § 5b forhøjes og forlænges, således at bestyrelsen bemyndiges til i perioden indtil 31. december 2020 ad én eller flere gange at udstede tegningsoptioner (warrants), der giver ret til tegning af aktier af indtil i alt nominelt kr. 6.000.000. Bestyrelsen foreslår derudover, at bestyrelsens bemyndigelse til at genanvende eller genudstede eventuelle bortfaldne ikke udnyttede tegningsoptioner inden for bemyndigelsens vilkår og tidsmæssige begrænsninger forlænges. Forslaget indebærer, at bestyrelsen ligeledes bemyndiges til at træffe beslutning om den til udstedelse af tegningsoptionerne hørende kapitalforhøjelse indtil den 1. april 2024. Vedtægternes § 5b ændres i konsekvens heraf til følgende:

”Selskabet kan i perioden indtil 31. december 2020 efter bestyrelsens beslutning ad én eller flere gange udstede tegningsoptioner (warrants) til selskabets direktion, ansatte i selskabet eller i dettes datterselskaber til tegning af indtil i alt nominelt kr. 6.000.000 aktier (600.000 stk. aktier à kr. 10), ved kontant indbetaling til en kurs og på vilkår fastsat af selskabets bestyrelse. Enhver tildeling, der omfatter selskabets direktion, skal ske i overensstemmelse med selskabets retningslinjer for incitamentsaflønning, der er udarbejdet i henhold til selskabslovens § 139 og godkendt af generalforsamlingen, jf. vedtægternes § 17a. Der kan ikke udstedes warrants til medlemmer af selskabets bestyrelse (undtaget medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer (hvis sådanne er valgt), der modtager warrants i deres egenskab af ansatte i selskabet eller dettes datterselskaber).

Indehaverne af tegningsoptionerne skal have fortegningsret til de aktier, der tegnes på grundlag af de udstedte tegningsoptioner, således at fortegningsret til tegningsoptioner og nye aktier for selskabets eksisterende aktionærer fraviges.

Som en konsekvens af udnyttelse af tildelte tegningsoptioner bemyndiges bestyrelsen i perioden indtil 1. april 2024 til at forhøje aktiekapitalen ved bestyrelsens bestemmelse ad én eller flere gange med i alt nominelt kr. 6.000.000 aktier (600.000 stk. aktier à kr. 10), ved kontant indbetaling til en kurs og på øvrige vilkår fastsat af selskabets bestyrelse og uden fortegningsret for eksisterende aktionærer.

De nye aktier, som måtte blive tegnet på baggrund af ovennævnte tegningsoptioner, skal have samme rettigheder som de hidtidige aktier efter vedtægterne, herunder således at de nye aktier skal være omsætningspapirer og udstedes på navn samt noteres på navn i selskabets ejerbog. Der skal ikke gælde indskrænkninger i de nye aktiers omsættelighed, og ingen aktionær skal være forpligtet til at lade sine aktier indløse helt eller delvist. De nye aktier skal fra tegningstidspunktet bære ret til udbytte.

Bestyrelsen kan efter de til enhver tid gældende regler genanvende eller genudstede eventuelle bortfaldne ikke udnyttede tegningsoptioner, forudsat at genanvendelsen eller genudstedelsen finder sted inden for de vilkår og tidsmæssige begrænsninger, der fremgår af denne bemyndigelse. Ved genanvendelse forstås adgang for bestyrelsen til at lade en anden aftalepart indtræde i en allerede bestående aftale om tegningsoptioner. Ved genudstedelse forstås bestyrelsens mulighed for inden for samme bemyndigelse at genudstede nye tegningsoptioner, hvis allerede udstedte tegningsoptioner er bortfaldet.”

Ad dagsordenens punkt 5c) Forslag om ændring af vederlagspolitikken inklusive de overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning af bestyrelse og direktion
Bestyrelsen foreslår ændring af vederlagspolitikken inklusive de overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning af bestyrelse og direktion, således at selskabet fremover får større fleksibilitet med hensyn til at sikre udenlandske direktionsmedlemmers boligforhold. Derudover foreslås enkelte ændringer som følge af ændringen af den danske aktieoptionslov.

Forslag til revideret vederlagspolitik inklusive de overordnede retningslinjer kan downloades på www.bavarian-nordic.com/agm.

Ad dagsordenens punkt 5d) Godkendelse af forslag til honorar til bestyrelsen og bestyrelsesudvalg for det igangværende regnskabsår
Bestyrelsen foreslår, at det årlige grundhonorar til bestyrelsen for regnskabsåret 2019 fastholdes; (i) det årlige grundhonorar for bestyrelsesmedlemmer udgør uændret kr. 300.000; (ii) formanden oppebærer to og en halv gange grundhonoraret (kr. 750.000); og (iii) næstformanden oppebærer halvandet grundhonorar (kr. 450.000).

I tillæg til grundhonorar til bestyrelsen, foreslår bestyrelsen, at bestyrelsen som en del af honoraret modtager et antal aktier i form af betingede aktier med en værdi svarende til 50% af grundhonoraret på kr. 300.000 (for formanden dog svarende til 50% af to og en halv gange grundhonoraret og for næstformanden svarende til 50% af halvandet grundhonorar) i overensstemmelse med selskabets overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning.

Bestyrelsen foreslår endvidere, at medlemmer af selskabets to bestyrelsesudvalg oppebærer et yderligere årligt komitéhonorar på kr. 100.000. Formændene for bestyrelsesudvalgene oppebærer dog halvandet komitéhonorar (kr. 150.000).

Bestyrelsen foreslår yderligere, at hvert bestyrelsesmedlem oppebærer (i) et mødehonorar på kr. 5.000 for hvert bestyrelses- og/eller udvalgsmøde, dog således at mødehonoraret ikke kan overstige kr. 5.000 per dag eller (ii) for bestyrelsesmedlemmer, der rejser oversøisk for at deltage, et oversøisk rejsetillæg på USD 5.000. Herudover afholder selskabet bestyrelsesmedlemmers hermed forbundne rejseomkostninger, samt eventuelle sociale omkostninger forbundet med bestyrelsens og bestyrelsesudvalgenes honorar (f.eks. lovpligtige bidrag til social sikring i udlandet).  

Ad dagsordenens punkt 5e) Bemyndigelse af bestyrelsen til at erhverve egne aktier
Bestyrelsen foreslår, at bestyrelsen bemyndiges til på vegne af selskabet at erhverve egne aktier i selskabet.

Der stilles derfor forslag om, at følgende bemyndigelse gives til selskabets bestyrelse i overensstemmelse med selskabslovens § 198:

"Generalforsamlingen bemyndiger herved bestyrelsen til at lade selskabet erhverve egne aktier under iagttagelse af selskabslovens § 198. Der kan maksimalt erhverves egne aktier for en samlet pålydende værdi af i alt 10 % af selskabets til enhver tid værende aktiekapital. Vederlaget i forbindelse med køb af egne aktier må ikke afvige med mere end 10 % fra kursen på selskabets aktier på Nasdaq Copenhagen på tidspunktet for erhvervelsen. Nærværende bemyndigelse gives til selskabets bestyrelse i perioden indtil næste ordinære generalforsamling."

Ad dagsordenens punkt 6) Valg af medlemmer til bestyrelsen.
Bestyrelsen foreslår genvalg af Gerard van Odijk, Anders Gersel Pedersen, Erik G. Hansen, Peter Kürstein, Frank Verwiel og Elizabeth McKee Anderson. Bestyrelsen foreslår endvidere nyvalg af Anne Louise Eberhard.

Anne Louise Eberhard
Anne Louise Eberhard, LL.M. er dansk statsborger, født i 1963. Hun har tidligere haft en række ledende stillinger i Danske Bank, senest som Senior Executive Vice President, Global Head of Corporate & Institutional Banking. Siden fratrædelse fra Danske Bank efter 30 år i 2014 har hun bl.a. arbejdet som Chief Commercial Officer i Intrum Justitia AB, og uafhængig rådgiver for offentlige og private virksomheder vedrørende finansielle forhold, risikostyring og kommerciel strategi.

Anne Louise Eberhard har en juridisk kandidatuddannelse fra Københavns Universitet og et eksamensbevis i Business Administration, Management Accounting & Informatics fra Copenhagen Business School.

Anne Louise Eberhard er bestyrelsesmedlem i FLSmidth A/S og Finansiel Stabilitet, medlem af advisory board of Moneyflow Group ApS og fakultetsmedlem og underviser ved Copenhagen Business School, Board Educations. Hun er nomineret til bestyrelsen i Topdanmark A/S på deres ordinære generalforsamling i april 2019.

Bestyrelsen foreslår, at Anne Louise Eberhard vælges som nyt medlem af bestyrelsen på baggrund af hendes omfattende økonomi- og risikostyringserfaring samt bestyrelseserfaring fra børsnoterede selskaber.

Om bestyrelsens medlemmer, der er på genvalg, oplyses følgende:

Gerard van Odijk
Gerard van Odijk, M.D. er hollandsk statsborger, født i 1957. Uafhængigt medlem af bestyrelsen siden 2008 og formand siden 2014. Nuværende periode udløber i 2019. Formand for nominerings- og vederlagsudvalget siden 2015.

Stillinger: Uafhængig rådgiver for farmaceutiske virksomheder og tidligere administrerende direktør i Teva Pharmaceuticals Europe B.V. Formand for bestyrelsen i Curaeos B.V.

Særlige kompetencer: Medicinske kompetencer og stor ledelseserfaring fra internationale børsnoterede selskaber inden for lægemiddelindustrien.

Anders Gersel Pedersen
Anders Gersel Pedersen, M.D., Ph.D. er dansk statsborger, født i 1951. Uafhængigt medlem af bestyrelsen siden 2010 og næstformand siden 2014. Nuværende periode udløber i 2019. Medlem af finans-, risiko- og revisionsudvalget siden 2015.

Stillinger: Anders Gersel Pedersen er tidligere koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i H. Lundbeck A/S. Medlem af bestyrelsen i Genmab A/S samt Hansa Biopharma AB.

Særlige kompetencer: Videnskabelige kvalifikationer, særligt inden for onkologi, og omfattende ledelses- og bestyrelseserfaring fra internationale børsnoterede selskaber inden for lægemiddel- og biotekindustrien.

Erik G. Hansen
Erik Gregers Hansen, M.Sc. er dansk statsborger, født i 1952. Uafhængigt medlem af bestyrelsen siden 2010. Nuværende periode udløber i 2019. Formand for finans-, risiko- og revisionsudvalget siden 2015.

Stillinger: Formand for bestyrelsen i Polaris Management A/S, TTiT A/S, TTiT Ejendomme A/S, TTiT Landbrug A/S og Sirius Holding ApS. Næstformand for bestyrelsen i OKONO A/S, Lauritzen Fonden og Bagger-Sørensen & Co. A/S og dets 5 datterselskaber, medlem af bestyrelsen i Bagger-Sørensen Fonden, Saga Private Equity ApS, Lesanco ApS, Ecco Sko A/S, Farumgade 2B Holding ApS og dets datterselskab og Wide Invest ApS. Medlem af direktionen i Rigas Invest ApS og dets datterselskab, BFB ApS, Haslevej 3 ApS, Sirius Holding ApS, Tresor Asset Advisers ApS, Polaris Invest II ApS og Hansen Advisers ApS.

Særlige kompetencer: Erfaring med og indgående kendskab til økonomistyring og finansiering samt arbejde med børsnoterede selskaber.

Peter Kürstein
Peter Kürstein, MBA er dansk statsborger, født i 1956. Uafhængigt medlem af bestyrelsen siden 2012. Nuværende periode udløber i 2019. Medlem af nominerings- og vederlagsudvalget siden 2015.

Stillinger: Peter Kürstein er tidligere administrerende direktør, nu formand for bestyrelsen i Radiometer Medical ApS. Formand for bestyrelsen i Ferrosan Medical Devices Holding A/S. Næstformand for bestyrelsen i FOSS A/S, Experimentarium og Ejendomsselskabet Experimentarium A/S. Bestyrelsesmedlem i N. FOSS & Co. A/S og Den Erhvervsdrivende Fond Gl. Strand, Experimentarium, One Life, Dansk BørneAstma Center og Art Agenda 2030. Han er desuden formand for Virksomhedsforum for enklere regler og næstformand for Danish-American Business Forum og samt medlem af direktionen i Mijamax ApS.

Særlige kompetencer: Omfattende ledelses- og bestyrelseserfaring fra børsnoterede selskaber i den internationale sundhedsplejesektor.

Frank Verwiel
Frank Verwiel, M.D., MBA er hollandsk statsborger og bosiddende i USA, født i 1962. Uafhængigt medlem af bestyrelsen siden 2016. Nuværende periode udløber i 2019. Medlem af finans-, risiko- og revisionsudvalget siden 2016.

Stillinger: Frank Verwiel er tidligere administrerende direktør i Aptalis Pharma, Inc. Frank Verwiel er formand for bestyrelsen i ObsEva SA og medlem af bestyrelsen i Intellia Therapeutics, Inc. og Achillion Pharmaceuticals, Inc.

Særlige kompetencer: Omfattende strategisk, ledelsesmæssig og international erfaring inden for lægemiddelindustrien.

Elizabeth (Liz) McKee Anderson
Elizabeth Anderson, MBA er amerikansk statsborger, født i 1957. Uafhængigt medlem af bestyrelsen siden 2017. Nuværende periode udløber i 2019. Medlem af nominerings- og vederlagsudvalget siden 2018.

Stillinger: Elizabeth Anderson er tidligere global vicedirektør for infektionssygdomme og vacciner i Janssen Pharmaceutical Companies of Johnson & Johnson. Hun er medlem af bestyrelsen i Context Therapeutics LLC, Insmed, Inc., Huntsworth plc, REVOLUTION Medicines, Inc. og Aro Biotherapeutics Company samt medlem af rådgivningskomitéen i NAXION, Inc. Hun er desuden medlem af bestyrelserne i Bryn Mawr Hospital Foundation og The Wistar Institutut samt direktør for PureSight Advisory, LLC.

Særlige kompetencer: Omfattende strategisk, ledelsesmæssig og international erfaring inden for lægemiddelindustrien.

Ad dagsordenens punkt 7) Valg af revision
Bestyrelsen foreslår, at Deloitte genvælges som selskabets revisor. Bestyrelsens forslag er fremsat i overensstemmelse med finans-, risiko- og revisionsudvalgets indstilling herom. Udvalget er ikke blevet påvirket af tredjeparter og har ikke været underlagt nogen aftale med tredjemand, der begrænser generalforsamlingens valg af revision eller revisionsfirma.

* * * * * * * *

Majoritetskrav
Til vedtagelse af forslagene fremsat under dagsordenens punkt 1, 2, 3, 4, 5c, 5d, 5e, 6 og 7 kræves simpelt stemmeflertal.

Til vedtagelse af forslagene fremsat under dagsordenens punkt 5a, 5b, 5f og 5g kræves særlig majoritet, jf. selskabslovens § 106 og selskabets vedtægter § 16. Vedtagelse kan herefter kun ske, såfremt forslagene hver især vedtages af mindst 2/3 såvel af de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital.

Deltagelse, adgangskort og stemmeret
Aktionærer, som ønsker at deltage på generalforsamlingen, skal i henhold til vedtægternes § 11 bestille adgangskort senest onsdag den 17. april 2019 kl. 23.59. Der gøres opmærksom på, at man kun kan deltage, hvis man har rekvireret adgangskort forud for generalforsamlingen.

Adgangskort udleveres til aktionærer med møde- og stemmeret. Møde- og stemmeret tilkommer alene aktionærer, som er noteret i selskabets ejerbog på registreringsdatoen onsdag den 17. april 2019 eller som på dette tidspunkt har anmeldt deres erhvervelse af aktier i selskabet med henblik på notering i ejerbogen.

Adgangskort kan bestilles elektronisk på www.bavarian-nordic.com/agm eller via bestillingsformular, der downloades på selskabets hjemmeside, udfyldes og indsendes til info@bavarian-nordic.com eller på telefax: +45 33 26 83 80 eller pr. post til Bavarian Nordic A/S, Hejreskovvej 10A, 3490 Kvistgård. Adgangskort kan endvidere bestilles på tlf.: +45 33 26 83 83.

Adgangskort vil blive sendt til den e-mailadresse, der er angivet i aktionærportalen ved tilmeldingen. Adgangskortet skal medbringes til generalforsamlingen enten elektronisk på smartphone/tablet eller printet.

Aktionærer, der har rekvireret adgangskort uden angivelse af e-mailadresse, kan afhente adgangskortet i indgangen til generalforsamlingen mod fremvisning af ID (eksempelvis pas eller kørekort).

Stemmesedler vil blive udleveret i adgangskontrollen på generalforsamlingen.

Afgivelse af fuldmagt
Aktionærer kan afgive stemme ved fuldmægtig. En fuldmagt til selskabets bestyrelse kan alene gives til en bestemt generalforsamling med en på forhånd kendt dagsorden. Underretning af selskabet om udpegning af en fuldmægtig kan ske elektronisk på www.bavarian-nordic.com/agm eller via fuldmagtsblanket, der downloades på selskabets hjemmeside og udfyldes og indsendes på samme måde som ved bestilling af adgangskort, som beskrevet ovenfor. Fuldmagter skal være selskabet i hænde senest onsdag den 17. april 2019 kl. 23.59. Fuldmægtigen kan endvidere fremlægge skriftlig og dateret fuldmagt på generalforsamlingen.

Afgivelse af brevstemme
Afgivelse af stemmer kan ligeledes ske ved brevstemme. Brevstemmer kan afgives elektronisk på www.bavarian-nordic.com/agm eller via brevstemmeblanket, der downloades på selskabets hjemmeside, udfyldes og indsendes på samme måde som ved bestilling af adgangskort, som beskrevet ovenfor. Brevstemmer skal være selskabet i hænde senest onsdag den 17. april 2019 kl. 23.59. Har selskabet modtaget brevstemmen, kan brevstemmen ikke tilbagekaldes.

Skriftlige spørgsmål
Aktionærer kan skriftligt stille spørgsmål til dagsordenen, dokumenter til brug for generalforsamlingen eller selskabets stilling i øvrigt. Spørgsmål kan fremsendes pr. post eller pr. mail til info@bavarian-nordic.com. Fremsendte spørgsmål vil blive besvaret på generalforsamlingen.

Sprog
Repræsentanter for selskabet vil holde deres indlæg på engelsk. Aktionærerne kan vælge at tale dansk eller engelsk. Der vil under mødet være mulighed for simultantolkning fra engelsk til dansk og fra dansk til engelsk.

Information på selskabets hjemmeside
Følgende dokumenter og oplysninger vil i perioden fra den 28. marts 2019 til og med den 24. april 2019 (begge dage inklusive) være tilgængelige på selskabets hjemmeside www.bavarian-nordic.com/agm: (1) Indkaldelsen til generalforsamlingen, (2) oplysninger om det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, (3) de dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, herunder årsrapporten for 2018 indeholdende det reviderede årsregnskab og koncernregnskab mv., (4) dagsordenen for generalforsamlingen og de fuldstændige forslag og (5) formularer til brug for stemmeafgivelse ved brev og fuldmagt.

Aktiekapital
Selskabets aktiekapital udgør kr. 323.105.650 fordelt på aktier à kr. 1 og multipla heraf. Hvert aktiebeløb på nominelt kr. 10 giver én stemme.


Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret biotekselskab, der er fokuseret på udvikling af innovative og mere sikre vacciner mod cancer og infektionssygdomme. Med udgangspunkt i vores virale vaccineplatform, MVA-BN®, har vi udviklet en bred portefølje af produktkandidater, der sigter mod at forbedre sundheden og livskvaliteten for børn og voksne. Vi leverer en ikke-replikerende MVA-BN-baseret koppevaccine til det amerikanske strategiske nationale beredskabslager samt til andre landes beredskaber. Vaccinen er godkendt i EU og Canada, hvor den markedsføres henholdsvis under handelsnavnene IMVANEX® og IMVAMUNE®. Ud over vores mangeårige samarbejde med den amerikanske regering om udvikling af medicinske foranstaltninger, har vi inden for infektionssygdomme et egenudviklet program for RS-virus samt vaccinekandidater mod Ebola, HPV, hiv og hepatitis B, der udvikles som led i et strategisk partnerskab med Janssen. Desuden har vi i samarbejde med National Cancer Institute udviklet en portefølje af aktive cancerimmunterapier, der er udformet til at ændre patienters sygdomsforløb ved at fremkalde et robust og bredt immunrespons mod kræft, og som har en favorabel bivirkningsprofil. I samarbejde med flere medicinalselskaber søger vi at udforske den potentielle synergieffekt ved at kombinere vores immunterapier med andre immunmodulerende lægemidler, som fx checkpoint-hæmmere. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com eller følg os på Twitter @bavariannordic.

Kontakt
Rolf Sass Sørensen
Vice President Investor Relations
Tlf. +45 61 77 47 43

Selskabsmeddelelse nr. 06 / 2019

Vedhæftet fil