Conferize A/S indkalder til ekstraordinær generalforsamling 28. november 2019


Selskabsmeddelelse Nr. 20/2019
København, 13. november 2019


Conferize A/S indkalder til ekstraordinær generalforsamling 28. november 2019

Siden kapitalforhøjelsen i juli har Conferize arbejdet på tre fronter.

1. Ændring af forretningsstrategien til at fokusere på bedre events, dvs. events og konferencer der skaber større værdi for både deltagere og arrangører. Konsekvensen er, at selskabets platform ikke alene er EMS - Event Management System, men også ECS - Event Creation System. Dette kræver omfattende ændringer af Conferize EMS og var baggrunden for, at bestyrelsen nedskrev værdien af det hidtidige udviklingsarbejde med 75 pct. Udviklingsteamet arbejder især med at forbedre brugeroplevelsen og begrænse kompleksiteten, så det bliver lettere for arrangøren at udforme events, der skaber høj værdi for deltagerne.

2. Dialog med event og konference arrangører om, hvad der kan gøre deres events mere værdifulde og tilmed lette arbejdet med at udforme og afvikle sådanne events. Conferize har mødt stor imødekommenhed og interesse fra arrangørerne, der deler erkendelsen af, at der er betydeligt potentiale for forbedring af de konventionelle formater for events og konferencer. Mens markedet for traditionelle Event Management Systems (EMS), der sigter på at løse de administrative opgaver i forbindelse med events, er mættet, er der et stort udækket behov for Event Creation Systems (ECS) der sigter på at understøtte udformningen af events og konferencer, sådan at de skaber størst mulig værdi for både deltagere og arrangører. I forbindelse hermed har ledelsen arbejdet med konkretisering af selskabets forretningsmodel.

3. Tilpasning af udviklings- og design teamet til det ændrede fokus. Dette har betydet en række ændringer i medarbejderstaben; mest markant ansættelsen af Anders Therkildsen som ny head of design. Det nye team er nu vel indarbejdet.

Målgruppen for Conferize ECS er virksomheder og organisationer der afholder flere events og konferencer hvert år. Med afsæt i dialogen med målgruppen og deres anbefalinger, vil Conferize løbende introducere nye features i ECS systemet. Conferize søger derfor op til 15 progressive virksomheder, der regelmæssigt afvikler events af varierende størrelser til at indgå i et "ekspertprogram".

Formålet med programmet er at udfordre, hvordan events kan skabe mere værdi ved at udnytte digitale muligheder, inddrage deltagere både før, under og efter et event og grundlæggende betragte eventet som en del af virksomhedens marketingmix frem for en isoleret handling, der kun varer to timer eller dage. Det handler kort sagt om at alle – både virksomheden, den enkelte eventarrangør og deltagerne får mere ud af anstrengelser og investeringer i events. Det vil Conferize udfordre ved at inddrage best practice, teste nye tiltag, analyser og generel vidensdeling.

Aktionærerne vil kunne danne sig et indtryk af selskabets ændrede fokus når en ny version af websiden lanceres i løbet af december og især ved lanceringen af Conferize ECS, der er planlagt til at ske i første kvartal 2020.

Conferize’s CEO Steen Tromholt kalder arbejdet med ECS en milepæl: “Den vision som Conferize gik på børsen med i 2017, bliver gradvis til virkelighed i 2020. Ved at fokusere på den proces hvor events bliver skabt, kan vi allerede nu være med til at skabe større værdi for de mange mennesker der hvert år deltager i events. Plus at vi kan gøre det lettere for arrangørerne at afholde events”.

På denne baggrund indkalder Conferize A/S til ekstraordinær generalforsamling d. 28. november 2019 kl. 10 med henblik på valg af Laura Lindahl til Selskabets bestyrelse.               

Bestyrelsen foreslår, at direktør Laura Lindahl indvælges i bestyrelsen. Som tidligere politiker og nu direktør i en brancheforening har Laura Lindahl et første håndskendskab til event- og konference markedet og den betydning som gode events kan have.

Indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling med den fulde ordlyd af forslagene, samt tilmeldingsprocedure er vedhæftet denne meddelelse.


Om Conferize
Conferize er en digital platform for arrangører og deltagere i events og konferencer med særligt fokus på den proces hvor events bliver til. Platformen kaldes derfor et “Event Creation System” (ECS) i modsætning til gængse “Event Management Systems” (EMS). Formålet er at events skal skabe mere værdi for deltagerne og i øvrigt være lettere at arrangere.

Conferize’s forretningsmodel er gradvis at opbygge en portefølje af tilfredse event arrangører som via abonnementsordninger betaler for brugen af platformen.

Cvr. nr. 34472742 | invest.conferize.com


Certified Adviser
Selskabets Certified Adviser er Baker Tilly Corporate Finance P/S (CVR-nr. 40073310), Gert Mortensen, Poul Bundgaards Vej 1, 1., DK-2500 Valby, tlf. +45 30 73 06 67, gmm@bakertilly.dk.

Investorkontakt
Søren Dalsgaard Hansen, CFO i Conferize A/S, +45 31 21 17 26, ir@conferize.com

Vedhæftede filer


Attachments

Selskabsmeddelse 2019 20 - Indkaldelse til xGF Conferize AS Nov 2019 Indkaldelse til xGF Conferize AS 2019 11 28