North Media overdrager avisaktiviteter til Jysk Fynske Medier


Den 20. april 2020
Selskabsmeddelelse nr. 16-2020

North Media A/S har indgået en aftale med Jysk Fynske Medier om, at de overtager North Media Aviser A/S. Closing forventes gennemført den 30. april med overtagelse den 1. maj 2020.  

North Media Aviser udgiver Helsingør Dagblad, Lokalavisen Nordsjælland samt otte lokalaviser i hovedstadsområdet, og nyhedssitet kbhLIV.dk m.m.

Efter frasalget udgiver North Media koncernen ikke længere aviser.

”Avisudgivelse har været en del af kernen i North Media A/S siden 1978, men markedet for udgivelse af aviser er blevet udfordret, og en konsolidering af markedet er efter vores opfattelse en god løsning. Vi er derfor glade for at kunne overdrage aviserne til en stærk industriel ejer i Jysk Fynske Medier, som har størrelse og kapacitet til at sikre den fortsatte drift af aviserne” siger ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Wigh.

Overdragelsen af North Media Aviser inkluderer alle medarbejdere i Hovedstadens Mediehus, på Helsingør Dagblad og Lokalavisen Nordsjælland.

I 2019 var North Media Avisers omsætning 93,8 mio. kr. og driftsresultatet (EBIT) før særlige poster var -5,6 mio. kr.

Fra starten af 2020 var det forventningen, at omsætningen i North Media Aviser i 2020 ville udgøre 87-91 mio. kr., og EBIT før særlige poster ville blive -12 til -8 mio. kr. I forbindelse med Corona-pandemien blev disse forventninger imidlertid suspenderet ved selskabsmeddelelse nr. 12-2020 den 18. marts 2020. Sammenlignet med de oprindelige forventninger fra årets start vil salget af North Media Aviser isoleret set forbedre North Media A/S’ driftsresultat (EBIT) for 2020 med ca. 15 mio. kr.

Aftalen med Jysk Fynske Medier er endelig og uden forbehold og overdragelsen af North Media Aviser A/S til Jysk Fynske Medier forventes gennemført som en aktiehandel med closing pr. 30. april og overtagelse pr. 1. maj 2020.

Ændring i direktionen for North Media

Som følge af salget fratræder Lasse Wulff Hansen som adm. direktør for North Media Aviser pr. 30. april 2020, men han fortsætter som koncerndirektør i North Media med ansvar for forretningsudvikling.

Direktionen i North Media vil derefter bestå af ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Stausø Wigh, adm. direktør i FK Distribution Lasse Ingemann Brodt, adm. direktør i North Media Online Henrik Løvig Jensen, adm. direktør i BEKEY Jannik Bray Christensen og koncerndirektør for forretningsudvikling Lasse Wulff Hansen.

North Media koncernens strategi er uændret

North Media koncernens aktiviteter vil efter salget bestå af 3 forretningsområder:

  • FK Distribution formidler tilbud til forbrugernes postkasser og mailbokse. FK Distribution er Danmarks førende distributør af husstandsomdelt information fra detailhandlen.
  • North Media Online formidler lejeboliger, stillinger og lån via platformene BoligPortal, Ofir og 50%-ejede LeadSupply. BoligPortal.dk er markedsleder inden for lejeboliger i Danmark.  
  • BEKEY giver distributionsselskaber, hjemmeplejer og andre adgang til bl.a. opgange. BEKEY er Danmarks førende udbyder af cloud-baserede nøgleløsninger og systemer til adgangskontrol.

North Medias strategiske fokus er uændret på aktiviteter, hvor vi kan levere kunder til vores kunder ved at være bindeled mellem erhvervsliv og forbrugere. Alle koncernens aktiviteter investerer løbende i optimering, digitalisering og fortsat videre- og nyudvikling af løsninger.

Delårsrapporten for 1. kvartal 2020 offentliggøres den 7. maj 2020, og det forventes, at det i rapporten vil være muligt at oplyse om koncernens forventede resultater for hele året 2020.


Yderligere oplysninger:
Kåre Wigh, Ordførende koncerndirektør & CFO, telefon 25 65 21 45

Med venlig hilsen

North Media A/S