Eksport giver cBrains omsætning et ekstra løft

København Ø, DENMARK



Fondsbørsmeddelelse nr. 10/2021

Eksport giver cBrains omsætning et ekstra løft


København, 21. april 2021


Resume

cBrain er kommet rigtig godt fra start i 2021, både i Danmark og internationalt.

Det interne regnskab for første kvartal 2021 viser en omsætningsvækst på 30% i forhold til samme periode sidste år. Dette er baseret på en fortsat vækst i salg af softwareabonnementer samt en væsentlig øget eksportandel.

På det danske marked har cBrain i første kvartal annonceret en række nye kunder, samtidig med at aktiviteterne hos de eksisterende kunder fortsat øges. I den forbindelse kan cBrain bl.a. glæde sig over, at det på kort tid er lykkedes at levere en række nye løsninger til Miljøstyrelsen, som understøtter klimaindsatsen.

Internationalt kan cBrain glæde sig over, at finansministeriet i De Forenede Arabiske Emirater har nomineret en af cBrains løsninger til en United Nations’ WSIS-pris. Samtidig er cBrain blevet valgt som leverandør af et nyt IT-system til en stor myndighed i Berlin, som skal understøtte myndighedens arbejde i forbindelse med revision af indbetalinger af medarbejderpension og sociale ydelser for mere end 3 millioner tyske virksomheder.

Ledelsen ser første kvartal som det bedste nogensinde, og ledelsen betegner derfor første kvartal som en milepæl i selskabets historie. Samtidig er det et resultat, som peger fremad og underbygger selskabets langsigtede vækstplan.

Som følge af den positive udvikling i første kvartal øges forventningerne til vækst for hele året til en omsætningsvækst på 17-23%.

cBrain har mulighed for at forbedre dette yderligere gennem året, hvor muligheden for at levere en yderligere omsætningsvækst bl.a. afhænger af produktsammensætning, herunder specielt forholdet mellem salg af softwarelicenser og salg af konsulentydelser i forbindelse med opsætning og ibrugtagning af software, samt den hastighed som cBrain formår at gennemføre sine leverancer.

Omsætningsvækst på 30% i første kvartal øger forventningerne til året

cBrain kan notere en særdeles tilfredsstillende udvikling i første kvartal, hvor kvartalsregnskabet viser en omsætningsvækst på 30% i forhold til første kvartal 2020.

cBrain udmeldte i starten af året en forventet omsætningsvækst på 15-20% i år 2021. Men cBrain oplyste også, at forventningerne er tilknyttet en betydelig usikkerhed, bl.a. fordi cBrain står med eksportmuligheder, som på både kort og længere sigt kan give mulighed at opnå højere vækstrater.

Første kvartal viser en god vækst på det danske marked, herunder en fortsat vækst i salg af abonnementer, både som følge af den fortsatte tilgang af nye kunder og gennem salg af tillægsmoduler og flere brugere til de eksisterende kunder.

Samtidig kan cBrain notere en markant øget eksport, hvilket løfter den samlede omsætningsvækst til 30%. Eksporten udgør således mere end 20% af den samlede omsætning i første kvartal, hvilket er et væsentligt løft i forhold til sidste år, hvor eksportandelen udgjorde 14% af årets samlede omsætning.

Som følge af de positive resultater løfter cBrain sine forventninger til regnskabsåret 2021 fra en forventet omsætningsvækst på 15-20% til en forventet omsætningsvækst på 17-23%.

De nye forventninger er baseret på, at de hidtidige forventninger til de resterende 3 kvartaler fastholdes uændret.


Yderligere vækst afhænger bl.a. af leverancehastighed og produktsammensætning

Når en ny kunde indfører F2, skal løsningen opsættes og konfigureres til at understøtte kundens arbejdsgange, og cBrain fakturerer først softwareabonnementer, når kunden tager F2 i brug. Der vil derfor ofte gå et stykke tid fra indgåelse af en ny aftale og frem til det tidspunkt, hvor aftalen giver omsætning i form af softwareabonnementer. Hertil kommer, at omsætningen af softwareabonnementer også afhænger af antallet af brugere, og dermed hvor hurtigt brugerne tager det nye system i brug, efter at det er sat i drift.

Væksten i salg af softwareabonnementer er derfor afhængig af, hvor hurtigt cBrain formår at gennemføre sine implementeringsprojekter, samtidig med at forholdet mellem salg af softwareabonnementer og timer i forbindelse med implementering vil påvirke udviklingen.

I regnskabsåret 2020 udgjorde softwareabonnementer 53% af den samlede omsætning. Dette tal er i første kvartal 2021 øget til 54% af omsætningen, og det udgør dermed en meget stor del af den samlede forretning.

Når softwareabonnementer er øget til 54% i første kvartal skyldes det bl.a. den positive effekt af hurtigere leverancer. Hertil kommer øget salg i form af flere brugere og tillægsmoduler til eksisterende kunder.

cBrains estimater for år 2021 er baseret på historiske erfaringer i relation til leverancehastighed og produktsammensætning. cBrain har på nuværende tidspunkt ikke belæg for at ændre forventningerne til de næste kvartaler, hvorfor estimaterne for disse fastholdes.


cBrain anvender den øgede indtjening til yderligere investeringer i vækst

Langt den største del af cBrains omkostninger er faste, og den højere omsætning i første kvartal medfører dermed en øget indtjening.

Men frem for at hæve forventningerne til årets indtjening, har cBrain besluttet at anvende den øgede indtjening til at investere i yderligere ansættelser og opbygning af kompetencer. Dette gælder både inden for salg og leverance og på tværs af de lande, hvor cBrain opererer.

Specielt forventer cBrain i 2021 at styrke sin indsats og position som leverandør af klimasoftware til offentlige myndigheder.

På den baggrund fastholdes indtil videre den tidligere udsendte forventning til indtjening før skat (EBT) på 10-15% i år 2021.


Marked og position

Offentlig digitalisering udgør et af verdens største markeder.

I Danmark bruger myndighederne årligt mere end 20 milliarder kroner på IT, hvilket dækker alt fra hardware til software og services, og det er cBrains vurdering, at myndigheder på tværs af verden, relativt i forhold til det nationale bruttoprodukt, investerer tilsvarende beløb. cBrain estimerer, at selskabets produkter og services, retter sig mod 20-30% af det samlede marked for offentlig digitalisering.

cBrain står derfor overfor et meget stort markedspotentiale. Samtidig er offentlig digitalisering ofte kendetegnet ved langvarige, ustyrlige og dyre IT-projekter. Det skyldes en forældet tilgang og teknologi, hvor de fleste leverandører stadig bygger skræddersyede løsninger baseret på softwarekomponenter og moduler, som skal tilpasses og integreres gennem specialprogrammering.

Ideen om at se software som byggeklodser, der kan sættes sammen til forskellige løsninger, lyder jo umiddelbart besnærende. Men som man næsten dagligt kan læse i pressen, er virkeligheden store projekter, som er vanskelige at styre, jævnlige forsinkelser og uforudsete budgetudvidelser.

cBrain udfordrer de klassiske leverandører og de skræddersyede løsninger ved at tilbyde en langt mere effektiv tilgang.

cBrains tilgang er baseret på standardsoftware, som kaldes F2, en ny teknologi og en unik implementeringsmetode, som tager direkte afsæt i forvaltningens processer, organisation og data.

Med F2 har cBrain samtidig bevist det, som kun få troede var muligt. I tæt samarbejde med danske myndigheder har vi designet og udviklet en fuldt integreret platform, der indeholder alle de funktioner, som myndigheden har brug for i forvaltningen. Klar til drift, uden behov for hverken specialprogrammering eller en masse timer til specialprogrammering.

Samtidig tilbyder F2 en indbygget procesmotor, som uden begrænsninger kan konfigureres til at understøtte og automatisere enhver fagproces. Det gælder både små og store komplekse sagsområder. End-to-end og automatiseret, dækkende alle trin i sagsforløbet fra selvbetjening til sagsbehandling, journalisering og ledelsesrapportering.

Det sparer rigtig af mange timer, der traditionelt bliver brugt på systemudvikling, specialprogrammering og implementering, hvorfor cBrain kan levere løsninger markant hurtigere, med minimale risici og til aftalt tid og budget.

F2 er dermed banebrydende og viser en helt ny vej for offentlig digitalisering.


Fortsat vækst i Danmark

cBrain ser fortsat et stort potentiale for yderligere salg i Danmark.

Selvom cBrain har opnået en særdeles solid position på det danske marked, er digital transformation og de fleste IT-leverancer i Danmark stadig baseret på den traditionelle tilgang til IT i form af skræddersyede løsninger, integration af softwarekomponenter og store langvarige IT-projekter.

cBrain oplever imidlertid, at stadig flere danske myndigheder overvejer at skifte til standardsoftware, ikke mindst i takt med at cBrain kan dokumentere succesfulde leverancer hos andre myndigheder.

cBrains fortsatte succes hos Miljøstyrelsen er et godt eksempel på dette. Samtidig underbygger leverancerne til Miljøstyrelsen cBrains position som leverandør af klimasoftware til myndigheder.


F2 demonstrerer sin styrke gennem hurtige leverancer til Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen har indført F2 og gennemfører i disse år en digitalisering af mere end 200 processer, dækkende bl.a. tilskudsadministration, tilsyn og afgørelser.

Hos andre styrelser, som baserer sig på skræddersyede løsninger, ville en sådan opgave være nærmest umulig. Den ville bestå af et stort antal store individuelle IT-projekter, typisk et projekt for hver af de mange processer.

I modsætning hertil gennemføres digitaliseringen hos Miljøstyrelsen baseret på en porteføljemodel, hvor hver af de mange processer designes og konfigureres i F2 standardsystemet. Det giver både hurtigere og langt mere effektive leverancer.

Men samtidig giver det også mulighed for et højt niveau af genbrug, fordi processer beskrives i F2 ved hjælp af en unik F2-teknologi, som cBrain kalder processkabeloner.

En processkabelon beskriver et sagsforløb end-to-end, fra selvbetjening til sagsbehandling og arkivering, eksempelvis en konkret tilskudsordning. Samtidig er en processkabelon open source, hvilket betyder, at en processkabelon nemt kan kopieres og tilpasses en ny proces, ligesom den kan deles mellem myndigheder.

For Miljøstyrelsen betyder det, at digitaliseringen sker stadig hurtigere, i takt med at myndigheden opbygger procesviden og med genbrug af processkabeloner. Herved er det i praksis muligt at gennemføre en så omfattende digitalisering, som styrelsen er i gang med, samtidig med at det understøtter styrelsens muligheder for hurtigt at implementere de mange nye klimatiltag, som regeringen arbejder med.

Et eksempel herpå er den nye tilskudsordning i forbindelse med klima-lavbund, som har til formål at reducere landbrugets drivhusgasudledning mest muligt.

I starten af det nye år, kort tid efter at regeringen endeligt havde vedtaget det nye initiativ, kunne Miljøstyrelsen således idriftsætte et tilskudssystem, baseret på F2, som understøtter den nye tilskudsordning end-to-end. Ved hjælp af processkabelonerne er ordningen tilpasset individuelle krav og oplysninger, hvilket inkluderer en avanceret selvbetjening og et fuldt sagsforløb, som understøtter både prioritering af ansøgninger, økonomistyring og et højt sikkerhedsniveau.

Et andet eksempel hos Miljøstyrelsen er den nye tilskudsordning til vandløbserstatning, som blev åbnet i sidste uge. Løsningen til vandløbserstatning understøtter, ligesom klima-lavbund, ordningens individuelle karakteristika, men gennem genbrug og tilpasning af processkabeloner har det været muligt at konfigurere, teste og sætte den nye ordning i drift i løbet af få uger.

Leverancerne hos Miljøstyrelsen demonstrerer, hvordan F2 gør det muligt at levere og idriftsætte løsninger hurtigt og ikke mindst langt hurtigere end den klassiske tilgang til IT i den offentlige sektor.


Eksport af klimasoftware

Ved at understøtte en hurtig digitalisering af eksempelvis de mange processer hos Miljøstyrelsen kan cBrain bidrage til klimaindsatsen. Det gælder både reduktion af drivhusgasudledning og naturgenopretning, fra tilskudsordninger, eksempelvis Natura 2000, klima-lavbund og vandløbsrestaurering, til styring af tilladelser/afgørelser, eksempelvis CITES, som regulerer import/eksport af specielle dyr og planter.

Danmark er førende internationalt, både i relation til digitalisering og klima. Danmark har gennem de sidste 4 år rangeret som nummer 1 på United Nations globale E-government liste, ligesom Danmark ligger i toppen på de internationale lister i relation til klimatiltag.

I forbindelse med cBrains CSR-rapport 2020, som har titlen “Building Software for a more Sustainable World”, fortalte cBrain om selskabets stadig større fokus på klimasoftware og verdensmål 13, som kaldes “Climate Action”.

Det er således et centralt element i cBrains eksportindsats at markedsføre og genbruge de danske erfaringer, både i relation til en effektiv offentlig digitalisering og en hurtig understøttelse af myndighedernes processer i relation til klimaindsatsen.

cBrain har gennem de sidste par år initieret arbejdet på dette område og kunne eksempelvis i efteråret annoncere en første opgave i Sydamerika, hvor myndighederne ønsker at genbruge cBrains danske erfaringer.

cBrain har netop vedtaget at øge sine investeringer yderligere, direkte rettet mod eksport af klimasoftware til brug for myndigheder, og forventer i løbet af 2021 at kunne annoncere nye initiativer indenfor dette område.


Yderligere investeringer i eksport

Det er særdeles glædeligt, når cBrains eksportindsats er med til at løfte kvartalsregnskabet til en vækst på 30%. Det underbygger, at eksportindsatsen er robust og har et solidt moment, på trods af at rejserestriktioner på mange måder gør det mere vanskeligt at eksportere.

Samtidig underbygger det også, at cBrain har formået at udvikle en forretningsmodel, hvor det er muligt både at sælge og levere løsninger, selv om det foregår udelukkende virtuelt. Dette er senest underbygget gennem udmeldinger i første kvartal 2021 i De Forenede Arabiske Emirater og i Tyskland.

Belært af disse erfaringer og forretningsmodellen investerer cBrain nu i yderligere eksport, bl.a. gennem en yderligere udbygning af samarbejdet med Udenrigsministeriet og Eksportrådet.


Finansministeriet i De Forenede Arabiske Emirater har indstillet F2-løsning til global pris

Hvor en række virksomheder og myndigheder har meldt ud, at IT-projekter er blevet negativt påvirket af COVID 19-nedlukningen, kan cBrain notere, at selskabets produktion og leverancer fastholdes på samme niveau som før nedlukningen.

Som eksempel har cBrain formået, fuldt virtuelt, både at indgå aftale og gennemføre den samlede leverance af den nye ESR-løsning (Economic Substance Regulations) til finansministeriet i De Forenede Arabiske Emirater.

cBrain indgik i efteråret 2020 en aftale med finansministeriet i De Forenede Arabiske Emirater om at levere et nyt fagsystem, som skal understøtte Economic Substance Regulations (ESR).

ESR er en del af OECD’s rammeprojekt BEPS (Base Erosion Profit Shifting), som har til formål at forhindre skatteunddragelse, eksempelvis hvis multinationale selskaber af skattemæssige årsager flytter indtjening på tværs af landegrænser fra højt beskattede til lavt beskattede jurisdiktioner. Mere end 100 lande, herunder De Forenede Arabiske Emirater, har tilsluttet sig OECD’s rammeprojekt.

Den nye F2-løsning understøtter processen i forbindelse med en årlig selskabsrapportering fra selvbetjening med selskabsanmeldelse, herunder selskabernes udfyldelse af ESR-rapport, til sagsbehandling, revision, analyse og elektronisk rapportering til OECD.

Med denne løsning demonstrerer cBrain, ligesom for Miljøstyrelsens processer, hvordan det er muligt meget hurtigt at understøtte en kompleks fagløsning. I dette tilfælde endda en løsning som er konfigureret, leveret og idriftsat fuldt ud virtuelt med både mange eksterne brugere og et betydeligt antal interne medarbejder, som er spredt over mange myndigheder og geografi.

Allerede i december 2020, få måneder efter at projektet var initieret, blev der således åbnet for selskabsanmeldelser på finansministeriets hjemmeside.

Det er således på kort tid lykkedes at implementere løsningen bredt og med ekstern succes. I dag anvendes løsningen af 300 medarbejdere på tværs af mere end 30 myndigheder i De Forenede Arabiske Emirater, og i løbet af den første måned blev der modtaget anmeldelser fra ca. 35.000 selskaber, som har registreret sig i systemet via hjemmesiden.

F2-løsningen til brug for ESR er kompleks. Den understøtter alle processer i forbindelse med en årlig selskabsrapportering fra selvbetjening med selskabsanmeldelse, herunder selskabernes udfyldelse af ESR-rapport, til sagsbehandling, revision, analyse og elektronisk rapportering til OECD.


Fortsat fremgang i Tyskland

I første kvartal kunne cBrain annoncere en ny ordre i Tyskland, som åbner et nyt fagområde for cBrain.

cBrain har tidligere annonceret, at cBrain har vundet et antal ordrer hos en af de største tyske myndigheder. Myndigheden har hovedsæde i Berlin med afdelinger i alle tyske delstater, og den varetager bl.a. myndighedsopgaver i forbindelse med pension og sociale ydelser.

I efteråret 2020 gennemførte myndigheden en række forundersøgelser med henblik på at vælge leverandør af et nyt IT-system, som skal understøtte myndighedens arbejde i forbindelse med revision af de private virksomheders indbetalinger af medarbejderpension og sociale ydelser.

Det nye IT-system skal understøtte revisionen af mere end 3 millioner tyske virksomheder, og det forventes, at løsningen fuldt udbygget skal anvendes af et stort antal medarbejdere på tværs af de tyske delstater. Der er derfor tale om et stort systemkompleks, som er planlagt til implementering i en række faser og gennem en årrække.

I forlængelse af forundersøgelsen og baseret på et offentligt udbud er cBrain blevet udvalgt som den leverandør, som myndigheden har valgt at gå videre med.

Myndigheden har i første omgang anskaffet ca. 100 F2-licenser til brug for det indledende arbejde, og cBrain skal nu gennem en række projekter dokumentere, at F2 kan understøtte opgaven.

For cBrain er dette en vigtig ordre. Under forudsætning af, at det lykkes for cBrain at gennemføre de første projekter succesfuldt, bliver cBrain hermed leverandør til en ny stor afdeling hos myndigheden med mulighed for yderligere salg af software i takt med, at det nye IT-system implementeres og udbredes på tværs af organisationen.


Udbygning af samarbejdet med Eksportrådet

Som led i cBrains eksportindsats investerer cBrain i en yderligere udbygning af selskabets samarbejde med Eksportrådet.

Dette sker baseret på de erfaringer, som cBrain har opbygget gennem en række år og på tværs af et antal lande. Den opgave i Sydamerika, som cBrain annoncerede i efteråret 2020, er et eksempel på et projekt, hvor cBrains danske organisation, som i øvrigt tæller spansktalende medarbejdere, har arbejdet sammen med Eksportrådet.

Som led i dette arbejde forventer cBrain i løbet af 2021 at kunne annoncere en række nye initiativer og indsatser.


Yderligere udbygning i organisationen med henblik på at understøtte leverancer

Leverance af F2, i form af konfigurering og uddannelse, understøttes i stadig stigende grad af metoder og værktøjer, herunder eksempelvis e-learning.

Men når cBrain leverer F2, er der ofte tale om leverance af særdeles komplekse løsninger, som samtidig giver anledning til både en “digital transformation” og en intern organisatorisk udvikling hos kunden.

For at kunden kan få det fulde udbytte af F2 og høste gevinsterne ved det nye system, skal der derfor gennemføres en implementeringen, herunder design og omlægning af arbejdsgange, opsætning og konfigurering af F2, uddannelse og støtte af nye brugere.

Hurtig og effektiv leverance kræver derfor et højt niveau af kompetence, og der er derfor høje krav til de specialister, som leverer F2. Leverance kræver både kendskab til kundens forretning, herunder forståelse af forvaltningsregler, arbejdsgange og organisation, en funktionel forståelse af selve F2-løsningen, samt kendskab til de metoder og værktøjer som anvendes ved opsætning og konfigurering af softwaren.

cBrains vækst er dermed til en vis grad bundet af den hastighed, som det er muligt at tiltrække og ikke mindst uddanne medarbejdere i. cBrain har derfor i starten af året taget en række initiativer med henblik på at udbygge og styrke denne del af organisationen.

Men i takt med at cBrain vokser, forventes det, at en stigende del af leverance-opgaverne vil blive støttet og overtaget af partnere, som formår at opbygge de nødvendige kompetencer.


Teknologiudvikling, som kan understøtte leverance og partnere

For at kunne understøtte yderligere vækst, herunder specielt at gøre det nemmere for både kunder og partnere selv at opsætte og konfigurere komplekse fagsystemer i F2, arbejder cBrains udviklingsafdeling på en række nye værktøjer.

De nye værktøjer vil, i kraft af indbygget viden om best practice i forvaltningen og automatiseret konfigurering, gøre det muligt for brugere med begrænset teknisk viden selv at opsætte og konfigurere mange processer.

Baseret på de nye værktøjer vil det derfor være nemmere og hurtigere at uddanne både kunder og partnere, så de selv kan konfigurere fagprocesser i F2.

cBrain ser dette som en vigtigt skridt i retning af at kunne understøtte en stadig hurtigere leverance og implementering af F2. Samtidig ser cBrain dette som en vigtigt skridt på vej mod at etablere samarbejdspartnere.

cBrain forventer i løbet af de næste måneder at kunne annoncere de første af de nye værktøjer.


Med venlig hilsen        

Per Tejs Knudsen, CEO





Henvendelser vedrørende denne meddelelse kan rettes til

Ejvind Jørgensen, CFO, cBrain A/S, ir@cbrain.com, +45 2594 4973

 

Vedhæftet fil



Attachments

Fondsbørsmeddelse 2021-10 (Q1 meddelelse)