INDKALDELSE til ekstraordinær generalforsamling i FLSmidth & Co. A/S


Company Announcement No. 8 2021


Bestyrelsen indkalder herved til ekstraordinær generalforsamling torsdag den 26. august 2021 kl. 16.00 på selskabets adresse, Vigerslev Allé 77, 2500 Valby.

Med henblik på at mindske risikoen for smittespredning af COVID-19 opfordrer bestyrelsen aktionærer, som ønsker at deltage fysisk på den ekstraordinære generalforsamling til at fremvise gydigt Coronapas og til ikke at medbringe rådgiver eller anden ledsager.

Bestyrelsen anmoder endvidere om, at alle, der tilmelder sig generalforsamlingen, respekterer FLSmidths generelle rejse- og besøgspolitik, som afspejler sundhedsmyndighedernes anbefalinger, hvorefter adgang til FLSmidth ikke er tilladt for personer, der har symptomer på smitte eller har været i tæt kontakt med andre, som i øvrigt viser symptomer på infektion.

Aktionærer, der ikke ønsker at deltage fysisk på generalforsamlingen, kan stemme ved fuldmagt eller brevstemme og følge den ekstraordinære generalforsamling via webcast. 

 

Dagsorden og fuldstændige forslag:

  1. Forslag om at bemyndige bestyrelsen til at forhøje selskabskapitalen og til at ændre § 4a i vedtægterne

Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingen, i tillæg til den eksisterende bemyndigelse til at udstede aktier uden fortegningsret for de eksisterende aktionærer i § 4a, stk. 2 i Selskabets vedtægter, bemyndiger bestyrelsen til at forhøje Selskabets aktiekapital med op til nominelt DKK 105.000.000 ved kontant indbetaling. Bestyrelsen vil dermed i alt være bemyndiget til at udstede nye aktier uden fortegningsret for de eksisterende aktionærer med op til nominelt kr. 205.000.000. Den yderligere bemyndigelse skal kun gælde frem til den 31. december 2022.

Formålet med kapitalforhøjelsen er at rejse egenkapital, der sammen med lån skal finansiere Selskabets planlagte erhvervelse af Thyssenkrupp AGs mineforretning, som er nærmere beskrevet i selskabsmeddelelse nr. 7, 2021.

Som følge af forslaget foreslås det, at vedtægternes § 4a ændres, således at der indsættes en ny bemyndigelse som nyt stk. 3. 

Den nye § 4a vil herefter få følgende ordlyd:

”Bestyrelsen er bemyndiget til at forhøje selskabskapitalen ved udstedelse af nye aktier i én eller flere udstedelser med fortegningsret for selskabets hidtidige aktionærer og med en samlet nominel værdi på op til DKK 100.000.000. Forhøjelsen skal ske ved kontant indbetaling. Bemyndigelsen gælder i perioden frem til og med den 24. marts 2026.

Bestyrelsen er endvidere bemyndiget til at forhøje selskabskapitalen ved udstedelse af nye aktier i én eller flere udstedelser uden fortegningsret for selskabets hidtidige aktionærer og med en samlet nominel værdi på op til DKK 100.000.000, forudsat at forhøjelsen sker til markedsværdi. Forhøjelsen kan ske ved kontant indbetaling eller ved indskud af andre værdier end kontanter. Bemyndigelsen gælder i perioden frem til og med den 24. marts 2026.

I tillæg til bemyndigelserne i henhold til stk. 1 og 2 er bestyrelsen endvidere bemyndiget til at forhøje selskabskapitalen ved udstedelse af nye aktier i én eller flere udstedelser med en samlet nominel værdi på op til DKK 105.000.000 uden fortegningsret for selskabets hidtidige aktionærer, forudsat at forhøjelsen sker til markedsværdi. Forhøjelsen skal ske ved kontant indbetaling. Bemyndigelsen gælder i perioden frem til og med den 31. december 2022. Bemyndigelsen kan i perioden indtil den 31. december 2022 således udnyttes sammen med bemyndigelsen i henhold til stk. 2 til at udstede nye aktier for et samlet nominelt beløb på DKK 205.000.000.

For kapitaludvidelser i medfør af stk. 1-3 gælder, at de nye aktier skal lyde på navn og skal være fuldt indbetalte. Aktierne er omsætningspapirer og skal i øvrigt i enhver henseende være stillet som de hidtidige aktier, herunder med hensyn til indløselighed og indskrænkninger i omsættelighed. De nye aktier giver ret til udbytte fra det tidspunkt, bestyrelsen bestemmer, dog senest fra det regnskabsår der følger efter kapitalforhøjelsen. I øvrigt fastsætter bestyrelsen de nærmere vilkår for kapitalforhøjelser, der gennemføres i henhold til bemyndigelserne i stk. 1-3.”

De foreslåede ændringer til vedtægterne fremgår af bilag 1 og er tillige tilgængelige på selskabets hjemmeside, www.flsmidth.com.

 

  1. Bemyndigelse til dirigenten

Bestyrelsen foreslår at bemyndige dirigenten (med delegationsbeføjelse) til at anmelde vedtagne beslutninger på den ekstraordinære generalforsamling til Erhvervsstyrelsen og til at foretage de ændringer og tilføjelser, som styrelsen måtte kræve for at opnå registrering eller godkendelse.

-----------

Vedtagelseskrav
Forslaget på dagsordenens pkt. 1 skal vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer såvel som af den på generalforsamlingen repræsenterede aktiekapital. Forslaget på dagsordenens pkt. 2 kan vedtages med simpel majoritet.

 

Aktiekapitalens størrelse og aktionærernes stemmeret
Selskabets nuværende aktiekapital udgør nominelt DKK 1.025.000.000 og er fordelt på aktier à DKK 20. Hvert aktiebeløb på DKK 20 giver 20 stemmer.


Registreringsdatoen er torsdag den 19. august 2021.

Aktionærer, der besidder aktier i selskabet på registreringsdatoen, har ret til at deltage i og stemme på generalforsamlingen. De aktier, aktionæren besidder, opgøres på registreringsdatoen på baggrund af notering af aktionærens aktier i ejerbogen samt meddelelser om ejerforhold, som selskabet har modtaget med henblik på indførsel i ejerbogen. Deltagelse er endvidere betinget af, at aktionæren rettidigt har løst adgangskort, som beskrevet nedenfor.


Adgangskort
Aktionærer, der ønsker at deltage i generalforsamlingen, skal anmode om adgangskort. Anmodningen skal være selskabet i hænde senest fredag den 20. august 2021 kl. 23.59. Adgangskort kan rekvireres via FLSmidths InvestorPortal på www.flsmidth.com/gf.

FLSmidth & Co. A/S fremsender adgangskort via e-mail. Dette forudsætter, at aktionærens e-mailadresse er registreret på FLSmidths InvestorPortal på www.flsmidth.com/gf. Efter tilmelding vil aktionæren modtage et elektronisk adgangskort, som skal medbringes på generalforsamlingen ved brug af for eksempel smartphone eller tablet. Alternativt kan medbringes et print af adgangskortet. Hvis adgangskortet ikke medbringes, kan adgang til generalforsamlingen dog opnås mod forevisning af legitimation.

 

Fuldmagt
Fuldmagter kan afgives elektronisk enten via FLSmidths InvestorPortal på www.flsmidth.com/gf eller skriftligt ved brug af fuldmagts-/brevstemmeblanketten, der kan downloades fra www.flsmidth.com/gf. Såfremt blanketten anvendes, skal den udfyldte og underskrevne blanket være VP Securities A/S, Weidekampsgade 14, 2300 København S eller scannet version til vpinvestor@vp.dk i hænde senest fredag den 20. august 2021 kl. 23.59.

 

Brevstemme
Brevstemmer kan afgives elektronisk enten via FLSmidths InvestorPortal på www.flsmidth.com/gf eller skriftligt ved brug af fuldmagts-/brevstemmeblanketten, der kan downloades fra www.flsmidth.com/gf. Såfremt blanketten anvendes, skal den udfyldte og underskrevne blanket være VP Securities A/S, Weidekampsgade 14, 2300 København S eller scannet version til vpinvestor@vp.dk i hænde senest onsdag den 25. august 2021 kl. 12.00. En afgivet brevstemme kan ikke tilbagekaldes.

 

Yderligere oplysninger
På selskabets hjemmeside, www.flsmidth.com/gf, vil der frem til og med dagen for den ekstraordinære generalforsamling kunne findes yderligere oplysninger om generalforsamlingen, oplysninger om det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, indkaldelsen med dagsordenen og de fuldstændige forslag, inklusiv bilag samt fuldmagts-/brevstemmeblanket til brug for generalforsamlingen.

Fra fredag den 30. juli 2021 er oplysningerne tillige fremlagt til gennemsyn for aktionærerne på selskabets hovedkontor på adressen Vigerslev Allé 77, 2500 Valby.

 

Spørgsmål fra aktionærerne
Frem til dagen før generalforsamlingen kan aktionærer stille spørgsmål til dagsordenen eller til dokumenter mv. til brug for generalforsamlingen ved skriftlig henvendelse til FLSmidth & Co. A/S, Vigerslev Allé 77, 2500 Valby, eller via e-mail til
corpir@flsmidth.com.

 

Webcast
Hele generalforsamlingen vil blive webcastet live på selskabets hjemmeside, www.flsmidth.com/gf, og dette webcast vil også efterfølgende være tilgængeligt på hjemmesiden. Webcast vil kun omfatte podiet. Der henvises i øvrigt til selskabets persondatapolitik, som er beskrevet på selskabets hjemmeside for mere information om indsamling og behandling af personoplysninger i forbindelse med generalforsamlingen.

Valby, den 30. August
 2021
FLSmidth & Co. A/S
Bestyrelsen

Vedhæftet fil



Attachments

INDKALDELSE til ekstraordinær generalforsamling i FLSmidth & Co. AS 2021