North Media: Bedre indtjening i 1. halvår – forventninger til 2021 opjusteret



Selskabsmeddelelse nr. 18-2021
18. august 2021

Hovedpunkter for 2. kvartal 2021 (sammenligningstal for 2. kvartal 2020 i parentes)
North Media forbedrede i 2. kvartal indtjeningen, selv om omsætningen bl.a. var præget af indfasning af nye vækstinitiativer og periodeforskydninger. Både Last Mile (FK Distribution) og vækstvirksomhederne i Digital Services øgede deres overskudsgrad til hhv. 27,9% og 20,9%.

  • Koncernens omsætning steg 2% til 259 mio. kr. (254 mio. kr.)
  • Forretningsområdet Last Mile (FK Distribution) havde 1% vækst. Volumen i omdeling af tryksager blev normaliseret, efter COVID-19 nedlukninger påvirkede volumen i januar-februar.
  • Forretningsområdet Digital Services (BoligPortal, Ofir og Bekey) havde 13% vækst. Omsætningen i jobplatformen Ofir steg 102%, mens vækstraterne i BoligPortal og Bekey var hhv. +1% og -10%.
  • Koncernens primære driftsresultat (EBIT) blev forbedret til 68 mio. kr. (56 mio. kr.). Overskudsgraden steg til 26,1% (22,1%).
  • FK Distribution og Ofir øgede indtjeningen. BoligPortal havde en overskudsgrad på 36% trods bortfald af omsætning fra produkter der er gjort gratis, samt øgede markedsføringsomkostninger. Bekeys indtjening faldt efter kontraktudskydelser.

Hovedpunkter for 1. halvår 2021 (sammenligningstal for 1. halvår 2020 i parentes)
North Medias samlede resultater i 1. halvår var som ventet.

  • Omsætningen faldt 2% til 502 mio. kr. (510 mio. kr.). Omsætningen i Last Mile (FK Distribution) faldt 3%, mens omsætningen i Digital Services steg med 10%.
  • Det primære driftsresultat (EBIT) blev 132 mio. kr. (122 mio. kr.). Overskudsgraden steg med 2,4 procentpoint til 26,3%, på grund af effektiviseringer, stordriftsfordele og bedre produktmix.
  • Periodens resultat, uden værdipapirafkast, blev forbedret til 103 mio. kr. (94 mio. kr.).
  • Periodens resultat på 151 mio. kr. (138 mio.) forrenter egenkapitalen med 33%.

Forventningerne til 2021 er opjusteret:
Som meddelt den 12. august i selskabsmeddelelse nr. 17-2021 har North Media opjusteret forventningerne til 2021 primært på baggrund af større klarhed om FK Distributions markeder.
  

  • Koncernens omsætning ventes at blive 1.015-1.035 mio. kr. (tidligere: 995-1.025 mio. kr.).
  • Koncernens EBIT ventes at blive 250-265 mio. kr. (tidligere: 235-255 mio. kr.). Indtjeningen ventes dermed at blive bedre end resultatet på 240 mio. kr. i 2020.
  • Forventningerne til FK Distributions og Ofirs omsætning og EBIT-resultater hæves.
  • Forventningerne til BoligPortal og Bekey reduceres. BoligPortal ventes dog fortsat at opnå fremgang i forhold til 2020 trods lancering af ny platform og omlægningen af omsætningsstrømme til abonnement.

Den gode udvikling i basisforretningen fortsætter, og der er fremdrift i de strategiske initiativer, der skal øge omsætning og indtjening fra 2022. Det gælder for eksempel lancering af SaaS-produkter i BoligPortal, opdyrkning af nye kundegrupper i Ofir samt Bekeys aftaler i Opgangs-segmentet. siger Kåre Wigh, ordf. koncerndirektør & CFO i North Media.

Yderligere oplysninger:
Ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Wigh, mobil 25 65 21 45

Vedhæftet fil

Vedhæftet fil



Attachments

Delårsrapport 2021-Q2