AGF A/S – årsrapport 2020/21


Aarhus, den 22. september 2021

NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Meddelelse nr. 06/2021

AGF A/S – årsrapport 2020/21

Bestyrelsen for AGF A/S har i dag behandlet og godkendt koncernens årsrapport for perioden 1. juli 2020 - 30. juni 2021.

Koncernens resultat før skat er et overskud på 25 mio. kr. Resultatet er i overensstemmelse med de senest udmeldte forventninger for regnskabsåret.

Koncernens resultat er positivt påvirket af forøgede sponsor-, tv- og transferindtægter i form af salg af kontraktrettigheder, som det fremgår af fondsbørsmeddelelse nr. 5/2020. Derudover har indfrielsen af den sportslige målsætning om deltagelse i Mesterskabsslutspillet haft positiv indvirkning på årets resultat.

Omsætningen er steget fra 122 mio. kr. til 144 mio. kr. Den væsentligste årsag til denne stigning er forskydningen af turneringsafviklingen i 3F Superligaen for 2019/20 ind i indeværende regnskabsår og heraf tilhørende forskydning af indtægterne, herunder en forøgelse af entré- og tv-indtægter fra 21 mio. kr. til 35 mio. kr. Derudover kan stigningen henføres til en vækst i sponsorindtægterne fra 64 mio. kr. til 67 mio. kr. samt en stigning i anden omsætning, tjenesteydelser fra 7 mio. kr. til 14 mio. kr., som hovedsageligt kan henføres til indtægter i forbindelse med europæisk deltagelse samt afholdelse af events ultimo regnskabsåret.

Koncernens eksterne omkostninger er steget med 15 mio. kr. fra 47 mio. kr. i 2019/20 til 62 mio. kr. i 2020/21. Denne omkostningsstigning kan primært henføres til kamp- og spilleromkostninger, som er steget fra 12 mio. kr. til 21 mio. kr., samt administrationsomkostninger, som er steget fra 7 mio. kr. til 13 mio. kr. Ovenstående stigninger kan i væsentlig grad henføres til forøgede omkostninger som følge af COVID-19, ligesom afholdelse af events relateret til omsætningsstigning ovenfor også har haft indvirkning herpå.

Personaleomkostninger er steget med 13 mio. kr. fra 74 mio. kr. i 2019/20 til 87 mio. kr. i 2020/21. Stigningen kan henføres til stigning i antal ansatte og ikke mindst øgede udgifter til A-truppen.

Af- og nedskrivninger er steget med 4 mio. kr. fra 15 mio. kr. i 2019/20 til 19 mio. kr. i 2020/21. Stigningen kan henføres til øget transferaktivitet samt nedskrivninger på kontraktrettigheder.

Andre driftsindtægter er steget med 20 mio. kr. fra 25 mio. kr. i 2019/20 til 45 mio. kr. i 2020/21, hvilket kan henføres til salg af kontraktrettigheder samt kompensation fra offentlige hjælpepakker i forbindelse med COVID-19. Indregningen er foretaget ud fra hvor stor en andel af kompensationen, der med rimelig sandsynlighed forventes modtaget, men samtidigt forbundet med væsentlig usikkerhed ud fra de givne forudsætninger ved regnskabsaflæggelsen.

Koncernens likviditetsberedskab inkl. værdipapirer pr. 30. juni 2021 udgør 68 mio. kr. i forhold til 56 mio. kr. året før.

Egenkapitalen er netto steget med 26 mio. kr. til 94 mio. kr., svarende til en soliditetsgrad på 57 %. Nettostigningen kan henføres til årets resultat.

Pengestrømme fra den primære drift er 4 mio. kr. mod 17 mio. kr. året før. De samlede pengestrømme er 3 mio. kr. mod ÷16 mio. kr. året før. Korrigeret for køb af værdipapirer er koncernens pengestrømme for regnskabsåret 7 mio. kr. mod 18 mio. kr. året før.

Forventninger
For regnskabsåret 2021/22 forventer koncernen fortsat et positivt resultat før skat mellem 0 og 20 mio. kr. som udmeldt i fondsbørsmeddelelse nr. 5/2021.

Resultatforventningen til regnskabsåret er behæftet med usikkerhed som følge af COVID-19 herunder omfanget og endelig afklaring af de relaterede hjælpepakker for hele COVID-19 perioden.

Hændelser efter regnskabsårets udløb
Der er ikke indtrådt væsentlige begivenheder efter balancedagen.

Bestyrelsesformand Lars Fournais udtaler:
”COVID-19 har gjort det til et udfordrende år, men deltagelse i mesterskabsspillet kombineret med betydelige transferindtægter og fortsat kommerciel fremgang har betydet, at vi kommer ud med det bedste resultat i koncernens historie – og for tredje år i træk kan notere et tocifret millionoverskud. Vi holder den kurs, vi har udstukket, og vores sunde økonomi gør, at vi kan fortsætte med at styrke vores fundament både sportsligt og kommercielt og navigere efter vores vision om med tiden at etablere os blandt de bedste fodboldklubber i Skandinavien. Det er samtidig glædeligt, at planerne om et nyt fodboldstadion, der vil styrke vores forretning yderligere, nu for alvor begynder at tage form.”

Adm. direktør Jacob Nielsen udtaler:
”På trods af de benspænd, som COVID-19 har sat for en lang række af vores kerneaktiviteter, kan vi alligevel notere det bedste resultat i koncernens historie. Det skyldes ikke mindst den enorme opbakning vi har modtaget fra sponsorer og fans gennem COVID-19, der samtidig bekræfter os i, at den strategi, vi følger, er den rette i en by som Aarhus med de demografiske og kommercielle forudsætninger, vi har. Jeg hæfter mig især ved, at vi i et vanskeligt marked igen i år kan glæde os over en rekordhøj sponsoromsætning, samtidig med at vi har oprustet sportsligt såvel i A-truppen som i vores talentakademi.”

______________
For yderligere oplysninger kontakt bestyrelsesformand Lars Fournais på tlf. 2010-3700 eller administrerende direktør Jacob Nielsen på tlf. 2274-8685.

Med venlig hilsen

AGF A/S

Vedhæftede filer



Attachments

AGF AS Årsrapport 2020_21 Selskabsmeddelelse nr 06-2021 AGF AS Årsrapport 2020-21