1. kvartal 2021/22: Betydelig vækst i omsætning og driftsresultat


MEDDELELSE NR. 214
4. november 2021

Periodemeddelelse for 1. kvartal 2021/22 (1. juli - 30. september 2021)

Betydelig vækst i omsætning og driftsresultat

ChemoMetec fortsatte væksten i 1. kvartal 2021/22 og opnåede en omsætning DKK 85,0 mio., svarende til en stigning 33% i forhold til samme kvartal året før. Der var fremgang i alle regioner og inden for alle produktsegmenter. Den største fremgang var på det amerikanske marked, som især var drevet af høje vækstrater inden for cellebaseret terapi. Resultat af primær drift, EBITDA, blev på DKK 43,4 mio. i kvartalet, svarende til en stigning på 41%, mens EBITDA-marginen blev på 51% mod 48% året før.

Hovedpunkter

  • Omsætningen blev i 1. kvartal på DKK 85,0 mio., svarende til en stigning på 33% i forhold til samme kvartal sidste år.
  • Væksten i omsætningen kan især tilskrives en fremgang på 37% på det nordamerikanske marked, som nu udgør 54% af ChemoMetecs samlede omsætning.
  • Omsætningen inden for ChemoMetecs vigtigste forretningsområde, Life science research, Cellebaseret terapi samt Bioprocessing (LCB), steg i 1. kvartal med 34% og udgør nu 92% af den samlede omsætning.
  • Grundet den globale forsyningssituation og den dermed følgende komponentmangel forventes det nu, at færdigudviklingen af den nye celletæller XcytoMatic vil blive udskudt nogle måneder fra ultimo 2021 til april 2022.
  • Den globale forsyningssituation for råvarer har endnu ikke påvirket ChemoMetecs leveringsevne vedrørende færdige produkter, men der er øget usikkerhed om den fremtidige leveringssikkerhed, hvis den globale komponentmangel fortsætter ind i 2022.
  • Resultatet af primær drift, EBITDA, steg i 1. kvartal til DKK 43,4 mio. fra DKK 30,8 mio. i samme periode året før, svarende til en stigning på 41%. EBITDA-marginen blev på 51% i kvartalet mod 48% året før.
  • Forventningerne til regnskabsåret 2021/22, som senest blev opjusteret den 27. oktober 2021, fastholdes.

Situationen vedrørende Covid-19 og den globale råvareforsyning

Udfordringerne vedrørende Covid-19 har været aftagende i kvartalet i takt med den stigende vaccinationsrate og den gradvise ophævelse af restriktioner. ChemoMetec har derfor i 1. kvartal 2021/22 kunne opretholde produktion, kvalitetskontrol og logistikfunktioner på et tilfredsstillende niveau og har dermed sikret levering af produkter uden nævneværdige forsinkelser. Udførelse af servicebesøg har dog i hele perioden fortsat været påvirket af lokale restriktioner og karantæneregler, og derfor er flere servicebesøg blevet udsat. De udenlandske salgskontorer er også genåbnet i næsten fuldt omfang, men i en del lande er der stadig restriktioner, der påvirker salgs- og supportarbejdet negativt. Generelt er usikkerheden omkring Covid-19 således aftagende, men samtidig er der fortsat risiko for, at situationen pludselig kan forværres.

Den globale forsyningssituation for råvarer har endnu ikke påvirket ChemoMetecs leveringsevne vedrørende færdige produkter, da ChemoMetec har opbygget betydelige lagre af en lang række råvarer og komponenter, ligesom der typisk er indgået rammeaftaler med væsentlige leverandører. Indkøbsafdelingen oplever dog stadigt stigende leveringstider på især elektroniske komponenter, og der er udfordringer med at udbygge sikkerhedslagrene af kritiske komponenter. Derfor er der en øget usikkerhed om den fremtidige leveringssikkerhed, hvis den globale komponentmangel fortsætter ind i 2022.

Udvikling i omsætning og driftsresultat (EBITDA)

Omsætningen steg i 1. kvartal 2021/22 fra DKK 63,8 mio. til DKK 85,0 mio., svarende til en stigning på 33% i forhold til samme kvartal året før. Stigningen, der er betydeligt større end forventet, skyldes hovedsagelig et øget globalt salg til kunder inden for cellebaseret terapi, og den kan blandt andet tilskrives ophævelse af restriktioner i USA.

Omsætningen af instrumenter steg med 23% til DKK 40,2 mio. Salget af celletælleren NC-202 udvikler sig planmæssigt, og omsætningen af NC-200 instrumenter er nu kun godt en tredjedel større end omsætningen af NC-202.

Omsætningen af forbrugsvarer, som omfatter engangskassetter, slides, reagenser og testkits, steg i 1. kvartal med 34% til DKK 32,6 mio. og udgør 38% af omsætningen.

Salget af serviceaftaler og andre serviceydelser har i 1. kvartal fortsat den positive trend, der har været siden lanceringen i maj 2019. Omsætningen fra service er således steget med 80% til DKK 10,9 mio. Dette svarer til 13% af den samlede omsætning. Det er fortsat i USA, der sælges flest serviceaftaler.

Der har været den største absolutte fremgang på det nordamerikanske marked, mens ROW (”Øvrige lande”) har opnået den højeste procentvise vækst.

På ChemoMetecs største geografiske marked, USA/Canada, steg omsætningen med 37% fra DKK 33,1 mio. til DKK 45,5 mio. I alt 54% af omsætningen hidrører nu fra det nordamerikanske marked. Udbygningen af den amerikanske salgsorganisation, herunder etableringen af et nyt salgskontor i Californien, har understøttet salgsfremgangen. I 2. kvartal af regnskabsåret 2021/22 planlægges åbningen af endnu et nyt salgskontor i Boston.
På det europæiske marked steg omsætningen med 17% fra DKK 22,7 mio. til DKK 26,5 mio. Dette betragtes som tilfredsstillende set i lyset af den usædvanligt høje vækst på 43% i 2020/21.

I ROW steg omsætningen med 61% og udgjorde DKK 12,9 mio. i 1. kvartal 2021/22. Fremgangen er primært sket som følge af et markant forøget salg af instrumenter til celleterapikunder i Kina, som er det største enkeltmarked i ROW. Der har desuden også været en betydelig omsætningsvækst i Japan og Sydkorea.

ChemoMetecs omsætning fordelt på produktsegmenter og geografi i 1. kvartal 2021/22

DKK 1.000EuropaUSA/CanadaØvrige lande2021/22
1. kvartal
I alt
 2020/21
1. kvartal
I alt*
       
Instrumenter13.03719.2967.85440.187 32.751
Forbrugsvarer10.34517.4104.87432.629 24.313
Service2.9037.88913210.924 6.057
Andet259893711.223 713
I alt26.54445.48812.93184.963 63.834

*Sammenligningstal er tilpasset som i årsrapporten for 2020/21 (se side 67), og installationer er således flyttet fra ”Andet” til ”Service”, og licenser og reservedele er flyttet fra ”Andet” til ”Instrumenter”.

Væksten i omsætningen inden for det største forretningsområde, LCB, blev på 34% i 1. kvartal, og fremgangen er sket på baggrund af et væsentligt større salg af såvel instrumenter, som forbrugsvarer og serviceydelser. Den højeste procentvise fremgang ses inden for salg af serviceydelser, som steg med 80%.

Inden for LCB er det fortsat salg inden for området cellebaseret terapi, som driver væksten.

Forretningsområdet LCB udgør 92% af den samlede omsætning, sædanalyse udgør 7%,

mens de øvrige forretningsområder tilsammen udgør godt 1%.

ChemoMetecs omsætning fordelt på produktsegmenter og forretningsområder i 1. kvartal 2021/22:

DKK 1.000LCB-
markedet
Produktions- og kvalitets-kontrol af dyresædProduktions-kontrol af øl og kvalitets-kontrol af mælk2021/22
1. kvartal
I alt
 2020/21
1. kvartal
I alt*
       
Instrumenter38.8481.20113840.187 32.751
Forbrugsvarer27.0354.60698832.629 24.313
Service10.924--10.924 6.057
Andet1.09994301.223 713
I alt77.9065.9011.15684.963 63.834

*Sammenligningstal er tilpasset som i årsrapporten for 2020/21 (se side 67), og installationer er således flyttet fra ”Andet” til ”Service”, og licenser og reservedele er flyttet fra ”Andet” til ”Instrumenter”.

Resultatet af primær drift, EBITDA, steg i 1. kvartal til DKK 43,4 mio. fra DKK 30,8 mio. i samme periode året før, svarende til en stigning på 41%.

ChemoMetec har fortsat den tætte styring af omkostningerne, hvorfor EBITDA-marginen er steget til 51% i år fra 48% i 1. kvartal sidste år.

Produktudvikling

Produktudviklingen i 1. kvartal har primært omfattet XcytoMatic samt produktforbedringer og nye applikationer til eksisterende instrumenter.

XcytoMatic er en fuldautomatisk celletæller, som er baseret på Xcyto‐teknologi samt anvendelsen af en prøvekarrusel og en ”flow‐through” målecuvette. Instrumentet er rettet mod celletællingsmarkedet, primært inden for farmaceutisk procesudvikling og produktion (bioprocessing). XcytoMatic vil i forhold til de konkurrerende produkter besidde en række unikke salgsparametre, hvoraf en af de vigtigste vil være en betydelig højere analysekapacitet.

Som nævnt i årsrapporten for 2020/21 har ChemoMetec valgt at udvikle endnu en version af XcytoMatic (XcytoMatic2), så den kan integreres med en pipetteringsrobot eller andet prøveudtagningsudstyr, hvorved instrumentet vil kunne indgå i et 100% fuldautomatisk analyse-setup.

Færdigudviklingen af de to XcytoMatic-produkter er påvirket af den globale forsyningssituation for råvarer, der resulterer i betydeligt forlængede leveringstider på komponenter fra underleverandører. Som led i udviklingsprocessen er der brug for at teste flere komponenter, fx motorer, og der indkøbes derfor kun få styk ad gangen. For at undgå lange/forlængede udviklingsforløb er der brug for korte leveringstider, og den nuværende forsyningssituation med forlængede leveringstider indvirker derfor meget hurtigt på produktudviklingen. Efterfølgende, når der er valgt komponenter, er der ligeledes brug for hurtig levering af yderligere komponenter til prøveproduktion, og disse leveringstider er der p.t. betydelig usikkerhed omkring. Som følge af disse udfordringer forventes det nu, at XcytoMatic vil være færdigudviklet i april 2022.


IPR og licensaftaler

ChemoMetec er ved udgangen af kvartalet ikke bekendt med indsigelsessager mod selskabets patenter.

ChemoMetec råder ved udgangen af kvartalet over i alt 17 patentfamilier, hvoraf der er udtaget 69 patenter i udvalgte lande, herunder 16 i USA.

Forventningerne til 2021/22

ChemoMetec fastholder forventningerne til regnskabsåret 2021/22, som senest blev opjusteret den 27. oktober 2021. Omsætningen forventes i 2021/22 således at ligge i intervallet DKK 335-345 mio., mens driftsresultatet (EBITDA) forventes at ligge i intervallet DKK 160- 165 mio.


Forventningerne til regnskabsåret 2021/22 skal ses i lyset af den fortsatte usikkerhed i relation til Covid-19 og den globale forsyningssituation.

Yderligere oplysninger

Adm. direktør (CEO) Steen Søndergaard, ChemoMetec A/S
Telefon: (+45) 4813 1020

Om ChemoMetec A/S

ChemoMetec udvikler, producerer og markedsfører instrumenter til celletælling og en lang række andre målinger. ChemoMetecs instrumenter markedsføres globalt inden for blandt andet farma, biotek og landbrug. ChemoMetec har nogle af verdens førende medicinalvirksomheder blandt sine kunder, herunder Novartis, Novo Nordisk, H. Lundbeck, Merck, AstraZeneca og Johnson & Johnson.

ChemoMetec blev etableret i 1997 og er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen. Se også www.chemometec.com.

Vedhæftet fil



Attachments

Announcement 214 - Interim report Q1 2021_22