Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Scape Technologies A/S


Odense, 23. december 2021

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Scape Technologies A/S

Der indkaldes hermed til ekstraordinær generalforsamling i Scape Technologies A/S mandag den 17. Januar 2022 kl. 9:00.
Generalforsamlingen afholdes på Østerbro 5C, 5000 Odense C.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af nyt bestyrelsesmedlem
  3. Eventuelt

Ad dagsordenens punkt 1.
Bestyrelsen vil præsentere sit forslag til en dirigent for generalforsamlingen.

Forslaget kan vedtages med simpelt stemmeflertal.

Ad dagsordenens punkt 2.
Som nyt bestyrelsesmedlem foreslås Jesper Bach:
Jesper Bach har været adm. direktør i TriVision A/S siden 2017, hvor han har stået i spidsen for en omstilling af virksomheden til forstærket kommerciel fokus og accelereret vækst. Før TriVision har Jesper Bach bl.a. været adm. direktør hos Alfa Laval Business Center Membranes (BCM) og CEO Nordic for IMI Precision. Jesper Bach har desuden en omfattende bestyrelseserfaring herunder nuværende poster som formand for Reproflex Scandinavia A/S og bestyrelsesmedlem i Polarteknik/Pimatec Oy, Finland.
Jesper Bach er Bachelor of Science, Mechanical Engineering samt Bachelor of Commerce Business Administration & Foreign Trade og har gennemført International Industrial Marketing Programme hos INSEAD.

Forslaget kan vedtages med simpelt stemmeflertal.

Møderet og stemmeret på generalforsamlingen

Aktionærens ret til at møde og i tilknytning til sine aktier afgive stemme på selskabets generalforsamling eller afgive brevstemme fastsættes i forhold til de aktier, aktionæren besidder på registreringsdatoen. Registreringsdatoen er den dato, der ligger en uge før generalforsamlingens afholdelse (dvs den 19. oktober 2020). De aktier, den enkelte aktionær besidder, opgøres på registreringsdatoen på baggrund af notering af aktionærens kapitalejerforhold i ejerbogen samt de meddelelser om ejerforhold, som selskabet har modtaget med henblik på indførsel i ejerbogen, men som endnu ikke er indført i ejerbogen.

Aktionæren har ret til at møde på generalforsamlingen ved fuldmægtig, der skal fremlægge en skriftlig og dateret fuldmagt.

Aktionærer, der vælger at stemme per brev eller ved fuldmagt til bestyrelsen, skal sende deres brevstemme eller fuldmagt til selskabet, således at brevstemmen eller fuldmagten er selskabet i hænde senest den 16. januar 2022. En brevstemme, som er modtaget af selskabet, kan ikke tilbagekaldes.

Selskabet bemærker, at der vil være særlige omstændigheder forbundet den ekstraordinære generalforsamling grundet situationen med coronavirus:

For at minimere risikoen for smitte med coronavirus og som følge af de danske myndigheders anbefalinger og tiltag, opfordrer Scape Technologies A/S til, at aktionærer undlader at møde fysisk op til generalforsamlingen, men i stedet stemmer via fuldmagt eller brevstemme. Selskabet vil af hensyn til omstændighederne transmittere den ekstraordinære generalforsamling via en elektronisk løsning. Såfremt aktionærer ønsker at deltage i den elektroniske transmission af generalforsamlingen, bedes de anmode om adgang via e-mail til sk@scapetechnologies.com senest den 14. januar 2022.

Det bemærkes, at det ikke vil være muligt for aktionærer at afgive stemme elektronisk via transmissionen, hvilket i stedet skal ske via fuldmagt eller brevstemme forud for generalforsamlingen. Enhver aktionær, der er berettiget til at deltage i generalforsamlingen og som ønsker at deltage i generalforsamlingen, skal senest den 14. januar 2022 anmode om et adgangskort til generalforsamlingen ved email til sk@scapetechnologies.com

Selskabets aktiekapital udgør nom. kr. 21.529.197 fordelt på 21.529.197 aktier a nom. kr. 1. Hver aktie på nom. kr. 1 giver en stemme.

Om Scape Technologies
Scape Technologies, stiftet i 2004, er en fokuseret robotteknologisk virksomhed, der har udviklet den unikke bin-picking løsning, SCAPE Bin-Picker. SCAPE Bin-Picker systemerne sælges i samarbejde med system-integratorer, der har ansvar for at opbygge og indkøre systemerne i kundernes produktionsapparat. I forbindelse med indkøring af bin-picker systemerne leverer selskabet en række betalte services, der sikrer SCAPE systemets høje kvalitet og driftssikkerhed. Scape Technologies har bl.a. kunder i Sverige, Tyskland, Danmark, Frankrig og Kina.

Scape Technologies tilbyder en komplet løsning med fuldt integrerede komponenter og softwaremoduler, der tilsammen skaber en sammenhængende og effektiv løsning, som kan kobles direkte sammen med de førende seksaksede robotmærker, der anvendes i industrien – som for eksempel KUKA, ABB, Kawasaki, Universal Robots med flere. Navnet SCAPE er en forkortelse af ”Smart Classifier and Pose Estimation”.

Odense den 23. december 2021

På vegne af bestyrelsen for Scape Technologies A/S

Yderligere oplysninger
CEO Søren Bøving-Andersen, Scape Technologies A/S,
mobil: +45 2128 1128,  email: sb@scapetechnologies.com

Scape Technologies A/S
Østerbro 5C
5000 Odense C
www.scapetechnologies.com

Certified Adviser
Baker Tilly Corporate Finance P/S, partner Gert Mortensen,
mobil: +45 3073 0667, email: gmm@bakertilly.dk