RTX opjusterer forventningerne for regnskabsåret 2021/22


Nørresundby, den 19. september 2022
Selskabsmeddelelse nr. 16/2022

RTX opjusterer omsætnings- og indtjeningsforventningerne for regnskabsåret 2021/22 pga. en bedre ordrelevering i 4. kvartal 2021/22 end hidtil forventet.

Den forventede omsætning i 2021/22 opjusteres fra tidligere DKK 550 til 610 mio. til nu omkring DKK 650 mio. Stigningen i den forventede omsætning er et resultat af bedre ordrelevering i 4. kvartal end hidtil forventet. Forbedringen i leveringen af ordrer skyldes, at komponentmanglen i elektronikbranchen har vist begyndende tegn på at lettes, succesfulde produkt-redesigns samt at der ikke har været ekstraordinære leveranceudfordringer i 4. kvartal som eksempelvis nedlukninger, der påvirker produktion og logistik. Der ses stadig en mangel på komponenter, men situationen er forbedret henimod slutningen af RTX’s regnskabsår.

Forventet EBITDA opjusteres fra tidligere DKK 50 til 70 mio. til nu omkring DKK 80 mio. Forventet EBIT opjusteres fra tidligere DKK 10 til 30 mio til nu omkring DKK 40 mio. De højere forventede indtjeningsniveauer skyldes de forventede niveauer for omsætning og bruttomargin. Mens omsætningen forventes højere, påvirkes bruttomarginen af omsætnings-mixet (hvor højere produktsalg forårsager stigningen i forventet omsætning) samt af behovet for at sikre komponenter via spot-markedet og andre handelskanaler.

Overblik over forventningerne til regnskabsåret 2021/22:

 Oprindelige forventninger 2021/22 (30. nov 2021)Tidligere forventninger 2021/22 (7. Juli 2022)Opdaterede forventninger 2021/22
OmsætningMere end DKK 520 mio.DKK 550 til 610 mio.Omkring DKK 650 mio.
EBITDAMere end DKK 50 mio.DKK 50 til 70 mio.Omkring DKK 80 mio.
EBITMere end DKK 10 mio.DKK 10 til 30 mio.Omkring DKK 40 mio.

Ovenstående udsagn om fremtidig omsætning og driftsresultat (EBITDA og EBIT) afspejler ledelsens nuværende forventninger og er forbundet med nogen usikkerhed. Sådanne udsagn er forbundet med risici og usikkerhed, idet en række faktorer, hvoraf mange ligger uden for RTX’s kontrol, kan medføre, at den faktiske udvikling og de opnåede resultater afviger væsentligt fra de forventninger, der fremsættes direkte eller indirekte i denne meddelelse. Faktorer, der kan påvirke sådanne forventninger, omfatter bl.a. generelle økonomiske forhold og udviklinger inklusive påvirkninger fra COVID-19 pandemien, ændringer i efterspørgslen efter RTX’s ydelser, konkurrencemæssige forhold, teknologiske forandringer, udsving i valutakurser, tilgængelighed af og omkostninger til komponenter, udsving i leverancer fra underleverandører samt lovmæssige og/eller regulatoriske ændringer.

RTX offentliggør årsrapporten for 2021/22 den 29. november 2022.

Spørgsmål og yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Peter Røpke, tlf. 96 32 23 00
RTX’s hjemmeside: www.rtx.dk

Vedhæftet fil



Attachments

RTX SM Nr 16-2022 - 19.09.22 - RTX opjusterer forventningerne for regnskabsåret 2021-22