KommuneKredit offentliggør Årsrapport 2022



Sammendrag
• Nettorenteindtægter blev 339 mio. kr. mod 381 mio. kr. i 2021.
• Årets resultat før værdiregulering og skat blev 129 mio. kr. Det er et fald på 109 mio. kr. i forhold til 2021. Faldet skyldes kombinationen af lavere nettorenteindtægter og højere administrationsomkostninger.
• Årets totalindkomst blev 991 mio. kr. mod 378 mio. kr. i 2021. Den højere totalindkomst skyldes hovedsageligt højere værdiregulering i 2022.
• Nettoudlån, det vil sige nye udlån inkl. leasing minus afdrag og indfrielser, udgjorde 4,8 mia. kr.
• Egentlig kernekapital (CET1), der svarer til egenkapitalen, steg til 9.766 mio. kr. fra 8.775 mio. kr. ved udgangen af 2021.

KommuneKredit har i dag den 9. marts 2023 offentliggjort Årsrapport 2022.
Markedsudviklingen har ikke umiddelbart påvirket KommuneKredits nettorenteindtægter. Det skyldes, at vi sender markedsrenterne videre til vores kunder med en lille marginal. Vores resultat før skat og værdireguleringer i 2022 var lavere end forventet ved starten af året som følge af højere omkostninger.

Til gengæld har markedsudviklingen påvirket vores værdireguleringer, fordi vi værdiansætter både aktiver og forpligtelser til markedsværdi. I 2022 havde vi positive værdireguleringer for 1,1 mia. kr., og vores resultat før skat er derfor rekordhøjt med 1,3 mia. kr. Den positive værdiregulering vil delvist blive modsvaret af negative værdireguleringer de kommende år. Som resultat af det, forventer vi faldende overskud.

Nettorenteindtægterne er faldet fra 496 mio. kr. i 2019 til 339 mio. kr. i 2022. Sænkningen medfører en bevidst nedadgående trend i overskud før værdireguleringer. Den øger samtidig sandsynligheden for, at negative dagsværdireguleringer kan betyde et samlet negativt resultat i enkelte år fremover.

I overensstemmelse med KommuneKredits vedtægter må foreningen ikke udbetale udbytte, og vi overfører derfor resultatet efter skat til egenkapitalen. KommuneKredits egenkapitalgrad var 4,1 pct. ved udgangen af 2022 mod 3,5 pct. i 2021.

Forventninger til 2023
KommuneKredit forventer ikke, at eventuel uro på de finansielle markeder i 2023 vil påvirke vores mulighed for at fremskaffe finansiering på kapitalmarkederne. Vi forventer at kunne fastholde egenkapitalgraden over 3 pct. Forventningen til årets nettoudlån ligger på 4,5 mia. kr. og for nettorenteindtægter på ca. 400 mio. kr. Vi forventer administrationsomkostninger i niveauet 190 mio. kr.

Kontaktperson
Adm. direktør Jens Lundager,
telefon 3369 7622,
e-mail: jlu@kommunekredit.dk

Attachments



Attachments

KommuneKredit_Årsrapport_2022_DK Årsrapport 2022-ESEF KommuneKredit Regnskabsmeddelelse Årsrapport 2022